Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter - Aarhus ...

at multikulturalismens grænser netop går der, hvor man forbryder sig mod
det enkelte individs rettigheder.
De af multikulturalismen inspirerede overvejelser indebærer,at vi bør tildele
de etniske minoriteter ikke blot lige rettigheder,men også en række særrettigheder.
Påstanden er altså,at man for at sikre en inddragelse på lige fod
må tildele minoritetsgrupperne særlige rettigheder.Som eksempler på multikulturelle
foranstaltninger, der beskytter gruppen over for majoriteten
uden at begrænse medlemmernes handlefrihed,nævner Kymlicka oprettelse
af rådgivende organer med repræsentanter fra indvandrergrupper,ændring af
undervisningsplanerne,så man også behandler indvandrernes historie,kultur
og religion,ændring af arbejdstider og påklædningskrav, så de ikke strider
mod minoriteternes kultur og religion,afholdelse af kurser for socialarbejdere,politi
og sundhedspersonale,så de bliver mere følsomme over for kulturelle
forskelle,og tilskud til indvandrernes kulturelle aktiviteter.
Kymlicka satte med sin bog i 1995 dagsordenen for debatten om multikulturalisme.
Siden er han blevet kritiseret af både modstandere og tilhængere
af multikulturalisme, og der er sat spørgsmålstegn ved,om han virkelig
har løst konflikten mellem multikulturalismen og den individuelle rettighedstænkning
(Poulsen, 1998).
En række tilhængere af multikulturalisme har ment,at Kymlicka ikke går
langt nok, og kritiserer ham for at være alt for meget bundet op på universelle,
liberale principper (se f.eks. Parekh, 1997). Påstanden er, at det er
inkonsistent at bygge en teori om multikulturalisme på et værdigrundlag,
der selv er en del af bestemte gruppers kulturelle arv.
Andre,der ligesom Kymlicka tager udgangspunkt i det liberale demokrati,har
kritiseret multikulturalismen for at være i konflikt med generelle liberale
principper og for på lang sigt at bidrage til at nedbryde nationalstaten.
Det mest centrale problem i multikulturalismen synes at være spørgsmålet
om tolerancens grænser: Hvilke kulturer skal beskyttes,og hvor langt skal
beskyttelsen gå (Joppke, 2001)? For Kymlicka er svaret forholdsvis enkelt,
fordi han altid vil prioritere den enkeltes autonomi over gruppens interesser.
Hermed har vi imidlertid ikke fået noget svar på,hvordan man skal forholde
sig over for ikke-liberale kulturer og deres krav om beskyttelse. Og
det er nok for let, som Kymlicka gør, blot at afvise, at det er konflikterne
mellem liberale og ikke-liberale kulturer,der er de centrale.I hvert fald vedrører
konflikterne i de nordiske lande i betydeligt omfang spørgsmålet om
ligestillingen mellem kønnene og de unge kvinders ret til selv at forme
deres liv (jf.Borchgrevink, 2002).
18