Boulevarden 2012 - VUC Aarhus

i talrige lande. Disse koncerner er skattemæssigt uafhængige
af det enkelte land, fordi de ret frit kan flytte
milliarder rundt mellem landene. Derfor kan de enkeltvist
påvirke især små landes overlevelseskraft. Den
nuværende krise blev først italesat og inddæmmet
som en finanskrise. Senere blev den til en økonomisk
krise, og nu er den så blevet til en statsgældskrise,
fordi den har afsløret, hvor gældsat rigtig mange nationer
faktisk er. Kassen er tom, fordi pengene er brugt på
en velfærd, som landet alligevel ikke havde råd til.
Derfor mangler der nu handlekraft. Danmark er ikke
nogen undtagelse.
For den enkelte borger betyder det globale risikosamfund
rådvildhed og personlig usikkerhed. Uoverskueligheden
indebærer også den risiko, at flere opgiver at
finde en plads til sig selv i samfundet. Denne afmagtsfølelse
er globalitetens største udfordring. Og lige
netop dette vilkår kan betyde ændringer for VUC.
Demokrati som brød og skuespil
For et nationalt demokrati som det danske er det globale
risikosamfund en sprængfarlig cocktail. Der er tre
forhold her at vurdere.
Det ene er, at kompleksiteten i det politiske univers er
omfattende. Det betyder, at vanskelige sager skrues
ned til et par one-liners i medierne, som så gentages i
én uendelighed. Gerne med et konkret yderliggående
eksempel. Resten er et tillidsforhold til politikeren: stoler
vi på hende som person? Politik er altså i det offentlige
rum blevet personliggjort i urimelig grad som
følge af forsimplingen. Denne mediemotor styrer politikkens
indhold.
Det andet forhold vedrører velfærdsstatens vækst. Her
ser vi nu med statsgældskrisen, at de fleste landes
politikere sikkert i god mening har delt - for mange -
velfærdsgaver ud til befolkningerne i et forsøg på at
skærme dem mod det globale marked og naturligvis
også for at blive genvalgt. Der er ikke langt herfra til
det romerske kejserdømmes håndtering af befolkningen:
brød (læs velfærd) og skuespil (læs politikeren som
person i medierne). Staten er med andre blevet en porøs
størrelse, hvor velfærdsydelser siver ud gennem de
politiske porer. Og borgerne ved det udmærket.
Det tredje forhold er, om den igangværende udvikling
af staten til en konkurrencestat er en nødvendig og en
rigtig reaktion på globaliteten? Altså dette at overføre
markedslogikken på nationen, som herefter betragtes
som en koncern, der er i global konkurrence med andre
nationer. Om tiltrækning af investeringer, om skatteniveau,
uddannelsesniveau, sundhedsvæsen, graden af
fremmedhad m.v. Og især om den intensive udnyttelse
af borgerne som arbejdskraft i koncernen Danmark.
Disse tre forhold - a) forsimpling og personliggørelse af
politiske temaer, b) velfærd som bestikkelse og c) konkurrencestatens
reduktion af borgeren til et arbejdsbegreb
– placerer den enkelte borger i en eksponeret og
ydmygende rolle, som slet ikke svarer til den stolthed,
der hører det historiske borgerbegreb til. Kan og skal
uddannelserne gøre noget det ved det?
VUC i det nye Danmark
Lad os nu kigge lidt på VUC anno 2012. Den store
ustyrlige kontekst ovenfor giver to muligheder for tilpasning.
Enten styrker man som skole sin responsivitet,
så skolen kan pulsere lynhurtigt i takt med skiftende
behov. Eller også går man den anden vej og gør skolen
til et korrektiv, en modvægt til markederne ved at
insistere på det modsatte af flygtigheden: krav, konkrete
færdigheder, lange forløb, fællesskab. Jeg vil i
det følge advokere for at gøre begge dele.
53
Boulevarden 2012