En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
Kontaktpersonerne oplyser, at patienterne i udstrakt grad er bange forud for et møde i jobcentret.
De er bange for forventningerne og kravene, og angsten kan have den bivirkning, at de ikke er i
stand til at udtrykke sig:
”Vi kan hjælpe dem med at sige, hvad de gerne vil, og hvad de ikke kan magte. Nogen af dem har
deltaget i møder uden at få sagt noget overhovedet, og så bliver der lagt en plan ned over hovedet
på dem. Bagefter skal vi alligevel til at ringe ind til jobcentret og sige ’holdt, stop, det går ikke!’”
Kontaktpersonerne er ligeledes inde på, at de indimellem må agere som ”oversættere”, fordi sagsbehandlerne
ikke har nogen særlig viden om psykiatriske lidelser og heller ikke er trænet i at forstå
deres typiske symptomer:
”I mange situationer forstår sagsbehandlerne ikke patienterne. Jeg har deltaget i nogle samtaler,
hvor sagsbehandlerne pludselig kigger rådvildt på mig, fordi de ikke forstår at kommunikere med
den borger, der sidder over for dem, og som har en psykisk lidelse. De forstår det ikke, for de har
aldrig lært det. Om dialogen bliver til noget, hænger desuden sammen med, hvordan sagsbehandlerne
griber samtalen an. Nogen gange henvender de sig til patienterne som til enhver anden borger:
’Nå, hvor er du lige nu?’ Når patienten så blot svarer ’ja’, bliver samtalen lidt kantet. Derfor
bliver min [kontaktpersonens] opgave også nogen gange at hjælpe sagsbehandleren og patienten
med at tale sammen. Andre gange er patienten ikke i stand til at tale sin egen sag på grund af ordknaphed
eller sygdomsindvirkning, og så må jeg gøre det i stedet”.
Den manglende indsigt medfører ifølge kontaktpersonerne, at nogle sagsbehandlere ”(…) er ved at
falde ned af stolen, når patienten fortæller, at han er skizofren. De [sagsbehandlerne] bliver bange
og ved ikke, hvordan de skal tale til patienten, og så er det jo svært at yde dem den rette hjælp”.
En kontaktperson fortæller således, at det er en vigtig opgave at få sagsbehandlerne til at forstå, at
patienterne ikke er dovne, og at de negative symptomer er en del af deres lidelse. Hvis en patient,
der for eksempel er i praktik, udebliver fra arbejdspladsen uden at melde afbud, skal vedkommende
trækkes i kontanthjælpen. Det kan imidlertid diskuteres, om det er rimeligt, hvis udeblivelsen
skyldes den psykiske lidelse, hvilket normalt altid er tilfældet.
En anden grund til at deltage som bisidder fremgår af dette citat:
”Jeg har en patient, som skulle i jobcentret for at søge om kontanthjælp, og jeg tog med, for jeg
ved, at det kan være en vanskelig proces. Selv indgangen til jobcentret kan give problemer, når
man har en psykisk lidelse. Vi kom ind i ungeindsatsen i jobcentret i Skelbækgade og ind i et stort
lokale, hvor vi trak et nummer. Derefter stod vi i kø, og da det blev vores tur, sagde min patient:
’Jeg vil gerne søge om kontanthjælp’. ’Nå, hvorfor vil du gerne søge om kontanthjælp? Hvorfor kan
du ikke bare arbejde?’ ’Det er, fordi jeg er syg’. ’Hvad fejler du så?’ ’Jamen, jeg er i OPUS’. Så
spurgte medarbejderen ret højt: ’Hvad er OPUS?’ ’Det er et sted, når man er syg’. ’Hvad fejler man
så?’ På det tidspunkt var det meget tydeligt, at alle andre i lokalet kunne høre, hvad samtalen
handlede om. Så blev min patient nødt til at sige: ’Jeg har skizofreni’, hvorefter folk vendte sig om.
Det er en meget dårlig måde at møde en borger på. Det er ligegyldigt, om man har skizofreni - det
er sådan set ligegyldigt, hvad der er årsag til, at man er arbejdsløs. Den måde, som borgerne bliver
modtaget på, må godt være lidt diskret, så de ikke tvinges til at udbasunere alt”.
Kontaktpersonen fortæller, hvad der videre skete efter den indledende forklaring:
63