Boulevarden 2012 - VUC Aarhus
Boulevarden 2012 - VUC Aarhus
Boulevarden 2012 - VUC Aarhus
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Her følger nogle korte pinde, som er sammenskrevet<br />
efter personlig læsning af Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten:<br />
Det fragmenterede uddannelsessystems principper i<br />
konkurrencestaten:<br />
• personligt ansvar<br />
• enstrenget vejlednings- og uddannelsessystem med<br />
koordination og fleksibilitet (vertikalt og horisontalt)<br />
• adgang ind i søjlerne er baseret på realkompetence<br />
• differentiering baseret på den enkeltes unikke vilkår<br />
og ønsker<br />
• samspil med virksomhederne (uddannelse er<br />
redskab for beskæftigelses- og socialpolitik)<br />
• pædagoger og fagfolk mister monopol som følge af<br />
realkompetencebegrebet<br />
• arbejdet som livsform: dets organisering er et samlet<br />
pædagogisk projekt, der også inkluderer uddannelse<br />
før og under jobbet<br />
• motivation helt centralt: at tage personligt ansvar for<br />
eget kompetenceprojekt.<br />
Her har vi et uddannelsessystem, der er helt gearet til<br />
den responsive tilgang og til individualiteten i en klassisk<br />
økonomi. Når jeg kalder konkurrencestatens uddannelsessystem<br />
for fragmenteret, skyldes det den<br />
iagttagelse, at designet ikke rummer visioner for helhed<br />
og sammenhæng og intet udsiger om samfundet<br />
ud over det individbaserede arbejdsmarked. Væk er<br />
helt forestillingen om universalitet i en kulturstat og i<br />
en retsstat, som har været et bærende princip bag opbygningen<br />
af den danske velfærdsmodel efter 2. verdenskrig<br />
og frem til statsgældskrisen i dag. Den forestilling<br />
indebar jo også en tro på, at uddannelse som<br />
system og som mulighed for at alle kunne bidrage til<br />
at undgå, at 1930’ernes arbejdsløshed, konflikter mellem<br />
Europas lande og anden verdenskrigs folkemord<br />
skulle kunne gentage sig. Stående over for en global<br />
økonomi kaster konkurrencestaten med andre ord velfærdsstatens<br />
universalitet over bord, fordi denne truer<br />
det store og tunge krydstogtskib med kæntring eller<br />
grundstødning i det verdensomspændende økonomiske<br />
ocean.<br />
<strong>VUC</strong>’s nye pligter og muligheder<br />
Lad mig på dette tidspunkt gribe tilbage til indledningens<br />
spørgsmål, nemlig at den nuværende dybtgående<br />
krise er nødvendig, og at <strong>VUC</strong> har en rolle at spille i<br />
dens løsning.<br />
Umiddelbart ser det fragmenterede uddannelsessystem<br />
jo godt ud for en <strong>VUC</strong>-mand. Her er der rigeligt<br />
med individuelle muligheder for valg, og dermed for<br />
ikke-valg og fejlvalg, som jo er den kilde, et moderne<br />
<strong>VUC</strong> øser af. Som skoleform kan vi med andre ord profitere<br />
af denne optik. Og vi har bestemt pligt til at deltage.<br />
Det skaber imidlertid ikke tilstrækkelig legitimitet<br />
for skolerne som offentlige institutioner. Der er<br />
nemlig to problemer med dette design:<br />
• det har ingen forpligtende retning<br />
• fokus på arbejdsmarkedet er for snævert.<br />
Mens den kulturelt homogene og færdighedsbaserede<br />
skole endnu var uanfægtet, formulerede et utal af skoler<br />
mottoer som dette, som de fleste af dem stadig<br />
har: ”Non scholae, sed vitæ”. Dermed mentes vel, at<br />
uddannelsen ikke kun sker for skolens egen skyld, men<br />
af hensyn til dit personlige liv som borger i en kulturstat.<br />
I det fragmenterede skolesystem som ovenfor<br />
sker der en indsnævring, således at et tidssvarende<br />
motto kunne være: ”Non scholae, sed labori”, for nu er<br />
57<br />
<strong>Boulevarden</strong> <strong>2012</strong>