Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter - Aarhus ...

det drejer sig om etniske minoriteter. Jeg har derfor også til stadighed
anvendt gængse politologiske teorier for at forstå og forklare bogens resultater.
Man kan i forlængelse heraf opsummere forklaringerne på både de positive
og de negative sider af inddragelsen under tre overskrifter: politiske ressourcer,politisk
kultur og politiske institutioner.
Når de etniske minoriteter gennemgående har et svagere politisk beredskab,
deltager mindre og har en begrænset politisk indflydelse, er det blandt
andet på grund af svage ressourcer.Det drejer sig om de ressourcer,som enten
de selv eller deres forældre har bragt med fra hjemlandet, dvs. dårlige læsefærdigheder,
kort skoleuddannelse og manglende erfaringer med storbylivet.
Det drejer sig også om de begrænsede kundskabsmæssige ressourcer,
som er blevet opbygget i Danmark,dvs.dårlige danskkundskaber,utilstrækkelig
uddannelse og en begrænset viden om normer og regler i det politiske
liv. Det drejer sig endvidere om svage sociale relationer til det danske samfund,dvs.en
lav erhvervsaktivitet,manglende kontakt til fagbevægelsen,få
familierelationer og få danske venner.Den unge generation,der er vokset op
i Danmark,har dog langt flere ressourcer end forældregenerationen.Så uanset
om der også på dette område er tale om social arv,er det ikke en ubrydelig
social arv.
På det kollektive plan er de etniske minoriteters organisationer og foreninger
forholdsvis svage – i hvert fald de landsdækkende organisationer.
Mange organisationer har en kort levetid,de har forholdsvis få medlemmer,
de er næppe særlig repræsentative,og der er hurtige udskiftninger i ledelsen.
Hvad de lokale foreninger angår, varierer forholdene fra etnisk gruppe til
etnisk gruppe og fra by til by.Blandt både tyrkere og somaliere eksisterer der
i flere byer tætte organisatoriske netværk, som bidrager til en kollektiv
mobilisering.Og i nogle byer eksisterer der også velfungerende netværk fra
de etniske minoriteters organisationer til integrationsrådene og kommunalbestyrelserne.
Sådanne kollektive ressourcer kan kompensere for svage individuelle
ressourcer (jf.Verba,Nie & Kim, 1978).
Men det handler også om forskelle i politisk kultur. Der er i flere tilfælde
tale om et sammenstød mellem meget forskellige opfattelser af, hvordan
man løser konflikter, og hvem man bør være solidarisk med.Det er et sammenstød
mellem det,man med Durkheim (1893 [1984]) kan kalde mekanisk
og organisk solidaritet.Den mekaniske solidaritet er dominerende i
traditionelle samfund og omfatter kun de mennesker, man er tæt forbundet
med og ligner, dvs. familien, landsbyen og den etniske gruppe. Den organi-
269