Solidaritet #11, april 2017

Tema: Kultur og medier
nem kulturpolitik. I kultur og sport ser vi, hvordan foreninger
kan udgøre fællesskaber, som er til uvurderlig
gavn for dem , der er uden for fællesskabet. Til gengæld
er der stadig en klar tendens til, at dem, der har færrest
midler, får den mindste adgang til vores kultur og sportstilbud.
Det gør de af to grunde. Fordi pengene i vores
samfund er ulige fordelt og der er mange familier, som
har svært ved at betale kontingentet eller entréen til teatret.
Desuden er netværket også ulige fordelt. De børn
og unge, som mangler et bredt netværk og nogle gode
venner, bliver simpelthen ikke hevet med ned i klubben i
samme grad som de populære unge med stort netværk.
Den ulighed er både uretfærdig og dum, for det er netop
i forhold til dem, der mangler et fællesskab, at kulturpolitikken
virkelig kan og burde gøre en forskel.«
Den overordnede kamp består altså i at give unge
mødet med stærke fællesskaber og vise, at de selv kan
være med til at styrke og organisere dem og deres udvikling,
men hvad kan man politisk gøre for at få den udvikling
i gang?
Foreningerne er organiseret arbejderkultur
Det er et gennemgående tema, at Jacob Mark taler om
foreningslivet som en stor del af den progressive og
socialistiske tilgang til det kulturpolitiske område. Foreningslivet
er den sfære, hvor arbejderkulturen i videst
udstrækning lever i dag, ifølge den unge SF’er. Det handler
derfor om at udbrede erfaringerne med alment foreningsarbejde,
som rummer en række progressive oplevelser
og lærdomme i sig selv.
»I kultur og sport ser vi, hvordan
foreninger kan udgøre fælles skaber,
som er til uvurderlig gavn for dem,
der er uden for fællesskabet«
Men selvom Jacob Mark mener, at politikerne skal
fremme unges møde med forpligtende fællesskaber
i fodboldklubben, interesseorganisationen, den unge
fagbevægelse eller andre miljøer, så skal de også passe
på, at foreningerne ikke bliver bureaukratiseret og
slået ihjel af overdrevne formalia og dokumentationskrav.
Enhver progressiv organisering og kultur rummer
en stor del spontanitet for at afprøve nye, kreative og
radikale udtryk, og det er netop den slags erfaringer,
som der skal være mere plads til. Hvis man kan finde en
form, hvor de mere spontane fællesskaber bliver båret
frem i forenings- og kulturlivet, så ville det også appellere
meget bredere til unge og flere ville springe ud i at
få deres første erfaringer med en engageret praksis, mener
han.
»Det danske foreningsliv lærer os at organisere os,
det lærer os at tage hensyn til hinanden og det lærer os
at være empatiske. Det er alle sammen vigtige værdier,
18 | Solidaritet
Blå bog
Jacob Mark
25 år og kommer
fra Køge.
Har siden 2015
været medlem
af Folketinget
for Socialistisk
Folkeparti, hvor
han er gruppeformand
samt
ordfører for
børn, uddannelse,
forskning,
kultur, medier og
idræt.
som gør det mere sandsynligt, at unge får modet til at
sige fra over for en ført politik, som kun gavner det lille
mindretal i samfundet. Modet til at sige fra, evnen til at
se andre menneskers perspektiver i øjnene og kreativiteten
til at bygge anderledes fællesskaber op ligger alle
sammen gemt i de fleste danske foreninger som grundlæggende
erfaringer. Det er dem, en socialistisk kulturpolitik
skal fremme og det er her, den moderne arbejderkultur
har sin rod.«
»Men det er et problem, hvis det kun bliver gennem
formelle foreninger med faste årshjul, at de unge kan
komme i kontakt med de erfaringer. Mange står af på
det og det er ikke det, som skaber de nye og skæve miljøer.
Derfor skal vi finde en form, hvor vi kan skabe grobund
for hele det vækstlag af ikke-formaliseret kreativitet
og fællesskab, som findes derude.«
Det mindste man kan gøre som politiker er ifølge Jacob
Mark at undlade at kvæle de alternative og spontane
initiativer, når de opstår. Det oplevede Næstved et
tydeligt eksempel på, mener SF’eren:
»Næstved havde et spirende graffitimiljø og i stedet
for at forfølge det og lukke det ned, så donerede de murplads,
som graffitimalerne frit kunne skrive på. Det førte
til, at store og dygtige graffitimalere fra hele Europa
kom til byen, som havde et rivende kreativt miljø, som
udgav blade, diskuterede kunstform og endda diskuterede,
om deres miljø kunne acceptere at være indirekte
støttet af kommunen. Nogen gange skal vi bare give los
og frihed – stille gratis brugerstyrede lokaler og midler
til rådighed, og så kommer den progressive kultur af sig
selv. Når den progressive kultur opstår i glimt, er det vores
fornemmeste opgave ikke at kvæle den. Det lyder
måske ikke af meget, men det gør politikere tit,« siger
Jacob Mark med et smil.
I virkeligheden skal foreningerne og organisationerne
gøre noget af det samme i dag, som de gjorde
dengang. De skal fremme solidaritet.
»Arbejderkulturen opstod ved, at vi stod sammen
som klasse og delte analyser, hverdagserfaringer og politiske
synspunkterne med hinanden i et sprog og en
form, som var vores eget og ikke magthavernes. Den del
af arbejderkulturen mener jeg, at vi skal holde fast i. Og
flere skal generelt til orde og blande sig med deres perspektiver
og verdensbilleder. Det kan stærke foreninger
være rammen om at tage de første skridt til. Men siden
dengang er vi som klasse blevet mindre homogen og
derfor er foreningerne også den perfekte ramme for at
dele hinandens perspektiver, følelser og hverdagssituationer
på tværs af forskellige livsforløb. En ramme for at
huske solidariteten. Det er moderne arbejderkultur for
mig.«
Kulturen skal erobre det politiske rum
Arbejderkulturen i dag er en levende proces, som skal
gøres mere levende og hele tiden holdes i live af nye foreningsformer
og stærke rammer. Kunsten i sig selv kan
også optræde mere eller mindre i arbejdernes brede interesser.
Når den er god, er den beskrivende for brede
og kollektive erfaringer, som vi ellers ikke ville have ad-