Boulevarden 2012 - VUC Aarhus

Her følger nogle korte pinde, som er sammenskrevet
efter personlig læsning af Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten:
Det fragmenterede uddannelsessystems principper i
konkurrencestaten:
• personligt ansvar
• enstrenget vejlednings- og uddannelsessystem med
koordination og fleksibilitet (vertikalt og horisontalt)
• adgang ind i søjlerne er baseret på realkompetence
• differentiering baseret på den enkeltes unikke vilkår
og ønsker
• samspil med virksomhederne (uddannelse er
redskab for beskæftigelses- og socialpolitik)
• pædagoger og fagfolk mister monopol som følge af
realkompetencebegrebet
• arbejdet som livsform: dets organisering er et samlet
pædagogisk projekt, der også inkluderer uddannelse
før og under jobbet
• motivation helt centralt: at tage personligt ansvar for
eget kompetenceprojekt.
Her har vi et uddannelsessystem, der er helt gearet til
den responsive tilgang og til individualiteten i en klassisk
økonomi. Når jeg kalder konkurrencestatens uddannelsessystem
for fragmenteret, skyldes det den
iagttagelse, at designet ikke rummer visioner for helhed
og sammenhæng og intet udsiger om samfundet
ud over det individbaserede arbejdsmarked. Væk er
helt forestillingen om universalitet i en kulturstat og i
en retsstat, som har været et bærende princip bag opbygningen
af den danske velfærdsmodel efter 2. verdenskrig
og frem til statsgældskrisen i dag. Den forestilling
indebar jo også en tro på, at uddannelse som
system og som mulighed for at alle kunne bidrage til
at undgå, at 1930’ernes arbejdsløshed, konflikter mellem
Europas lande og anden verdenskrigs folkemord
skulle kunne gentage sig. Stående over for en global
økonomi kaster konkurrencestaten med andre ord velfærdsstatens
universalitet over bord, fordi denne truer
det store og tunge krydstogtskib med kæntring eller
grundstødning i det verdensomspændende økonomiske
ocean.
VUC’s nye pligter og muligheder
Lad mig på dette tidspunkt gribe tilbage til indledningens
spørgsmål, nemlig at den nuværende dybtgående
krise er nødvendig, og at VUC har en rolle at spille i
dens løsning.
Umiddelbart ser det fragmenterede uddannelsessystem
jo godt ud for en VUC-mand. Her er der rigeligt
med individuelle muligheder for valg, og dermed for
ikke-valg og fejlvalg, som jo er den kilde, et moderne
VUC øser af. Som skoleform kan vi med andre ord profitere
af denne optik. Og vi har bestemt pligt til at deltage.
Det skaber imidlertid ikke tilstrækkelig legitimitet
for skolerne som offentlige institutioner. Der er
nemlig to problemer med dette design:
• det har ingen forpligtende retning
• fokus på arbejdsmarkedet er for snævert.
Mens den kulturelt homogene og færdighedsbaserede
skole endnu var uanfægtet, formulerede et utal af skoler
mottoer som dette, som de fleste af dem stadig
har: ”Non scholae, sed vitæ”. Dermed mentes vel, at
uddannelsen ikke kun sker for skolens egen skyld, men
af hensyn til dit personlige liv som borger i en kulturstat.
I det fragmenterede skolesystem som ovenfor
sker der en indsnævring, således at et tidssvarende
motto kunne være: ”Non scholae, sed labori”, for nu er
57
Boulevarden 2012