Legenden om Katherina af Siena i gammeldansk oversættelse1 ...

Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Dresden und Leipzig 1846, kap. CLXXII De sancta Catherina, s. 792) eller, da
Katherina skal henrettes, høres en stemme fra himlen: ”Veni, dilecta mea, sponsa mea, ecce tibi coeli janua aperta est”
= Kom, min elskede, min brud, se, himlens port er åben for dig (Graesse: Legenda Aurea s. 794). Disse citater kan - og
bør - vel tolkes på den traditionelle manér som sjælens mystiske bryllup med Kristus, som især er begrundet i
Højsangen. Det er ganske almindeligt i hele middelalderen at troendes sjæle betegnes som Kristi brude, som alene
venter på foreningen med brudgommen Jesus i det hinsidige. Jesus betegnes i den sammenhæng som sponsus animae =
sjælens brudgom. Lad os se på eksempler fra gammeldanske tekster: If. GldO, opslagsordet ”bruth”, betegnes talrige
helgeninder som Kristi brude: Birgitta af Vadstena: Seddel 20: [Vorherre siger til Birgitta] Æn thu myn brudh; seddel
28: thin ælskelige vtwaldæ brwdh Sancta birgitta. Ursula: Seddel 31: Helige Iomfru christi brwd sancta vrsula;
Katerina af Alexandria: Seddel 34: Sancta katherina gwdz brwd etc. Kirken eller menigheden er Guds brud: Seddel 4:
[Gud] han vil nw begaffwe syn brwd ther meth som er then menige christenheden; seddel 5: thw […] gudz vijsdom Som
skibedhe thyn bruth Thz ær then hælghe kirke … Den enkelte kristne sjæl er Guds brud: Seddel 24: Og gudh sigher til
henne [sjælen. PEJ] Min brudh, kom j mit sælskap; seddel 25: ieg [Jesus. PEJ] som er en vdødeligh konge vil aname
ham [mennesket. PEJ] thil myn brwd. Gud eller Kristus er brudgommen: Se GldO, opslagsordet ”bruthgume”: Seddel 5:
the siæl som met ælskogh til føghes sin brudgomme Jhesum Christum; seddel 6: Ffæmte tiidh wor han [Adam, som brød
Guds love syv gange eller syv ”tider”. PEJ] troobrydher, Fforthii hans siell wor troo loffweth meth gudh, Men thet
giorde han, ther han giorde diewelsens wilie, Tha brødh sielen Sin tro moth syn brwdgom.
Til legenden om Katherina af Alexandria findes der versioner, hvor helgeninden til at begynde med ikke er kristen, men
omvendes, og i en vision får en brudering af Kristus. Men mens Katherina af Siena’s ring kun kan ses af hende selv og
de himmelske magter, findes Katherina af Alexandria’s ring i det berømte kloster på Sinai-halvøen. Interessant nok
findes den udbyggede version med det mystiske ægteskab i et norditaliensk håndskrift fra det 14. årh. i det Kongelige
Bibliotek i København med signaturen S. 629, 8°, se Alfons Hilka: ”Eine italienische Version der Katharinenlegende”,
i: Zeitschrift für romanische Philologie 44, 1924, s. 151-187. Man kan ikke forestille sig andet end at Katherina af Siena
har kendt sin navnesøster, men denne nævnes ikke med et ord i hendes legende, selvom der ellers gøres meget ud af at
påvise paralleller til bibelske personer og kendte helgener.
Det nærmeste man kommer er forklaringen på Katherinas navn, som i Legenda minor er citeret i bearbejdet form efter
Jacobus de Voragine’s Legenda Aurea: De sancta Catherina (se ovenfor), hvor der står: Catherina dicitur a catha, quod
est universum, et ruina, quasi universalis ruina; omne enim aedificium dyaboli in ea universaliter corruit. [...] Vel
Catherina quasi catenula; ipsa enim sibi per bona opera quandam catenam fecit, per quam usque ad coelum adscendit
= Catherina kommer af catha, som betyder ”total” og ruina [= nedstyrtning], altså ”den totale nedstyrtning”, thi hele
djævelens bygningsværk styrtede totalt sammen ved hende. [...] Eller Catherina kommer af catenula [= lille kæde] for
hun skabte sig ved sine gode gerninger en slags kæde, ad hvilken hun steg til himlen. - Legenda minor forklarer
indledningsvis at Legenda minor skal tjene prædikerordenen, ligesom dominikaneren Jacobus de Voragine’s legender
har gjort det, og forklarer derpå Katherina af Siena’s navn således: Quemadmodum supradictus dominus Jacobus in
supradictis docet legendis, hoc nomen Katherina dicitur uno modo a catha grece quod est universum latine, et rina [sic!
PEJ], id est ruina, quasi universalis ruina [...] viciorum,[...] Secundo modo hoc nomen Katherina quasi cathenula sive
cathena, quia, sicut docet supradictus magister Raymundus in prologo dictae legendae, quemadmodum cathena
universitatem anulorum et diversitatem atque eorundum unitatem et conexionem comprehendit, ita in hoc nomine
Katherina universitas et diversitas virtutum et invicem connexarum importari videtur = Således som ovennævnte
Jacobus lærer (os) i ovennævnte legender, så kommer dette navn Katherina, som én forklaring, af græsk catha, som på
latin hedder universum [= total], og rina, det vil sige ruina [= nedstyrtning, ødelæggelse], altså den totale ødelæggelse af
synderne. [...] Som en anden forklaring kommer navnet af cathenula [= lille kæde] eller cathena [= kæde], for, som
ovennævnte lærer Raymundus lærer (os) i prologen til nævnte legende [= Legenda major], ligesom lænken er helheden
og forskelligheden af ringene samt disses enhed og samhørighed, således ses i dette navn Katherina indført afvelslende
helheden og forskelligartetheden og samhørigheden af gode egenskaber. - Men det nævnes ikke, i hvilken legende hos
Jacobus forklaringen står, på trods af at Legenda minor ikke er tilbageholdende med at nævne helgener. Men det kan
tænkes at målgruppen er vel orienteret om dette. - Forøvrigt er Jacobus’ og dermed Raymundus’ og Caffarinis
forklaring rent volapyk; navnet er afledt af græsk katharos = ren.
En anden Katherina nævnes til gengæld (fol. 147v-148r), nemlig Katherina af Vadstena, Katherina af Siena’s samtidige
og datter af den hellige Birgitta, men denne Katherina omtales nærmest med hån, omend hun dog betegnes som sancta
Katherina.
Målgruppen nævnes i begyndelsen af teksten, fol. 107r: alle closther jomfrweres Speghell, hvor spejl betyder forbillede.
Gruppen tiltales fol. 136v: ”kære søsthre i gudh”.
Den latinske Legenda minor siger indledningsvis: Incipit prologus in legendam pro predicatoribus singulariter
abbreviatam Beatae Katherinae de Senis sororis ordinis de poenitentia beati Dominici ordinis = Her begynder prologen