Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter - Aarhus ...

ER DEN ENE FORM FOR POLITISK KULTUR
LIGE SÅ GOD SOM DEN ANDEN?
Der er ingen tvivl om,at indvandrerdebatten i Danmark har været domineret
af en diskussion af kulturforskelle,der ikke har været særligt frugtbar.Og
et godt råd er da også at lade være med at diskutere politisk kultur (jf.Schierup,
1993; Iversen, 2002) og i stedet interessere sig for de strukturelle og
institutionelle problemer.Alligevel er det vanskeligt helt at undlade at diskutere
kultur,og det gør de fleste forfattere da også.
I Camilla Kehlet Christoffersens artikel om „Den demokratiske barriere“
bliver perspektivet blot vendt om,idet det er den danske demokratiforståelse,
der bliver gjort til en barriere for inddragelsen af de etniske minoriteter
og deres organisationer i det politiske liv.Påstanden er,at den danske demokratiopfattelse
er præget af Hal Kochs tanker, hvor det centrale ikke er
afstemningen og flertalsbeslutningen,men „samtale,dialog,gensidig respekt
og forståelse samt en vilje til at ville det bedste for helheden“ (2002: 30).
Gennem den kvalificerede samtale, der er præget af gensidig respekt og
forståelse, vil man kunne nå frem til et kompromis, der er bedst for helheden.
Kompromissøgning er altså en værdi, der sættes højt i det politiske
felt, og det hænger sammen med en kulturel forestilling om enighed
(2002: 34).
Med henvisning til Anne Knudsens og Lisanne Wilkens beskrivelse af forskelle
mellem den politiske kultur i Nordeuropa og Sydeuropa (1993: 60ff)
er påstanden derefter, at den ovenfor beskrevne danske demokratiopfattelse
ikke er udtryk for nogen universel politisk tankegang. I andre lande er det
ikke kompromiser, enighed og fokusering på helheden,der giver politisk
legitimitet,men interessevaretagelse og favorisering af egne støtter. Ud fra
en anden demokratiopfattelse skulle man således kunne forsvare handel
med stemmer og afvisning af kompromiser (Christoffersen, 2002).
Der er imidlertid flere elementer i denne argumentation,der næppe kan
stå for en grundigere prøvelse.Det ene er forestillingen om,at den ene form
for politisk kultur kan være lige så demokratisk eller lige så effektiv som den
anden.Pointen er nemlig,at den hos Knudsen og Wilken omtalte sydeuropæiske
politiske kultur næppe lever op til demokratiske krav om åbenhed i
beslutningsprocessen og lighed mellem borgerne (jf. kapitel 1).Og som der
er redegjort for tidligere i dette kapitel, mener Putnam heller ikke, at den
sydeuropæiske politiske kultur er økonomisk og styringsmæssigt effektiv,
netop fordi den bygger på en manglende tillid mellem mennesker.
165