En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
En variant består i at bagatellisere patienternes sygdom ved at sige, at så slem er den vel heller
ikke. Det får nogle patienter til at føle sig som kværulanter, men efterfølgende bliver de irriteret
over, at der ikke bliver lyttet til dem.
Flere patienter fortæller, at de føler sig underlegne, fordi de ikke ved, hvilke muligheder de har, og
hvordan de skal forholde sig.
De efterlyser, at der bliver brugt mere tid på at lære dem at kende, få et dybere indblik i deres livs-
og sygehistorie samt finde ud af, hvad de kan og er gode til. Det kan man ikke på ti minutter, som
det udtrykkes.
Kendskabet til den enkelte patient er en væsentlig forudsætning for at kunne etablere en dialog
baseret på forståelse. Det er igen en forudsætning for at kunne finde løsninger, der er relevante for
patienten, og som derfor også har større udsigt til at blive gennemført.
Nogle patienter fortæller, at de har fået at vide, at deres sagsbehandler møder dem dér, hvor de er
som mennesker. Sagsbehandlerne tager med andre ord udgangspunkt i patienternes situation og
livsvilkår, når de skal hjælpe dem ind eller tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er imidlertid kun ganske få patienter, der i praksis oplever, at sagsbehandlerne har en sådan
tilgang til dem. De fleste patienter er tilbøjelige til at mene, at der bliver sagt ét, men gjort noget
andet. Intentioner og praksis hænger ikke sammen.
Der er dog undtagelser. En patient fortæller, at hun har fået en ny sagsbehandler, som har bedt
hende om at skrive et brev, hvor hun forklarer, hvorfor hun ikke ønsker at anvende sin nuværende
uddannelse, og hvorfor hun mener, at det vil være en god idé at begynde på en ny:
”Hun [den nye sagsbehandler] lytter og stiller de rigtige spørgsmål, for eksempel: ’Hvilken følelse
har du, når du går på arbejde?’, hvor andre bare siger: ’Hvis du ikke vil have det tilbudte arbejde,
kan du bare søge et andet!’ Min nye sagsbehandler forstår, at det hele handler om, hvilken følelse
jeg har, når jeg går ud af døren om morgenen, når jeg er på arbejde, og når jeg kommer hjem igen.
Det er meget vigtigt at vide, for hvis man ikke har det godt, når man går ud, når man er på arbejde,
og når man kommer hjem, så er det nok ikke lige det arbejde, man skal have. Det kunne hun sagtens
forstå. Samtalerne med de andre sagsbehandlere har været præget af det ene ultimatum efter
det andet. Hvis jeg ikke ville det, som de tilbød, kunne jeg klare mig selv. Det synes jeg ikke er
rimeligt. Jeg har ikke valgt at blive syg”.
En anden patient fortæller, at hun har fået en ny sagsbehandler, som hun taler godt sammen med:
”Jeg er blevet positivt overrasket. Det har jeg også sagt til hende. Jeg har fortalt hende, at jeg for
første gang i de to år, jeg har været i jobcentret, føler, at jeg bliver lyttet til. Så stillede hun sig op
og undskyldte på sine kollegers vegne. Det synes jeg er stort!”
3.1.1. Fra underkendelse til anerkendelse
Det er et stort ønske hos patienterne at blive hørt, forstået og respekteret som mennesker - og ikke
blive betragtet som sager og cpr-numre. Hvad betyder det?
At blive hørt, forstået og respekteret er et følelsesmæssigt behov. Når det opfyldes, bliver man
anerkendt som det individ, man er. For patienterne indebærer anerkendelse, at de bliver betragtet
34