Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter - Aarhus ...

De fleste af samfundets problemer er problemer, der kun vedrører
begrænsede mindretal. I de fleste spørgsmål vil det store flertal af borgere
være forholdsvis ligeglade, om løsningen bliver den ene eller den anden.
Til gengæld er mindretallenes interesse i problemets løsning meget
omfattende eller intens. Der er derfor en fare for, at flertallet ikke vil finde
de rigtige løsninger på de særlige problemer, som mindretallene slås med.
Leif Lewin (1992) peger i denne forbindelse på, at korporative institutioner,
hvor de berørte mindretal er repræsenteret, er et middel til at sikre, at
der træffes lydhøre beslutninger på områder, hvor mindre grupper har
betydelige interesser på spil. Ifølge Lewin sikrer korporative institutioner
stabile og fredelige relationer mellem forskellige befolkningsgrupper, også
selvom man herved på bestemte områder tildeler nogle samfundsmedlemmer
mere indflydelse end andre. Eksempler på sådanne korporative organer
er lovforberedende udvalg, hvor der sidder repræsentanter for bestemte
erhvervsgrupper, skolebestyrelser med repræsentanter for forældre og
lærere, eller Miljøklagenævnet, hvor der sidder repræsentanter for Dansk
Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværkerrådet, Landbrugsrådet,
De Danske Landboforeninger og De Danske Husmandsforeninger.
Også i forhold til de etniske minoriteter kan det traditionelle demokrati
siges at have et intensitetsproblem,der kan begrunde,at der oprettes særlige
institutioner til repræsentation af minoriteternes interesser. Men når det
drejer sig om de etniske minoriteter,taler vi ikke blot om korporative strukturer,men
også om multikulturalisme.
Multikulturalisme som politisk strategi er først og fremmest knyttet til
Canada,der i 1971 officielt gjorde multikulturalismen til et overordnet princip
(Preece, 1998).En række europæiske lande, først og fremmest Holland
og Sverige, men også England,har siden taget multikulturalismen til sig og
gjort den til det overordnede princip for integration af indvandrere. Også i
Danmark diskuteres der til stadighed multikulturelle løsninger.Der kan derfor
være grund til at kigge nærmere på argumenterne i diskussionen.
Multikulturalisme udspringer af en forestilling om,at individets autonomi
er uløseligt knyttet til dets kulturelt definerede sociale identitet.En gensidig
anerkendelse mellem individer indebærer derfor en gensidig anerkendelse
af de implicerede kulturer. Bærere af en given kultur har en kollektiv ret til
at kræve,at det politiske fællesskab fører en aktiv politik,der sikrer deres kulturs
trivsel (jf.Poulsen,1998).Det er dette,man kalder „anerkendelsens politik“
(Taylor, 1992).
16