En længe ventet gæst …?”

OPUS
Psykiatrisk Center København • Region Hovedstadens Psykiatri
centret giver de udtryk for, at de er meget kede af deres arbejde. De vil jo gerne kunne lave et mere
helhedsorienteret socialrådgiverarbejde, men det lykkes ikke med de nuværende rammer”.
Flere kontaktpersoner hæfter sig ved, at jobcentret heller ikke giver patienterne nogen særlig information
i stil med:
”Sådan kan du også gøre det, eller du har de og de muligheder for at få en mentorordning”.
De pågældende kontaktpersoner mener, at grunden er, at medarbejderne i jobcentret først og
fremmest fokuserer på at få refusion til kommunen, og så gælder det om at gøre det, der skal til og
ikke mere, for eksempel gennemføre en opfølgningssamtale, ”(…) og så er det sådan set ligegyldigt,
hvad der sker i den samtale. Bare de kan sætte et kryds i kalenderen. Den opfattelse kan man
godt få. Hvis det er rigtigt, at de har så mange sager, som de siger, så kan jeg godt se, at der ikke
er mulighed for at bruge mere tid på den enkelte borger og motivere og informere om alle de forskellige
muligheder, der er”.
Én ting er informationsniveauet, en anden vedrører spørgsmålet om, hvem der har informationspligten.
Alle kontaktpersoner undrer sig over, at patienterne og de selv er henvist til at stille uddybende
spørgsmål, når de i forbindelse med en samtale i jobcentret bliver præsenteret for nogle
tilbud.
Det forudsætter i virkeligheden, at patienterne både har socialfaglig indsigt og overskud til at fordybe
sig i tilbuddene, finde ud af, hvad de indebærer og vurdere deres relevans. Ifølge kontaktpersonerne
er det sagsbehandlernes opgave at orientere fuldt ud om alle muligheder:
”De glemmer måske yderpunkterne. Hvad vil det for eksempel sige at være i virksomhedspraktik?
Hvad betyder de forskellige ord? Det nytter ikke, at de forudsætter, at vi uden videre forstår, hvad
de siger. Man kan gøre det bedre ved at øge informationsniveauet - måske ikke mængden, men
kvaliteten. Det er det, der er den markante forskel mellem en god og en dårlig sagsbehandler. En
god sagsbehandler har direkte kontakt med patienten, taler direkte til ham og fortæller, hvad der
skal foregå på mødet. De mindre gode kigger måske mere på kontaktpersonen og taler lidt henover
hovedet på patienten”.
5.4.4. Stigma om skizofreni
Det er kontaktpersonernes erfaring, at der er meget stigma forbundet med diagnosen skizofreni.
De møder også medarbejdere i jobcentret, som siger, at de ikke kan få borgere med en skizofrenilidelse
ud på en arbejdsplads.
Nogle kontaktpersoner fortæller også, at de ofte får at vide i jobcentret, at borgere, som har en
skizofrenidiagnose, ikke kan komme til at arbejde med mennesker. De vil for eksempel ikke kunne
blive pædagoger eller socialrådgivere og begrundelsen er, at de ikke vil kunne håndtere at være
sammen med andre mennesker.
Det er kontaktpersonernes opfattelse, at jobcentret med den indstilling skærer stort set halvdelen
af alle professioner fra med henvisning til skizofrenidiagnosen:
”Det er en meget stigmatiserende holdning, vi nogle gange møder. Man kan altså godt være sammen
med børn, selvom man har en skizofrenidiagnose. Det kommer helt an på, hvilke symptomer
man har i forbindelse med lidelsen”.
70