Legenden om Katherina af Siena i gammeldansk oversættelse1 ...

Legenden om Katherina af Siena i gammeldansk oversættelse 1 . 

Die Legende der Katherina von Siena in einer altdänischen Fassung. 

La légende de Catherine de Sienne en prose danoise ancienne. 

The Legend of Catherine of Siena in an Old Danish version. 

Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 

e-mail: 33(a)gvdnet.dk 

[107r] Hær beghynnes Then edhle oc ærefuldh jomfrwes Sancte katherine 

de senis 2 leffneth, llegendæ, Hystoriæ oc jærteghne 3 , Hwicken som ær alle 

closther jomfrweres Speghell. 

Thet førsthe Capitell. 

I Senis som er een sthoer stadh oc megtugh oc liggher i wallandh 4 , Thær bodhe oc bygdhe een riigh 

man, som heedh Jacobus. Han haffdhe een husfrwe, hwn hedh llapa 5 . The leffdhe længhe sammen i 

eth goth oc gudelikth egtugskapp Oc haffdhe nogh aff wærdhen oc ware føddhe aff ærlighe falk oc 

sleckth. Gudh han wælsignethe lapam oc giorthe henne meghet fructsommeligh meth syn man, Swa 

at hwn noghet næær hwærth aar føddhe eth barn, anthen drængh eller pighe, oc stundhom æn 

thwillinghe. Hændher 6 then thiidh hwn togh till at ganghe aff barnbyrdh 7 , Tha føddhe hwn effther 

gutz wiliæ paa een thiidh ij 8 døtther, som waræ vthwaldhe at haffue hemelrighe. Then enæ heedh 

Johannæ, Hwn dødhe strax effther syn cristendom oc kom till hemelrighe, Then andhen hedh 

Katherina oc bleff leffwendhes, at hwn skulle taghe oc draffwe meth sik manghe selæ till 

hemelrighe. [107v] Hennes modher lapa føddhe ther effther eth anneth møbarn oc kallethe thet 

iohannæ effther then, ther dødhe, oc swa halth hwn vpp oc føddhe ey fleræ børn, effther ath hwn 

haffdhe fødh xxv. Thenne godhe iomfrwe sancta katherina i syn barnethiidh war swa 

thacknæmeligh for alle, ther henne sawe, oc swa snildhe ordh talethe hwn, at hennes modher kwnne 

næppeligh holdhe henne hiæmmæ, Thy at alle hennes frændheræ oc nabo toghe henne hiem meth 

them, at the matthe høre hennes kloghe oc snildhe ordh oc haffde stoer gledhe aff hennæ, swa at 

man kan ey fulleligh sighe aff hennes kloghe oc snildhe thalæ. 

Thet andheth Capitell. 

Thet hændhe sik swa een thiidh, ther hwn war sex aar gammell, at hwn skulle ganghe till syn 

søsthers hws, som heedh bonauentura 9 , meth syn brodher staphen 10 . Oc ther the komme paa 

weyghen oc skulle ganghe hiem ighen, tha leffthe sancta katherina synæ øghne vpp oc saw offwer 

swarthe brødhres 11 closthers kirke i senis i wedhereth eth fagherth bolighæ oc eth kongeligth 

sædhæ, Jnnen hwicketh Jhesus christus sadh, kledh i biskops kledher, oc haffdhe een paffwekronæ 

paa sith hoffwet, Oc ther ware hoess hannum Sanctus petrus, Sanctus paulus Oc sanctus johannes 

ewangelista. Ther hwn thet faghre sywffn saw, tha vndrethe hwn [108r] storlighe ther paa oc 

begynthe at standhe qwær oc saw vpp till syn gudh ihesum christum meth stirrendhe øghne, badhe 

paa leghommetz oc sielsens wegnæ. Tha saw ihesus christus till henne ighen blideligh oc low at 

henne ganske kærlighe oc vtrackthe syn høgher handh oc giorthe wælsignelsæ offwer henne, Aff 

hwicken wælsignelsæ hwn fik swa stoer nadhæ oc vpthændelsæ i gutz kærlighet, hwicken hwn saw 

meth swa stoer wælløsth, thet 12 hwn glømdhe sik selff oc bleff standendes paa een almenneligh 13 

gadhe, ther som falk oc fæ ginghæ fram, oc ey loeth hwn aff at see vpp oc halth sith hoffwet 

qwærth. Ther hwn swa stoeth i thette sywffn, tha gik hennes brodher staphen fra henne oc meenthæ,

at hwn haffde kommeth effther hannum. Llithet ther effther, ther han saw, at hwn ey fuldhæ 

hannum, tha wændhe han sik till baghe oc saw, at hwn stoeth qwær oc stirreth vpp i wedereth. Han 

kallethe at henne, och hwn enckthet 14 swarethe. Tha gik then lithell drængh staphen nærmeræ till 

henne och ropthe høffth at henne oc saffde: Katherina, kære søsther, kom hiem meth mik! Ther hwn 

ey heldher thet skøthe 15 , tha drogh han paa henne syn handh oc saffde: Katherina, Hwat gør thu 16 ? 

Hwij kommer thu ey? Tha worth hwn swa behændeligh 17 till madhæ oc pass, som then ther 

springher vpp aff een stoer søffwen, oc slogh syne øghne lithet nedher till iorthen oc saffde: A, 

Kære brodher, sawe thu thet, iek saw, [108v] Tha haffde thu ey hindreth mik aff thette løsteligh 

sywffn. Oc swa saw hwn vpp ighen, oc tha war thet gledeligth sywffn borthæ. Tha bleff hwn 

meghet sorgfuldh oc grædh beskelighe oc forthrøth, thet hwn haffde taghet syne øghne fra thet 

sywffn. Oc effther then thiidh bleff hwn swa qwæm 18 oc sedhefuldh i alle dygdher, at hennes 

gærninghe ware icke børnelighæ, mæn som hwn haffde wæreth fuldh gammell j aldher. J then same 

thiidh, som hwn saffde øthmygeligh for syn skrifftefadher, som heedh mæsther Raymundus oc war 

een swarthbrodher, saw hwn the helghe fæthers leffneth, som haffde wæreth i egypti landh, oc 

andhre fleræ helghe mæntz leffneth, oc mesth sancti Dominici 19 , Swa at enghen kwngiorthe henne 

thesse thingh vthen then heligh andh, Oc bleff hwn swa meghet begerendhes effther at følghe theres 

leffneth oc gærninghe, the hwn kwnne enckthet andhet thænckæ. 

Thet iij 20 Capitell. 

THer hwn war vij aar gammell, tha gik hwn een dagh paa eth lønligth stædh, hwar hwn kwnne thale 

høffth syne ordh, swa at them skulle enghen høre. Oc swa faldh hwn paa syne knæ øtmygeligh oc 

talethe till jomfrwe mariam oc saffde: O, alzswawærdugsthe jomfrwe Maria, Thu som førsth for alle 

jomfrwere loffwethe gudh at holdhe thyn jomfrwdom reen oc klaar, for hwicketh thu worth 

wærdugh at wære gutz modher, Jek bether thyn vsigeligh mildheth, [109r] Thet thu gører swadan 

nadhe meth mik, at thu giffwer mik thyn søn jhesum christum till brudghom, hwicken iek begerer 

aff all myn sieell, Oc iek jæther 21 hannum oc tik, the iek skall aldrigh taghe andhen till brudhgom 22 

æn hannum, Oc iek skall effther myn formwæ 23 beware myn jomfrwdom vsmittugh i all myn thiidh. 

Ther effther vpptændhes i hennes hiærthe een stoer kærlighet till seles salighet, oc hwn ælsthe 24 

særdeles the helghæ mæn, som arbeydethe for sieles salighet. Oc gudh kwngiorthe henne, Thet 

sanctus Dominicus sticktedhe swarthebrødhres ordhen for then heligh throes bæsthe oc sieles 

salighet. Tha begynthe hwn swa storlighe at hedhre then ordhen, swa at naar noghre swarthebrødhre 

ginghe fram for hennes fadhers hws, tha mærckthe hwn wæll, hwaræ the satthe theres føddher till 

jordhen, oc swa kysthe hwn øtmygeligh theres fodspordh, Oc fik strax alzswasthærst 25 begeringh 

till at giffwe sik till then ordhen, at hwn matthe oc helppe fattighe selæ 26 fran fordhømmelsæ meth 

the godhe swarthebrødhre, Oc meenthe hwn tok, at thet kwnne ey skee forthy hwn war eth 

quinnefalk. Tha thænckthe hwn offthe, at hwn wille gøre som sancta eufrosina giorthe, ther saffde 

sik at wære man oc gaff sik i eth muncke klosther. Swa tænckthe oc sancta Kathertna, ath hwn 

wildhe wandreth langth borth i wærdhen, ther som hwn war vkændeligh, oc forklædhe sik oc sighe 

sik at wære een man, oc giffwe [109v] sik swa i swarthebrødhres ordhen for fattughe seles helpp. 

Mæn gudh, som wille haffwe hennes atthraa till een andhen ændhe, han tilsteddhæ ey, at hennes 

tanckæ 27 skulle fanghe framgangh i the madhe, tok hwn stoeth længhe i hennes hiærthe. 

Thet iiij Capitell. 

THer hwn war xij aar gammell, begynthe hennes forældhre oc brødhre at offwerlegghe, hwre the 

skulle fanghe 28 een dandheman till henne, oc the wisthe ey hennes ackth oc meningh. Mæn hennes 

modher meenthe i sith hiærthe, at for sancte katherine wiishet, snildhet oc fegringh 29 skulle een 

megtugh mantz søn bedhes till henne. Tok hwn fik een megtugher brudhgom æn the thæncthæ. Tha 

lærdhe hennes modher henne oc badh henne, at hwn skulle prydhæ sith haar oc syn klædebon oc

leghom, swa ath naar nogher kom oc wille haffwe henne till fæsthemø, thet hwn skulle tha wære for 

hannum behaffweligh oc fagher. Sancta katherina haffde een andhen ackth oc forsmaddhe aldeles 

the thingh, som hennes modher badh henne, Thy at hwn ey wille tæckes mænnesken, mæn gudh, aff 

all syn makth. Hennes modher togh thet swarligh till wredhæ, at hwn ey wille prydhe sik, oc bødh 

bonauenturam, hennes søsther, som war giffwen een foghet i senis till egtugh, at hwn skulle lackæ 30 

oc listhe sanctam katherinam, syn søsther, till at prydhe sik effther lantz sedh, thy at hwn wisthe, 

thet sancta katherina lyddhe syn søsther at 31 , thy hwn ælsthe meghet bonauenturam. Tha tilsteddhe 

gudh, at sancta katherina [110r] lyddhe syn søsther at, oc begynthe at prydhæ sith leghom, tok hwn 

aldrigh wille mannes. Thenne syndh skrifftedhe hwn meth swa stoer angher oc gradh oc suck, thet 

hennes skrifftefadher meenthæ, at hwn haffde giorth een andhen swar syndh, Oc han spurdhe henne 

at, om hwn giorthe thet for swadan sagh 32 , at hwn wille thæckes nogher man, eller oc emoth syn 

jæth, hwn haffdhe loffwet paa syn jomfrwdom at beware. Hwn swarethe hannum Ney, Oc at thet 

aldrigh kom i hennes hiærthe, Oc at enghen pynæ war henne swa swar, som at see nogher man eller 

at sees aff man eller komme ther, som man war. Mæn naar hennes fadhers swænæ komme ther, som 

hwn war, tha fliydhe 33 hwn for them, ligherwiiss som for hughormæ. Aldrigh satthe hwn sik i 

noghet winthuwe at besee, hwo som ginghe fram for hennes fadhers hws. Jtem Hennes 

skrifftefadher saffde henne: kære katherina, Jek meen thet, Ath i thet at thu pryddhe thik ey paa 

noghen ondh ackth, thet tik bør 34 ey ewigh pyne ther foræ. Hwn swarethe: Jw 35 , Jek ælsthe meræ 

myn søsther æn myn kære gudh oc skaper. Tha orsagethe 36 han henne oc saffdhe: Ney, Mæn thu ey 

haffdhe noghen ondh ackth ther meth. Tha saw hwn vpp i hemelen oc ropthe meth een høff røsth oc 

saffde: A, A, A, herre gudh, Hwicken andeligh fadher iek haffwer, som will orsaghe mik for myne 

syndher. Skulle iek slemmesthe creaturæ forthære myn thiidh swa emodh myn [110v] gudh, At iek 

skulle meræ skødhe 37 mith leghom æn hannum? Jek wedh thet, at helffwethæ er ey ondh nogh till at 

pynæ mik for myne syndher, vthen gudh gør nadhe meth mik. Tha thaffw hennes skrifftefadher oc 

wisthe ey, hwat han skulle sware henne ther till. 

Thet v Capitell. 

GVdh wille tok ey længher tilstedhæ ath hans kære brudh, som han haffde vthwalth, skulle 

nogherlundes skilies fran hannum, Mæn han togh the borth, som henne hindrethe, som war hennes 

søsther, som heedh Bonauentura, Swa at for hwn drogh sanctam katherinam till fafængelighet, tha 

bleff hwn een føghe stundh ther effther dødh aff barn 38 , tok hwn war meghet vngh till aldher. Hær 

maa man mærckæ, hwre vthæckeligth thet er at draghe them aff gutz thienesthe, ther gudh wille 

thienæ. Swa fik Bonauentura sancte katherine søsther stoer pynæ paa sith leghom, Oc, swa som thet 

bleff openbareth for sancta katherina, tha kom hennes sieell till storæ pynæ i skæretzeldh oc 

omsidher till hemelrighe for sancte katherine bøn. Nw, som saffdh er, ther Bonauentura war 

dødh,tha gaff sancta katherina sik hardeligh jndh till gudh. Oc thet forthrøth 39 diæffwelen, Oc han 

jndskødh i hennes fadhers, modhers oc brødhres huff, at the skulle giffwe henne een man till 

egtugh. Tha war ther een swarthbrodher i stadhen, som wæll war kænth meth them, Then kallethe 

the till them oc badhe hannum for alth wænskapp, at han skulle radhe sanctam katherinam till at 

mannes. Omsidher 40 [111r] thalethe han till henne om giffthermaall oc fandh, at hwn jw war aldeles 

till syndhe, swa at hwn wille aldrigh mannes. Tha saffde han till henne: Effther thy at thu jw æst 

swa till synnæ, at thu wilth thiene gudh jndhen jowfrwdom 41 , Tha ladh thyne forældhre thet 

forstandhe, tha mwghe the æn giffwe them till fridh ther om, Och klipp alth thit haar aff hoffwethet 

oc bliff stadugh 42 i thyn godhe ackth. Ther effther klippethe sancta katherina alth sith haar aff, thy 

hwn haffde ey meghet wiliæ till hareth, tok 43 thet war ganskæ fagerth, oc begynthe at skywffle sith 

hoffwet meth eth klædhæ. Ther hennes modher lapa thette førsth fornam, at hennes fagher haar war 

alth affskareth, tha bleff hwn meghet bedrøffweth oc saffde meth een stoer røsth: Ha, Ha 44 , dather, 

hwat haffwer thu nw giorth? Tha sammenkomme hennes fadher oc hennes brødhre, oc ther the

fornwmmæ, at hennes haar war swa plath affskareth, tha bleffwe the ganske wredhe oc hatstighe 45 

paa sancta katherina oc saffde: Thu slemmesthe quinnæ, Thæncker thu, at thu skalth icke gøre som 

wij wille, for at thu haffwer skareth thit haar aff? Thit haar, thet waxer wæll ighen vthen thyn wiliæ, 

Oc skulle æn thit hiærlhe brysthæ, tha skalth thu haffwe een man. Oc tha giorthe hennes fadher 

forbudh, at hwn skulle ey tilstedhes at fanghe noghet lønligth stædh, ther hwn kwnne bedhe i till 

syn brudhgom, Mæn alle thidhe wære i stegherhwss oc andher stædhe, som nogher [111v] 

orænselhet ware pafærdhe. Dagh fra dagh liddhe hwn wedhermodh, spee oc spoth oc manghe 

forfølgelsæ aff synæ forældhre, hwicke hwn bar tholleligh, swa at hennes brødhre saffdhe 

omsidher: Wij ære offwerwuthnethe 46 . 

Thet vj Capitell. 

SAncta katherina law een dagh i syn yngeste brodhers staphens hærbærgh 47 oc badh syne bønæ, 

swa at dørren war ey fulleligh tilluckth. Tha kom hennes fadher ther jndh oc lethe effther noghet, 

ther sik behoff giorthes. Tha saw han sanctam katherinam, syn dather, ligghe paa synæ knæ i een 

wraa 48 oc bedhe til gudh, Oc een lithell hwiith dwæ siddhe offwer hennes hoffwet, Oc strax som 

han war jndkommen, tha fløgh hwn vth aff eth winduwe. Han spurdhe henne at, hwat dwæ thet war, 

ther swa bortfløgh. Hwn swarethe, at hwn haffde hwercken seeth dwe eller andhen fugell ther jndhe 

then dagh. Ther vndrethe hennes fadher meghet storlighe paa oc lagde thet paa hiærthe. Ther effther 

huffswalethe gudh henne jndhen eth andeligth sywffn, Swa at sancta katherina thotthe 49 i søffwen, 

thet hwn saw manghe helghe fædhre, ther atskillelighe regle oc ordhen haffde begynthe oc 

skickethe, J blanth hwicke hwn bæsth kændhe sanctum dominicum, som bar een fagher hwiidh liliæ 

i syn handh. Ther komme till henne alle the helghe fædhre och badhe, at hwn skulle vtwæliæ een aff 

theres regle oc ordhen, ther hwn matthe thryggeligh thiene gudh i. Tha saw hwn særdeles paa 

sanctum [112r] dominicum oc fæsthe sith sywffn till hannum. Tha kom sanctus dominicus strax till 

henne oc haffde i syn andhen handh syn ordhens klædeboneth och saffde till henne: Kæreste dather, 

bliff stærck oc stadugh i thyn ackth oc wær ey frygtugh for nogher hindher. thu skalth sandeligh 

komme i thenne ordhens klædebon. Tha loffwethe hwn gudh oc sanctum dominicum oc græth swa 

hardeligh aff ræth gledhe, at hwn wagnethe vpp i gradh oc kom till sindhe ighen. Aff thenne 

oppenbarelsæ bleff sancta katheriaa swa dærff 50 oc dristugh 51 i gudh, at hwn then same dagh 

kallethe syne brødhre oc forældhre till hope oc saffde till them: J haffwe længhe thaleth om, at iek 

skulle mannes, thet war tok aldrigh myn wiliæ, som i kwnne wæll besindhe. Mæn hær duwer ey 

længher at thiiæ. Jek will sighe ether, hwat i mith hiærthe er. J skulle thet withe, at iek aff myn 

barndom loffuethe Jhesu gutz søn myn jomfrwdom, at iek aldrigh skulle taghe andhen man till 

brudgom æn hannum. Ther thette war saffdh, Tha begynthe the alle at græthe swa beskeligh, at 

enghen kunne thale. Omsidher, ther the komme till them ighen, tha saffde hennes fadher: Kæresthe 

dather, Thet maa engelundes wære, at wij sætthe oss emodh gutz wiliæ, aff hwicken wij see, at thyn 

godhe ackth oc wiliæ er kommen aff. Swa wændhe han sik om till syn hwsfrwe oc børn oc saffde: 

Enghen aff ether hær effther skall gøre myn kæreste dather katherine noghet emodh eller hindhre 

henne i nogher madhe. Lladher henne frilighe [112v] thiene syn brudgom ihesu christo, at hwn maa 

for oss bedhe till hannum. Ther thette war giorth, tha thackethe sancta katherina syn kæreste 

brudgom oc syne forældhre oc war meghet gladh, at henne war giffwet loff ther till, at hwn matthe 

thiene gudh rolighe. 

Aff then sthore affhaldh i madh oc øll oc then sware forfølgelsæ, ther sancta katherina 

tholdhe aff syn modher. 

Thet vij capitell.

SAncta katherina aff syn barnedom aadh siældhen kødh, mæn offwergaff thet aldeles, ther hwn kom 

till laffwe aldher. Ther hwn war xv aar gammell, tha drak hwn ther effther aldrigh noghet wiin, 

Mæn i all syn thiidh drack hwn kalth watn. Ther hwn bleff xx aar gammell, tha wille hwn ey æthe 

brødh, mæn raa yrther oc røddher aadh hwn. Omsidher ey aff nogher wanæ eller naturens vphaldh, 

mæn aff gutz sønderligh dygdh 52 oc vndherligh mackth, leffde hwn foruthen all madh eller oc øll 

eller noghen spisæ eller dryck, Swa at thef war henne større pyne at taghe noghen madh till sik, æn 

æn thet er een hunghrwe 53 mænneske at møsthe syn madh. Oc swarer pyne fik hwn effther nogher 

matz annammelsæ æn een mænneske fangher, naar then koldhe sywghe tagher hannum. Hennes 

sængh war aff smaa fiælæ forvthen all klædebon, Ey haffde hwn i syn sængh noghen halm eller 

straa, Mæn i syn sængh, som war aff fiælæ, lagdhe sammen paa gulffwet, sadh hwn eller stoedh 

eller law oc badh till gudh, eller oc hwilthe sith leghom. Hwn haffde oc een jærnlæncke [113r] om 

sik i midhiæ, swa at ther war enckthet meth alle 54 emellom hennes heligh kropp oc then hardhe 

jærnlæncke, Swa at omsidher bleff hennes hwdh ther aff swadan 55 , swa som hwn haffde wæreth 

steckth i een eldh. Jtem hwn kwnne oc aff gutz store nathe offwerwithne søffwen, Swa at haffde 

hwn them, som wille høre thales om gudh, tha kwnne hwn leffwe vthen all madh, øll, dryck oc 

søffwen i hundrethe daghe oc c 56 nætther, Och bleff ey thræth eller wanmegtugh ther aff i nogher 

madhe, Mæn war thes stærcker oc gladher. Hwn togh oc efftherdøm 57 aff syn heligh ordhens fadher 

sancto dominico, swa at hwn togh dageligh thre disciplinas eller hutstrugh 58 aff een jærnlæncke. 

Then førsthe disciplinam togh hwn for sik selff, Then andhen for alle cristne mænneske, ther 

leffwendes ware, Oc then thrediæ for alle cristne selæ, Swa at hwær disciplina wardhe halffandhen 

klackestundh. oc siældhen loeth hwn aff at slaa sik meth then same jærnlæncke i the disciplinis, 

førre æn hennes blodh randh aff hennes skuldher oc paa jordhen vndher føddher. Ther thenne ærligh 

oc heligh jomfrw Sancta katherina swa begynthe at vpstighe oc atspøriæ effther syn kæreste 

brudgom ihesum, tha hindrethe diæffwelen henne meghet Oc jndskødh i hennes modhers huff oc 

hiærthe, ther sanctam katheriam meræ ælskthe legomligh æn andeligh, at hwn skulle forhindhre oc 

forwændhe sancte katherie penitenciam 59 oc plickth, ther hwn haffde begynth, Swa at naar sancta 

katherina sloff sik meth then jærnlæncke, som saffdh er, Tha ropthæ [113v] lapa, hennes modher, 

meth stoer røsth oc graath oc saffde: Dather, Dather kære, Thu slaer tik all dødh vthen thwiffwell, A 

Vock, A Wi 60 , Hwo haffwer swa taghet myn kære dather fran mik? Thette oc andhet skøthe sancta 

katherina enckthet, mæn bleff aldeles fasth oc waragtugh 61 i syn godhe ackth, swa at hennes modher 

loeth henne omsidher radhe selff oc gøre, hwat hwn wilde, effther then helighantz jndskywdelsæ. 

Aff sancte katherine jndgangh i closther i sancti dominici Regell 62 som kalles ordo de 

penitencia. 

Thet viij Capitell. 

Dageligh badh sancta katherina till jhesum, syn kæreste brudgom, meth suck, graath oc øthmyghe 

bøne, at hwn matthe fanghe sancti dominici klædebon, Oc badh syn fadher oc modher, at the skulle 

for gutz skyldh thalæ 63 thet swa meth swartebrødhre, at thet matthe skee, thet hwn matte komme 

jndh i regell meth the søsthre, som kalles aff sancti dominici penitencia eller syndebetthringh 64 . 

Ther hwn længhe haffde thet bedhet, tha gik hennes modher till the forsaffde 65 søsthre oc badh ther 

om. The swarethe henne swa førsth, At thet war ey sedh meth them at annammæ noghen jomfrw 66 

jndh till them, Mæn gamble oc ackthe quinner, Thy at the ware ey jndluckthe, Mæn hwær skulle 

haffwe sith hws oc regheræ sik selff. Hennes modher kom ighen meth thesse swar meghet gladh, 

Mæn sancta katherina haffde sith hopp till gudh oc throdhe thet fulleligh, at thet jæth, ther sanctus 

dominicus haffde jæth henne, thel skulle jw fulkommes, swa [114r] som oc skedhe, Swa at 

omsidher then, the søstres prior war, gaff sancte katherine sancti dominici ordhens klædher meth

them, Oc hwn war then førsthe jomfrw, ther the klædher fik, oc effther henne finghe manghe 

jomfrweræ then same klædebon. 

Thet ix Capitell. 

THer sancta katherina war kommen i closther vndher regell, tok thet kallethes ey regell mæn 

penitencia sancti dominici, Oc alligewæll at hwn ey giorthe the iij loffth oc jæth, som alle 

regelbondhene personeræ skulle gøre, som ære Kyskhet, Llywdelsæ 67 oc Willeligh fattighdom, Tok 

halth hwn them alzostrængesth. Om hennes kyskhet at thale will iek ey forlænghe ordh, Thy at hwn 

dødhe een reen jomfrwe for thalæ, samthøcke oc gærninghe. Jtem Llywdugh war hwn, ey allenesthe 

the forsaffde søsthres mæsther oc priorisse, mæn oc syn skrifftefadher, hwat han bødh. Willeligh 

fattigdom halth hwn oc ælsketh i alle madhæ. Een dagh thalethe hwn till sik selff oc saffde: Thu æst 

nw kommen i closther. Tik bør ey at leffwe her effther som thu haffwer hær till dags leffweth. Seer 

thu ey thyn klædhers lydh 68 oc farogh 69 , som ære swarthe oc hwidhe. Then hwidhe lydh teghner, at 

thu skalth leffwe renligh oc kyskeligh. Then swarthe mantell mærcker 70 , At thu skalt widhe tik 

wære aldeles dødh for wærdhen. Swa strængeligh halth hwn thøsth 71 , at hwn i iij samfeldhe 72 aar 

enckthet thaldhe meth noghen menneske, vthen naar hwn skrifftethe sik till syn skrifftefadher. Alle 

thiidhe war hwn oc i syn cellæ, Vthen 73 hwn gik till [114v] kirke eller thit 74 , som gudh henne bødh. 

Aldrigh gik hwn till bordh at ædhe meth mynnæ æn hwn beskeligh græth till forn. Naar 

swarthebrødhre the soffwe oc hwilthe them om natthen, tha waghet hwn jdeligh oc badh for them 

till gudh oc for alle cristne menneske. Oc naar the ringdhe till othesangh 75 andhenthiidh, tha talethe 

hwn till syn brudgom Jhesum oc saffde: O sødesthe 76 ihesu christe, Myne kæresthe brødhre oc 

thyne thieneræ haffwe nw soffwet, oc iek haffwer bedhet till tik for them 77 , at thu skulle beware 

them aff alth onth oc aff theres fyndhes 78 makth oc swigh. Nw wille iek hwile mik effther thyn 

wilie. Oc swa hwilthe hwn sik paa hardhe fiæle vndher sik oc een stack 79 vndher sith hoffweth 80 . 

Thet x Capitell. 

THer hennes kæreste brudgom Jhesus Christus thet saw, at hwn begynthe at løcke sik 81 i syn cellæ 

oc ey wille thale meth nogher menneske vthen som saffdh er, Tha oppenbarethe han sik for henne 

oc thalethe meth henne oc lærdhe henne alle the thingh, ther henne ware gaffnlighe oc nytthelighe 

till syn sieell. Swa offthe omgiks Jhesus meth henne, at neppeligh kan ij menneske haffue swa stoer 

omgængelsæ meth hwær andher som ihesus haffde meth henne. Oc stundom togh iesus meth sik 

syn modher, jomfrw mariam, stundom sanctum johannem ewangelistam, stundom sanctum paulum 

apostell, stundom sanctum dominicum, stundom sanctam mariam magdalenam, stundom andhre 

helghe menneske till hope oc athskilleligh, effther som hannum tæckethes 82 . Mæn offthe [115r] 

kom han selff vthen andhre oc talethe meth henne som een menneske kan noghen thiidh gøre meth 

syn kæreste wæn, Oc læsthe meth henne psalmer 83 , gangendhes meth henne i hennes cellæ, 

ligherwiiss som ij regelbondhne personeræ 84 kwnne ganghe oc læse theres thiidher sammen eller 

andhre klærcke. Nw effther her thales om psalmer, ther hwn læsthe, Thet skall withes oc bewises i 

sandhet, At thenne heligh jomfrw katherina kwnne bogh, jcke swa at noghen menneske her paa 

jordhen haffde kænth henne at læse, vthen hennes brudgom Jhesus. Swa kwnne hwn bogh oc læse 

for sik, ey at hwn kwnne thale latiin som klærcke, mæn at hwn kunne læse latiin. Een thiidh wille 

hwn lære ABC etc. paa thet at hwn matthe staffwe oc legghe ordh sammen oc lære at læse gudh till 

loff, Oc thy badh hwn een aff syne ordhens søsthre, at hwn skulle skriffwe henne eth Abcdarium, 

thet er een lithell skriffth, ther bogstaffwe teghnes vthi. Hwn oc thet giorthe oc lærdhe henne ther i j 

manghe vgher 85 , Oc sancta katherina kunne enckthet ther aff nømme 86 till grundh. Tha thænckthe 

hwn i sith hiærthe, thet hwn wille bedhe then yppersthe oc wisesthe mæsther om wiisdom, at hwn 

skulle ey swa længhe forthære syn thyme vnøtteligh. Een dagh arligh om morghenen laffde hwn sik 

i een gudeligh bøn oc badh till gudh oc saffde: O, alzokæreste brudgom Jhesu Christe, er thet thyn

wilie, at iek matthe nømme at læsæ psalmer oc andhet, ther till thyn loff hører, Tha [115v] 

wærduges till at lære mik thet, iek ey kan selff begripe eller nømme. Skall iek oc ey noghet i swa 

madhe gøre, tha wordhe thyn benedithe 87 wilie. Swa krafftugh war thenne bøn, At førre æn hwn 

stoeth vpp aff thet stædh, ther hwn badh, tha war hwn swa jndhenlærdh 88 oc begaffwet meth gutz 

nathe, at hwn kwnne læse klarligh oc redeligh all then heligh skriffth oc alth thet, hwn saw meth 

syne øghne, swa wæll som then kosteligsth oc dypesth doctor. Oc thet er æn vndherligher at sighe, 

Thy at bødh henne noghen staffwe eller legghe bogstaffwe sammen till ordh at gøre, Tha kunne 

hwn engelundes thet gøre oc næppeligh kunne hwn noghen bogstaff. Ther gudh haffde giorth 

thenne vndherligh nadhe meth henne, thy at enghen thingh er vmwgeligh for hannum at gøre, tha 

fik hwn sik the bøgher, ther haldher i sik the vij helghe dags thidher oc andhre gudelighe æmbethe 

oc læsninghe oc læste jdeligh i them. Een thiidh haffde een skriffwer giorth noghen rubricam 89 till 

at skriffwe meth. Tha togh hwn een pæn i syn handh oc eth stycke papiir oc satthe sik till at 

skriffwe, tok hwn aldrigh førre eller sidhen skreff noghet oc aldrigh nam ath skriffwe. Hwn skreff 

alligewæll aff gutz sønderligh mackth, dygdh oc wilie meghet degligh oc fagher skriffth paa sith 

walske 90 maall, som swa lywdher paa danske: Een degligh oc skøn bøn. O Thu sødhe gudh, then 

helighandh kom i mith hiærthe meth thyn mackth oc dragh thet [116r] till tik, thu som æst myn 

herre oc gudh. Giff mik thyn sødhe kærlighet meth thyn rætzle 91 , O sødhe gudh! Jhesu Christe 

bewar mik fran alle ondhe tancke. Vpthændh oc warmgør mik i thyn sødesthe kærlighet, swa at all 

pynæ, bedrøffwelsæ oc emodgangh maa bliffwe mik læthe at bæræ. O myn heligh fadher oc søtesthe 

herre, wærduges till at helppe mik i alle myne frestelsæ! Cristus, gutz søn, han er een sandh 

kærlighed. Cristus, gutz søn, han er een sandh oc ewigh kærlighet. Ther hwn thette haffde 

skreffwet, sidhen skreff hwn aldrigh noghet meræ selff, tok hwn loeth manghe bøgher oc 

sændhebreffwe skriffwes, som gudh henne oppenbarethe. Then skreffth, ther hwn swa vndherlik 92 

skreff, er swa wææen oc fagher, at enghen menneskes skrifft kan henne lighnes, Oc thet breff meth 

then same skiffth er nw i fenedhy 93 meth andher hennes heligdom. 

Hwarlundhe Jhesus Christus fæsthe oc thog henne till syn kære brudh Oc hwre Jomfrw 

maria gaff them sammen meth een ringh. 

Thet xj capitell. 

KAtherina, then heligh jomfrw, fræmmedhes jw meræ oc meræ i dygdher oc badh alle thidhe, at 

Jhesus skulle giffwe henne een fulkommeligh oc stærck throo, swa at hwn skulle ey kulkasthes 

nogherlundes 94 aff syne fyndhe. Jhesus swarethe henne een thiidh till syn 95 bøn: Jek skall fæsthe tik 

till at wære myn brudh i then heligh throo. Llænghe oc jdeligh badh hwn then forsaffde 96 bøn om 

throen oc jw swarethe iesus henne thet same som nw saffdes. Tha [116v] skedhe thet swa een 

fastelaghens søndagh, Ther andhre menneske mæstedelen giffwe them till løsagtughet oc 

frotzeriidh 97 , Tha luckthe sancta katherina sik i syn cellæ, badh oc fastedhe oc athspurdhe meth 

størsth atthraa oc gudelighet at see oc thale meth syn kære brudgom Jhesu Christo. Tha kom Jhesus 

omsidher i then same fastelaghen och saffde till henne: Katherina, myn kære brudh, Efftherthy at 

thu haffwer forsmadeth alle forgængelighe thingh oc legomlighe løsth oc gærninghe, oc haffwer 

aldeles fæsth thit hiærthe till mik oc løsthes i enghen thingh vthen i mik all enesthe, Thy will iek nw 

høffthidelik gøre oc fulkomme thyn seels fæstningh oc sammenføgelse meth mik, lligherwiiss som 

brudgom oc brudh sammengiffwes oc fæsthes i wærdhens skickelse. Ther Jhesus haffde thette 

saffdh, tha oppenbarethe sik ther meth them Jomfrw maria, gutz benedithe modher, Sanctus 

Johannes ewangelista, Sanctus paulus apostell, Sanctus domnicus, sancte katherine ordhens fadher. 

Tha kom then heligh koningh dauid oc haffde een leegh 98 i syn handh, som kalles psalterium, meth 

x strænghe spill 99 , och slogh degligh oc legthe paa then sødhe leegh. Swa togh jomfrw Maria sancte 

Katherine høgher handh i syn wælsigneth handh oc vthrackthe hennes fingher till syn søn ihesum oc

adh hannum jnderligh, at han skulle wærduges till at thaghe henne till syn brudh oc fæstemø i then 

throo. Jhesus, gutz søn, saffde strax ja ther till, Oc togh een guldhringh fram, ther war belagdh 

[117r] meth v dyrebar stenæ, iiij om syn circkell eller thrindhet, oc then fæmpthe sadh øffwersth oc 

war aff adamas 100 . Then ringh satthe jhesus selff meth syn welsigneth høgrehandh paa sancte 

katherine fiærdhe fingher næsth then mynsthe fingher paa hennes høgre handh oc saffde: See, myn 

kære dather, Jek annammer tik till myn fæstemø oc brudh i then heligh throo, Oc i hemelrighes 

thronæ skall warth brudlopp fulkommes oc gøres. Thy radher iek tik, at thu standher mandeligh 101 , 

effther thy at iek haffwer bewæpneth tik meth then heligh throo, swa at thu math oc skall 

offwerwyndhe alle thine owænnere 102 . Ther thette war giorth oc saffdh, tha forswandh thette sywffn 

oc thenne oppenbarelse. Mæn then guldringh bleff alle thiidhe siddendhes paa then same fingher, 

ther jhesus satthe henne, Jcke swa, at andhre kwnne then ringh see eller fornømme vthen allenesthe 

sancta katherina, swa at aldrigh effther then dagh war then thiidh eller thymæ, ther hwn jw saw oc 

fandh then forsaffdh guldringh. 

Hær hegynnes then andhen deell aff jomfru sancte katherine de senis leffneth oc legendæ, J 

hwicken ther tracteres oc røres aff then omgængelse, ther hwn haffde meth menneske, Oc 

hwre Jhesus bødh oc badh henne at omgas meth menneskæ. 

Thet xij capitell. 

EFfther then thiidh som saffdh er, ther jhesus haffde annammeth sanctam katherinam senensem till 

syn kære brudh, Tha begynthe han læntelik oc madhelik at draghe henne till at omganghes meth 

menneske, Jcke swa at han jw ey ther [117v] effther swa wæll som førre oppenbarethe sik for henne 

offthe oc jdeligh. Tha skede thet sik swa een thiidh, som han haffde openbareth sik for henne oc 

haffde lærth henne manghe thingh oc mærkelighe, som rører paa hemelrighes weygh, tha saffde han 

till henne omsidher: Dather kære oc brudh, Gack nw till thit conuent 103 , thy at the wille nw ganghe 

till bordh, Oc bliff meth them oc aedh oc drick hoess them oc kom swa ighen till mik. Ther sancta 

katherina thette hørdhe, tha grædh hwn oc suckethe swarlighe oc saffde till syn kæreste brudgom 

ihesum: Hwij wilth thu, alzskæreste herre jhesu, skille oc driffwe mik fra tik? Haffwer iek 

forthørneth thyn store megtughet oc kærlighet, Tha lath myn fulæ leghom pynes hær for thine 

benedithe føddher, Ther will iek oc selff helppe till meth all myn mackth. Llath mik icke swa 

hardeligh pynes, at iek nogherlundes skall skilies fran thyn søtheste nærwærelsæ. O, kæreste 

brudgom, Hwat er mik om at edhæ meth them! Jek haffwer then spisæ oc madh at edhæ, ther the ey 

aff widhe. O, myn søteste herre oc gudh, tilstedh icke, at iek swa skall skilies with thyn godhet. 

Ther hwn thesse ordh oc manghe fleræ haffde saffdh meth suck oc gradh, oc krøpp paa jordhen for 

ihesu wælsignethe føddher, Tha swarethe ihesus henne oc saffde: Myn kæreste dather oc brudh, 

Giff tik till fridh oc lath aff at grædhe oc sucke swa swarligbe. Thet bør sik swa at fulkomme all 

ræthwiishet 104 . Thu skalth ey aleneste [118r] wære tik selff fructsammeligh 105 oc gaffnligh, mæn oc 

manghe andhre meth myn nadhe. Jek will engeledes skiliæ tik fran mik, Mæn iek will 

sammenbindhe tik oc mik with then kærlighet, ther tik bør at ælske thyn jæffncristen 106 . Thu wetsth 

thef wæll, at iek bødh thwænne kærlighetz budh. Thet enæ er at ælske mik offwer alle thingh, oc 

thet andhet er at ælske syn jæffncristen som sik selff 107 . Thesse thwænne budhordh will iek, at thu 

skalt fulkomme, Swa at thu skalth ey meth een fodh ganghe eller meth een winghe flyghe, Mæn 

meth ij føddher ganghe oc meth ij winghe flyghe till hemelrighe. Kom oc i hwff, kære dather, hwre 

thu aff myn nadhes jndgywdelsæ fik stoer kaerlighet till sieles salighet aff thyn barnedom, swa at 

thu wille haffwe fareth till andhre landhe oc righe oc lateth, som thu haffde wæreth een man, for at 

thu matthe haffwe fangbet then ordhens klædeboneth, ther thu nw haffwer, for fattighe sieles 

salighetz skyldh. Hwar effther vndher thu 108 oc sørgher, kære dather, at iek will tilstedhæ oc 

bywdhe tik at fulkomme thet, ther thu selff begerethe aff 109 thyn barndom? Ther sancta katherina

hørdhe thette swar aff syn kæreste brudgom ihesu, tha bleff hwn meghet huffswaleth 110 oc størckth 

oc saffde: Kæreste herre, wordhe skall thyn wælsigneth wiliæ i alle thingh oc icke myn, Thy at iek 

er ey andhet æn mørcken. Thu æst ewigh lyws. Jek er then, ther enckthet er. Thu æst then, ther 

ewyndeligh er. Jek er owisesth oc vsnildesth, Thu æst [118v] gudfadhers ewigh wiisdom. Nw, 

kæreste gudh, wille thu ey taghe till møstycke 111 eth spørsmaall: Hwre skall thet komme till, at iek 

vsell oc owærdugh menneske oc skrøpeligh i alle madhe kan komme fattighe sielæ till salighet oc 

helpp, Mæsth forthy at iek er aff then køn, ther meghet skrøpeligh er aff sik selff, Oc ey hører thet 

till then køn at predicke for andhre eller lære. Jhesus swarethe: Ther er enckthet vmwgelicth for 

gudh at gøres 112 . Er iek ey then, ther menneskes køn haffwer skapth i begghi køn, Hwæm iek will 

giffwe myn nadhe, then maa jek oc kan giffwe, e hwo thet er, man eller quinnæ, frij eller thræll, 

riigh eller fattigh, vngh eller gammell, Wælbyrdugh eller owælbyrdugh. Jek forma jw alle thingh at 

gøre. Swa læteligh kan iek skape een ængell som een myre, Oc swa snarlighe skapthe the iek alle 

hemble, som then mynsthe madickæ. Haffwer thu ey hørth thet læses i psalmer aff 113 mik, at iek 

formaa at gøre allth thet, ther iek will? Wær forthy lywdugh oc spør ey meræ effther myn 

vppsath 114 , Thy iek will nw, at thu skalth oppenbarlik her effther haffwe omgængelsæ meth 

menneske. Jek will ey forlathe tik, e hware thu æst, Oc ey thes myndhre her effther søghe tik, mæn 

iek will jdelik thale meth tik oc vndherwise tik i alle støcke, som thu skalt gøræ. Ther sancta 

katherina thesse ordh hørdhe, Tha bøgdhe hwn sith hoffwet øtmygeligh oc meth størsth jndughet 115 

som een sandh lywdughetz dather for jhesu Christo, Oc gik strax vthaff syn cellae [119r] till syne 

conuentes søsthre, oc satthe sik till bortz meth them, som jhesus henne bødh. Hoess menneske war 

hwn paa sith leghomes wegne, mæn i sielen war hwn hoess syn brudgom ihesum Christum. Alth 

thret hwn hørdhe eller saw, ther kedhethes henne with for 116 hannum, ther hwn ælskthe aff alth 

hiærthe. The føghe stundhe oc thimer, ther hwn omgiks meth falk, them thotthe henne wære 

længheræ æn manghe daghe for ihesu kærlighet. Tok hwn skønthe sik jghen till syn cellae thet 

snaresth hwn kwnne, at hwn matthe pafindhe then, ther henne hiærthe ælskthe. 

Thet xiij Capitell. 

GVtz brudh sancta katherina fornam wæll, at thet war ihesu syn kæreste brudgommes wiliæ, at hwn 

skulle stundom omganges meth menneske. Tha begynthe hwn at tæncke, hwre hwn kunne swa 

haffwe sik meth falk, at hennes omgængelse matthe jw wære andhre till fructh oc godh 

efftherdøme. Først togh hwn sik foræ 117 alle øtmyghe gærningæ oc the, ther andhre forsmaddhe at 

gøre, swa som ware at feye oc rønse hwse oc stuer, J stegherhws at thwo 118 kar, redhe madh oc 

andhre gærninghe, som langth er at thale om. Ey alligewæll war hwn forthy skilth with syn 

kaeresthe brudgoms oppenbarelse oc huffswalelse. Ey lodh hwn aff forthy at bedhe gudeligæ bønæ, 

Oc forthy bleff hwn effther gutz wilie offthe taghen so fran syne sindhe i andelighe sywffn oc 

beskudelse oc leffthes 119 stundom vpp fra jordhen, ligherwiis som sancta maria magdalena 120 , som 

langth [119v] er aff at sighe. 

Thet xiiij Capitell. 

EEn dagh, som sancta katherina skulle wændhe steegh with een stoer oc heedh eldh, ligherwiiss 

som een fattigh thienesthe pighe, Fforthi hwn øffthe sik allethiidhe i the gærninghe, som andhre 

forsmaddhe i syn fadhers hws, Ther hwn swa sadh oc wændhe then steegh, Tha stegthes oc hennes 

sieell jndwortes aff then helighantz eldh, Och hwn begynthe at thalæ i syn sieell till then, ther hwn 

ælskte, Ffor hwicketh hwn bleff taghen fran alle vthwærthes sindhe till eth andelikth sywffn, 

ligherwiiss som hwn haffde wæreth dødh. Ther hennes brodhers hussfrwe 121 , som hedh lisæ, thette 

saw, tha wændhe hwn steghen swa længhe, at hwn war wæll stegth, oc loeth sanctam katherinam 

thale meth syn brvdgom ihesu, thy hwn wiste wæll hennes wanæ. Ther hennes falk haffde fanghet 

theres natwordh 122 oc haffde vpedhet 123 then steegh oc andhen spisæ, som ther till hørdhe, Alth sadh

sancta katherina ligherwiiss som førre. Tha giorthe lisæ oc fulkommethe alle the gærninghe, ther 

sancta katherina burdhe at gøre, Oc fuldhe syn husbondh oc børn till sængh, Oc meenthe ath waghe 

swa længhe, till hwn kunne see, hwat ændhe thet wille fanghe meth sancta katherina. Een føghe 

stundh ther effther kom then forsaffhe godhe quinne lisæ vthi steggerseth oc fandh sanctam 

katherinam meth all syn kropp ligghe fallendh i then store oc gloendes eldh. Ther hwn thette saw, 

tha ropthe hwn meth stoer røsth oc saffde: Awi, Awoch, katherina er all vpbrændh. Swa ruckthe 

hwn henne snarlighe aff eldhen [120r] oc fandh thet 124 , som vndherlicht er at sighe, Hwærcken 

hennes leghom eller klædher ware noghet skaddhe eller forthærethe aff then store eldh, och ey 

lucktethe røgagtughe 125 , Mæn æn thet som meræ er, ther hængdhe ey aske with hennes klædher. 

Tha offwerregnethe lisæ, then godhe quinnæ, oc fandh, at hwn haffde leygeth iij eller iiij thimæ j 

eldhen. Mærcker, kære søstre, hwre krafftugh oc stærck then kærlighetz eldh war jndwærtes i 

hennes hiærthe till gudh, At hwn 126 vtsluckthe then vthwærtes eldh etc. Swadanth jærtegghen 

giordhe gudh meth henne thit oc offthe, swa at enghen eldh kunne henne skadhe. 

Thet xv Capitell. 

THer thenne wærdughe Jomfrw Sancta katherina kunne fornømme, At hwn jw thes ythermere bleff 

tæcknæmmeligh 127 i syn kære brudgommes ansicth, swa meghet som hwn ythermere øffthe sik i 

gudelighe almesse gærninghe 128 , Ey aliigewæll haffdhe hwn noghen thingh i syn eghen waldh eller 

gømæ her i wærdhen, Thy at som een godh clostherjomfrw oc regelbondhen person halth hwn the 

thrænne loffth oc jaeth, ther hwn haffde loffwet, Som ære lywdelsæ, kyskhet oc willeligh fattigdom, 

som saffdh er førre, Oc forthy badh hwn syn fadher 129 , at han skulle giffwe henne loff till, Thet hwn 

matthe gøre almessegærninghe mæth fattighe mænneske aff thet gotz, som gudh haffde hannum 

forlænth. Han tilsteddhe thet meth een godh wiliæ, Thy ath han saw, thet hwn gik fulkommeligh i 

gutz weye, Oc gaff henne loff oppenbarligh oc saffde till [120v] sith falk: Enghen aff ether i nogher 

madhe, Wære sik husffrwe, børn eller thienesthe falk, skall forhindhre myn kære dather katherinam, 

Naar som hwn nogher almessegærninghe will gøre, Thy at iek giffwer henne fulkommeligh loff ther 

till. Wille hwn æn borthgiffwe i almessæ alth thet, iek haffwer her i myn gardh. Ther hwn haffde 

fanghet thette loff, Tha spriddhe hwn syn fadhers gotz meth beskedhenhet 130 , Ey swa at hwn gaff 

alle, ther wille haffue, mæn alle the, som withærtærfftughe ware 131 , Oc æn allighewæll at the ey 

badhe henne ther om. Tha bleff thet henne saffdh, Ath i stadhen ware noghre fattighe falk, ther 

meghet righe haffde wæreth, och dærffwetes 132 ey till at bedhe almesse, tok 133 the liddhe stoer nødh 

oc fattigdom. Tha giorthe hwn, som sanctus Nicolaws 134 giorthe, oc togh arligh om morghenen 

brødh, Wiin, Oly oc andhre edendhe ware, oc bar them selff enæ till the fattighe menneskes hws, 

Hwar som hwn aff gutz forsywffn fandh theres dørre oppne, Swa lagdhe hwn jndh i hwær theres 

hws syn almesse oc luckthe dørrene och skiwfflthe sik oc gik heem till syn cellae. 

Thet xvj Capitell. 

Aff gutz tilladelse bleff sancta katherina een thiidh sywgh, at hwn ey kunne komme aff syn sængh 

oc ey standhe eller ganghe paa syne føddher. Swa hørdhe hwn, hwar ther war een fattugh widuæ 135 , 

som liddhe meth syne børn stoer oc swar hungher oc fattugdom. Tha aff ræth methønck oc 

methlidelsæ badh hwn syn kære brudgom ihesum Christum, thet han skulle then nath giffue [121r] 

henne swa meghet størcke paa leghommetz weghne, at hwn kunne helppe then fattighe viduæ meth 

nogher almessæ. Jhesus hørdhe hennes bøn, Oc hwn stoedh vpp, førre æn thet begynthe at daghes, 

oc vpfylthe een stoer sæck meth hwedhæ, Een stoer flaske meth wiin, Een andhen meth olyæ oc 

andhre edendhe ware, oc them bar hwn till forsaffde vidue hwss. Ther hwn thette for syn 

skrifftefadher saffde, hwre Jhesus eth storth jærtegghen meth henne then thiidh giorthe, Tha war 

hwn bekændh for hannum aff ræth øtmyghet oc ey for noghen rooss 136 . Hwn saffde, At henne 

thotthæ, at alle the fornæffnde thingh, ther hwn bar, ware henne swa læthe at bære, ligherwiiss som

hwn haffde bareth een hawer affn 137 , tok the aff ræth wæckth waffwe 138 swa meghet som cc skale 

pundh 139 . Ther hwn kom hændher then viduæ hwss, tha begynthe the same thingh at wordhe swa 

sware, thet henne thotthe, at hwn ey kunne komme swa meghet som eth fodspor længher meth 

them. Tha ropte hwn till ihesum oc badh, at han skulle læthe then byrdhe for henne. Han hørdhe 

henne. Hwn kom till viduens hwss oc aff gutz tilladelsæ war dørren halffdelen open. Hwn rackthe 

syn heligh arm jndh oc loedh dørren aldeles vpp oc lagdhe thet, som hwn haffde at bære, jndhen 

viduens hwss. Ther hwn thet fraa sik kasthe, tha gaff thet swa stoer lywdh oc boldher aff sik, at then 

fattighe viduæ vpwakthes aff søffwen, Ffor hwicket boldher sancta katherina bleff redh oc flygdhe. 

Hwn kom lithet fran quinnens hws, tha begynthe hennes kæreste brudgom Jhesus Christus at giffwe 

hinne jgien then sygdom, at hwn kwnne ey komme aff eth [121v] stædh, thy at han togh then 

størcke fraa henne, som han haffde førre giffwet henne. Sancta katherina badhæ grædh oc low oc 

talethe till syn kære brudgom, som swa skæmpthe meth henne, oc saffde: O myn sødeste herre, 

ihesv Christe, Hwij haffwer thu skuffeth 140 mik? Wilth thu, at iek skall lidhe bliytzell 141 oc spoth aff 

them, som hær nær boer, oc aff alle, som her ganghe fram at gadhen? Mawælske 142 at thu haffwer 

glemth thyn myskundh, ther thu haffwer giorth meth mik. Jek bedher tik, kære jhesu, Giff mik swa 

meghet størcke, thet iek matthe komme till myn eghen cellæ. Tha begynthe hwn meth mackth at 

brydhe sik vpp oc saffde till sith leghom: Thu skalth aff staedh, skuldhe thu æn døø! Swa krøpp 

hwn paa hændher oc føddher oc kom lithet aff weyghen, tok ey swa langth, at then fattighe quinne 

matthe jw see then, som henne haffde giorth then wælgærninghe oc almessae gaffwe. Jhesus wildhe 

tok omsidher ey tilstedhe, at hans kære brudh skulle længher pynes i swa madhe, Mæn han gaff 

henne mackth till, at hwn kom heem meth stoer nødh, førre æn thet dagethes, oc swa fik hwn syn 

sywgdom ighen oc laffdes paa sænghen. Swa haffde hwn syne siwgedom, ey effther naturens lopp, 

men effther gutz tilladhelse oc wiliæ. 

Thet xvij Capitell. 

THer thenne wærdughe jomfrwe sancta katherina war een dagh i swartebrødhre closther i senis, tha 

kom war herre till henne oc badh for gutz skyldh i een fattigh mantz lignelsæ 143 , At hwn skulle for 

gutz skyldh giffwe hannum noghen almessæ. Hwn wisthe tok ey andhet, æn thet war een andhen 

fattigh man. Hwn haffde tok enckthet, ther hwn kunne giffwe hannum, [122r] Thy hwn ey pleygdhe 

at bære meth sik guldh eller sølff eller noghre pænninghe. Hwn badh hannum, ther sywffntes at 

wære een fattugh man, at han skulle bidhe 144 swa længhe, at hwn kunne komme hieem till syn 

fadhers hws. Han swarethe henne: Jek kan ey swa længhe bydhe, Mæn haffwer thu noghet hær, ther 

thu wilth mik vndhe, tha bedher iek ther om i gutz naffn. Tha drøffwethes hwn meghet, Mæsth 

forthy at hwn wisthe ey hwat hwn kunne hannum giffwe, oc hwn wille ey ladhe hannum ganghe 

slappæ 145 borth. Som hwn swa stoeth thwehuffwet 146 , tha kom henne i huff eth lithet sølff korss, 

som hwn bar paa sith pater noster bandh 147 . Tha brødh hwn strax thradhen sændher oc gaff then 

fattugh man thet samæ kors meth stoer gledhæ. Tha gik han borth meth thet same kors ganske gladh 

oc ey badh meræ almessæ aff noghen, ligherwiis som han haffde kommeth thit allenesthe for thet 

kors. Om natthen ther effther oppenbarethe sik Jhesus for henne oc haffde thet same kors i syne 

hændher, oc thet war belagdh oc omsath meth manghe dyræ stenæ, oc saffde till henne: Datther, 

kænner thu ey thette kors? Hwn swarethe: Jw, herre, jek kænner thet, mæn icke war thet swa 

fagerth, ther iek thet haffde, som thet nw er. Jhesus swarethe henne: J gaardagh gaffsth thu mik thet 

aff ræth kaerlighet, hwicken som mærckes meth thesse stenae. Jek loffwer oc iæther tik thette, At 

paa dommedagh for alle myne ængle oc alle mænneske skall iek oppenbare thette kors, swa danth 

som thu nw seer thet, tik till ythermeræ gledhe. Ther han thette haffde saffdh, tha forswandh thenne 

sywffn oc [122v] sancta katherina bleff thes ythermeræ vpthændh till at gøre almessegærninghe. 

Thet xviij Capitell.

THer mæsserne ware utsunghne i fornæffnde kirke oc sancta katherina bleff ighen meth een aff 

syne ordhens søsthre, effther alth falketh war vtgangeth, Oc hwn wille tha omsidher ganghe heem, 

Tha oppenbarethe sik jhesus for henne i een vnghmantz lighnelsæ, som war puræ naghen oc 

sywffntes at wære een pelegrim, oc badh henne for gutz skyldh, thet hwn skulle giffwe hannum 

noghet klædeboneth at skiwffle sik meth. Hwn swarethe: O, kære waen, biidh een lithell stundh, till 

iek kan ganghe i thenne capell, swa skall iek strax giffue tik noghet klaidheboneth. Hwn wændhe 

sik till baghe oc gik jndh i capelleth, hwar som hwn førre vtgik, Oc førdhe sik aff een vndherkiorlell 

som hwn bar for frosth, oc gaff hannum henne meth stoer gledhe. Ther han then haffde fanghet, Tha 

badh han æn om meræ oc saffde: Eya, Eya, kæræ frwe, J haffwe wæll forseeth mik nw meth vldhen 

kiortell. Wille i oc wæll gøre oc forsee mik meth noghet linetklædhe? Hwn swarethe hannum: Thet 

skall gærne skee. Gack meth mik, tha skalt thu thet gærne fanghe. Brudhen katherina gik foræ oc 

brudgommen Jhesus, som vkændh war for henne, fuldhe effther. Hwn gik jndh i syn fadhers gardh 

till thet hærbærgh, som hennes brødhre pleygdhe at legghe theres linklædher. Ther togh hwn een 

skiorthe oc eth nedherklædhe oc fik then fattugh man them gladeligh. Ther han haffde thette 

fanghef, tha loedh han ey aff at bedhe om meræ oc saffde: O, kære frwe, hwat [123r] kan iek gøre 

aff then kiortell, ther i mik gaff, thy hwn haffwer ey ærmæ, ther iek kan skiwffle myne armæ meth? 

Giffwer mik oc ij ærmæ, at iek maa ganghe fran ether aldeles wæll kledh. Ther hwn thette hørdhe, 

Tok bleff hwn ey kieedh eller wredh, at han om swa meghet badh, Mæn hwn meræ vpthændes at 

giffwe i gutz naffn. Hwn lethæ fasth omkringh effther nogher ærmæ. Omsidher fandh hwn paa syn 

fadhers thienestemøes ny kiortell, widh hwicken ther hængdhe ij ny ærmæ, them ruckthe hwn 

snarlighe fran kiortelen oc fik hannum them. Ther hwn thet haffde giorth, tha badh han æn om 

meræ oc frestethe henne, som han fordhom frestethe abraham 148 , oc forsøckthe 149 Oc saffdhe han: 

A, kiære frwe, J haffwe nw wæll kledh mik, hwicketh ether gudh skall lønæ, for hwes skyldh i thet 

giorthe. Jek haffwer oc een stalbrodher i hospitaleth, som oc wæll wedthørff 150 klædher. Wille i oc 

sændhe hannum noghet for gutz skyldh, Tha will iek bære hannum thet paa ethers weghne. Tha 

bethænckthe hwn sik om hwn kwnne nogherlundes fanghe noghet klædebon, ther hwn matthe 

giffwe then fattughe man, som law i hospitaleth. Hwn wisthe oc, at alle i gardhen toghe till 

møstycke 151 , At hwn swa rwnneligh gaff almessæ, thy luckthe the, hwat the haffde, i lasæ 152 , at hwn 

ey skulle withkomme 153 at giffwe fattughe falk noghet. Hwn kunne oc wæll besynnæ, at hwn haffde 

taghet nogh fraa then fattughe pighæ, oc thy wille hwn ey taghe altsammen fraa hennæ, effther at 

[123v] hwn war fattugh. Tha saffde hwn till syn kære brudgom ihesum, ther hwn meenthe at wære 

een fattugh menneske: Kære wæn, ware thet qwæmth oc mik sømmelikth, at iek matthe ganghe 

vthen kiortell, giærne wille iek giffwe tik myn enesthe kiortell. Nw sømmer thet mik icke oc jek kan 

ey fanghe noghet andhet klædhe. Thy bether iek tik for gutz skyldh, at thu ey tagher thet till 

møstycke. Jek wille giærne giffwe tik, hwat thu wille haffue oc bedhe om, haffde jek æffne till. Tha 

smilethe han och low at henne oc saffde: Jek seer wæll, at thu gaffwe mik giærne hwat som thu 

haffwer. Bliiff meth gudh! 154 Om natthen ther effther, som hwn law i syne gudeligæ bønæ, 

oppenbaretes war herre ihesus for henne i then same skapneth, som han sik thedhe 155 om dagghen i 

een fattugh mantz lignelsæ, oc haffde then same kiortell, ther hwn gaff hannum, i syn handh, som 

war meghet skinnendhes oc bestrødh oc besath meth atskillelighe dyre stenæ, oc saffde: O kæreste 

dather, kændher thu ey thenne kiortell? Hwn swarethe: Jw, iek kændher henne wæll, tok war hwn 

ey swadan, ther iek henne vtgaff. Ihesus, hennes brudgom, swarethe henne: J gardagh gaffsth thu 

mik thenne kiortell oc kleddhe mik meth henne, ther iek stoedh naghen for tik. Nw skall iek giffwe 

tik eth klædebon, som vsywffnligth skall wære for menneske, oc thu skalth tok thet fornømme, aff 

hwicketh klædhebon thu skalth forwares aff alth ska- [124r] deligth frosth oc kuldh badhe paa thyn 

seels och leghommetz weghne. Swa togh Jhesus aff syn heligh sidhes saar 156 meth syne eghne 

helghe hændher och vtdrogh eth klædhe, ther war reth som eth blodh oc gaff aff sik klare oc 

skynnendhe stripæ som een sooll, oc thet war swa skicketh oc skappth ligherwiis som sancte

katherine leghom war i syn skickelsæ, oc thet same klædebon førdhe Jhesus hennes leghom vthi oc 

saffdhe: Thette klædebon antwordher iek tik at haffwe then stundh thu æst her paa jordhen, meth 

syne kraffth oc mackth oc dygdher, till eth thegn oc fæstningfææ 157 paa thet klædebon, som thu 

skalth i klædhes i hemelrigæs ære, naar thidhen kommer. Swa forswandh thenne sywffn. Swa 

krafftuffth war thet klædhe, ther jhesus henne gaff oc meth syne helghe hændher jndførdhe, At 

aldrigh war wyntheren eller noghen kuldh swa stoer thet henne behoff giorthes at bære fleræ 

kiorteleræ æn then samæ oc syne regels klædher. Enghen kunne oc see eller fornømme henne vthen 

hwn selff. 

Thet xix Capttell. 

Paa then same thiidh skænckethe sancta katherina i gutz naffn fattughe falk aff eth wiinfadh 

dageligh, som law i blanth andhre wiinfadhe i hennes fadhers keldher, Aff hwicketh wiinfadh 

enghen haffde tappeth vthen hwn. Oc thet war swa stoerth paa syn madhe, at alle hennes fadhers 

falk oc hion 158 haffde ther nogh i at dricke i xv daghe till rundhet 159 . Aff thet same fadh haffdhe 

hwn længhe giffwet fattughe falk rundeligh. Om sidher tappeth oc keldherswænnen aff thet same 

wiinfadh till falket j gardhen. Ey loedh hwn [124v] forthy 160 aff skæncke gutz wænere aff thet same 

fadh, Mæn hwn giorthe thet thes ythermeræ, at hwn kunne ey ther meth swa raskeligh mærckes, om 

falketh swa jdeligh ther aff drack. Ther framginghe xv daghe oc falketh drack jw dageligh till 

øffreth 161 . Omsidher framgick een heell maneth, oc alth war wiinfaddhet lighefulth. Hær vndrethe 

paa sancte katherine brødhre oc andhre falk i gardhen oc saffde till theres fadher, hwræ længhe thet 

fadh haffde wareth, oc thet kunne æn længher ware. Oc alle, som drucke aff thet wiin, saffde, at the 

haffde aldrigh drucketh eller smaghet swa goth wiin som thet war, Oc the ware alle thiidhe gladhe 

ther aff, swa at them vndrethe storlighe ther paa, thy at the wisthe ey, hwreledes thet sik haffde ther 

meth etcetera, Mæn sancta katherina wisthe wæll, af hwat kældhe thet jærthegn vtfløedh, Oc forthy 

skænckthe hwn fattughe menneske jw thes riffweræ 162 . Ther forginghe then andhen maneth oc then 

thrediæ, oc ey kunne thet fadh thømes eller møste syn smagh. Nw ythermeræ Thidhen kom paa 

aareth, at færskth 163 wiin skulle fadhes, oc alle andhre fadhe i gardhen ware vpfylthe meth ny oc 

færsk wiin, Oc ther war æn meræ wiin i pærsen. Then, ther wiingardhen stoed foræ, sændhe budh, 

at thet same fadh, som saffdh er aff, skulle oc thømes. Hannum swarethes, at om affthenen strax till 

foren war ther tappeth aff een stoer flaske meth klaar wiin, oc thet [125r] war ey thes myndher 

thompth 164 . Tha worth han hatstugh oc wreedh oc saffde: Thapper aff alth thet, ther jndhen ær, oc 

ladher thet wiin hwaræ 165 som i kunnæ 166 oc skyller faddhet till at gømæ ny wiin ther i, thy at iek 

will ey længher ther effther bidhe. Ther the thet wille gøre, som han them badh, Tha skedhe ther een 

vnderligh thingh oc næppeligh i ware daghe hørdh. Thet fadh, som om affthenen war fulth tillforen 

aff klaar wiin, thet war tha aldeles thørth, Ffor hwicken thingh oc sligth jærteghn alle, ther thette 

hrdhe, them storlighe her paa vndrethe. 

Thet xx Capitell. 

J Senis stadh war een aff the beginer 167 i sancti dominici ordens penitencia etcetera j thet same 

closther meth sancta katherina, æn tok hwn war regelbondhen, tha haffde jw diæffwelen alligewæll 

swa hardeligh jndenbondhet henne meth forbannethe affwindh 168 , som hwn haffde till sanctam 

katherinam, Swa at hwn gadh ey seeth henne vthen meth stoer affwyndh, oc ey matthe hwn høre 

henne næffnes vthen stoer bedrøffwelsæ i sith hiærthe. Och thi bagthalethe hwn henne lønligh oc 

oppenbaræ, oc aldrigh kunne mætthes aff hennes baghmaall 169 . Ther thønne heligh jomfrw sancta 

katherina saw oc fornam thet, tha arbeydethe hwn ther om meth all øtmyghet och alle the thieneste 

oc kærlighetz gærninghe, som hwn kunne gøræ henne, at hwn matthe mildgøræ hennes wredhe oc 

forbannethe affwyndh, som hwn till henne haffde, ey forthy at hwn noghet haffde giorth henne 

emodh, Mæn then gamble ribbingh oc kærlingh 170 forsmaddhe all hennes kærlighet. Omsidher Then

herre, som alle hiærthe seer, kasthe then [125v] same søsther een swar sooth 171 paa sith leghom, 

swa at hennes seell skulle ey i hælslass 172 . Ey bleff hwn tok thes karsker paa selen, Mæn thes meræ 

øgthes hennes jndbondhen 173 affwindh. Sancta katherina thette fornam. Thy thedhe hwn henne æn 

større kærlighetz oc øtmyghetz gærningæ oc huffswalethæ henne meth alzosødestse oc myldesthe 

ordh oc thienesthe. Thette ackthet then søsther enckthet, mæn bleff jw hardher æn steen j sith 

hiærthe oc bødh oc badh syne søsthre, som ware the andhre begineræ, at the skulle vthælthe 174 oc 

vtdriffwe sanctam katherinam aff hennes hws oc cellæ. Ther then ræthwiis dommer Jhesus thette 

saw, tha hæffnethe han sik offwer 175 kærlighetz oc øtmyghetz fyndhæ, then same søsther, oc wille 

tha slaa henne badhe paa sielens oc legommetz wegnæ, at hwn togh tha till at arbeydhe emodh 

dødhen 176 oc skulle haffwe bleffwet aff gutz rætwisæ dom ewyndeligh fortapth for then affwyndh. 

Ther sancta katherina thette fornam, tha luckthe hwn sik hardeligh 177 i syn cellæ oc badh jnderligh 

till gudh, at then sieell skulle ey fortapes for hennes skyldh oc saffdhe: O myn kæresthe brudgom 

Jhesu Christe, Jcke bleff iek forthy skapth, at the selæ, som ære skapthæ effther thit eghet belethe oc 

ighenløsthe meth thit dyre bloedh, skulle swa forkasthes for myn skyldh. For all thyn myskundh 

tilstedh icke, at myn søsthers sieell skall ewighe fordømmes for myne syndheres skyldh. Ther 

thenne heligh Jomfrw sligh och manghe andhre ordh badh meth mwndh oc hiær- [126r] the, Tha 

paa thet at hwn skulle thes ythermeræ vpwæckes till at haffue metønck offwer then fattughe sieell, 

Tha loedh war herre henne see jndhen eth andeligth sywffn, hwat faræ oc vselhet then same quinnes 

sieell stodh foræ. Oc jhesus swarethe sancte katherine, at hans strænghe rætwiishet kraffde thet, At 

thet kunne engelundes andherlundhe skee, Æn at thet forhæreth 178 oc affwyntzfulth hiærthe skulle 

hæffnes. Tha faldh hwn nedh paa jordhen meth alth sith legom oc badh till jhesum meth mwndh oc 

hiærthe oc saffde: O Jhesu, kæreste brudgom, Jek skall aldrigh ganghe leffwendes aff thette stedh, 

førre thu gør nadhe meth myn søsthcr, som iek tik haffwer bedhet om. Piin paa mik all hennes 

ondskap, thy iek er sagh 179 till hennes syndher; mik bør at pynes oc ikke hwn. O Jhesu, Jhesu 

Christe, Jhesu gutz søn oc wærdugesthe jomfrwe marie søn, Ffor all thyn godhet oc myskundh, Thu 

mildesthe lamb, Jek bedher thik, at thu ey stedher till, thet myn søsthers sieell skall vtganghe aff 

legommeth, før hwn fangher thyn nadhe, wænskapp oc myskundh. Swa krafftugh war thenne bøn 

aff sik, at then sieell kunne ey ganghe aff legommeth, Mæn arbeydethe hardeligh i iij daghe oc iij 

nætther emodh dødhen. Alle, som hoess ware, vndrethe her paa oc haffdhe mæthønck her offwer. 

Oc sancta katherina oaffladeligh badh for syn søsther thes emellom. Hwat skall iek meræ sighe? 

Hwn offwerwandh meth syn øtmygh ben then, som ooffwerwyndeligh er, oc banth hannum, som 

almegtusth er, meth syn øtmygh graadh. Om- [126v] sidher wille ey Jhesus længher standhe emodh 

hennes bøn, mæn han nedhersændhe syn nadhes lyws oc vplywste then sieell, at hwn kunne tha 

kændhe syn brødhe, oc fik angher oc rwelsæ 180 i hiærthet for syne syndher. Ther sancta katherina 

thet fornam af ihesu oppenbarelsæ, tha gik hwn strax till hennes hwss, som sywgh law. Ther then 

sywgæ sanctam katherinam saw, Tha giorthe hwn henne hedher oc thedhe henne eth bliith anleth 

meth alle the thegn, som hwn kunne gøre, oc kiærdhe 181 sik brødeligh oc skyldugh at wære emodh 

then heligh jomfrw. Oc swa fik hwn then heligh kirkes sacramentæ oc meth stoer angher och 

rwelsæ vpgaff syn andh. domino gracias 182 . 

Thet xxj Capitell. 

EFfther at then same søsther war dødh, oppenbarethe ihesus sik for sancta katherina oc loedh henne 

see then sieell, som war frælsth aff fordømelsæ, Hwicken ther swa wææn oc fagher war, at enghen 

kan ther aff skriffwe eller thalæ, tok hwn war ickæ æn tha kommen i syn ræthe ære etcetera, Vdhen 

then feyringh 183 , som hwn haffde paa then heligh dopp oc cristendoms wegnæ. Tha saffde jhesus till 

sanctam katherinam: See, kæresthe dather, ffor thyn skyldh haffwer iek vpræth oc thette creaturæ 

ighenfanghet, som fortapth war. Thøckes lik ey, at thette ær eth wæænth oc fagerth creaturæ? Hwo 

er then, ther ey gaff sik till alle pynæ at tholæ for swa deyglikth eth creaturæ? Efftherthy at iek, som

er allfeygersth oc høgesthe dygdh, haffde swa stoer kærlighet till sieles feyringh, At iek foer nedh 

till jordhen oc vtgøth alth mith blodh for theres skyldh, Hwar meghet meræ bør menneske at 

arbeydhe for [127r] hwer andhres sieles salighet, at swadanth eth wæænth creaturæ skall ey 

forkastes? Oc for thenne saghs skyldh thedhe iek tik thenne sieell, at thu skalth thes ythermeræ 

vpwæckes till at helpe fattughe sielæ till salighet oc egghe 184 oc radhe andhre ther till. Tha gaff hwn 

hannum storæ tack oc badh hannum øtmygeligh, at han wille wærduges till ath giffwe henne then 

nadhe, At hwn matthe see alle theres sieles feyringh oc skickelsæ, som meth henne omginghe oc till 

henne komme 185 . Jhesus swarethe henne: Ja myn kære brudh, thet maa wæll 186 wære, Fforthy at thu 

haffwer alle legomlighe thingh forsmadh oc giffwet tik hardeligh jndh till mik. See, Jek giffwer 

thyn sieell then lywsen oc klarhet, meth hwicken skyn thu skalth see oc vndherstandhe alle theres 

sielæ, som till tik komme 187 , hwat heller the ære faghre eller ledhæ, Oc alle theres, till hwes salighet 

thu haffwer kærlighet, Oc ey alenesthe theres, som thu seer meth øgnæ, mæn oc alle theres, som thu 

bedher gudeligh foræ. Oc thenne gaffwe giffwer iek tik, forthy at thu arbeydethe swa throlighe for 

thyn søsthers salighet etcetera. Een thiidh saffde hennes skrifftefadher lønligh till henne, at manghe 

knurrethe ther om, at hwn saw, thet manghe faldhe 188 paa theres knææ for henne, oc hwn tilsteddhe 

oc ey formeenthe thøm thet. Hwn swarethe: Gudh han wedh thet, at iek ey ackther eller skødher 

meghet effther theres legomlighe fackthe eller skickelsæ 189 , Mæn iek meræ skødher theres sieles 

skickelsæ. Hennes skrifftefadher saffde: Seer thu oc theres sielæ? Hwn swarethe: Jek sigher ether 

thet, kære fadher, i skrifftemaall, [127v] At effther thii gudh gaff mik then nadhe, at iek badh swa 

trolighe for myn søsthers sieell, som skulle haffwe bleffwet fordømpth, oc han loedh mik see 

hennes wæænhet, Tha haffwer ther aldrigh eller siællendh nogher kommet till mik, at iek haffwer 

jw seeth theres sielæs skickelsæ. Item 190 , kære fadher, haffde i seeth eller kunne 191 see een 

mænneskes sieell, tha thwiffller mik enckthet ther paa, at war thet mweliglh, thet i jw gaffwe ethert 

leghom hundrethesynne i dødhen for een sieels salighet 192 . Enghen thingh er j wærdhen, ther kan 

lighnes with een sieels deglighet. Ther han thette hørdhe, tha badh han henne, at hwn skulle sighe 

hannum, hwre thenne hystoriæ gick till. Tha saffde hwn hannum then materiam, som nw strax for- 

skreffwet standher. 

Thet xxij Capitel. 

Till at bewisæ thet, som forskreffwet standher: Een dagh kom till sanctam katherinam at thalæ meth 

henne een megtugh prelathes sænghedeyæ 193 , oc sancte katherine skrifftefadher stoedh ther hoess. 

Oc then samæ quinnæ haffde sik meghet høesk vthwærthes j syne fackthæ, Mæn alth thet, hwn 194 

talethæ meth sancta katherina, tha kunne hwn ey fanghe at see sanctam katherinam j sith anleth, thy 

at hwn aldeles wændhe sith ænleth fran henne. Her vndrethe hennes skrifftefadher paa oc spurdhe 

henne lønlighe at, hwij hwn swa giordhe. Hwn swarethe: Haffde i fornwmmeth then sware oc storæ 

stanck oc ondhe luckth, som iek fornam, J skulle haffwe vpkasth alth thet, i etherth liiff haffde 

wæreth. 

Thet xxiij Capitell. 

J Sancti dominici regell,som førre er rørdh, war een [128r] andhen søsther oc beginæ, som heedh 

andrea effther thet lantz sidh 195 . Hwn fik een græseligh buldh i sith brøsth, som kalles cancer. Then 

same buldh bleff omsidher swa roddhen oc swa ildhe luckthethe, at enghen gadh 196 eller wille 

komme næær henne for then sware luckth, Ey stappethe the eller halth swa hardeligh for theres 

næse, Swa at omsidher Kunne then fattighe søsther oc gutz fanghe enghe fanghe 197 , ther henne wille 

thienæ eller helppe. Ther sancta katherina thet fornam, at alle haffde offwergiffwet henne, tha gik 

hwn strax till then same sywghe søsther, Oc thrøstedhe oc røcktethe henne swa længhe, som hwn 

sywgh law. Ee Hwre stoer stanck buldhen gaff aff sik, tha luckthe ey sancta katherina syn næse, 

Mæn hwn thwodhe oc bebanth henne oc icke bleff kieedh aff then langhe thienesthe, sywgæ oc

ondhe luckth. Thette forthrødh diæffwelen oc han laffde all syn windh 198 ther paa, at han kunne 

forhindhre thenne kærlighet i then helighe jomfrwe. Han wisthe wæll, at han kunne ey omwændhe 

hennes ackth i gudh. Thy een dagh, som sancta katherina haffde vpløsth oc thoweth buldhen oc ther 

gik swar stanck aff, Tha rørdhe diæffwelen hennes maffwe till wæmmelsæ, swa ath hwn begynthe 

at vpkasthe. Ther sancta katherina thet forfandh 199 , tha striddhe hwn emodh sik selff oc saffde till 

sith leghom: Wilth thu nw, fulæ leghom, haffwe wetherstyggelsæ till thyn søsther, som er 

ighenkøpth oc løsth meth ihesu Christi dyre blodh? Thu math oc wæll snarlighe faldhe j swadan 

sywghe [128v] oc mawælskee 200 størræ. Thet skall gudh withe: Thu skalth haffwe ther pynæ 

foræ 201 . Swa bøffde sancta katherina sith heligh hoffwet offwer then sywghe søsthers roddhet brøsth 

oc buldh oc lucktethe ther till meth open næse oc lagdhe næsen harth till buldhen, Oc stoedh swa 

længhe offwer then roddhen fulhedh, till hwn kunne besindhe, at hwn haffde offwerwutneth 

diæffwelen oc legommeth. Ther then sywgæ søsther thette saw, tha ropthe hwn till sanctam 

katherinam oc saffde: A, A, kære dather, offwergiff 202 thet, thu gør, Thu fordærffwer tik selff meth 

thenne fulæ stanck. Mæn sancta katherina wildhe ey vppstandhe, førre hwn haffde aldeles 

offwerwutneth diæffwelen, syn findhe. Thi fliydhe 203 han fran henne till een thiidh. Oc ther han 

saw, at han ey kunnæ syn snidh 204 oc falskhet brughe emodh henne, tha satthe han sith garn vth i 

andher madhæ, at han meenthe at gripæ henne, tok han fik ther thill enghen mackth. Han jndskoth i 

then sywge søsthers hiærthe swaar møstancke paa sancte katherine wegnæ, Swa at hwn dømdhe i 

sith hiærthe oc møstænckthe om thenne vsmitthet jomfrwe, At naar hwn icke war hoess henne, thet 

hwn skulle wære i vkøske gærninghe. Ey loeth sancta katherina forthy aff at thiene henne, thy at 

hwn wisthe, at thet war aff diæffwelsens jndskydelsæ. Omsidher forblytnethe 205 diæffwelen then 

same sywghe søsther swa hardeligh, at hwn oppenbaræ 206 berucktethe 207 sanctam katherinam for 

vkøske gærninghe. Thette røcktethes blanth the andhre søsthre swa mangelundhe, at noghre aff the 

gamble søsthre oc begineræ komme till then sywge søsther at forhøre sandhet paa then thi- [129r] 

dingh oc røckthe. Hwn saffde till them swa som hwn aldrigh saw oc aldrigh war i sandhet vthen 

som diæffwelen henne jndskøth, oc swarethe swa, At sancta katherina then renæ oc vsmitthet 

jomfrw haffde ladhet sik giæcke 208 etcetera. The throdhe hennes ordh oc loeth kalle sanctam 

katherinam for them meth stoer hastughet 209 oc wredhe. Hwn kom till them. The talethe megheth 

vqwæmmeligh 210 oc vhøweskeligh till henne aff ræth wredhe Oc spurdhe, Hwij hwn haffde sik swa 

ladhet daress oc spilles 211 etcetera. Hwn swarethe them meth stoer tholmodughet: Kære frwer oc 

søsthre, J sandhet meth gutz helpp oc aff hans nadhes forwarelsæ 212 er iek jomfrw oc vspylth 213 paa 

mith leghoms wegnæ. The gaffwe them till fridh etcetera. Tha kunne thet ey anneth wære æn sancta 

katherina haffde stoer sorgh i sith hiærthe for thet sware ruckthe. Ey offwergaff hwn syn søsther 

forthy, ther thette haffde dickthet, Mæn thienthe henne swa øtmygeligh oc kærlighe tha som førræ. 

Ther effther gik hwn jndh i syn cellæ oc gaff sik til gudeligæ bøner oc thalethe till syn brudgom oc 

saffde: O almegtugsth herre oc kæreste brudgom Jhesu Christe, Thu wetsth wæll, hwre snarth een 

jomfrw kan berøckthes, Thy 214 wille thu, at thyn kæresthe modher skulle haffwe ioseph till syn 

brudgom, swa at han skulle reghnes for menneske 215 at wære hennes brudgom. Thu wetsth oc wæll, 

at myn fyndhæ diæffwelen, aff hwicken all løghn vprandh oc affkommer, Han dicktethe thenne 

løghen paa mik, Paa thet at han skulle draghe mik aff thette forsmæ- [129v] ligh arbeydhe, ther iek 

haffwer begynth for thyn skyldh. O, ihesu, helpp mik, thy thu wetsth myn vskyldughet, Oc lath myn 

findhe ey fanghe makth offwer mik! Ther hwn swa haffde bedhet meth manghe grædendhe tharæ, 

Tha oppenbarethe ihesus sik for henne oc haffdhe i syn høgre handh een guldhkronæ, som war 

meghet degligh priydeth meth manghe oc kostelighe stenæ dyræ 216 , Oc i syn winsther handh haffde 

han een hwas thornekronæ. Tha talethe han till henne oc saffde: O, vdwaldesthe brvdh oc dather, 

thet skalth thu withe, at tik er gaffnlikth 217 , at thu skalt krones meth thesse ij kroner oc meth hwar i 

syn thiidh. Vthwæll eth aff thwænne, Hwat heller thu wilth nw swa længhe, som thu leffwer, krones 

meth thenne thornekronæ oc meth then andhen guldhkronæ krones i thet ewigh liiff, Eller oc thu

wilth nw krones, mædhen thu leffwer her i wærdhen, meth thenne guldhkronæ, Oc sidhen effther 

thyn dødh krones meth thenne thornkronæ. Hwn swarethe: O, kæresthe herre Jhesu, Thu wetsth, at 

iek haffwer aldeles giffwet myn eghen wiliæ offwer oc will wære effther thyn wiliæ. Efftherthy at 

thu willh, at iek jw skall sware tik, tha sighcr iek tik: Jek vthwæler at lighnes meth thyn pynæ, swa 

at iek maa bære thornekronen her i wærdhen. Swa togh hwn meth badhe syne hændher 

thornekronen aff ihesu hændher, oc meth badhe syne hændher satthe hwn henne paa sith hoffwet 

weth swa stoer gudeligh hadstughet 218 , at thornene alle wegnæ ighømenstack hennes hoffwet 

pandhe, Swa at i manghe daghe [130r] ther effther fornam hwn stoer pyne oc wærck 219 aff the 

thornes jndtrøckelsæ. Tha saffde Jhesus ythermeræ till henne: J myn mackth ære alle thingh, Oc 

som iek tilsteddhe, at thette røckthe kom paa tik, swa kan iek oc thet vtsløcke oc nedherslaa, Thy 

bliiff oc wær fræmthurendes i then same thienesthe, som thu haffwer begynth, Oc wiigh ey for 

diæffwelen, som tik will hindhre, Thy at iek skall giffwe tik fuldh mackth oc seygher ower hannum, 

swa at hwat han gør tik till bedrøwelsæ oc hindher, thet skall kommæ hannum selff till ondhe oc 

pynæ och wændes tik till større ære oc wærdskyldh 220 , Oc swa aff thesse ordh bleff sancta katherina 

meghet huffswaleth. 

Thet xxiiij Capitell. 

LApa, sancte katherine modher, ther hwn thesse thidinghe oc røckthe hørdhe om syn dather sancta 

katherina, tha bleff hwn meghet bedrøffweth, æn tok 221 at hwn i sandhet wisthe sanctam katherinam 

wære 222 pwr, reen oc kysk jomfrw, oc fik hwn stoer wredhe till then søsther, som hennes dather 

sanctam katherinam 223 haffde swa slemmeligh beløffweth, som heedh andrea. Oc gik lapa till 

sanctam katherinam Oc meth hatstughet saffde till henne: Jek haffwer offthe saffdh tik thet, at thu 

skulle ey længher thienæ then wansaligh kærlingh. See nw, hwicken løen oc tack hwn giffwer tik 

ighen for thyn øtmyghe thienesthe! Hwre slemmeligh haffwer hwn berøckthet tik for alle thyne 

søsthræ! Thiener thu hennæ længher eller gangher till henne effther thenne dagh, iek skall aldrigh 

haldhe tik for myn dather. Thette giorthes althsammen aff diæffwelsens raadh, at then [130v] heligh 

jomfrw skulle forhindhres aff then gudeligh thienesthe. Ther sancta katherina haffde hørth syn 

modhers thalæ, swa thaffde hwn een lithell stundh, Oc omsidher gik hwn till henne oc faldh paa 

syne knæ for henne oc saffde øtmygeligh: O myn sødesthe modher, Wæll widhe i thet, at gudh 

ladher aldrigh aff at gøræ dageligh myskundh meth syndughe menneske, æn tok at the ære 

vthacknæmelighe oc ey thacke hannum for syne wælgærninghe. Oc swa ther war herre ihesus 

hængdhe paa korseth oc hørdhe manghe forsmæligæ ordh, Jcke offwergaff han forthy at lidhe for 

menneskens salighet. Ether kærlighet skall thet withæ, ath offwergiffwer jek henne, tha fangher 

hwn enghen, ther henne røckther, oc swa maa hwn døø for ræth forsømmelsæ. Kæreste modher, 

hwn er sweghen aff diæffwelen, oc gudh maa æn vplywse hennes huff, swa at hwn maa omsidher 

kændhe syn wildelsæ. Och meth swadan ordh oc fleræ bliidgiordhe hwn syn modher, Oc swa gik 

hwn ighen till then fornæffndee sywge søsther oc thienthe henne swa gladeligh, ligerwiiss som hwn 

haffde aldrigh haffdh thalet onth om hennæ. Then sywgæ vndrethe storligæ ther paa, at sancta ka- 

therina bleff ey wredh oc ey vbliidh paa henne Oc kændhe, thet hwn war aldeles offwerwunthen aff 

sancte katherine øtmyghet oc kærligfuldh thienesthe, Oc begynthe at thøcke thet ildhe wære i sith 

hiærthæ, at hwn haffde swa slemmeligh beløffwet sanctam katherinam. Jhesus han omsidher 

myskundhethe sik offwer then sywgæ och wille oc klargøre syn brudh sanctam katherinam, Tha 

oppenbarethe han for then sywgæ een sywffn, swa thet [131r] henne sywffntes, at som 224 sancta 

katherina war jndganghen i hennes hærbergh 225 , som hwn law siwgh vthi, Tha kom ther een stoer 

klarhet oc lywsen aff hemblene offwer sanctam katherinam oc swa stoer søtmæ oc lystelighet, at 

henne totthe i thet sywffn, at hwn aldeles haffde forwutneth syn ve oc wærck, Oc som hwn 

begynthe at vndhre ther paa oc kogthe 226 hidh oc thidh, Tha saw hwn i then legomligh sywffn 

sancte katherine anleth wære omwændh 227 ligerwiis som een ængels, oc then klarhet oc skyn

omkringhgik sanctam katherinam som eth klædebon. Tha fik then sywge søsther stoer angher oc 

rwelsæ i sith hiærthe oc forthrøth storlighe, thet hwn haffde swa beløffwet oc berøckthet then heligh 

jowfrw. Oc ther then legomligh sywffn haffde wareth een føghe stundh, tha bleff hwn oc borthe, 

som hwn kom, Oc then sywge bleff badhe huffswaleth aff then sywffn oc sameledes bedrøffweth 

for syne syndher oc badh nadhe aff sancta katherina. Ther sancta katherina thet hørdhe, tha togh 

hwn hennæ strax i syn faffn oc køsthe henne for syn mwndh oc huffswalethe henne oc saffde sik 

engenlundhe ther aff wære forthørneth, Thy iek weeth thet, saffde sancta katherina, at diæffwelen 

haffwer thette spill begynth, thy skyldher 228 iek hannum, oc enckthet ether, myn kære søsther. Swa 

fulkommethe hwn syn thieneste, som hwn pleygdhe at gøre, oc gik till syn eghen cellæ. Then sywge 

kiændhe syn skyldh oc sændhe budh effter them alle, som hwn haffde beløffwef sanctam 

katherinam foræ, Oc ther the komme, tha war hwn bekiændh for them meth stoer suck oc graadh, 

hwre hwn haffde vskylleligh berøckthet oc beløffwet sanctam katherinam aff ræth diæffwelsens 

[131v] eggelsæ 229 , Oc ropthe meth høff røsth oc saffdhe sanctam katherinam ey allenesthe at 

wære 230 een pwr oc kysk jomfrw, mæn oc visseligh heligh oc fuldh meth then heligh andh. Een aff 

the andhre søsthre spurdhe henne lønlighe at, Hwre hwn thet wistæ, at sancta katherina war swa 

heligh meth gudh. Then sywghe swarethe: Jek aldrigh wistæ at sighe aff 231 , hwat andeligh søtmæ oc 

sielsens huffswalelse war, førre æn iek saw sanctam katherinam swa omkringhgiffwes aff thet 

hemelske lyws oc klarhet, oc hennes anleth swa klarth som een ængels. Tha spurdhe the alle at, Om 

hwn thet saw meth syne legomlighe øghne. Hwn swarethe: Ja. Tha begynthe sancte katherine ærligh 

oc heligth røckthe at spredhes oc oppenbares blanth menneskene, Oc ther aff, som diæffwelen 

acktethe at nedhtrøcke hennes naffn, thedhen 232 vpheffde gudh henne hedherligh. Ther thette war 

skedh oc giorth, tha høffærdethe 233 sancta katherina sik ey aff wælmodh oc metgangh heller æn 

hwn 234 offwerwatntz aff modgangh oc gænwærdughet, oc meth all kærlighet fulkom hwn syn 

thienesthe, som hwn haffde begønth meth then same sywghe søsther. Mæn diaffwelen, waar 

omætteligh findhe, som kan tok offuerwinnes oc ey i hælslas, han frestethe sanctam katherinam 

meth andhre sware frestelsæ, at han skulle kulkastæ hennes thienestæ oc wærdhskyldh 235 meth 

wæmmelsæ oc kløghen 236 i maffwen. Een dagh, som sancta katherina haffde røckthet oc toffwet 

then sywge søsthers forfærdeligh oc wedherstyggeligh buldh, tha gik ther aff swa stoer ondh luckth 

[132r] oc ondh døøn 237 , at badhe aff naturens skrøpelighet oc diæffwelsens arbeydh oc kraffth 

bleffwe alle jndwærteshet 238 i sancta katherina rørdhe till wæmmelsæ oc spidelsæ 239 oc kløgelsæ. 

Ther sancta katherina thet fornam, tha giordhe hwn sik wredh oc hastugh emodh sit eghet leghom 

oc saffde till thet: Thel skall ihesus Christus, myn kæreste brudgom, widhe, at thet same, som thu 

haffwer swa stor wedherstyggelsæ aff, thet skall i tik. Swa togh hwn thet same, som hwn haffde 

thoffwet buldhen i meth blodhet oc then fulhet oc kom thet jndhen eth fadh oc wændhe sik till 

wegghen oc vtdrack thet althsammen. Ther hwn thette haffde giorth, tha bortflygdhe all then 

wæmmelses frestelsæ, Oc saffde hwn thet for syn skrifftefadher, at hwn aldrigh aadh eller drack 

then madh eller wiin, ther swa godh oc sødh smagh haffde som then dryck. Om natthen ther effther 

oppenbaretes for henne Jhesus, ther hwn law i syne gudelighe bøne, oc thedhe henne syne v saar 240 

oc saffde: Myn alzosødeste dalher, Manghe storæ stridhe haffwer thu taghet tik paa for myn skyldh 

oc wæll offfwerwutneth them alle meth mith helpp. Mæn i gardagh tæckthes thu mik mæsth, ther 

thu for myn kærlighet offwer thyn natures makth drack then wedherstyggeligh dryck meth stoer 

gledhe. Thy sigher iek tik, at som ther i thu offwergik thyn natures formwe 241 , Swa skall iek 

ighenskæncke tik een dryck, ther skall offwerganghe alle menneskes naturæ oc kraffth. Tha togh 

Jhesus sancte katherine hals meth syn helgesthe høgherhandh oc laffde hennes mwndh till syn 

heligh sidhæ oc saffde: Drick, myn kæræ brudh, een dryck aff myn sidhe, meth hwicken dryck 

[132v] thyn sieell skall vppfylles meth swa stoer søthmæ, at thet skall ræcke oc jndflydhe till thit 

leghom, ther thu forsmaddhe for myn skyldh. Ther hwn thet saw, at hwn war swa næærsath liffsens 

aadræ oc kiældhe, then wærdugsthe ihesu Christi sidhe, Tha laffde hwn syn mwndh till thet ihesu

Christi helgesthe sidhe saar oc drack ther aff een vsigeligh oc vnæffnligh søtmes oc gledhes dryck. 

Effther then dryck vtgiøtz swa stoer nadhe i aoncte katherine huff oc sieell, at thet vtflødh till 

hennes leghom, swa at effther then dagh togh hwn ey oc ey kunne taghe till sik madh i swa madhe 

som hwn giorthe till forn, som her effther skriffwes skall. 

Thet xxv Capitell. 

JHesus jnskødh sancte katherine, syn kære brudh, thet i huff, at hwn skulle jdeligh annamme hans 

wælsigneth leghom i thef wærdugh sacramento, swa at hwn dageligh togh thet wærdugh 

sacramentum till sik, Vthen swa war, at hwn war sywgh eller oc fattughe sieles salighet 

forhindrethe henne. Hennes atthraa oc begeringh war swa stoer till ath annammæ Jhesu leghom, 

swa at naar hwn thet ey annammeth, tha wansmegtedhes hennes legomligh styrckæ. Oc omsidher 

ther effther skøthe hwn icke at forthære noghen madh oc ey kunne taghe till sik noghen spisæ, meth 

mindhe æn hennes leghom fik stoer pyne ther aff. Oc togh hwn æn noghen madh till sik, tha kunne 

then ey fordøffwes, mæn swa som hwn jndkom, swa matthe hwn oc vpp ighen then samæ weygh. 

Thy fran førsth i fasthen oc swa till war herres hemelfarelse dagh leffde hwn foruthen all legomligh 

madh [133r] eller dryck meth stoer gledhe oc frygdh. Then samæ thiidh spurdhe hennes 

skrifftefadher aff henne, om hwn haffde noghen begeringh till at edhæ. Hwn swarethe: Swa stoer er 

then mætthelsæ oc vpholdelsæ, ther ihesus giffwer mik i sith wærdugsthe leghoms sacromento, at 

iek icke begerer noghen madh. Han spurdhe henne ythermeræ at, om hwn hungrethe then dagh, ther 

hwn ey togh sacramenteth till sik. Hwn swarethe: Naar iek ey annammer Jhesu wærdugh leghom, 

tha mætther oc wedherqwegher mik hans andeligh nærwærelsæ oc sywffn. 

Thet xxvj Capitell. 

SOm saffdh er, hwre sancta katherina drack aff ihesu sidhe, tha fik hwn swa stoer nadhe, at hwn 

jdeligh war i andeligh beskudelsæ paa syn sieels weghnæ. Een thiidh, som hwn haffde jnderligh 

bedhet gudh om meth propheten, som sigher: O herre gudh, skaapp i mik eth renth hiærthe oc forny 

een ræth andh i myne lymme 242 , Oc badh hwn særdeles ther om, at han skulle taghe fran henne sith 

eghet hiærthe oc eghen wiliæ oc giffwe henne ighen eth hiærthe oc een wiliæ effther hans eghen 

wiliæ oc hiærthe, Tha huffswalethe jhesus henne meth swadan een sywffn: Henne sywffntes, at 

jhesus, hennes kæreste brvdgom, kom till henne oc opnethe hennes wænsther sidhe oc vthtogh 

hennes hiærthe oc bortfoer, swa at hwn bleff ighen aldeles vthen hiærthe. Thenne sywffn thedhe 

hwn for syn skrifftefadher oc saffde sik ey ath haffwe hiærthe i sith leghom. Han giorthe ther spoth 

oc spee aff oc saffde: Thet kan wære omweligth, at thu kanth leffwe vthen hiærthe. Hwn 

stadfæstedhe 243 jw syne ordh oc saffde hannum, hwre Jhesus oppenbarethæ [133v] sik for henne oc 

opnethe hennes wænsther sidhe, vttogh hennes hiærthe oc bortfoer, Oc saffde hwn ythermeræ: Jek 

throer thet fulkommeligh, at iek leffwer oc er foruthen hiærthe, thy enghen thingh er vmweligh for 

gudh. 

Thet xxvij Capitell. 

EEn dagh, som sancta katherina war i eth capell i swarthebrødhre kirke, i hwicket capell the søsthre, 

som kalles de penitencia beati dominici 244 , pleyge at samles i senis stadh, Ther the ware alle 

hiemganghne, tha bleff hwn ighen i sinæ gudelighe bøne. Swa bleff hwn begrepeth aff eth andeligth 

sywffn. Ther hwn kom till sindhe ighen, tha stoedh hwn vpp oc wille hiem ganghe. Tha omkringh 

gaffs henne eth megtugth skin oc i then klarhet oppenbaretes for henne Jhesus, sandh gutz søn, oc 

haffde i syne hændher eth menneskes hiærthe, røth oc klarth. Hwn faldh nedh till jordhen emodh 

syn skaperes tilkommelsæ. Jhesus opnethe hennes wænsther sidhe oc jndsatthe ther thet hiærthe, 

som han meth sik førdhe i syne hændher, oc saffde: See, myn vdwaldh brudh, som iek i førdags 

togh fran tik thit hiærthe, swa ighenfangher 245 iek tik nw mith hiærthe, aff hwicket thu skalth alle

thidhe haffwe thit liiff. Ther han haffde thette saffdh, tha tilluckthe han oc heelgiorthe then repell 246 

eller oppnelsæ, som han giorthe paa hennes leghom. Thill eth teghn bleff ther oc ighen paa hennes 

sidhe eth ar. 

Thet xxviij Capitel. 

Aldrigh annammeth hwn noghen thiidh gutz leghom, at 247 henne jw thedhes manghe vnderlighe 

thingh oc andelige sywffn. Offthe saw hwn i prestens hændher eth lithet spæth barn, stun- [134r] 

dom som een glohet owen, oc vnderstundom, ther presten togh till sik sacramenteth, saw hwn 

Jhesum ganghe i hannum. Jdeligh, naar hwn togh till sik ihesu leghom, fornam hwn swa stoer sødh 

10 lucklh, thet henne sywffntes, at hwn skulle strax vpgiffue syn andh. Alle thiidhe, hwat heller 

hwn saw eller togh till sik gutz leghom, yppethes i hennes sieell een ny oc vsigeligh gledhæ, Swa at 

manghe thidhe sprank vpp hennes hiærthe i hennes legom aff ræth gledhe oc gaff buldher oc 

stiim 248 aff sik, swa at hennes søsthre, som hoess henne stodhe, hørdhe thet oc saffde thet thit oc 

offthe for hennes skrifftefadher. 

Thet xxix Capitell. 

SAncta katherina skulle een dagh annamme Jhesu wælsigneth leghom. Tha saffde presthen till 

henne, som henne skulle thet wærdugh sacramentum giffwe, ther han halth thet i syne hændher: 

Katherina, tesse ordh siigh effther mik oc læss effther mik: Herre ihesu, jek er icke wærdugh till at 

thu skalt jndganghe j mik etcetera. Hwn thesse ordh saffde, oc swa hørdhe hwn een røsth aff 

sacramento, ther saffde till henne: Tha er iek wærdugh till at thu skalt jndganghe i mik. Ther hwn 

haffde annammet gutz leghom, sywffntes henne, at ligherwiiss som fisken jndgangher i watneth oc 

watneth i fisken, Swa jndgik hennes sieell i gudh oc gudh i henne. Oc tha fornam hwn sik at wære 

swa tractereth 249 oc begaffwet meth gutz nadhe, at hwn kunne næppeligh komme hiem ighen till syn 

cellæ. Ther hwn kom i syn cellæ, tha laffdhe hwn sik paa syn sængh, som war giorth aff blothe 250 

fiælæ vthen halm oc klædher, ther law hwn een godh stundh oc kunne enckthet røre sik. Omsidher 

vpløfftes hennes leghom høffth vpp i luckthen 251 fraa sænghen och [134v] hængdhe swa længhe 

vthen all legomligh vpholdelsæ oc støttelsæ. Een godh stundh ther effther tha gaff hennes leghom 

sik nedh ighen Oc laffdes paa then samæ sængh. Tha talethe sancta katherina swa mærckeligæ oc 

salighe ordh oc swa dypæ, At alle hennes søstræ oc wæner i gudh, som hoes waræ, finghe ther aff 

suck oc graadh. Hwn badh oc till gudh for manghe aff sith sleckth, wæner oc andelighe søsthre, oc 

næffnthe manghe till naffn, oc særdeles for syn skrifftefadher brodher Raymundo, som tha war i 

swartebrødhre kirke, Hwicken som fik for hennes bøn skyldh swa stoer gudelighetz vpthændelsæ i 

sith hiærthæ, swa at hannum vndrethe ther paa, Thy at han aldrigh haffde fornwmmeth swadan 

gudelighet i syne daghe, som han tha fik i then same pwncth 252 . Som han her paa vndrethe oc 

tænckthe, hwædhen then nadhe war kommen, Tha kom ther een aff sancte katherine godhe 

stalbrødhre oc wæner oc saffde till hannum: Visseligh, kære fadher, ether dather katherina badh 

jnderligh for ether till gudh. Ther han thette hørdhe, tha kunne han fornømme, at then storæ 

gudelighetz vpthændelsæ war hannum giffwen for hennes bøn. Han strax gik till sanctam 

katherinam oc badh henne sighe sik then sywffns skickelsæ, som hwn haffdhe tha seeth andeligh. 

Hwn begynthe tha for lydelsæ skyldh at sighe: Ther jek owærdugh syndugh menneske badh for 

ether oc for andhre aff myne wænær till gudh, at han skulle giffwe ether oc them thet ewigh liiff, 

och han jæthe mik at wille gøre thet, Tha ey for at iek haffdhe noghen wanthro eller thwiffwell ther 

paa, Mæn for thes ythermeræ mærke oc teghn saffde jek swa: [135r] Herre ihesu Christe, Hwat 

teghn giffwer thu mik, at thu wilth thet gøre? Han swarethe: Ræck mik hith thyn høgher handh. Swa 

giordhe iek, oc Tha togh han meth syn høgher handh oc stack myn høgher handh ighømen mith paa 

myn lowe 253 meth een jærn nagell, Swa at iek bær nw hans heligh vndhez 254 teghn paa myn høgher 

handh, æn tok thet er vsywffnlicth for menneske, tha haffwer iek tok ther aff stoer pynactelighet.

Hwre sancta katherina fik the helighe v vndhæ. 

Thet xxx capitell. 

EEn andhen thiidh ther effther, som sancta katherina om een søndagh war i sancte cristine capell i 

senis, oc hennes skrifftefadher brodher Raymundus saffde mæsse for henne oc beræthe henne ther 

meth gutz leghom. Ther thet war giorth, tha bleff hwn som hwn offthe pleygdhe, strax paa then 

same thiidh vthen alle legomlighe sindh oc rørelsæ. Hennes skrifftefadher oc andhre aff hennes 

søsthre oc andeligh sønner oc døtther 255 biddhe oc dwaldes 256 ther swa længhe, thet hwn kunne 

komme till syne sindhe ighen, Paa thet at the matthe fanghe at høre aff henne nogher andeligæ 

huffswalelsæ, som the pleygdhe offthe at fanghe. Tha matthe the alle see, hwre hennes leghom, som 

paa jordhen law, vpræthe sik lithet oc faldh paa synæ knæ oc vthrackthe syne arme, oc hennes 

anleth bleff meghet klarth, Swa som hwn haffde standhet een langh stundh vbøffweligh oc meth 

luckthe øghne. Tha faldh hennes leghom nedh till jordhen, ligherwiiss som thet haffdhe fanghet eth 

dødelicth saar. Om een føwe stundh ther effther kom hennes sieell ighen till leghommet, och 

leghommet fik syne sindhe ighen. Tha kallethe hwn syn [135v] skrifftefadher till sik oc saffde 

lønligh till hannum: J skulle thet widhe, kære fadher, at iek bær nw oc haffwer paa mith leghom 

Jhesu Christi helghe v vndhes teghn. Han swarethe: Thet kunne jek wæll besindhe paa thine 

legomlighe fakthe, ther thu wast i then andeligh vptagelsæ. Han spurdhe ythermere aff henne, Hwre 

gudh giorthe thet meth hændhe. Hwn swarethe: Jek saw ihesum Christum offwer mik, ligerwiis som 

han haffde wæreth korsfæsth oc nedherfoer meth eth stoerth skin oc lywsen. Tha begynthe myn 

sieell meth stoer snarhet at komme modh syn skaper, oc ther aff nøddues legommeth at vpræthe sik. 

Swa saw iek v blodughe stripæ nedherfare aff hans helghe v vndhes rible till mik oc stillethe 

them 257 lighe till mith hiærthe, till myne hændher oc till myne føddher. Ther iek thet saw, tha ropthe 

iek strax oc saffde: A ha, Myn herre oc myn gudh, Jek bedher ther om, Llad ey thine helghe vndhes 

rible och figuræ kiændes vthwærtes paa mith leghom. Thet er nogh, at jek haffwer them jndwærtes i 

mith hiærthe. J then same puncth, som iek swa thalethe till hannum, Tha førre æn the samæ 

blodughe v stripæ komme næær till mik, omskifftethe the then blodughe skapneth 258 oc lydh 259 oc 

bleffwe meghet skinnendhe, oc i een klar lywsens skapneth komme the till the v stedher paa mith 

leghom, som iek førre saffde. Hennes skrifftefadher saffde: Kom ther enghen aff the stripæ till thyn 

wænsther sidhe? Hwn swarethe: Ney, mæn till then høghre sidhe ræth lighæ offwer mith hiærthe 

kom then striipp, ther gik aff hans [136r] høghre sidhe. Han saffde ighen: Ffornømmer thu ey i the 

v stedhe noghen pynæ? Effther een stor suck swarethe hwn: Swa stoer er then pynæ, ther iek tholl i 

the v stedher, oc mesth for mith hiærthe, at vthen ihesus will gøre eth nyth jærteghn meth mik, tha 

er thet mik vmwgelicth andhet æn at døø jndhen faa daghe. Tha ginghe the aff capelleth oc till 

hennes hærbergh, oc strax som hwn jndkom i hærberghet, swa daaneth hwn. Tha samledes oc till 

hopæ komme alle hennes søstre oc andelighe sønner oc døtther at see then nymære 260 , ther gudh 

haffde giorth meth henne, som saffdh er, Oc the alle græthe oc sørgethe beskeligh oc fryctethe, at 

the skulle mesthe oc ombære 261 henne legomligh, then the swa storligh ælskethe i gudh andeligh. 

Omsidher kom sancta katherina till noghen legomligh stercke ighen oc effther at the haffde alle 

fanghet madh, saffde hwn hennes skrifttefadher sik klarligh at kunne besindhe, at hwn skulle 

snarligh døø; vthen 262 gudh wille thee syn dygdh oc makth 263 ther offwer. Thet laffde han 

mærckeligh paa hiærthe oc loeth sammenkalle alle synæ andeligbe børn oc wæner oc badh oc 

maneth them for gutz skyldh meth stoer gradh 264 , at the skulle alle bedhe war herre ther om, thet 

han wille wærduges at vndhe them theres modher oc kære mæsterindhe 265 æn noghen stundh them 

till theres sieles salighet oc godhe dygdhers øgelsæ. Thet iæthe the alle gærne at gøre, som the oc 

giorthe, Oc gudh forsmaddbe ey theres gudelighe bøne oc gradh, Thy om løffwerdaghen ther effther

kallethe sancta katherina syn skriff- [136v] tefadher till sik oc saffde: Mik thøckes, thet war herre 

will høre ether bøn, oc hopes mik, at i skulle snarlighe fanghe thet, i begeræ. Swa skedhe thet oc, 

som hwn saffde. Andhen daghen ther effther, som war om søndaghen, togh hwn till sik gutz 

leghom, oc swa bleff hwn taghen j een andeligh beskudelsæ oc sywffn, Oc hennes leghom aldeles 

fik tha syn størcke ighen. Wisseligh, kære søstbre i gudh, maa iek thet wæll sighe, at thymen oc 

thidhen kan ey tillræcke at skriffwe eller sighe the andelighe sywffn, ther sancta katherina fik, thy at 

the ære swa manghe etcetera. Jhesus stundom, som henne sywffntes, jndliddhe hennes sieell i syn 

eghen benedidhe sidhæ, Hware som ban oppenbarethe henne then heligh threfaldughetz 

vndherligh 266 wærelsæ, swa meghet som hennes sieell kunne begripæ. Sthundom gaff jomfrw Maria 

henne aff syne jomfruelighe spenæ 267 melk, som henne thotthe 268 , oc vppfylthe hennes sieell mæth 

alzosødesthe sødmæ. Offthe omgiks meth henne sancta Maria magdalena oc deelthe meth henne the 

andelighe beskudelsæ oc sywffn, som hwn 269 syffsyn 270 fik om dagghen i øtken. Jdeligh komme till 

henne thesse fornæffnde iij personer, som ære Jhesus, jomfrw Maria oc sancta Maria magdalena, oc 

ginghe mæth henne oc thalethe meth henne oc gaffwe henne vsigelighe andelighe huffswalelsæ. 

Manghe thiidhe oppenbaretes for henne Sanctus paulus apostell, Sanctus Johannes ewangelista, 

Sanctus dominicus, Sanctus Thomas de aquino 271 oc jdeligh sancta Agnes jomfrw aff policiano 

bergh 272 , meth hwicken som [137r] henne war oppenbareth, ath hwn skulle wære lighe j æren i 

hemelrighe. 

Thet xxxj Capitell. 

KAtherina then heligh oc æragtugh jomfrw bleff swa vpfylth i syn sieell aff gutz nadhes øghelsæ oc 

vpthændh aff the andelighe sywffn och oppenbarelsæ, som henne gaffs aff gudh, At for then store 

gudeligh kærlighetz mangfoldughet bleff hwn swa sywgh, at hwn kunne ey komme aff syn sængh, 

Oc enghen pyne eller wanskelse 273 giordhe henne sywgh vthen ræth stoer kærlighet, ther hwn till 

ihesum haffde, Swa at jdeligh, ligerwiis som hwn haffdhe wæreth owitsk 274 , kallethe hwn at 

hannum oc saffde: O alzswasøthesthe, kæresthe oc feygerste vngheman Jhesu, gutz søn oc jomfrw 

marie søn! Mæn then godhe brudgom Jhesus, som then store kærlighetz eldh haffde vptændh i 

hennes hiærthe, paa thet at han skulle thes ythermere forøges oc waxe i hennes sieell, oppenbarethe 

han sik for henne swa goth som dageligh. Tha saffde hwn till hannum aff ræth kærlighetz 

brundhe 275 : Hwij ladher thu, sødestbe herre, mik swa længhe forhindhres aff thyne søtheste 

ffaffnteckth 276 with thette fulæ legommetz materiam 277 ? O mildeste frælser, tagh myn sieell aff 

thette thunghe leghom till tik! Jhesus swarethe henne: Kæresthe dather, ther iek war her hoess 

menneske paa jordhen, tha fulkom iek ey myn wiliæ, mæn myn fadhers wiliæ wille iek at 

fulkommes skuldhe. Swa oc, æn tok at thu offwer alle thingh begerer at wære hoess mik, Tha bør 

tik tok at bidhe 278 tholleligh then thiidh iek haffwer forseeth at thaghe [137v] tik till mik. Sancta 

latherina swarethe: Effther thy at thet er tik thæckeligth, tha wordhe thyn wiliæ, tok wille iek gærne, 

at thu wille wærduges till at høre een bøn som iek tik nw bedher: Jhesu, gutz søn, Mæn iek kan ey 

skilies with thette wærdhen oc bliffwe nw meth tik, Giff mik thet, at swa længhe, som iek leffwer 

her paa jordhen, maa iek wordhe deelagtugh swa meghet, som mik er mweligth, at lidhe oc tholæ oc 

smaghe alle the pynæ, som thu for mik tholdhe, At efftherthy iek ey kan nw tilføges tik i æren 

jndhen hemblene, Lath mik tilbindhes tik i pynæ paa iordhen. Han swarethe, at the skulle skee, som 

hwn badh. Oc swa skedhe thet, som han saffde, Thy at enghen war then pyne, ther ihesus tholdhe 

fran han war fødh aff jomfrv maria oc till han gaff syn andh vpp, at hwn jw then forsøcthe oc 

fornam, swa meghet som henne war mwgelicth. Oc ther thenne pynæ haffde wareth oc framtureth i 

manghe daghe paa sancte katherine leghom, tha wansketes 279 hennes legomligh mackth oc styrcke, 

oc hiærthetz kærlighet mangfolleligh øgthes. Tha forfandh hwn paa sith leghom, Hwre stoer och 

vsigeligh kærlighet Jhesus haffde till henne oc alth menneskes køn 280 , førre æn han wille lidhe swa 

store pynæ oc besk dødh, Oc ther aff kom swa stærck oc vnæffnligh kærlighet i hennes hiærthe, at

thet kunne icke bliffwe heelth, mæn thet skildes at i thwo delæ fran thet øffwersth oc till thet 

nedherst. Oc hennes hiærtes liiffactughe adhre 281 brusthe 282 , oc hwn vppgaff syn andh aff enghen 

naturligh sywghdoms sagh, vthen allenesthe aff ræth offwerwætes [138r] stoer kærlighet, ther hwn 

till ihesum haffde. Manghe ware the, badhe mæn oc quinnefalk, som henne sawe wære aldeles 

døødh, oc bare 283 ther om sandhetz vithnebyrdh 284 oc kungiorthe thet for hennes skrifftefadher. Han 

thwifflethe tok ther paa, oc ther hwn war ighen vpresth aff dødhe, tha gik han till henne oc 

grangiffweligh 285 atspurdhe henne, hwat hwn ther till saffde, oc badh henne, at hwn skulle sighe 

hannum fulkommeligh saghen. Sancta katherina begønthe tha beskeligh oc grædhe oc sucke, oc 

dwælthes længhe førre æn hwn gaff hannum swar. Omsidher saffde hwn: Jek formodher thet i 

sandhet, kære fadhcr, ath i jw haffde mæsthønck offwer then sieell, som ware vtlidh aff thette 

mørcke leghom oc jndlidh thill then lywsen, ther alzsomdegligst er, oc kom tok ighen till thet 

mørcke leghom. Jek er then vsell, ther thette hawer hændeth. Ther han thette hørdhe, tha bleff han 

dristugher till at spøre thenne vndherligh things skickelsæ Oc saffde: O sødeste modher 286 oc 

kæresthe dather, War thyn sieell aldeles skildh fran legommeth? Hwn swarethe: Swa stærck oc 

stoer war then kærlighetz eldh och atthraa till at wære meth gudh, ther iek swa elskthe, At haffde 

mith hiærthe wæreth aff steen eller oc jærn, tha haffde thet sondherbrusteth oc atskilds. Enghen 

thingh er till, ther skapth er, thet throer iek fulkommeligh, ther swadan mackth eller kraffth kan 

haffwe, ther kunne haffwe halth oc bewareth mith hiærthe heelth for gutz store kærlighet. Thy maa j 

widhe i sandhet, at mith hiærthe war tha skilth at i thwænne delæ fran thet øffwerst oc till thet 

nedhersth [138v] aff gutz kærlighetz kraffth. Oc ther paa maa i widhe, at myn sieell war wisseligh 

skildh fran kroppen, Oc hwn saw gutz lønlighe vndherlighet, Hwicke ther enghen menneske 

sømmer at thalæ om. Oc naar iek hører thales om thenne materia, tha fangher iek ther aff stoer 

pynæ, Fførsth iek skødher 287 i mith hiærthe, thet iek swa skulle nedh ighen fra then wærdugsthe 

gledhe, swa at iek kan icke vtthrycke myn store bedrøffwelsæ oc sorgh vthen stoere sucke oc 

graadh, at iek skulle ighen till thenne slemme oc wanartugh omgængelsæ oc skickelsæ. Hennes 

skrifftefadher saffdhe: Efftherthy, myn kæreste dather, thu haffwer oppenbarethe mik alle thyne 

lønlighe thyngh oc skickelsæ, Dyll 288 nw ey for mik, Mæn siigh oc kungør mik, hwre swa 

vndherligh een gærningh giorthes meth tik. Sancta katherina saffde hannum tha alle stycke, som 

thette nærffwærendes capitell haldher i sik. Tha saffde han: Hwre langh thiidh war thyn sieell skildh 

with kroppen? Hwn swarethe: The søstre, som offwer mith liigh ware, the sighe, at ther ware iiij 

stundhe emellom fran iek dødhe oc till iek war vpreesth aff dødhe. Mæn myn sieell meenthe, at hwn 

skulle haffwe wæreth ther i gledhen till ewigthiidh 289 oc skulle aldrigh haffwe kommeth ther aff, thy 

acktethe hwn enckthet effther thymens 290 rom. Ythermere saffde han: Hwat sawsth thu oc 

forsøckthe 291 thes emellom, oc hwij kom thyn sieell ighen till legommeth? Sancta katherina 

swarethe; J skulle thet widhe, at alth thet, som er i then andhen wærdhen, thet saw oc vndherstoedh 

myn sieell, badhe helghe mæntz ære oc gledhe oc fordømdhe menneskes [139r] pynæ. Swa wæll 

saw iek oc theres pynæ, som ære i skiæretzeldh. Oc vthen all thwiffwell maa i widhe, at iek oc saw 

klarlighe i myn sieell guddommens wærelse 292 , oc thet er saghen 293 , Hwij iek will swa nødugth 

bliffwe her længher paa jordhen. Oc ware ey gutz kærlighet oc myn jæffncristens gaffn, tha 

sørgethe iek mik i hæll. Myn størsth huffswalelsæ er thet, naar iek tholl noghen gænwærdughet oc 

noghet onth oc bedrøffwelse, Thy at iek weedh thet, at iek fangher ther foræ thes større gledhæ oc 

fulkommeligher gutz wærelsæ at beskudhe. Oc for then sags skyldh ære bedrøffwelsæ mik icke 

sware at bæræ, mæn løstelighe, som i mwe fornømmne oc andhre, som meth mik omganghe. Ther 

iek haffde alle thingh seeth, som saffdh er, tha saffde Jhesus till myn sieell: Thu seer nw, hwat ære 

the møsthe 294 oc hwat pyne the lidhe, som mik forsmaa oc forthørne. Ffar nw forthy ighen till thit 

leghom oc bebudh oc kungør them theres wildelse, theres syndhe oc theres skadhæ. Ther myn sieell 

grwffwet for then gænkomme till kroppen oc wille nødugth thet gøræ, tha saffde jhesus: Manghe 

sieles helsen 295 kræffwer thet, at thu skalth ighenkomme till kroppen. Jckæ skalt thu oc her effther

thenne thiidh haffwe swadan madhe till at leffwe meth, som thu till thenne thiidh haffde. Ey skalth 

thu oc haffwe noghen cellæ selff at boo jndhen, Mæn thu skalt her effther ganghe vth aff stadhen, 

som thu æst fødh i, for sieles salighet. Jek skall alle thiidhe wære meth tik oc jndledhe oc vthledhe 

tik, Oc thu skalt bære mith naffn oc mynæ andelighe kiænnedom 296 , for smaa oc store, Ffor righe oc 

[139v] fattughe, Ffor klærcke, closterfalk oc leghfalk. Jek skall giffwe tik mwndh oc wiisdom, ther 

enghen skall kunne standhe emoth. Ther myn herre oc gudh Jhesus haffde thaleth swadan oc 

manghe ordh till myn sieell, Tha ighenkom myn sieell till legommeth, swa at iek weedh ey, hwre 

thet gik till. Ther myn sieell thet førsth fornam sik at wære ighen i kroppen, tha sørgeth hwn offwer 

madhe, swa at i iij dagbe oc iij næther kunne iek ey ladhe aff at græthe. Oc ey er thet mik nw 

mwelicth at stille myn gradh, naar iek thæncker paa thesse thingh, som saffdh er. Mæn storth 

vndher ær thet, at mith hiærthe brøsther icke søndher hwær dagh, ther iek thæncker paa then storæ 

ære, ther myn sieell then thiidh haffde. Oc thes wærre, then gledhe oc ære ær nw fran mik 

langtgiorth. Thette skedhe alth sammen for myn jæffncristens helsen oc salighet. 

Hwarlundes gudh giordhe nogher jærteghne oc vndherlighe thingh with then heligh jomfrw 

kaltherinam paa sieles salighetz wegnæ. 

Thet xxxij capitell. 

Daghenæ oc thidhene ware framganghne, som gudh haffde forseeth sancte katherine fadher jeppe 297 

at leffwe her i wærdhen, Oc han lagdes i sothesængh oc bleff meghet sywgh till sith leghom. Ther 

sancta katherina thet hørdhe, tha gaff hwn sik till gudelighe bøne till gudh for syn fadhers sieels 

salighet. Henne worth 298 swareth aff gudh, at hennes fadhers ytherste thyme war kommen. Tha gik 

hwn selff till syn fadher oc forsøckthe 299 hans hiærtes skickelsæ oc forfandh, thet hannum løsthe ey 

længher at leffwe her paa jordhen, mæn wille gærne døø. Tha tackethe hwn jnderligh for thet Oc 

badh hannum 300 meth stærsth jndughet, [140r] At hennes fadhers sieell matthe fanghe hemelrigæ 

forvthen all skæretzeldh. Henne worth oppenbareth, at gutz rætwiishet skulle jw nogherlundes 301 

haffwe syn framgangh 302 , thy at thet kunne engelundes wære mwelicth, at then sieell, som ey war 

aldeles forklareth oc ey rønseth aff syn syndh, skulle swa vplicteth 303 komme till ewigh gledhe. Tha 

badh hwn framdeles till syn kære brudgom oc saffde: O, kæreste, sødesthe oc dygdelisth herre 

Jhesu Christe, Hwre kan iek giffwe mik till fridh ther meth, at hans sieell, ther mik føddhe till 

wærdhen effther thyn tilladelsæ oc swa wynskipelig 304 vpføddhe mik, skall pynes i the sware oc 

hardhe pynæ? Jek bedher tik for all thyn godhet, at thu icke ladher myn fadhers sieell vtganghe aff 

thette wærdhen aff syn kropp, Vthen hwn anthen j een madhe eller j een andhen kan rønses swa 

hær, ath hwn ey skall forsøghe skæretzeldh. Mæn kan thet ey wordhe, meth myndher æn thyn 

rætwiishet skall nogherlunde haffwe syn gænghe, tha ladh then rætwiishet komme offwer mik. Jek 

will gærne tholæ oc lidhe all then pyne, som thyn godhet haffwer skicketh myn fadhers sieell at 

lidhæ. Jhesus swarethe henne: See, kære datther, Ffor then kærlighet, som thu haffwer till mik, 

annammer iek thyn bøn oc will giffwe thyn fadhers sieell ewigh ære forvthen all pynæ. Mæn thu 

skalt lidhe then pyne, som iek tik giffwer for thyn fadhers sieell, swa længhe som thu leffwer: 

Sancta katherina togh ther gladeligh with oc saffde: O, Jhesu, alzobæsth oc sødeste war nw thyn 

thalæ. Wordhe thyn signeth wiliæ. Ther effther søgthe sancta katherina syn fadher, som [140v] fasth 

arbeydeth 305 i syn døtz stundh, oc gaff hannum godh trøsth paa syn sieels salighet, som gudh iæthe 

henne, Ffor hwicketh han bleff, som han wæll matthe, meghet gladh, Oc hwn gik ey fran hannum, 

førre æn han war aldeles dedh. Strax hans sieell war vthganghen aff hans leghom, tha fik sancta 

katherina i thet same øgeblick oc puncth een megtugh swar 306 sywgæ jndwærtes i syn jndwoll, 

Hwicken hwn aldrigh skildhes with then stundh hwn leffde. Nw som saffdh er, ther hennes fadher 

war dødh, begynthe sancta katherina at smilæ oc madeligh 307 lee meth sik selff oc saffdhe: 

Wælsigneth wære gudh! Gudh gaffwe thet ware nw swa fath oc skicketh meth mik, som thet er

meth ether, myn kære fadher. Thet saffde hwn, forthy at hwn saw, thet hennes fadhers sieell jndgik 

till then ewigh gledhe, strax hans leghom war døth, vdhen all dwælelsæ oc hindher. Oc thy gleddes 

hwn swa storlighe. Llænghe oc jdeligh oppenbaretes sancte katherine fadhers siell for henne oc 

tackethe henne for then storæ nadhe, ther gudh giordhe meth henne for hennes bøn skyldh, Oc 

oppenbarethe henne manghe lønlighe thingh oc giordhe henne wiis till at forware sik for 

diæffwelsens swigh oc alth thet, skadhe kunne henne. 

Thet xxxiij Capitell. 

THer bodhe oc bygdhe i senis een riigh man paa wærtzens forgængeligh thingh, mæn meghet 

fattugh paa sielsens weghne i godhe oc andelighe thingh. Enghen gutz rætzell haffde han, mæn war 

thes wærre vpfylth meth alle syndhers ondskapp. Ther till war han oc een megtugh dobler 308 oc 

speler paa warthaffwell 309 , Oc jdeligh bespot- [141r] tedhe han gudh oc hans wærdughe helghene. 

Ther han war xl aar gammell, tha faldh han i een swar oc stærck sooth. Oc ther læghe kunne ey 

helppe hannum, tha begaff 310 han sik aldeles, badhe paa sielsens oc leghoms wegnæ. Hans 

sognepresth fornam thette oc gik till hannum oc badh hannum gøræ sith skrifftemaall, førre æn 

dødhen kom. Mæn then sywge man forsmaddhe prestens raadh, thy at han aldrigh noghen kærlighet 

haffde till then heligh kirke eller hennes klærcke. Thette laffde hans hussfrwe oc hans sleckth paa 

hiærthe 311 , som gærnæ wille widhe hans sieels salighet, oc loeth meth stoer bøn sammenkalle 

manghe closterfalk, mæn oc quinnæ, ther the kunne thæncke gudelighe at wære, oc badhe them 

øtmygeligh for hannum bedhe oc at læræ oc predicke for hannum, thet han matthe omwændes till 

angher oc rwelsæ. Swa giorthe oc the gudelighe closterfalk effther all theres formwgæ meth ordh oc 

raadh, Mæn the kunne ey omwændhe hans huff till gudh oc syndebedringh, anthen meth thrugsell 

paa ewigh pynes eller fordømmelses wegnæ oc ey paa ewigh gledes oc salighetz wegnæ. Mæn thes 

wærre, han faldh i møshopp 312 . Thette kungiortes for brodher raymundo, sancte katherine 

skrifftefadher. Han haffde mætønck offwer then mantz fattugh sieell, ther swa war stedh i 

fordømmelses stath, Oc han gik strax till sancte katherine cellæ paa then ackth, at han wille komme 

sonctam katherinam till at bedhe for then man, thet gudh skulle helppe hans sieell, at hwn skulle ey 

ewyndeligh forthapes. Omsidher kom han till sancte katherine cellæ oc fandh [141v] henne aldeles 

at wæra vthen alle legomlighe sindhe vptaghet i eth andeliglh sywffn, han wille tock engelunde 

vppwæcke eller stygghe 313 henne ther aff, som oc ey qwæmth 314 war, oc ey heller diærffwedes 315 

han till at thale meth henne. Thy bødh han thet strængeligh een aff sancte katherine ordhens søsthre, 

som oc heedh katherina, thet hwn skulle vndherwisæ 316 sancte katherine, naar som hwn kunne 

komme till sik ighen, then mantz sieels ønckeligh skickelsæ, Swa oc at hwn skulle bywdhe 317 sancte 

katherine paa hans wegnæ, effther thy at han ey kunne komme selff i thale meth henne, Vndher gutz 

lywdelse 318 , thet hwn skulle jnderligh bedhe for then mantz sieels farligh stath oc skickelsæ. Søsther 

katherina swarethe syn skrifftefadher oc saffde, thet hwn wille gærnæ fulkomme hans budh oc bøn, 

som hwn och giordhe. Sancta katherina bleff i syn andeligh beskudelsæ langth paa natthen oc ther 

hwn kom till sik ighen tha kungiordhe søsther katherina sancte katherine syn skrifftefadhers budh 

oc wiliæ, som saffdh er. Ther sancta katherina thette ærendh hørdhe swa ønckelicth, Tha aff sandh 

gutz oc syn jæffncristens kærlighet oc ræth hiærthetz metønck gaff hwn sik till gudelighe bøne aff 

allh sith hiærthe oc ropthe till syn kæresthe brudgom Jhesum, meræ meth hiærthet æn meth 

mwndhen, oc saffde, at hwn ey kunne tilstedhæ oc ey lidhæ, at hennes jæffncristen oc 

methborgher 319 skulle swa forthapes. Oc hwn badh ihesum for all syn kærlighet och godhet, at han 

skulle gøre nadhe meth then man. Then sødhe Jhesus, sancte katherine kæreste brudgom, swarethe 

henne: Dather kære, Hans syndher ære swa groffwe och [142r] swa manghe, at the ropæ til 

hemblenæ 320 oc bedhe hæffn 321 offwer hannum, Oc han haffwer ey allenesthe mik bespotthet, mæn 

oc myne helghenæ Oc swa myn kæreste modhers oc myne helghens billethæ haffwer han kasth i 

eldhen oc brænth them. Giiff hannum offwer 322 , kære dather, thy at 323 han er wærdugh till at døø

ewyndeligh 324 . Tha laffde sancta katherina sik nedh for ihesu føddher oc saffde meth størsth graath: 

O, mildeste Jhesu, Wilth thu skødhe 325 oc hæffne alle ware ondskapp oc syndher? Hwo er then ther 

kan vndganghe then ewigh døødh? Jek formother, at thu ey togsth mandhom eller liddhe then sware 

pynæ oc hardhe dødh, for thy at thu wille hæffne ware syndher meth pynæ effther thyn rætwiishet, 

Mæn 326 saghen war thenne at thu wille affslæthæ all war ondskapp meth thyn myskundh. Oc then 

bedher iek om for thenne syndugh menneske oc ey om rætwiishet. Kom i huff, sødeste Jhesu, Hwat 

thu saffde mik, swa at iek skulle hær længher wære i wærdhen for fattughe sieles salighet. Jek 

haffwer enghen huffswalelsæ her paa jordhen, vthen allenesthe at iek seer myne jæffncristnæ 

omwændes till tik. Mæn wilth thu nw taghe fraa mik then gledhe oc huffswalelsæ, Hwat skall iek 

vsaligh menneske tha gøræ? O mildeste Jhesu, Fforsmaa ey mik nw! Giiff mik ighen myn brodher, 

som snarlighe kan wordhe forthapelsens søn. Hwat skall iek længher? Æn fran fæmpthe thyme paa 

natthen oc till dagninghen badh sancta katherina then heligh jomfrv, meth alzostærsth graadh till 

syn kæreste brudgom Jhesum for then mantz sieel. Jhesus bar fram ræthwiishet och [142v] sancta 

katherina kallethe paa myskundh 327 , Oc myskundh offwerwanth omsidher rætwiishet. Oc hændher 

dagninghen saffde ihesus till syn kære brudh sanctam katherinam: O, sødesthe dather, jek 

annammer nw thyn bøn oc then, ther thu swa so atthraligh 328 oc kærligh bedher for, skall iek strax 

vforthøffreth omwændhæ. Strax paa samæ thymæ oppenbarethe ihesus sik for then sywgæ oc syn- 

dugh man oc saffde till hannum: Kæresthe søn, hwij wilth thu ey skriffthe the syndher, som thu 

haffwer giorth emodh mik? Skriffth tik, Skriffth tik! See iek er aldeles redhbon oc tilbøgdh at 

giffwe tik nadhe oc forladhe tik alle thyne syndher! Then sywghe mantz forhæreth oc hardhe 

hiærthæ bleff strax swa bløth oc omwænth till gudh oc syndebedringh aff ihesu sødesthe thale oc 

ordh, at han ropthe meth høgh røsth till syne thienere oc saffde: Sændher budh effther myn 

sognepresth, thet han kommer strax, Thy iek will nw skriffthe mik for myne syndher, Efftherthy at 

iek seer myn herre ihesum Christum, ther swa mildeligh radher mik oc pamyndher mik at gøræ mith 

skrifftemaall. Hans husfrwe oc thieneræ ware meghet gladhe her till oc sændhe raskeligh budh 

effther hans sognepresth. Oc ther presthen kom till then sywghe man, tha giordhe han fulkommeligh 

sith skriffthemaall for presthen meth stoer angher oc rwelsæ, Och fik synæ sacramenta, oc 

øtmygeligh giorthe oc skicketh sith testamenth, Oc swa meth sthoer gudelighet skildes han with 

wærdhen oc kom till gudh for sancte katherine bøn. 

Thet xxxiiij capitell. 

THwenne vdedinghe 329 oc naffnkønnughe oc aldeles forhærethe [143r] menneske bleffwe een 

thiidh grepnæ i senis aff hannum, som mackthen haffde offwer stadhen, Oc for theres vhørlighe 330 

oc fulæ gørninghæ bleffwe the dømdhe till alzswagræseligsth dødh, æn tok at the ware ij røffwere. 

oc skulle dø for eth swærdh. Them offwergik swadanth dom, at the skulle bindhes hardeligh paa ij 

woghnæ mellom iiij pælæ. Ther thette war giorth, tha effther som bødlenæ war befaldh af 

dommeren, nappethe oc saargiorthe the røffwernes leghommæ meth glodendhe thængher, Nw paa 

eth lim 331 oc tha paa eth andhet alzswagræseligsth. Thesse samæ ij røffwere kunne ey for nogher 

menneskes raadh eller eggelsæ swa tilthales 332 anthen i fængsell eller then thiidh the ware vtliddhæ 

till dødhen, at the wille nogherlundes 333 gøre theres skrifftemaall, Oc ther the skulle vtledhes aff 

stadhen, badhe the ey noghre bedhe for them till gudh, mæn bespottethe gudh oc hans helghenæ. 

Tha effther gutz forsywffnelsæ war sancta katherina then dagh for gudeligh huffswalelsæ ganghen 

till een aff syne godhe wæneres hwss, som heedh allexia, ther nw leffwer meth henne ewyndeligh. 

Then same allexie 334 hws war bygdh paa thet strædhæ, hwar som the skulle vthganghe, ther skulle 

vndliffwes. Ther allexia hørdhæ thet buldher oc roopp, som falketh gaff aff sik, ther fuldhe meth the 

ij røffweræ, Tha saw hwn vdh at eth withnwe 335 , hwre the vdliddhes, oc swa gik hwn snarligh till 

sanctam katherinam oc saffde: O, myn kære modher oc godhe wæn i gudh, Hwicketh ønckelicth 

sywffn er nw i gadhen, Thy at ij menneske ære dømpdhe till dødhe, oc theres kødh vtpluckes oc

affnap- [143v] pes meth glodendhe jærnthængher. Ther sancta katherina thette hørdhe, Tha ey for 

noghen løsactughet 336 , mæn aff rætth methønck gik hwn till withnweth oc saw vdh till the samæ ij 

menneske ey længher æn som eth øgheblick, Oc swa gik hwn strax till baghe ighen fraa withnweth 

oc gaff sik till gudelighe bøne, Thy at som hwn oppenbarethe for syn skrifftefadher i sith 

skrifftemaall, saw hwn en stoer diæffleskaræ ther meræ vppthændhe theres fattughe sielæ 

jndwærthes meth ondhe jndskiwdelsæ, æn bødlenæ brøndhe theres vdhwærtes. Oc efftherthy at hwn 

saw them swa pynes, badhe jndwærtes oc vdhwærtes, tha rørdhes hwn till methønck offwer them oc 

badh jnderligh for them till syn kære brudgom ihesum Christum, At han skulle frælse the fattughe 

menneskes sielæ, som i swadan wadhæ 337 oc faræ ware steddhe vthi 338 . Oc saffde hwn i syne bøne 

till ihesum: A, ha, Thu mildesthe ihesu Christe, Hwij forsmar thu swa thit creaturæ, ther thu haffwer 

skapth effther thit eghet billeth oc ighenløsth meth thit dyre blodh, at offwer then legomligh pynæ, 

ther the tholæ, tilstedher thu, at the fulæ andhe skulle swa pynæ jndwærtes theres sielæ meth theres 

forbannethe jndskywdelsæ? Thu jw vplywsthe røffweren, ther paa korsseth hængdhe hoes tik, swa 

at han witherkiændhe 339 tik, ther andhre thyne apostle thwifflethe 340 , Oc jæthe hannum, thet han 

skulle then samæ dagh wære meth tik i paradyso. Thet giordhe thu forthy at hans lighe skulle hopes 

till at fanghe nadhe aff tik Thu forsmaddhe ey sanctum petrum, ther tik forsoer 341 , Ey sanctum 

matheum tholdher 342 , Ey Zacheum 343 . O Jhesu, kæresthe [144r] brudgom, ffor all thyn myskundh 

bedher iek tik, at thu snarlighe helpper theres fattughe sielæ, som i swa sthoer faræ ære steddhe. 

Hwat skall iek meræ sighe, æn hwn forhwærffwethe them myskundh aff gudh, Oc henne gaffs aff 

gudh swadan nadhæ, at hwn i andhen gik jdeligh meth them till stadtzens porth oc grædh oc badh 

for them, at theres hiærthe matthe bløthnes oc omwændea till gudh. Ther diæfflene klarlighe sawe, 

tha ropthe the emodh henne oc saffde: Vthen thu offwergiffwer thyn klamren 344 , tha skalt thu 

besettes meth warth diæffwelskapp, oc wij skulle boo i tik. Sancta katherina swarethe them: Thet 

som thu will at skee skall, thet will iek oc. Man for ethers høtzell 345 skall iek icke offwergiffwe thet 

som iek haffwer begynth. Ther røffwerne komme till statzens porth, tha oppenbaretes for them 

Jhesus Christus oc sywffntes for them fuldh meth saar oc alle weghne besprængdh meth blodh oc 

badh them blideligh, at the skulle omwændhe them till hannum, oc iæthe them nadhe oc affløsningh 

aff alle theres syndher. Swa strax jndgik i theres mørckæ oc hardhe hiærthe then ewigh guddoms 

klarhet, Swa at the gænsthen 346 meth stoer øthmyghet oc gudelighet badhe om skrifftemaall oc 

skrifftethe theres syndher meth stærsth angher oc rwelsæ, Och wændhe then spoth oc spec, som the 

haffde førre giorth paa gudh oc hans helghene, till alzswastærsth gutz loff oc hedher, Oc kiærdhe 

them selffwe for alle falk oc saffde, at the ware wæll wærdughe till at lidhæ swadan pynæ oc æn 

størræ, Och [144v] ginghe swa gladeligh till theres dødh, ligherwiiss som the skulle haffwe ganghet 

till eth gæstebudh. Ther falketh thette saw oe hørdhe, tha vndrethe the them her paa storlighe, hwij 

the bleffwe swa snarligh omwændhe, oc enghen wisthe tok, hwo ther for them haffde bedhet till 

gudh. Een præsth, som them fuldhe, at han matthe draffwe them aff theres forhærdelsæ, kungiordhe 

thenne store gutz nadhe, som them gaffs for sancte kartherine skrifftefadher oc bespurdhe thet aff 

sancte katherine stalbrodher oc wæn i gudh oc fornam thet aff 347 henne, at then thiidh sancta 

katherina ændhæ syn bøn oc kom till sindhe ighen, tha vppgaffwe the røffweræ theres andhæ. 

Noghre daghe ther effther hørdhe sancte katherine søstre, Hwre hwn saffde till gudh: Jek thacker 

tik, kæreste ihesu, at thu frælsthe them aff thet ewigh fængsell. Hennes skrifftefadher fik thesse 

ordh at widhe, oc han spurdhe henne at, hwath hwn ther meth meenthe. Hwn swarethe, At the samæ 

ij røffweræs sielæ ware tha komne till hemelrigæ, Thy at æn tok the komme till skæretzeldh strax 

som the dødhe, Tha ware the then thiidh aldeles frælsthe for hennes bøn aff all pynæ. Enghen er till, 

ther kan sighe eller kungøre, hwre manghe sthore syndughe menneske oc groffwe i diæffwelsens 

gærninghe ther hwn frælsthe meth syne gudelighe bønæ fraa hælffwethy 348 , Hwar manghe 

menneske, mæn och quinnefalk, ther hwn drogh oc raddhe fraa wærtzens staath oc till gudeligth 

clostherleffneth. A, hwre manghe syndughe menneskes sielæ hwn halpp till hemelrighe! Manghe

thiidhe oc ey thwenne thi- [145r] dhe eller een thiidh komme wæll fleræ æn thusendhe menneske 

till hopæ, mæn oc quinner, aff senis hærtughdom oc aff andhre landhæ, at see oc høre thenne 

wærdugh jomffrw 349 , Swa at the ey aff hennes thalæ, mæn aff thet the sawe henne, finghe the strax 

angher och rwelsæ for theres syndher, Swa at the thrætethes om skrifftefedhre. Thy gaff pawe 

Gregorius then ølffthe aff thet naffn 350 sancte katherine skrifftefadher oc ij brødhre meth hannum aff 

thet same closther mackth meth sith breff, at the matthe høre alle theres skrifftemaall, som ther 

komme till sanctam katherinam, oc løse them aff theres syndher, ligherwiis som theres biskopæ aff 

theres eghet stickth 351 , Oc gleddes han meghet ther aff, at han hørdhe swadan sielefructh. 

Thet xxxv capitell. 

LApa sancte katherine modher, æn tok at hwn war een godh oc eenfaldh 352 quinnæ, tha war henne 

alligewæll wærdhen kiær, oc thy begerethe hwn ey at skilies with thette forgængeligth liiff, Oc 

wille ey gærnæ døø aff thette wærdhen. Tha effther syn husbondes dødh faldh hwn i een stoer 

sooth. Sancta katherina thet fornam, thy badh hwn jdeligh for syn modher till ihesum, at hwn 

matthe frælses aff then sywgedom. Henne gaffs swadanth swar aff gudh, at thet war henne 

gaffnligth, thet hwn skulle tha døø i then same sywgdom, førre æn hwn skulle lidhe oc fresthe 

manghe modgangh oc bedrøffwelsæ, som komme skulle. Ther sancta katherina thette swar haffde 

fanghet aff syn brudgom jhesu Christo, tha gik hwn till syn modher lapam, oc meth blidhe oc sødhe 

thalæ raddhe hwn henne, thet hwn skulle skicke syn wiliæ effther gutz wiliæ, om han wille then 

thiidh kalle henne aff [145v] wærdhen, swa at hwn skulle gladeligh oc meth een godh wilie skilies 

with wærdhen. Llapa for then kærlighet hwn haffde till wærdtzens thingh forfærethes for dødhen oc 

badh syn kæreste dather sanctam katherinam bedhe for sik om sith leghoms karskhet. Ther sancta 

katherina thette hørdhe, tha badh hwn jnderligh till gudh, at han ey skulle tilstædhe hennes modher 

døø aff thenne wærdhen, førre hwn haffde sath syn wiliæ effther gutz wiliæ. CRistus swarethe 

sancte katherine i syne bøne: Siigh thyn modher thet at efftherthy hwn will ey nw døø, Then thiidh 

skall komme, ther hwn meth stærsth begeringh skall bedhe om dødhen, oc hwn skall ey kunne 

pafyndhe henne. Swa gik thet oc henne, som war herre haffde spaath henne, Thy hwn leffde till sith 

ytherste alderdom, oc henne swa manghe emodgangh hændhe, badhe paa personeres oc the 

thingestes oc gotzes wegnæ, ther hwn ælstæ, at hwn saffde omsidher: Jek meen, at gudh haffwer 

sath myn sieell thwærth i mik, mæn hwn kan ey skilies fran legommeth. Oc swa bleff hennes 

hiærthe swa forhæreth i sligh vtholmodughet, thet hwn ey wille gøre sith skrifftemaall. Nw paa thet 

at ihesus wille thes ythermere kungøre for alle, hwre stoer sancte katherine wærdskyldh oc 

wærdughet war i hans asyn, tilsteddhe han, at hennes modher lapa bortdødhe vthen skifftemaall. 

Ther sancta katherina thette hørdhe, at hennes modher swa bleff dødh, tha leffthe hwn syne øghne 

till hemelen meth stoer throo till gudh oc saffde: A, ha, herre Jhesu Christe, jcke er thette een aff the 

jæthe oc loffth, som thu loffuethe mik oc iæthe, At enghen aff thenne gardh oc mith sleckth skulle 

forthapes. For all [146r] thyn godhet bedher iek tik, at thu ey tilstedher mik swa at swiges, Thy at 

iek skall engenlundes ganghe leffwendhes aff thette stædh, før thu giffwer mik myn modher 

leffwendes ighen meth kropp oc sieell. Gudh hørdhe syn brudtz bøn, Oc i manghe falkes 

offwerwærelsæ oc asyn begynthe strax lape sancte katherine modhers dødhe leghom at røres oc fik 

liiff ighen oc leffde swa længhe ther effther, at hennes aldher, badhe førre hwn dødhe oc sidhen 

hwn war vpresth, war lxxxjx 353 aar. Hær mwe i mærcke, kiære søstre i gudh, hwre stoer 

wærdskyldh sancta katherina er begaffweth meth, Thy at hwn frælste syn søsthers sieell aff 

skæretzeldh, Oc syn fadhers sieell badh hwn frii oc fræls aff alle skæretzeltz pynæ, som førre er 

rørth 354 , Oc nw syn modhers sieell aff helffwetes agrundh 355 frælste hwn meth syne bønærs 

gudelighet. 

Thet xxxvj Capitel.

PEstilencia oc rørbyldh 356 thwingdhe swa swarligh falket i senis, at somme ther aff jndhen een 

dagh, somme jndhen ij daghe oc almynneligh oc mæsth jndhen iij daghe dødhe manghe badhe mæn 

oc quinnefalk. Blanth andhre som bleffwe slaffne aff pestilencia war ther een godh oc gudeligh 

man, som heedh Matheus, som war sancte katherine meghet kiær for syne dygdughe oc 

myskundelighe gærninghe. Han greeps swa hardeligh oc vptændhes 357 aff then sooth, thet læghenæ 

møstrøstethe aldeles paa hans liiff. Sancta katherina for then gudeligh kærlighet, hwn till hannum 

haffde, søckthe hannum, oc længhe førre æn hwn kom till sænghen, som han law vthi, ropthe hwn 

oc saffde; Standher 358 vpp, mathee! Standher vpp! thet er ey nw thiidh at ligghe paa sængh [146v] 

oc hwiles! Strax i thet samæ øgeblick oc puncth, som thenne heligh jomfrw haffde swa saffdh till 

hannum, tha stoedh han vpp aff sænghen karsk oc swndh aff all syn siwgdom ligherwiis som han 

haffde aldrigh tholdh noghen pestilenciam. Oc paa thet at thette jærthegn skulle thes 

ythermeræreghnes oc mærckes, badh han bredhe bordh oc redhe madh, och swa aadh han 

fæsteligh 359 , ey som sywgh man, mæn som aldeles karsk, oc loo oc giorthe sik gladh meth sith falk 

oc wænæ, æn tok om then samæ morghen kunne han næppeligh eller encthet thalæ. Alle, som hoess 

ware, vndrethe ther paa oc loffwethe gudh i syn kære brudh, som swadan nadhe gaff for hennes 

bøn. 

Thet xxxvij Capitell. 

JOmfrw sancta katherina gæstethe een thiidh till een mantz 360 , Oc han liddhe for 361 henne een vngh 

man paa xx aar oc badh henne, thet hwn skulle bedhe for hannum till gudh, Thy at han i xviij 

manethe samfælthe haffde tholdh dageligh then koldesooth 362 , swa at han war aldeles wanmegtugh 

oc medhenløss 363 , oc alle hans størcke ware fraa hannum taghne, oc hannum kunne enghen 

lægedom helppe. Sancta katherina fik mæthønck offwer hannum oc spurdhe aff hannum: Hwre 

langh thiidh er ganghen, sidhen thu giorthe thit skrifftemaall? Han swarethe henne, at ther ware 

manghe aar framganghne, sidhen han sith skriffthemaall giordhe. Sancta katherina swarethe 

hannum: Myn kære brodher, gudh haffwer tik plaghet meth swadan tucth oc sywgedom, thy at thu 

ey wille rønse thyn sieell meth santh skrifftemaall. Thy gør snarligh thit skrifftemaall oc borthelth 364 

oc vtdriiff aff thyn [147r] sieell the fule syndher, som thyn sieell oc thit leghow haffwe forgiffweth. 

Oc swa badh hwn syn skrifftefadher høre bans skrifftemaall oc giffwe hannum affløsningh aff syne 

syndher. Ther thet war giorth oc then vnghe man kom ighen till henne tha laffde hwn syn handh paa 

hans skuldher oc saffde: Gack i Jhesu fridh, myn søn, thy at iek icke will tilstedhe, at thu skalt 

længher tholæ then kolde siwgæ. Som hwn saffde, swa gik thet oc, thy at effther then stundh liddhe 

Han ey længher then koldhe sywge, som han tilstoedh for manghe. 

Thet xxxviij Capitel. 

GRegorius paffwe then ølffthe aff thef naffn bødh sanctam katherinam, jhesu kæreste brwdh, At 

hwn skulle faræ till florenciam oc gøre fredh mellom hiørdhen oc farenæ, Thy at florencie stadtz 

borgheræ ware vsamdregtughe meth paffwen. Ther liddhe hwn manghe bedrøffwelsæ oc 

modhgangh, swa at een thiidh haffde gudh ey wærneth henne, tha haffdhe een diæffwels mennesk 

dræpth henne meth eth swærdh. Mæn e hwat hwn 365 tholdhe oc liddhe, tha wille hwn ey faræ aff 

then samæ stadh florencia, førre æn then samæ paffwe gregorius war dødh oc vrbanus bleff paffwe 

effther forsaffde gregorium. Oc han giordhe oc halth fredh meth florencie stadtz jndbyggheræ. Oc 

ther fredh war ther i stadhe meth paffwen fulkommen, tha foer sancta katherina hieem till sith 

closther. Itew then same paffwe Vrbanus then sæthe 366 aff thet naffn, ther han war ærchebiskopp 

acherontinus, tha saw han sanctam katherinam j auinione 367 stadh Oc fick stoer vpthændelsæ oc 

gudelighet i gutz kæligheth [147v] aff hennes ordh, gudelighe fackthe, ladhe oc sedher. Thy bødh 

han hennes skrifftefadher, Mæsther Raymundo, thet han skulle kungøre henne, at hwn skulle 

vfortøffreth faræ till rom till hans helighet vndher then heligh lywdelses budh. Ther sancta katherina

thette strænghe paffwens budh fik, tha foer hwn strax aff stædh oc kom till rom meth een stoer 

skare bodhe mæn oc quinnæ. Ther paffwen henne saw, tha bleff han meghet gladh oc badh henne, 

thet hwn skulle thale for cardinalern, som tha nærffwerendes ware, noghre nøttelighe thale oc ordh 

paa then heligh kirkes weghne oc then ræthe throo, som tha i stoer faræ, wadhe oc wildfarelsæ war 

skicketh. Swa gyorthe hwn oc thrøstethe paffwen oc cardinales, swa at han oc the bleffwe megheth 

gladhæ, stadfæsthe 368 oc fulhuffse 369 giortes i alle madhe paa then heligh kirkes wegnæ, som tha 

stoedh i stoer faræ for noghet ketthery oc scisma, som tha war begynth. Noghen thiidh ther effther 

bødh samæ paffwe Vrbanus sextus, At sancta katherina aff senis skulle fare till cicilie landh meth 

sancta katherina sancte brigitte dather aff swerighe 370 at omwænde johannam, drotnengh i samæ 

cicilie landh 371 , oc draffwe henne vth aff then wildelsæ, som hwn war i emodh then ræthe cristen 

throo, Thy at 372 the helghe jomfrwer begghe sancte katherineræ ware wæll kiændhe meth 

førnæffnde drotningh johanna. Sancta katherina aff senis wille thet paffwens budh och bøn giærne 

haffwe fulkowmeth i the madhe, Mæn sancta katherina aff watzsteen, frwe sancte brigitte dather, 

nekthethe thet for sancte katherine skrifftefadher Mæsther Ray- [148r] mundo Ffor 373 wadhe oc 

fare, som them kunne hændhe paa then weygh aff diæffwelsens mæn etcetera. Ther sancta katherina 

aff senis thette swar hørdhe, tha swarethe hwn meth høff resth syn skrifftefadher: Haffde sancta 

Agnes oc sancta Margareta 374 oc andhre helghe jomfrwere swadan thancke haffdh, Aldrigh haffde 

the bleffweth kronethe meth martirij 375 kronæ. Mwn wij ey haffwe war kæreste brudgom jhesum i 

hemelrighe, ther oss kan wæll bewaræ. Ther paffwen vrbanus beggæ theres swar hørdhe aff 

Mæsther raymundo, tha begaff han thette ærendhe 376 . 

Thet xxxjx capitell. 

Thenne heligh jomfrw Sancta katherina aff senis drøffwetes meghet badhe dagh oc nath for then 

willelsæ oc atskildelsæ, som ther tha war begynth i then heligh kirkæ, Oc badh hwn jnderligh till 

gudh, at han skulle huffswale syn vicarium, paffwen i rom, oc giffwe then heligh kirke fridh oc 

eendregth 377 . Swa giorthe oc then godhe Jhesus for syn kæreste brudtz sancte katherine bøn skyldh. 

Thy at om then same dagh, eth aar till forn førre æn sancta katherina dødhe paa, Wandh paffwen oc 

ighenfik thet sloth som kalles ængelborgh 378 , aff then heligh throes owænnere, som haffde thet halth 

till then dagh, stadhen till stoer skadhe. Jtew Paffwen offwerwandh manghe hedninghe 379 , som 

fordærffwethe ganske wallandh, oc greepp oc fangethe them, som theres høfftzmæn ware, oc 

manghe aff them sloghes i hæll. Ther thette war giorth oc gudh haffde giffwet paffwen swa 

ærligh 380 een seygher for sancte katherine bøn skyldh, Tha effther sancte katherine raadh gik 

paffwen barfodh till sancti pethers kirke i Rom, Thy at [148v] till forn kunne han icke boe ther 

hoess then samæ heligh kirke for thet same slotz ængelborghs soldeneræ 381 , Oc tha efftherfuldhe 

hannum een stoer skare meth cristne falk oc loffwethe oc tackethe gudh for then wælgærninghe oc 

alle syne gaffwe. Oc swa fik then heligh kirke oc paffwen fridh oc roo een deels ighen. Oc sancta 

katherina bleff ther aff meghet huffswaleth een lidhen stundh. Mæn hennes sorgh warth strax 

fornyghet, thy at then gamble diæffwell, hwat han kunne ey fulkomme i een madhe, thet wille han 

fuldrughe 382 oc gøre meth een andhen farligher oc wærre wey oc madhæ, Swa at thet han ey kunne 

gøræ with 383 then heligh throes owænneræ, thet wille han fresthe 384 with cristne mæn. Tha begynthe 

han at saa swa stoer vsæmæ 385 iblanth paffwen oc the romerske borgheræ, at the aldeles acktethe 

tha at dræpæ paffwen. Ther sancta katherina thætte fornam, tha badh hwn jnderligh till syn kære 

brudgom, at han icke skulle tilstædhe swadan een forbanneth gærningh. Oc som hwn law i syne 

bøner, tha saw hwn i andhen all romeræ stadh fuldh meth diæffle, som eggethe falketh till at dræpe 

theres andeligh fadher oc rættæ herre, som war paffwen 386 . Och diæfflene gaffwe stoerth roopp aff 

them emodh sanctam katherinam oc saffde till henne: Thu forbannethe skrogh, thu arbeyther om at 

fordriffwe oc forhindhre oss. Mæn wij skulle dræpe tik meth een forfærligh dødh! Sancta katherina 

swarethe them enckthet, mæn jw jnderligere badh syn kære brudgow, at han for sith helghe naffns

skyldh oc hedher wille forhindhre oc till encthet gøræ diæfflenes atthraa oc gærninghe oc forware 

[149r] syn vicarium paffwen vskadh meth then heligh kirke, oc ey tilstedhæ, at thet romerske falk 

skulle swa græseligh een syndh oc gærningh goræ 387 . Jhesus swarethe henne een thiidh: Lladh 

thette falk, ther hwær dagh bespotther mith naffn, faldhe i thenne groffwe syndh, at iek maa ther 

effther for then gærningh hæffnæ thet paa them oc aldeles fortapæ them, Thy at myn rætwiishet 

esker 388 oc kræffwer thet, at iek skall ey længher liidhe them for theres ondskapp. Tha badh sancta 

katherina jw jndeligher ihesum oc saffde: O myldeste herre, Thu wetsth, hwre thyn brudh, som er 

then heligh kirke, hwicken thu haffwer frælsth meth thit eghet blodh, Mesthen offwer all wærdhen 

thes wærre saargøres oc bedrøffwes oc haffwer ganske faa helpperæ oc wærneræ, Thy sagthe oc 

mildhgør 389 thyn wredhe oc forsmaa icke thit falk, som thu haffwer ighenløsth meth swa gæffth 

wærdh 390 . J thenne disputeren oc helsommeligh kiiff 391 bleff hwn i syne gudelighe bønæ i manghe 

daghe oc nætther oc thwingde sith leghom meth stoer pynæ oc arbeydhe. Herren laffdhe fram syn 

rætwiishet oc diæfflene ropthe emoth henne som førræ er saffdh. Mæn hwn badh om myskundh. 

Tha omsidher wille hwn jw haffwe een ændhe paa syne bøne om thette ærindhe, Oc thy swarethe 

hwn ihesu Christo swa: Herre ihesu, Efftherthy at thet kan ey andherlundes wordhe vthen at thyn 

rætwiishet skall jw haffwe syn framgangh, tha forsma jcke nw thienestequinnes bønæ. Jek bether tik 

ther om, at hwat pynæ oc plaffwe thette falk bør at haffwe, Ladh thet aldeles faldhe oc komme paa 

mith hiærthe oc leghom. [149v] Jek will gærne dricke then kalk meth pyne for thit heligth naffn 392 

oc thyn heligh kirke oc giærne lidhe ther fore dødh. Tha giordhe gudh thet for syn dygdh 393 , at then 

knwr oc mur oc gritskhet sactethes førsth lænteligh 394 iblanth falketh, Oc swa omsidher bleff thet 

aldeles offwergiffwet, Oc all then pynæ som offwer thet romerske falk skulle haffwe kommeth, then 

bar then heligh oc dygdefuldh jomfrwe sancta katherina paa sith leghom, Thy at diæfflenæ som 

gudh gaff them loff till, pynthe hennes leghom swa swarlighe, at omsidher hængdhe ey sammen 

vthen skindh oc been, Oc meræ synthes thet at wære døth oc forthæreth aff jordhen Oc som eth 

spogh 395 , æn at wære leffwendes oc nathurelicth leghom. Ey arbeytedhe eller badh hwn thes 

myndhre i syne gudelighe bøne, mæn jw thes jdeligher oc brænagtugher. Hennes sønner oc døtther i 

gudh, som hoess henne waræ, sawe oc hørdhe klarlighe thegn aff the slaff oc hugh, som diæfflenæ 

haffde henne giffwet, oc the kunne enghen lægedom eller medhell fyndhe ther till. Oc ther 

diæfflenæ pynthe oc sloghe hennæ swa swarligh, tha ropthe the meth græseligh røsth, oc saffde: 

Thu forbannethæ! Alle thiidhe haffwer thu oss forhadeth! Nw mwæ wij fulleligh hæffne oss paa tik. 

Thu borthiagher oss, oc nw skulle wij her meth vtslycke thit liiff. Ffran then søndagh, som 

fasteheligth jndgangher 396 , oc till næsth then ytherste dagh i aprill maneth, som hwn dødhe paa, 

liddhe hwn alzswaswareste pynæ oc plaffwe i swa madhe paa sith leghom aff diæfflenæ. 

Hær beghynnes then thredhie deell aff sancte katherine de senis legendhæ, Førsth aff hennes 

saligh vthgangh aff [150r] thenne wærdhen, Oc swa aff then openbarelsæ oc andeligth 

sywffn, som een romerske qwynne fik at see, ther sancta katherina dødhe. 

Thet xl capitell. 

JOmfrwe sancta katherina vndherstoedh oc fornam syn ytherste dagh tilkomme. Thy kallethe hwn 

sammen synæ børn oc wænner, som hwn haffde vpfødh i gudh, och giordhe een langh predicken for 

them. Oc effther at hwn haffde giffwet them kænnedom i then samæ thalæ paa 397 alle dygdhers 

fulkommelighet, tha saffde hwn till them: Myne kæresthe børn oc wænneræ i gudh, J skulle ey 

drøffwes aff myn dødh, Mæn gledes meth mik, thy at iek forladher oc offwergiffwer thette 

pyneagteligth wærdhen Oc gangher till at hwilæ mik i thæt roligh haff, som er then ewigh gudh, Oc 

iek iæther ether thet wisseligh, at iek skall wordhe ether meghet meræ nøtteligh effther myn dødh, 

æn som iek haffwer nw førræ noghen thiidh wæreth ether. Tha badh hwn om nadhe aff them alle oc 

saffde: Æn tok at iek haffwer alle thidhe thrøstet 398 ethers salighet, tok weedh iek mik meghet at

wære forsømmeligh emodh ether. Sompth 399 forthy at iek haffwer icke wæreth ether eth andeligth 

lywses speghell oc efftherdøm 400 i godhe dygdher oc gærninghe, som iek skulle. Sameledes haffwer 

iek oc icke wæreth windskipeligh om ethers legomligh behoff. Thy bether iek ether alle øtmygeligh, 

Ath i mik alle thingh tillgiffwe oc forladhæ for gutz skyldh. Swa giorthe hwn sith skrifftemaall oc 

annammeth gutz benedidhe leghom Oc then heligh olyæ, Oc badh syn skrifftefadher giffwe sik aff- 

løsningh [150v] aff skyldh oc pynæ meth ij paffwers buller 401 , som henne ware nadeligh giffnæ aff 

gregorio, then ølffthe paffwe aff thet naffn, oc aff vrbano, then sæthe aff thet naffn. Tha begynthe 

hwn effther som thette war giorth, som saffdh er, at falmæ oc wanskes paa sith leghom, Oc swa be- 

faldhe hwn gudh syn andh. Och strax vtgik hennes heligh sieell aff hennes heligh leghom oc 

jndliddes aff the helghe ængle till then ewigh gledhæ Anno domini Mccclxx o402 Then xxix dagh i 

aprill maneth Paa een søndagh lideth for 403 tertz thiidhe 404 , Paa then samæ dagh som sancti petri 

martiris 405 dagh oc høffthiidh holdhes, æn tok at hennes høffthiidh er skicketh oc bødeth at haldes 

then førsthe søndagh i May maneth, henne till større hedher oc ærlighet 406 , Oc swa skicketh oc bødh 

Pius, then andhen paffwe aff the naffn 407 , Hwicken henne Canonizereth oc skriinlagdhe paa 

sanctorum petri et pauli apostolorum dagh 408 Anno domini Mcdlxj 409 . 

Thet xlj capitell. 

J Romeræ stadh then thiidh sancta katherina dødhe war een godh quinnæ, som heedh Senna 410 , Oc 

haffde ij sønner. Hwn skicketh sik till aldeles at thiene gudh æn førre hennes husbondh dødhe, swa 

wæll som effther hans dødh. Hwn haffde oc sanctam katherinam i størsth hedher. Thet hændhe swa, 

at then nath till forn, førre æn sancta katherina dødhe om morghenen, stoedh then same quinnæ 

Senna vpp at bedhe syne bøner som hwn pleygdhe, oc ther hwn haffde fulkommeth syne bønær 

hændher dagninghen, Tha thænckthe hwn meth sik, ath henne burdhe 411 jw snarligh vpp at standhæ 

ighen, Sompth forthy at thet war then wærdugh søndagh, [151r] oc henne burdhe at høre mæsse, Oc 

sompth forthy at hwn war enæ i husæ meth synæ barn oc skulle forsee them meth theres madh at 

redhæ. Thy lagdhe hwn sik nedh at hwilæ sik lithet meth swadan ackth, at hwn wille strax ighen 

vpstandhe. J søffwen som hwn law syntes henne, at een feygersth vngh menneske oppenbaretes for 

henne oc liddhe hennæ till een stoer oc wiidh planæ 412 , oc ther syntes at wære een kirke. Paa then 

same planæ eller stædh war eth stoerth tabernaculum, som war giorth aff sølff oc meghet fagerth. J 

thet tabernaculo eller boligh synthes een alzswafeygersth jowfrw, som war vsigeligh prydeth, thy at 

hwn war kledh i klaresthe klædebon, oc wæængiorth meth atskillelighe smitzeridh 413 oc 

falnenghe 414 . Paa hennes hoffwet waræ iij kroneræ satthæ. Then nedherste war aff sølff, klaar oc 

skinnendes, Then andhen war forgylth, Oc then thrediæ war aff pwrth oc dyresthe guldh, oc alle 

wegnæ besath meth dyre stenæ. Ther thenne gudeligh quinnæ saw thenne jomfrw, tha thæncthe hwn 

meth sik, hwo then jomfrw skulle wære, som swa mangfolleligh war priydeth, Oc hwn fæsthe synæ 

øghne længhe paa then jomfrwes anleth och kunne klarlighe kiændhe, thet then jomfrw war 

katherina de senis. Ther senna swa saw oc beskuddhe then degligh jomfrw, Tha oppenbaretes i 

hemelen eth wæænth sædhe, Oc i thet sædhe sadh een kroneth koningh oc haffde i syn høghræ 

handh een bogh, som war vplath. Gænsthen [151v] faldh then jomfrw for koninghens føddher oc 

tilbadh hannum. Ther hwn haffde thet giorth, tha saffde koninghen: Wær wæll kommen, myn 

kæreste dather katherina, oc han bødh henne standhe vpp, oc swa læsthe hwn i then bogh swa 

længhe som man kan læse een pater noster. Oc swa stoedh hwn oc biddhe 415 drotninghen 416 , ther 

kom till koninghen oc haffde meth sik stærsthe jomfrweres skaræ. Ther drotninghen kom, tha faldh 

jomfrwen nedher oc tilbadh henne, oc drotninghen røckthe henne vpp oc thogh henne with handhen 

oc saffdhe till henne: Wær wæll kommen, myn kæreste dather katherina. Oc swa køsthe hwn henne 

meth fredtzens køss. Oc drotninghen bødh henne at ganghe till the andhre jomfrweræ oc køsse them 

alle. Oc the toghe allæ wæll modh henne oc gleddes meghet aff hennes tilkommelsæ. Oc swa bleff 

hwn sath i blanth them oc kronethes meth stoer ære som saffdh er førræ.

Thet xlij capitel. 

SEnna then godhe quinnæ wagneth vpp aff søffwen oc saw, at solen war høffth vpganghen paa 

hemelen hændher tertz thymæ, thy drøffwetes hwn meghet badhe for mæsse oc swa for syne børn, 

Thy at theres madh war ey redhe, oc saffde hwn: Ve mik, thy at sathan, myn owæn, haffwer 

swegeth mik. Gænsthen hørdhe hwn een klacke ringes till mæsse i eth closther hoess hennes hws. 

Ther aff bleff hwn meghet gladh oc skynthe sik till kircken. Oc swa satthe hwn grydhen paa eldhen 

meth maddhen oc lukthe dørren paa sith hwss oc loedh enghen wære jndhæ ighen. Tha hørdhe hwn 

i same closther een høfftideligh mæsse, [152r] oc ther then war at ændhe, tha gik hwn till hwse 

ighen. Oc hennes sønner komme emodh hennæ oc saffde: Kære modher, hwij bidhe i swa længhe i 

kirken? Lladher oss strax fanghe madh. Hwn swarethe them: Mynæ kære børn. Dwæler een lithell 

stundh, tha skall ethers madh wæll wordhe tillridh. Hwn kom till sith hws oc fandh thet belucth, 

som hwn thet loedh. Hwn vploedh dørren oc meenthe at gøræ maddhen redhe. Tha fandh hwn 

maddhen, som war kaall oc kødh, liggendhe i grydhen oc aldeles wæll tillridh, swa at hwn oc 

hennes sønnere matthe strax ganghe till bordeth, tok hwn haffde jcke till forn meræ giorth ther till 

vthen rønseth kalen oc hwærcken lagdh henne eller flesketh i grydhen, Thy hwn fryctedhe at 

møsthe mæsse. Hær vndrethe henne paa oc kunnæ besindhe sik 417 vndherligh wære hulpeth aff 

gudh. Ther malthiidh war giorth oc hennes sønner ginghe vth at leghæ, tha acktedhe hwn at ganghe 

till sanctam katherinam, hwicken hwn haffde ey seeth eller thaleth meth henne i manghe daghe till 

forn, oc meenthe at sighe henne alle thingh, som henne ware hænth. Hwn kom till sancte katherine 

cellæ oc bøstethe 418 pa dørren, som hwn pleygdhe at gøræ. Mæn enghen war ther jndhen foræ, ther 

henne gaff swar. The søstre som omkringh bodhe saffde, at sancta katherina war vthganghen till at 

søghe helghe stædher. Senna throdhe thet oc borthgik. Mæn thet war tok icke swa i sandheth. Thy at 

alle sancte katherine andelighe børn oc wænneræ ware ther jndlucthe oc begrætedhe theres modhers 

dødh oc skywfflthe oc duldhe hennes dødh [152v] for andhre, Paa thet at ther skulle ey bliffwe for 

meghet skrigh oc roopp i blanth falketh oc stoer samlingh, førre æn the kunne beradhe 419 them meth 

kloghe oc fornwmstughe 420 mæn, Hwre the skulle fulkomme sancte katherine jordhfærdh. The 

finghe thet for eth radh at om morghenen om daghen ther effther skulle the bære thet heligh 

jowfrweligh leghom till swarthebrødhres closther, som kalles sancta Maria de minerua 421 , oc 

begraffwe thet ther, effther som gudh wille thet forsee 422 . Gænsthen som sancte katherine leghom 

warth bordhet till then fornæffnde kirke, tha rycktethes thet iblanth falketh, oc ther samledes een 

stoer skaræ meth falk till then same kirke, oc falketh thrængdes meghet oc thræthes om at taghe paa 

sancte katherine klædher, hændher oc føddher, Swa at hennes andelighe sønner oc døtthre i gudh oc 

brødhrene i closterth fryctedhe, at then falkæ skare skulle søndherslidhe badhe sancte katherine 

klædher oc leghom oc taghe thet aldeles borth for heligdom 423 , Thy 424 satthe the thet heligh leghom 

jndhen for jærnsprænckell 425 i eth capellæ i same kirke som kallethes sancti dominici capell. Ther 

thette war giorth, kom then godhe matronæ Senna vforwarendes thit oc spurdhe, hwat sagh ther war 

till at swa manghe falk ware ther samledhe. Henne swarethes, at then heligh jomfrw aff senis war 

dødh oc hennes leghom war i then samæ kirke. Ther senna thette hørdhe, tha græædh hwn oc 

wenethe sik 426 jæmerligh oc gik gænsthen till stædhet, som sancte katherine heligh leghom law, oc 

saffdhe till sancte katherine andelighe søsthre oc døtthre, som stodhe om thet heligh leghom: O, i 

grymmesthe oc vdygh- [153r] desthe 427 quinner, Hwij duldhe j oc skiwfflthe for mik myn sødesthe 

modhers dødh? The kungiorthe henne saghen oc orsagethe them 428 . Hwn spurdhe aff them, naar 

sancta katherina dødhe. The saffde: J gaardagh with tertz thymæ. Tha ropthe senna oc saffde: Jek 

saw henne, Jek saw myn sødesthe oc kæreste modhers sieell vtganghe aff leghommet oc the helghe 

ængle vpførdhe henne till hemblenæ oc hwn war kroneth meth iij feygersthe kroner. Nw kan iek 

wisseligh besindhe 429 oc widhe, thet jhesus Christus sændhe mik syn heligh ængell och thedhe mik 

myn kæresthe modhers dødh oc vndherligh 430 forsaw mik meth mæsse till tertz thymæ wæll sillæ 431

paa daghen, Oc æn thet som meræ er at sighe, Han halpp mik undherligheræ meth madhretzsell 432 . 

Oc swa kungiorthe hwn for alle, hwat hennæ war hænth i then oppenbarelsæ som nw er saffdh. 

Nogher faa jærthegnæ aff manghe, som giorthes with sanctam katherinam aff senis 433 

effther hennes dødh. 

Thet xliij Capitell. 

THer sancte katherine heligh leghom war i fornæfffnde kirke, tha skedhe oc giorthes ther manghe 

jærtheghnæ. 

EEth barn, som war iiij aar gammelth, war swa drageth 434 aff krampæ i syn hals, At hoffwethet law 

aldeles nedher paa halsen oc kunne ey løffthe thet vpp nogherlundes. Gænsthen som barneth worth 

bordhet till sancte katherine heligh leghom, oc heligh handh laffdes paa barnetz halss och eth aff 

hennes hoffweth wiill oc læreth 435 swøpthes om barnetz hals, Gænsthen fik drænghen [153v] bedhre 

oc bleff omsidher swa karsk, at han kunne wæll røre oc bøffwe sith hoffwet effther syn wiliæ. 

Thet xliiij capitell. 

EEn romeræ haffde een lithell drængh till søn, ther engelundes kunne standhe ræth paa syne 

føddher oc ey heller ganghe. Ther han hørdhe swa manghe jærteghne skee oc gøres for sancte 

katherine wærdskyldh, Tha jæthe 436 han drænghen till sancte katherine graff. Oc strax drænghen thit 

kom, tha fik han godh bodh 437 oc stoedh strax ræth vpp paa syne føddher oc gik karskeligh, 

ligherwiiss som han aldrigh haffde haffdh noghen wanskelsæ. 

Thet xlv capitell. 

EEn jomfrw war græseligh spethælsk 438 i sith ænledh, swa at hennes næse oc then øffwerste lippe 

ware aff spethelskesoth 439 aldeles skywfflthe. Ther hww hørdhe the manghe jærthegnæ gøres with 

sancte katherine leghom, Tha gik hwn till then fornæffnde kirke oc arbeytedhe 440 meghet ther om, 

at hwn matthe komme jndh till thet heligh leghom. Mæn hwn offthe skøtz borth oc tilbaghe droghs 

aff falket, som ther omstoedh. Omsidher thrængdhe hwn sik jndh i capelleth meth mackth oc swa 

girigh 441 oc aastundhen 442 war hwn at fanghe karsketz 443 nadhe, Thet hwn loedh sik icke nøghe 

meth at hantheræ 444 sancte katherine hændher eller føddher, Mæn aff een stærck throo laffdhe hwn 

spethælske ænleth till sancte katherine helighth ænleth, oc thy fik hwn strax læthelsæ aff syn sooth 

oc bleff jndhen een stacketh thiidh ther effther aldeles karsk oc sundh. 

Thet xlvj capitell. 

EEn haffde swa sthoer oc græseligh sywgdom [154r] i syne øghne, at ther flødh wormæ aff eth aff 

hans øghne. Han jæthe sik thill sancte katherine graff oc bleff karsk. 

Thet sithste Ctpitell. 

MAnghe oc vthalighe jærthegnæ giordhe gudh for sancte katherine bøn oc wærdskyldh, førre æn 

hwn bleff begraffwen. Mæn the, sow ære giorthe aff gudh for hennes bøn bade førre hwn 

helighgiortes aff paffwe pio, then andhen aff thet naffn, som fore er saffdh, Oc æn offwer all 

cristenhedhen gøres aarligh aar, ther ær icke thall vppa, Oc thy war thet ey mweligth at brødherne i 

fornæffnde closther kunne withkomme 445 at begraffwe hennes heligh leghom i iij daghe oc nætther, 

effther at thet war bareth till fornæffnde kirke for the store och manghe jærthegnæ, ther giortes for 

sancte katherine bøn. Oc dagh oc nath war falketh swa thycth i same kirkæ, At then thiidh 446 een 

mæsther i then heligh skriffth 447 wille predickæ for falketh aff sancte katherine loff, priiss oc 

dygdher, Tha kunne han engelundes fanghe lydh oc ey kunne begynnæ eller ændhe syn predicken 

for falketz roopp aff the manghe jærthegne, ther giortes. Tha saffde han meth høff stæme oc røsth:

Thenne heligh jomfrw er icke witthærfftugh myn predicken, thy Hwn predicker nogh for sik selff oc 

kungør for alle syn storæ wærdskyldh meth thesse storæ, groffwe oc ærlighe jærtheghne, som gudh 

gør i alle ware asyn for syn kære brudtz sancte katherine bøn oc wærdskyldh. Oc swa gik han 

nedher aff predickstolen 448 . 

Anno dominj Mcdlxxxviij 449 Jpso die sanctarum virginum Eufrosine et florencie Completus est 

libellus iste per manus ffratris Nicolai magni 450 sacerdotis et conuentualis marieager ad honorem dei 

et sancte Katharine 451 de senis 452 . 

1 Tekst efter Gunnar Knudsen: Mariager Legende-Haandskrift. Gl. Kgl. Saml. 1586 4to. København 1917-1930. 

Håndskriftet er fra 1488, jf. Mariager Legende-Haandskrift, indledning side X, samt de sidste linjer i Katherina-teksten. 

Håndskriftets fem ganske omfattende tekster handler for de fires vedkommende om den hellige Jeronimus: Eusebius’ 

sendebrev (fol. 1-46), Augustinus’ sendebrev (fol. 47-56), Cyrillus’ sendbrev (fol. 56-101), Jeronimus’ liv (fol. 101- 

106), mens den femte tekst, om Katherina af Siena (fol. 107-154), intet har med Jeromimus at gøre. 

Håndskriftet stammer fra det daværende birgittiner-kloster i Mariager, men er i dag på det Kongelige Bibliotek. Det er 

det mest omfattende legendehåndskrift på gammeldansk. 

Om legendehåndskriftet, se Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 14: Mariager 

Legendehåndskrift (s. 233-241). 

Gunnar Knudsen medgiver at han ikke har fundet et egentlig forlæg for den danske tekst til legenden om Katherina af 

Siena, men der er mængder af paralleller i kendte tekster om helgenindens liv. Den ældte er den meget omfattende, men 

noget tunge beretning fra hendes skriftefader, dominikaneren Raymundus af Capua’s hånd, kaldet Legenda maior, 

færdiggjort 1395. Den bygger angiveligt på samtaler med dels Katherina og dels - efter Katherinas død - med hendes 

gamle moder, men også med en mængde andre personer, men den synes ikke at bygge på noter i forbindelse med 

Raymundus’ samtaler med helgeninden, se Robert Fawtier: Sainte Catherine de Sienne, bd. I (Paris 1921), s. 127-128. 

Raymundus’ værk fandt hurtigt sine efterfølgere. Dominikaneren Tommasso Caffarini, som angiveligt har mødt 

Katherina, forfattede på grundlag af Raymundus’ omfattende værk en kortere og mere populær tekst, Legenda Minor 

(ca. 1420) som blev særdeles udbredt. En tekstkritisk udgave af Legenda Minor findes i R. Fawtier: La légende mineure 

de Sainte Catherine de Siène, i: Mélanges d'archéologie et d'histoire, 1912, Volume 32, pp. 397-509. Caffarinis tekst 

blev efterfulgt af hans Libellus de Supplemento med yderligere detaljer om helgenindens liv. 

Nyere udgaver af Legenda Maior er vanskelige at finde. Jörg Jungmayr har udgivet Die Legenda Maior des Raymundus 

von Capua. Edition nach der Nürnberger Handschrift Cent. IV, 75 (Berlin 2004). 

Formentlig bygger forgængeren for vores oversættelse på et excerpt af Raymundus’ værk. 

Sandsynligvis er det nyttesløst at søge efter en egentlig original, idet middelalderlige legendetekster som oftest findes i 

utallige afskrifter, bearbejdelser, oversættelser etc., ligesom vi må regne med at mængder af materiale er gået tabt i 

tidens løb. Gunnar Knudsen har kun søgt i latinske tekster, men jeg mener at man lige så meget må rette blikket mod det 

tyske sprogområde, idet visse ord i den gammeldanske oversættelse kan pege derhen. Thomas Raimundus Brakmann 

påviser således i sin bog Ein geistlicher Rosengarten. Die Vita der heiligen Katharina von Siena zwischen Ordensreform 

und Laienfrömmigkeit im 15. Jahrhundert (Frankfurt am Main 2011) hvor populær Katherina af Siena var i det 

senmiddelalderlige Tyskland, bl. a. med afskrifter og oversættelser af Legenda Maior. 

Angående den historiske kerne taler middelalderhistorikeren Robert Fawtier (1885-1966), en af de førende kritikere af 

de ældste legendetekster, direkte om manipulation, f. eks. i spørgsmålet om Katherinas alder da hun døde. Legenderne 

lod hende ved sin død have en alder af 33 år - som Kristus. Fawtier anså hende for i hvert fald 10 år ældre. Se især hans 

Sainte Catherine de Sienne, bd. I (Paris 1921; bd. II, Paris 1930, er især om Katherinas breve m.m.) s. 145-150. Hans 

tanker blev i nyere tid fulgt op af Gabriela Signori på en konference i Venedig i 2009 i foredraget ”Die Konstruktion 

einer Heiligen. Katharina von Siena, Tomaso Caffarini und Venedig”, se http://hsozkult.geschichte.huberlin.de/termine/id=7552 

Katherina af Siena er naturligvis opkaldt efter den hellige Katherina af Alexandria. Denne er en af de mest 

fremtrædende helgeninder og hendes billede findes i utallige kirker. Hun er i reglen afbilledet med et brudt 

marterredskab, et hjul, samt nu og da i en situation, hvor Jesus giver hende en vielsesring. Dette sidste er altså en 

parallel til legenden om Katherina af Siena. Legenda Aurea kender ikke direkte episoden med Katherina af Alexandria’s 

mystiske ægteskab med Jesus. Det nærmeste man kommer dette er Katherinas udtalelse til den onde kejser Maxentius: 

Ego me Christo sponsam tradidi; ille gloria mea, ille amor meus, ille dulcedo et dilectio mea = Jeg overgav mig til 

Kristus som hans brud, han er min ære, han er min kærlighed, han er min fryd og glæde (se Jacobus a Voragine:

Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Dresden und Leipzig 1846, kap. CLXXII De sancta Catherina, s. 792) eller, da 

Katherina skal henrettes, høres en stemme fra himlen: ”Veni, dilecta mea, sponsa mea, ecce tibi coeli janua aperta est” 

= Kom, min elskede, min brud, se, himlens port er åben for dig (Graesse: Legenda Aurea s. 794). Disse citater kan - og 

bør - vel tolkes på den traditionelle manér som sjælens mystiske bryllup med Kristus, som især er begrundet i 

Højsangen. Det er ganske almindeligt i hele middelalderen at troendes sjæle betegnes som Kristi brude, som alene 

venter på foreningen med brudgommen Jesus i det hinsidige. Jesus betegnes i den sammenhæng som sponsus animae = 

sjælens brudgom. Lad os se på eksempler fra gammeldanske tekster: If. GldO, opslagsordet ”bruth”, betegnes talrige 

helgeninder som Kristi brude: Birgitta af Vadstena: Seddel 20: [Vorherre siger til Birgitta] Æn thu myn brudh; seddel 

28: thin ælskelige vtwaldæ brwdh Sancta birgitta. Ursula: Seddel 31: Helige Iomfru christi brwd sancta vrsula; 

Katerina af Alexandria: Seddel 34: Sancta katherina gwdz brwd etc. Kirken eller menigheden er Guds brud: Seddel 4: 

[Gud] han vil nw begaffwe syn brwd ther meth som er then menige christenheden; seddel 5: thw […] gudz vijsdom Som 

skibedhe thyn bruth Thz ær then hælghe kirke … Den enkelte kristne sjæl er Guds brud: Seddel 24: Og gudh sigher til 

henne [sjælen. PEJ] Min brudh, kom j mit sælskap; seddel 25: ieg [Jesus. PEJ] som er en vdødeligh konge vil aname 

ham [mennesket. PEJ] thil myn brwd. Gud eller Kristus er brudgommen: Se GldO, opslagsordet ”bruthgume”: Seddel 5: 

the siæl som met ælskogh til føghes sin brudgomme Jhesum Christum; seddel 6: Ffæmte tiidh wor han [Adam, som brød 

Guds love syv gange eller syv ”tider”. PEJ] troobrydher, Fforthii hans siell wor troo loffweth meth gudh, Men thet 

giorde han, ther han giorde diewelsens wilie, Tha brødh sielen Sin tro moth syn brwdgom. 

Til legenden om Katherina af Alexandria findes der versioner, hvor helgeninden til at begynde med ikke er kristen, men 

omvendes, og i en vision får en brudering af Kristus. Men mens Katherina af Siena’s ring kun kan ses af hende selv og 

de himmelske magter, findes Katherina af Alexandria’s ring i det berømte kloster på Sinai-halvøen. Interessant nok 

findes den udbyggede version med det mystiske ægteskab i et norditaliensk håndskrift fra det 14. årh. i det Kongelige 

Bibliotek i København med signaturen S. 629, 8°, se Alfons Hilka: ”Eine italienische Version der Katharinenlegende”, 

i: Zeitschrift für romanische Philologie 44, 1924, s. 151-187. Man kan ikke forestille sig andet end at Katherina af Siena 

har kendt sin navnesøster, men denne nævnes ikke med et ord i hendes legende, selvom der ellers gøres meget ud af at 

påvise paralleller til bibelske personer og kendte helgener. 

Det nærmeste man kommer er forklaringen på Katherinas navn, som i Legenda minor er citeret i bearbejdet form efter 

Jacobus de Voragine’s Legenda Aurea: De sancta Catherina (se ovenfor), hvor der står: Catherina dicitur a catha, quod 

est universum, et ruina, quasi universalis ruina; omne enim aedificium dyaboli in ea universaliter corruit. [...] Vel 

Catherina quasi catenula; ipsa enim sibi per bona opera quandam catenam fecit, per quam usque ad coelum adscendit 

= Catherina kommer af catha, som betyder ”total” og ruina [= nedstyrtning], altså ”den totale nedstyrtning”, thi hele 

djævelens bygningsværk styrtede totalt sammen ved hende. [...] Eller Catherina kommer af catenula [= lille kæde] for 

hun skabte sig ved sine gode gerninger en slags kæde, ad hvilken hun steg til himlen. - Legenda minor forklarer 

indledningsvis at Legenda minor skal tjene prædikerordenen, ligesom dominikaneren Jacobus de Voragine’s legender 

har gjort det, og forklarer derpå Katherina af Siena’s navn således: Quemadmodum supradictus dominus Jacobus in 

supradictis docet legendis, hoc nomen Katherina dicitur uno modo a catha grece quod est universum latine, et rina [sic! 

PEJ], id est ruina, quasi universalis ruina [...] viciorum,[...] Secundo modo hoc nomen Katherina quasi cathenula sive 

cathena, quia, sicut docet supradictus magister Raymundus in prologo dictae legendae, quemadmodum cathena 

universitatem anulorum et diversitatem atque eorundum unitatem et conexionem comprehendit, ita in hoc nomine 

Katherina universitas et diversitas virtutum et invicem connexarum importari videtur = Således som ovennævnte 

Jacobus lærer (os) i ovennævnte legender, så kommer dette navn Katherina, som én forklaring, af græsk catha, som på 

latin hedder universum [= total], og rina, det vil sige ruina [= nedstyrtning, ødelæggelse], altså den totale ødelæggelse af 

synderne. [...] Som en anden forklaring kommer navnet af cathenula [= lille kæde] eller cathena [= kæde], for, som 

ovennævnte lærer Raymundus lærer (os) i prologen til nævnte legende [= Legenda major], ligesom lænken er helheden 

og forskelligheden af ringene samt disses enhed og samhørighed, således ses i dette navn Katherina indført afvelslende 

helheden og forskelligartetheden og samhørigheden af gode egenskaber. - Men det nævnes ikke, i hvilken legende hos 

Jacobus forklaringen står, på trods af at Legenda minor ikke er tilbageholdende med at nævne helgener. Men det kan 

tænkes at målgruppen er vel orienteret om dette. - Forøvrigt er Jacobus’ og dermed Raymundus’ og Caffarinis 

forklaring rent volapyk; navnet er afledt af græsk katharos = ren. 

En anden Katherina nævnes til gengæld (fol. 147v-148r), nemlig Katherina af Vadstena, Katherina af Siena’s samtidige 

og datter af den hellige Birgitta, men denne Katherina omtales nærmest med hån, omend hun dog betegnes som sancta 

Katherina. 

Målgruppen nævnes i begyndelsen af teksten, fol. 107r: alle closther jomfrweres Speghell, hvor spejl betyder forbillede. 

Gruppen tiltales fol. 136v: ”kære søsthre i gudh”. 

Den latinske Legenda minor siger indledningsvis: Incipit prologus in legendam pro predicatoribus singulariter 

abbreviatam Beatae Katherinae de Senis sororis ordinis de poenitentia beati Dominici ordinis = Her begynder prologen

til legenden, forkortet til prædikanternes brug, om den salige Katherina af Siena af Sankt Dominicus’ bodsudøvelses 

orden. - Med prædikanterne menes prædiker-ordenen, altså domikanerne. 

Angående den gammeldanske tekst: 

I indledningen til sin udgave kommer Gunnar Knudsen ind på dialektbestemmelser af teksten, hvor han mener at kunne 

konkludere, at det jyskprægede sprog hører hjemme i Randers-Århus-området. Hans fodnoter begrænser sig til rettelser 

af åbenlyse fejl og angivelser af understregninger eller skrivninger med rødt. Sådanne understregninger og skrivninger 

drejer sig mest om vigtige navne, som åbenbart skal bemærkes af håndskriftets læser. De er ikke anmærket i min 

udgave. 

Personligt har jeg derimod fundet det nødvendigt at tilføje en række sproglige noter, som jeg håber læseren kan have 

gavn af. 

Forkortelsen GldO refererer således til Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen 

gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et 

givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske 

normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk 

Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager 

udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring 1300. Blandt de væsentligste punkter i 

lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte 

vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. 

I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som MariagerL = Mariager 

Legendehåndskrift. 

Til slut lidt læsehjælp. Læseren vil hurtigt opdage at skriveren ikke har et helt ensartet skriftsprog. I stedet for en lang 

teoretisk fremstilling om gengivelse af vokaler og konsonanter, vil jeg bringe nogle få eksempelgrupper: 

bleff = blev; sloff = slog (udtalt slow); saffde = sagde (udtalte sawde); haffde = havde (udtalt hawde). 

Lyden u skriver i forlyd som oftest v: vthen = den; vndher = under; vpstighe = opstige, vmwgeligh = umulig. 

Lyden u skrives i ind- og udlyd som oftest w eller ffw: hwn = hun; kwnne = kunne; vmwgeligh = umuligh; nw = nu; 

jomfrw = jomfru; taffw = tav; leffwe = leve; søffwen = søvn; haffwer = har (udtalt haver); staffwer = staver. 

Lyden i kan i forlyd skrives j: j = præpositionen ”i” (staves ofte J); jndskywdelsæ (udtales indskjudelse) = indskydelse; 

jndgangh = indgang; jcke = ikke. Og det kan skrives y i indlyd: thyn = din; syn = sin; pynæ = pine; fyndhes = findes. 

Ang. håndskriftets yw, ywff: Gunnar Knudsen mener i sin indledning til Mariager Legende-Haandskrift s. XXV, at 

skrivningen gengiver lydforbindelsen [yw], altså skrivningen sywffn angiver udtalen sywn og ikke sjun, ”fordi ywformerne 

i Haandskriftet ikke veksler med iu-Former, men derimod med y-former: 147 15 dyphetz, 148 8 øthmyghet, 152 10 

ighenlydhes, 194 13 lydhe o. s. v., og den hyppige Forekomst af Forbindelsen ywff (som i skywffler, sywffn o. s. v.) kan 

sikkert kun forstaas som Gengivelser af Lydforbindelsen [yw].” 

Der forekommer endvidere en del udtalte jyskheder, således thet = at (på moderne jysk ”te”), formen mindhe = mindre, 

øffwer = over, bøsthe = banke (på), bøffwe = bøje, naghen = nøgen, tab af udlydsvokaler i infortis: mennesk, arbeydh, 

efftherdøm, myn størsth huffswalelsæ, thornkronæ etc. 

Bemærk følgende hyppigt forekommende verbalbøjninger, der afviger fra nudansk: 

hwn law = hun lå (normaliseret gammeldansk ”hun lagh”). 

hun saw = hun så (normaliseret gammeldansk ”hun sagh”). 

Skrevne tal er altid små romertal: v = 5; x = 10; c = 100, cc = 200. Ender et tal på i = 1, skrives dette j, f.eks. iij = 3, xj = 

11. 

2 Sancte katherine de senis: er latin; byen hedder på klassisk latin Senae, som er pluralis. Derfor formen ”de senis”. 

Også andre stednavne gengives med korrekt latinsk kasus, f. eks 108v: i egypti land (egypti er genitiv af Egyptus). 

Forfatteren bøjer i teksten Sancta Katherina på latin; klassisk latin ae/ æ skrives som altid i middelalderen e. Derfor er 

bøjningen af Sancta Katherina denne: 

nom. Sancta Katherina 

vok. Katherina (forekommer ikke med foranstillet sancta) 

akk. Sanctam Katherinam 

gen. Sancte Katherine 

dat. Sancte Katherine 

(abl. forekommer af gode grunde ikke). 

Efter præposition kan undertiden bruges nominativ, f. eks. openbareth for sancta katherina (fol. 110v), tha bleffwe the 

ganske wredhe oc hatstighe paa sancta katherina (fol. 111r). Men i andre tilfælde spøger en oprindelig latinsk 

præposition i baggrunden, f. eks. aff syn heligh ordhens fadher sancto dominico (fol. 113r), meth syn kære brudgom 

Jhesu Christo (fol. 116v).

På latin bøjes også en række af de andre personnavne, f. eks. Maria, Allexia, Bonaventura, Raymundus, Sanctus 

Dominicus, Gregorius. 

Jhesus Christus: her bøjes Jhesus på en art tillempet græsk, mens Christus bøjes på latin: 

nom. Jhesus Christus 

vok. Jhesu Christe 

akk. Jhesum Christum 

gen. Jhesu Christi 

dativ Jhesu Christo 

Visse fremmedord som ikke kendes på gammeldansk bøjes også på latin, f. eks. fol. 113r: Then førsthe disciplinam togh 

hwn for sik selff (disciplinam er akk. af disciplina = tugtelse). Men langt de fleste indlån fra græsk og latin har fået en 

dansk form (kirke, closter, kors, orden, cellæ, messæ etc. 

Skrivningen Johannæ (fol. 107r) eller creaturæ (fol. 126v) = skabning er imidlertid danske skrivninger. Johannæ er 

grundled og ville på kirkelatin hedde Johanna; ligaturen æ - som, ligesom ae, ikke bruges i middelalderlatin - viser at 

navnet er fordansket. Tilsvarende ved creaturæ hvis latinske form er creatura (med passende kasusbøjning). 

3 jærtegn er det gammeldanske ord for mirakel. 

4 wallandh: Italien 

5 llapa: læs Lapa 

6 hændher: hen imod 

7 ganghe aff barnbyrdh: ordret: gå af børnefødsel, ”komme i overgangsalderen” 

8 ij = romertal II = to. 

9 bonauentura: læs Bona-ventura (søsterens navn). 

10 staphen: svarer til nudansk Steffen. Staphen er en fordanskning af græsk-kirkelatinsk Stephanus. Se Apostlenes 

Gerninger kap. 6-7. 

11 swarthe brødhre: domikanerne 

12 thet: at (jysk; sml. moderne jysk: te = at). 

13 almenneligh: offentlig; paa een a. gadhe: ”på åben gade”. 

14 enckthet: intet 

15 skøthe: skal formentlig læses skøtte, præteritum af skøthe = bemærke. Se også Johs. Brøndum-Nielsen: 

Gammeldansk Grammatik (bd. 7), § 749, s. 338-340 (København 1971). 

16 thu: angående tiltaleformer i teksten: Børn indbydes siger du til hinanden. Kristus og Katherina siger ligeledes du til 

hinanden, som i kirkesproget den troende siger du til de himmelske magter, og disse tilsvarende siger du til hende eller 

ham. Katharinas forældre og skriftefaderen siger du til hende, mens hun siger I og Eder til dem. Dette kan være 

overtaget fra Legenda Minor, hvor det samme forekommer, men tiltaleformer af den type var også i brug i datidens 

Danmark. 

17 behændeligh: forundret 

18 qwæm: velopdragen 

19 mesth sancti Dominici = mest Sankt Dominicus’ liv. Dominicus blev født ca. 1170 i Spanien og døde 1221 i Italien. 

Han var grundlægger af dominikaner-ordenen og blev helgenkåret i 1234. 

20 iij: jeg har valgt i dette og de følgende kapitler ikke at komme med bud på hvad ordenstallene kunne have heddet. 

Sådanne forslag ville filologisk være helt uinteressante. Der er i Katherina-legenden enkelte ordenstal, og mest 

interessante er vel sæthe = sjette (fol. 147r) og ølffte = elvte (fol. 145r). Om de gammeldanske ordenstal i øvrigt, se 

Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 4), §§ 552-557, (København 1962), samt 

gammeldanskordbog.dk/ . 

21 jæthæ: love. 

22 brudhgom: flere gange er ordet forkortet (bdhgom) hvor Gunnar Knudsen så skriver brvdhgom. Det synes ikke 

rimeligt, da der er talrige eksempler på den fulde skrivning brudhgom, mens fuld skrivning brvdhgom ikke forkommer. 

23 formwæ: læses formue = evne. 

24 ælsthe: elskede; infinitiv if. GldO ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), § 369, 

(København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskthe 

ælsthe. 

25 alzswasthærst: Mariager Legendehåndskrifts Katharina-tekst kender if. www.gammeldanskordbog.dk kun denne 

form. Den normale gammeldanske form er alzswasthørst (med varianter). 

26 fattighe selæ: ordet fattigh (også skrevet fattugh) bruges her i betydnngen ”stakkels”, ”elendig”, men det kan også 

bruges i betydningen ”fattig på gods og guld”. Det fremgår i reglen tydeligt af sammenhængen, om det er i den ene eller 

den anden betydning det anvendes. 

27 tanckæ: ordet er hunkøn, derfor hwn = ”den” i næste sætning. 

28 fanghe: få

29 feghring: fagerhed, skønhed 

30 lackæ: forlokke 

31 lyddhe at: lytte til. 

32 sagh: årsag 

33 fliydhe: skal sikkert læses fliidhe (y = i). Se http://gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”fly”. 

34 

bør: tilkommer 

35 

jw: læses ju = jo! 

36 

orsaghe: undskylde, forsvare 

37 

skødhe: holde af, regne for (noget) 

38 

dødh aff barn = døde i barselseng 

39 

thet forthrøth diæffwelen : ærgrede/ harmede djævelen (sml. nudansk: han tog det fortrydeligt op). Diæffwelen er 

formentlig objekt, sml. http://gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”forthryte”: tha fortrødh hanum thet. Men da der i 

vid udstrækning er sammenfald mellem substantivernes nominativ- og akkusativformer, er der allerede i gammeldansk 

en tilbøjelighed til at opfatte personen som subjekt (”han fortryder det”). Det fremgår klart af eksemplerne i 

www.gammeldanskordbog.dk/ 

40 

omsidher: til sidst 

41 

thiene gudh jndhen jowfrwdom: tjene Gud i (din) jomfrustand 

42 

stadugh: urokkelig 

43 

tok: skønt 

44 

Ha, Ha: fortvivlet udbrud, svarende til Katherinas udbrud fol. 110r ”A, A, A”. 

45 

hatstighe: trods staveformen svarer det til hastig = hidsig, vred, se Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog 

(1300-1700), København 1881-1907, bd. II, s. 173. Se ligeledes www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”hastig”. 

46 

offwerwuthnethe: læses over-vudnede = overvundet. Der findes i gammeldansk en ejendommelig sammenblanding 

mellem verberne vinde og vidne. Se www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet vinne og opslagsordet vitne, hvor det 

ses at verbet vinne flere gange staves witnæ og verbet vitne flere gange staves winnæ. Nærværende håndskrift har 

således infinitiven offwerwithne (fol. 113r). Om fonomenet, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 

2), § 338, s. 226 (København 1932). 

47 

hærbærgh: værelse 

48 

wraa: hjørne 

49 

thotte: forekom; se www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet thykje. Den gammeldanske bøjning var oprindeligt 

thykker - thōtte - perf. part. thōt (perf. part. er yderst sjælden, men svarer til oldislandsk þóttr). I Gammeldansk Ordbogs 

materiale ses at udligningsformer i præteritum af typen thøkte, thykte trænger frem. Se også Johs. Brøndum-Nielsen: 

Gammeldansk Grammatik, bd. 7 (København 1971), § 753. 

50 

dærff: dristig 

51 dristugh: frimodig 

52 dygdh: kraft, styrke 

53 hunghrwe: læses hungrue = hungrig, sulten. Den normaliserede ubøjede form er hungrugh, med sideformen 

hungrigh. 

54 meth alle: overhovedet 

55 swadan: sådan 

56 c = romertallet c (100) 

57 efftherdøm: forbillede 

58 disciplinas eller hutstrugh: her ses at disciplina = tugtelse konkret oversættes ved ”piskning” (hudstryg). Teksten 

ynder den slags dobbelte udtryk. Eksempler på forskellige typer: 1) fremmedord plus oversættelse: disciplinas eller 

hutstrugh, penitencia eller syndebetthring (fol. 113v), circkell eller trindhet (fol. 117r). 2) ord plus synonym: begripe 

eller nømme (fol. 115v), ackter eller skødher (fol. 127r), fackthe eller skickelsæ (fol. 127r). 

59 penitencia: bodsudøvelse 

60 A Vock, A Wi: ”ak og ve!”, altså et smertefuldt udråb. Typen stammer fra tysk. Se Karl Schiller: 

Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), hvor vi i 

bd. 5 (1880), s. 757, under opslagsordet ”woch” finder oplysningen: ”Interj[ektion] wehe”, med eksemplet ”o we! o 

woch!” If. Deutsches Wörterbuch af Jacob Grimm og Wilhelm Grimm, bd. 28, sp. 1 (Leipzig 1955) opslagsordet weh, 

findes i ældre tysk udråb som ”owach”, ”owoch” opstået af au (smerteligt udråb) plus ach, og ”ouwî”, opstået af au plus 

wî (= weh). 

61 waragtugh: standhaftig 

62 Regell: af latin regula: retningslinjer, grundsætninger. Om ordenen Ordo de Poenitentia, se Wikipedia 

http://en.wikipedia.org/wiki/Third_Order_of_Saint_Dominic - hvor Katherinas skriftefader Raymundus af Capua har 

spillet en vigtig rolle.

63 thalæ: aftale 

64 aff sancti dominici penitencia eller syndebetthringh: ordene ”aff sancti dominici penitencia” er ordret oversættelse af 

den latinske betegnelse ”(Ordo) de Paenitentia Sancti Dominici” = (ordenen) af Sankt Dominicus’ bodsudøvelse. Det 

latinske penitencia gengives ved det gammeldanske syndebetthringh = synde-bedring (altså bod). 

65 forsaffde: førnævnte (vel oversættelseslån fra latin supradictas eller lignende). I Legenda Minor er vendingen 

supradictus (med varierende kasus og tal) meget hyppig - ligesom forsaffde er det i denne gammeldanske version af 

legenden. 

66 jomfrw: her i betydningen ”ung kvinde”. 

67 

Llywdelsæ: læses ljudelse = lydighed. 

68 

lydh: farve (sml. nudansk ”lød”). 

69 

farogh: Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, Bd. 2 (Konsonantisme), København 1932, § 328, s. 211, 

anser vokalen o for en støttevokal og anfører eksempler som farughe (farve), morughæn (morgen), galugh (galge), 

talugh (talg). Formentlig har udtalen af farogh/ farughe været farw(e), da ordet er låneord fra nedertysk varwe. If. 

www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet farghe vakler skrivninger med a som stammevokal mellem typerne farghe 

og farwe. 

70 

mærcker: betegner 

71 

thøsth: tavshed 

72 

if. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. III, s. 672, opslagsordene 

”samfold” og ”samfæld” er samfold/ samfuld en omdannelse af samfæld. 

73 

vthen: undtagen når 

74 thit: tidebønner 

75 othesangh: den tidligste gudstjeneste om morgenen, afholdt vist ofte kl. 3, i den såkaldte hora matutina, altså 

morgentimen, på latin ofte blot kaldet matutina. Ottesang har i sin oprindelse ikke noget med tallet otte at gøre. If. H. S. 

Falk und Alf Torp: Norwegisch-Dänisches etymologisches Wörterbuch (2. Auflage, Oslo & Bergen 1960), bd. I, s. 804, 

opslagsordet “Otte” betyder førsteleddet morgengry. Dette genfindes i norrønt ótta, i angelsaksisk ûht(a) og i oldhøjtysk 

ûhta. De gammelgermanske sprog kender if. Falk og Torp s. 804 alle sammensætningen med ”sang”: oldnordisk 

óttusǫngr, angelsaksisk ûhtsang, oldhøjtysk ûhtisang, som if. forfatterne er ”eine Wiedergabe von lat. matutina” = en 

gengivelse af det latinske matutina. If. www.gammeldanskordbog.dk findes ordet otte = morgengry, morgenstund 

endnu i dansk middelalder. 

76 sødeste: brugen af tillægsordet sød eller sødeste er gennemgående i teksten i omtalen om og tiltalen til Jesus. Det er 

utvivlsomt i alle tilfælde gengivelse af latin dulcis/ dulcissimus, som har en bredere betydning end nudansk ”sød”/ 

”sødeste”. Betydningen ligger nærmere det som Karl Ernst Georges: Ausführliches lateinisch-deutsches 

Handwörterbuch (Hannover 1913/1918), bd. I, sp. 2309 skriver under opslagsordet ”dulcis”: f. eks. freundlich = venlig, 

rar; freundlich gesinnt = venligt indstillet; angenehm = rar, tiltalende o.l. I reglen bruges superlativer, da jo intet overgår 

de himmelske magter. Lorenz Diefenbach: Glossarium latino-germanicum mediae et infimae aetatis. Darmstadt 1997 

(reprografisk optryk af originaludgaven Frankfurt a. M. 1857), s. 192, kender kun gammeltyske oversættelser af dulcis 

som varianter af ”süß”. 

77 der refereres formentlig til Ny Testamente om Jesus i Getsemane Have, som bad mens disciplene sov (jf. f. eks. 

Matth. kap. 26, v. 36-47). I Raymundus’ Legenda opfordrer Jesus direkte Katherina til at efterligne ham, sml. den lidt 

senere Thomas a Kempis: Libri quattuor de Imitatione Christi (ca. 1440). 

78 fynde: fjende (d.v.s. Satan). Ordet skal formentlig læses fiinde, med betonet fi-, altså fi-inde, sml. Aage Hansen: Den 

lydlige udvikling i dansk, bd. I: Vokalismen (København 1962) s. 316-317. 

79 stack: www.gammeldanskordbog.dk har sporadiske forekomster af typen stak. Den normale stammevokal er o 

(stock, stok). 

80 der refereres formentlig til Ny Testamente, hvor Jesus siger at han ikke har det, hvortil han kan hælde sit hoved (jf. f. 

eks. Matth. kap. 8, v. 20. 

81 løcke sik: lukke sig inde 

82 tæckes: behage. 

83 psalmer: der menes formentlig Salmernes bog fra Gamle Testamente, tidligere kaldet Davids Salmer, som stod meget 

centralt i middelalderens fromhedsliv, idet man her så Jesu komme forudsagt. 

84 som ij regelbondhne personeræ: personer der er gået i kloster. Legenda Minor er præcisere: sicut duo fratres faciunt 

= som to munke gør det - hvorved eventuelle ufromme fantasier undgås. 

85 ther i j manghe vgher = deri i mange uger 

86 nømme: lære 

87 benedithe: velsignede. Burde vel skrives benedithethe. Indlån fra middelnedertysk benedîen (stadig i nytysk 

benedeien), som igen, via italiensk benedire, er fra latin benedicere. Se www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet 

benedithe. På gammeldansk findes også if. www.gammeldanskordbog.dk/ også verbet vælsighne.

88 

jndhenlærdh: lærd, uddannet, vel fra latin edocta, sml. www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet innenlære. 

89 

rubrica: blæk. Sml. et af de fem belæg i www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”rubrik”. Her står: ”skriwen 

med rubrik eller blæk”, d. v. s. ”rubrik, også kaldet blæk”. 

90 

walsk: italiensk. Bønnen lyder hos Raymundus, der overleverer den på latin: 

Spiritus Sancte, veni in cor meum, per tuam potentiam illud trahas ad te Deum, & mihi concede charitatem cum timore. 

Custodi me, Christe, ab omni mala cogitatione. Me recalescas, & me inflammes tuo dulcissimo Amore, ita quod omnis 

poena mihi levis videatur. Sancte mi Pater, mi Domine, dulcis Dominator, ora me juvate in omni mea necessitate. 

Christus Amor, Christus Amor. 

På nettet findes flere gammelitalienske versioner, således to i L’Opere di S. Caterina da Siena (ed. Girolamo Gigli), 

Tomo secundo, Lucca 1721. Den ene (s. VII) lyder: 

Orazione, che Ella di propria mano scribe di cinabro: 

O Spirito santo vieni nel mio cuore; per la tua potenzia trailo a te, Dio, e concedimi carita con timore. Custodimi, 

Cristo, da ogni mal pensiero; riscaldami, e rinfiammami del tuo dolcissimo Amore; sicchè ogni pena mi paja leggera. 

Santo mio Padre, e dolce mio Signore, ora ajutatemi in ogni mio ministero. Cristo, amore. Cristo amore! 

91 

meth thyn rætzle: sammen med frygten for dig. Gudsfrygt hedder if. et eksempel i www.gammeldanskordbog.dk/ 

opslagsordet ”ræthsel”: guz ræzlæ. 

92 

vndherlik: mirakuløst 

93 

fenedhy: Venedig. Skrivningen er tysk og kan dermed dårligt stamme fra et latinsk forlæg, hvor man havde forventet 

Venecie (af Venetiae). Udtalen er formentlig med betonet førstestavelse. I tyske tekster op til 1500-tallet findes 

skrivningen Fenedig/ Fenedich, f. eks. fra 1450: Ott Rulands Handlungsbuch. Stuttgart : Literarischer Verein, 1843, s. 

19: Fenedich. Albrecht Dürer: Schriftlicher Nachlass. Herausgegeben von Hans Rupprich. Erster Band. Berlin 1956, s. 

41-42, brev nr. 1: Fenedich (1506); Hans Stockar: Heimfahrt von Jerusalem (1519), ed. [J. H.] Maurer-Constant, 

Schaffhausen 1839, s. 33: Fenedig. 

94 

nogherlundes: på nogen måde 

95 

till syn: på hendes 

96 

forsaffde: tidligere nævnte 

97 

frotzeriidh: frådseri 

98 

leegh: instrument, især et strengeinstrument Hertil verbet leeghe: spille. 

99 

strænghe spill: må betyde ”strenge”. 

100 

adamas: latin-græsk = diamant. 

101 

mandeligh: mandhaftig 

102 

owænnere: fjender. Se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”uvin” hvor dette ord ofte er oversættelse fra latin 

æmulus, hostis eller inimicus, alle = fjende. Sml. også fransk ennemi = fjende (fra latin inimicus), som fra fransk er lånt 

til engelsk enemy. 

103 

conuent: kloster. Udtales konvent. Af latin conventus, egl. sammenkomst. 

104 ræthwiishet: ”ret adfærd”. 

105 fructsammeligh: til nytte (egl. som kan bære frugt). 

106 jæffncristen: medkristen 

107 Disse bud står flere steder i Ny Testamente, f. eks. i Markus-Evangeliet, kap. 12, hvor Jesus, på spørgsmålet hvilket 

der er det første af alle bud, svarer: ”(v. 29) Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v. 30 og du 

skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke. v. 31 Dernæst 

kommer: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end disse.” Man bemærker på dette sted i 

legenden den for middelalderen og katolicismen så almindelige identifikation mellem Jesus og Gud. I legenden siger 

Jesus til Katherina: ”Thet enæ er at ælske mik offwer alle thingh.” Tidligere i teksten hørte vi Maria betegnet som Guds 

moder (fol. 198v). Katherina-legenden stiller tydeligt Jesus i centrum og bærer stærke tegn på en Jesus-kult, et Jesussværmeri, 

som vi finder i hele senmiddelalderen og senere i pietismen i det 17. og 18. årh., ofte med bryllupsmystikken 

(sjælen som brud og Kristus som brudgommen) som et centralt element. I dansk pietisme ses dette også tydeligt, især 

hos en Brorson, f. eks. i salmen ”Mit hjerte altid vanker”, tydeligst i sidste strofe. 

108 vndher thu: undrer dig. Formen undher i stedet for undhrer er ikke usædvanlig i Gammeldansk Ordbogs 

eksempelmateriale og gengiver vel udtalen (undrer underr). 

109 aff: fra ... af 

110 huffswaleth: trøstet 

111 taghe till møstycke: tage (mig det) ilde op; egl. mis-tykke, det man tykkes ilde om. 

112 sml. Lukas, kap. 1, v. 37. 

113 aff: om 

114 vppsath: hensigt, plan. Ordet er låneord fra middelnedertysk, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / 

von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 5 (1880), s. 126.

115 

jndughet: fromhed. Jndughet et let fordansket låneord fra det middelnedertyske innicheit, sml. nyhøjtysk Innigkeit, 

sml. Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 

(1875-1881), bd. 2 (1876), s. 372. Valget af dette ord tyder på forbindelse til senmiddelalderlig tysk mystik. Hertil: Se 

Adolf Bach: Geschichte der deutschen Sprache (Heidelberg, 1961), § 106. 

116 

for: i modsætning til 

117 

togh sik foræ: påtog sig 

118 

thwo: rense (nyere dansk: ”to”). 

119 

leffthes: løftedes 

120 

som sancta maria magdalena: fænomenet kaldes levitation og nævnes i forbindelse med en række helgeninder og 

helgener: Maria Ægyptiaca, Theresa af Avila, Juan de la Cruz, Bonaventura, Dominicus (Katherinas forbillede!), 

Philippo Neri, Franz af Assisi, Ignatius af Loyola og mange flere. I dominikanerinden Elsbeth Stagel’s beretning Das 

Leben der Schwestern zu Töß (ed. Ferdinand Vetter, Berlin 1906) fra ca. 1340 forekommer fænomenet ligeledes 

(Margret von Zúrich, Elisabet Zolnerin). Maria Magdalenas påståede levitation stammer ikke fra bibelen, men har været 

kendt i datidens legendefortællinger. Den er således omtalt i Legenda Aurea (Graesse s. 413, 414). Det er næppe 

tilfældigt at Maria Magdalena nævnes i forbindelse med den ”Jesu brud” Katherina. Maria Magdalena er nævnt i det Ny 

Testamente, som en af de kvinder der fulgte Jesus og stod ham nær, se Matth. kap. 27, v. 6 og kap. 27, v. 55; Lukas kap. 

8, v. 2; Johannes kap. 20. If. Markus kap. 16, v. 9 og Johannes kap. 29, v. 14-18 var hun dén den opstandne Jesus først 

åbenbarede sig for. Hun jævnføres i hele middelalderen med den (navnløse) kvinde, en tidligere ”synderinde”, der if. 

Lukas kap. 7, v. 36-50 vaskede Jesu fødder med sine tårer, aftørrede dem med sit hår og salvede hans fødder med salve. 

Denne scene ligner Johs. kap. 12, v. 3 hvor en Maria salver Jesu fødder med kostbar salve og tørrer hans fødder med sit 

hår. Legenden om Maria Magdalena i Legenda Aurea (Graesse, Legenda Aurea s. 407-417) vil vide at hun endte sine 

dage i Sydfrankrig hvor hun levede tredive år i ødemarken. Vigtig for parallellen til Katherina er fra legenden sætninger 

som ”redemptor noster ipsam non terrenis refectionibus, sed tantum coelestibus epulis disposuerat satiare” = frelseren 

ville ikke mætte hende med jordisk mad, men med himmelsk føde. Og ”Qualibet autem die septem horis canonicis ab 

angelis in aethera elevabatur et coelestium agminum gloriosos concentus etiam corporalibus auribus audiebat” = Hver 

dag blev hun ved de syv tidebønner af englene ført op i luften og hørte med de legemlige ører de himmelske hærskarers 

sang, og: ”Erat autem spatio duorum cubitorum elevata a terra, stans in medio angelorum etc.” = Hun befandt sig hævet 

to alen over jorden, stående midt blandt englene. Salvelses-scenerne fra bibelen har eftertiden opfattet som erotiske og 

der opstod historier om at Maria Magdalena havde været gift - eller i hvert fald trolovet - med Jesus. Således finder vi i 

en fransk messebog med titlen Instruction sur la Confrérie du Scapulaire [...] Avec des Litanies et autres Prières à cette 

Dévotion (Metz 1827), s. 69 endnu bønner som ”Sancta Maria Magdalena, sponsa Jesu fidelissima, ora pro nobis” = 

Skt. M. M., Jesu meget trofaste trolovede, bed for os. Eller på samme side: ”Sancta Maria Magdalena, a Christo annulo 

subharrata, ora pro nobis” = Skt. M. M., forbundet med Kristus ved en (forlovelses-/ gifte-)ring, bed for os. Maria 

Magdalenas lig gik efter døden ikke i forrådnelse; se ovennævnte franske messebog som s. 69 skriver: ”Sancta Maria 

Magdalena, ab omni corruptione post mortem immunis, ora pro nobis” = Skt. M. M., upåvirket af al forrådnelse efter 

døden, bed for os (dette træk om hendes lig nævnes ikke i Graesse: Legenda Aurea s. 414-415). Men det samme skete 

med Katharinas lig og er omtalt i Legenda Minor, men ikke i den gammeldanske tekst; den naturlige mumificering af 

Katherinas lig er dokumentérbar, da liget stadig findes, omend delt i to: kroppen i Rom, hovedet i Siena. Sådanne 

mumificeringer, kendt fra adskillige helgenberetninger, betragtedes i middelalderen som mirakler. - Et eksempel på 

Maria Magdalenas popularitet i middelalderen er, at en sogn ved navn Astrup på Djursland i 1400-tallet, altså i den 

katolske tid, skiftede navn til Marie Magdalene, som sognet hedder den dag i dag. 

121 

hussfrwe: hustru 

122 

natwordh: aftensmad, af nat + wordh = måltid, det samme ord som det senere ”nadver”. 

123 vpedhet: læses up-edhet. 

124 thet: at 

125 røgagtughe: tilrøgede (egl. røg-agtige). 

126 hwn: den; eldh er her hunkøn (kan også være hankøn i gammeldansk). 

127 tæcknæmmeligh: velbehagelig. 

128 almesse gærninghe: barmhjertighedsgerninger 

129 syn fadher = sin biologiske fader 

130 beskedhenhet: forstandighed (sml. nudansk ”at vide besked”). 

131 som withærtærfftughe ware: som var fattige. Den normale form er if. www.gammeldanskordbog.dk/ vitherthørftug. 

If. www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet vitherthærftigh findes formen med andetled -thærftugh kun i Mariager 

Legendehåndskrift (2 belæg). Adjektivet er afledt af et substantiv vitherthærft, som ikke er belagt. Ovennævnte 

netordbog har som substantiv kun vitherthørft, vitherthurft o.l = trang, fattigdom. 

132 dærffwetes: dristede sig, vovede 

133 tok: skønt

134 som sanctus Nicolaws: legenden om Nicholaus i Legenda Aurea er ganske triviel og banal, på trods af at Nicholaus 

er en af de mest værdsatte helgener i både den romersk-katolske og den ortodokse kirke. Således er han særdeles 

fremtrædende i kirkekunsten. I Danmark er der ganske mange St. Nikolaj-kirker, idet han bl. a. var helgen for de 

søfarende. Katherina-legenden ønsker formentlig at henvise til en episode hvor Nicholaus ville frelse en tidligere rig, 

men nu fattig mand fra at skulle henvise sine døtre til prostitution, idet helgenen i nattens mulm og mørke kastede guld 

ind gennem mandens vinduer. Da manden opdagede det, pålagde Nicholaus ham tavshed om episoden. 

135 widuæ: enke (læses vidvæ). Se GldO vidve. Ordet er låneord fra middelnedertysk weduwe, wedewe, eller måske fra 

angelsaksisk widewe, men ikke fra latin vidua, som Ordbog over det dansk Sprog antyder (opslagsordet vitve). Det 

nordiske ord er enke. 

136 rooss: der menes formentlig selvros. 

137 hawer affn: havreavn 

138 waffwe: vejede (af verbet væghe, præteritum vogh, vow, perf. part. væghen; håndskriftets waffwe skal læses vawe, 

som er pluralis). 

139 skale pundh: skal læses skalepundh. Et skålpund svarede til vore tiders pund (½ kg.). 200 skålpund er altså 100 kg. 

140 skuffeth: narret, sveget. 

141 bliytzell: skam. Ordet læses vel blydsel og er afledt af blygh, som svarer til nutidens bly (= undselig). 

Legendehåndskriftet kender også skrivningen blywdelsæ. 

142 Mawælske: læses ma wæl ske = måske. 

143 at Gud/ Kristus stiller helgenen på prøve, ses af og til i legender. Helgenen skal efterleve Jesu ord i Matthæusevangeliet 

kap. 25, v. 35-45 ved at hjælpe fattige eller syge - hvilket han/ hun naturligvis også gør uden at Gud/ Jesus 

nødvendigvis har konfronteret helgenen med en nødlidende. Netop disse elementer betones i legenden om Katherina. 

144 bidhe: vente; sml. dansk ”bi lidt!” 

145 slappæ: tomhændet. 

146 thwehuffwet: tvivlrådig; ordet er sammensat af tve = to og hughet = sindet (adj.). 

147 

pater noster bandh: rosenkrands. 

148 

frestethe abraham: se I. Mosebog kap. 22, v. 1-14. 

149 

frestethe abraham, oc forsøckthe: skal vel læses som ”frestethe oc forsøckthe abraham”; forsøge = friste. Se 

www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet forsøkje. 

150 

wedthørff: har behov for (læs: wed-thørff). 

151 

toghe til møstrøcke: tog det ilde op (møstrykke = mis-tykke). 

152 

luckthe [...] i lasæ: lukkede inde bag lås og slå. 

153 

withkomme: bryde sig om 

154 

Bliiff meth gudh!: en afskedhilsen, muligvis af romansk herkomst (italiensk rimani con Dio; spansk quédate con 

Dios). 

155 

sik thedhe: viste sig. Det er det samme verbum som nudansk ”at te sig”, hvor betydningsindholdet er blevet negativt. 

156 

Swa togh Jhesus aff syn heligh sidhes saar: Legenda Minor har blot ”extrahens de proprio latere” = idet han udtog 

fra sin side. 

157 svarer if. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. 1, s. 518 

opslagsordet ”fæstningsfæ” til ”fæstefæ”, se bd. 1, s. 516: gave fra fæstemand til fæstemø (i anledning af trolovelsen); 

fæ = (værdifuldt) gods. 

158 hion: tjenestefolk (udtales hjon). 

159 till rundhet: rigeligt 

160 Ey loedh hwn forthy: hun ophørte ikke med at 

161 till øffret: i overflod, sml. www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet yvret. 

162 riffweræ: må svare til en skrivning som righeræ = mere rigelig. 

163 færsk: frisk 

164 ey thes myndher thompth: ikke mindre tomt (= lige fuldt). 

165 hwaræ: hvor 

166 i kunnæ: 2. pers. pluralis præsens. 

167 beginer: medlemmer af en religiøs søstergruppe af lægkvinder, som normalt ikke tilhørte en orden. Deres opgaver 

var bl. a. hjælp og støtte til nødlidende medmennesker (fattige, syge o.l.). Legenda minor skriver, mere præcist end den 

danske tekst, at der i Siena var ”quaedam Palmerina de poenitentia beati Dominici” = en Palmerina i den salige 

Dominicus’ bodsorden. Palmerina er et personnavn. Det er påfaldende at visse beginer i denne tekst (se også fol. 128r) 

fremstilles som onde. Det diskuteredes i 1300-tallet om de var kættere, så bevægelsen blev forbudt af pave Clemens V i 

1311, men forbuddet blev ophævet af Johannes XXII i 1318, under forudsætning af de stillede sig under franciskaner- 

eller dominikanerordenens overmyndighed. Se Helga Unger: Die Beginen. Eine Geschichte von Aufbruch und

Unterdrückung der Frauen. Herder, Freiburg (Breisgau) 2005, samt Wikipedia 

http://de.wikipedia.org/wiki/Beginen_und_Begarden/ 

168 affwind: misundelse. Ordet avind var i hvert fald levende op i 1800-tallet. 

169 baghmaall: bagtalelser 

170 gamble ribbingh oc kærlingh: formentlig lægger ”gamble” sig til begge substantiver, idet kærling ofte er en gammel 

kone. Ribbingh lyder også som et skældsord, men betydningen er uklar. www.gammeldanskordbog.dk/ har under 

opslagsordet ”Ribbing” kun tre sedler, hvoraf de to er med personnavne, altså som ikke-personnavn kun ét belæg, 

nemlig dette ene fra Mariager Legendehåndskrift. En række ordbøger sammenholder det med gammeldansk ribalde, 

som det kan være påvirket af - men som oftest uden tyngende dokumentation. - Otto Kalkar: Ordbog til det ældre 

danske sprog (1300-1700), Bd. 1-5, (København 1881-1918), der også henviser ribbing til ribalde, oversætter i bd. III, s. 

591 ribalde ved landstryger, voldsmand. gammeldanskordbog.dk/ har syv belæg med ribalde, heriblandt thin gamlæ 

rybaldhe og fulistæ riballænæ. Endvidere oversættes latin homo incompositus = umoralsk menneske, og spurcissimus = 

meget uanstændig ved ribalde, og mercenarii = lejesvende (som mishandler Kristus) ved ribalde og skalke. 

171 sooth: sygdom (sml. nudansk sot). 

172 i hælslass: læses ihælslass = ihjelslås. Måske er en sådan bemærkning: ’sygdom bør bringe beginen på bedre 

tanker’, en advarsel til samtidige kritikere af helgeninden, idet kritik af Katherina kan føre til evig fortabelse. Om 

samtidens kritik, se Rudolph M. Bell: Holy Anorexia (Chicago and London), s. 26-29. Kritikken strakte sig fra anklager 

om løgnagtighed og selvoptagethed til påstande om at hun var en heks i djævelens klør. 

173 jndbondhen: listig 

174 vthælthe: bortdrive (ut + ælte = slå på flugt, drive). 

175 tha hæffnethe han sik offwer: da straffede han; gammeldansk ”hævn” ofte = straf. 

176 togh tha till arbeydhe emodh dødhen: begyndte at kæmpe mod døden. Legenda Minor har ”morti propinquaret” = 

nærmede sig døden. Interessant nok genfindes det danske udtryk ” arbeydhe emodh dødhen” (emodh = hen imod) ordret 

i middelnedertysk ”so arbeyde he na dem dode (rang mit dem Tode)”, se Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches 

Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 1 (1875), s. 122, opslagsordet 

”arbeiden”. Navneordet ”arbeit” oversætter ordbogen s. 122 (bl. a.) med: Mühe, Not, Beschwerde = møje, plage, 

besvær, en betydning der er i middelalderen følger ordet som låneord i gammeldansk. 

177 hardeligh: ud fra eksemplerne i www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”harthelike”, er betydningen ”fuldt og 

helt”, ”strengt”, ”nøje” o.l. Meningen må være at hun isolerede sig i sin celle for at bede. 

178 forhæreth: forhærdet 

179 sagh: årsag 

180 angher oc rwelsæ: ordene, der betyder det samme, optrådte ofte sammen, se www.gammeldanskordbog.dk/ 

opslagsordet ”ruelse”. Ordet ruelse har været brugt op til nyeste tid. 

181 kiærdhe sik at: bebrejdede sig selv at 

182 domino gracias: (latin) Gud ske tak. 

183 feyringh: skønhed; navneord til gammeldansk adjektiv ”fager”. 

184 egghe: tilskynde, opildne (samme ord som det nudanske ægge). 

185 komme: præterotum pluralis 

186 wæll: sandelig 

187 komme: præsens pluralis. 

188 faldhe: præsens pluralis. Gunnar Knudsen retter det i sin udgave til ”fuldhe”, en præteritums-variant af 

gammeldansk ”falle”. 

189 fackthe eller skickelsæ: ordene er nogenlunde synonyme og betyder tilstand, adfærd. Fackte er pluralis af fackt (sml. 

www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”fakt”). Det svarer til nudansk fagter, som ikke længere forekommer i 

ental. 

190 item: latin = desuden, endvidere. Ordet ”item” var en del brugt i danske tekster, vel af mangel på bedre. Se 

www.gammeldanskordbog. dk/ opslagsordet ”item”. 

191 kunne: Gunnar Knudsen retter det i sin udgave til ”kunneth”. Rettelsen synes unødvendig, sml. Johs. Brøndum- 

Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 7), § 773, s. 462-463 (København 1971). Jeg forstår sammenhængen sådan: 

haffde I seeth eller kunne I see ... 

192 thet i jw gaffwe ethert leghom hundrelhesynne i dødhen for een sieels salighet: meningen er: at I ville dø hundrede 

gange for én sjæls salighed. 

193 sænghedeyæ: elskerinde. Ordet er sammensat af seng plus deyæ. Se www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordene 

”sjangedeghje” og ”deghje”. Degje, vel udtalt deje, betød tjenestepige eller husholderske. Otto Kalkar: Ordbog til det 

ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. I, s. 345 oversætter ”deje” ved ”frille, særlig præstefrille” 

og har også opslagsordet ”munkefrille”. Frille = elskerinde. 

194 alth thet, hwn: hvor meget hun end

195 

sidh: skik, sædvane. Skikken består if. Legenda Maior i at hun havde et mandenavn, idet Andrea på italiensk er et 

mandenavn. Kvindenavnet Andrea var tilsyneladende ikke kendt i dansk middelalder, se Gunnar Knudsen m. fl.: 

Danmarks gamle Personnavne, I. Fornavne (København 1936-40), sp. 39, som kun anfører ”Andreas”. 

196 

gadh: kunne 

197 

fanghe: få (verbum). 

198 

windh: kraft, energi. Se Kalkar, bd. IV, s. 834-835, opslagsordet Vind. 

199 forfandh: mærkede, følte 

200 mawælskee: læses ma wæl skee = måske. 

201 Thu skalth haffwe ther pynæ foræ: det skal du (legemet) straffes for. 

202 offwergiff: hold op med 

203 fliydhe: flygtede 

204 snidh: snedighed 

205 forblytnethe: den normale gammeldanske form er forblindede (med varianter). Tekstens skrivning med stavelsen 

-blytne- (læses blitne) i stedet for blinde, minder om den ovenfor nævnte med vitne i stedet for vinne. 

www.gammeldanskordbog.dk/ kender kun dette ene eksempel. 

206 oppenbaræ: i al offentlighed 

207 berucktethe: spredte rygter om 

208 giæcke: forføre (til utugt) 

209 hastughet: hidsighed 

210 vqwæmmeligh: upassende 

211 daress oc spilles: forføre og have samleje; ”dare” svarer til nudansk ”at (be)dåre; ”spille” i betydningen ”lege med”, 

men også i den erotiske betydning. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), bd. IV, s. 58, 

opslagsordet spe[i]lle, har eksemplet ”ieg vil nu først med eder spil” efter et latinsk forlæg: ”Et abjicit illam in lectum” 

= og han kastede hende i sengen. 

212 forwarelsæ: beskyttelse 

213 vspylth: læses uspilt. Tillægsord til ovennævnte verbum spille: have erotiske lege. Uspilt betyder altså uberørt, 

jomfruelig. 

214 thy: derfor 

215 for menneske: blandt mennesker. 

216 stenæ dyræ: således håndskriftet. Gunnar Knudsen har valgt at skrive ”dyræ stenæ”. 

217 gaffnlikth: Legenda maior har udtrykket necessarium noveris: du skal vide det nødvendigt (at du får to kroner). 

218 hadstughet: Legenda Maior har ”cum violentia tanta” = med så stor kraft; hadstughet betyder normalt vrede, 

hidsighed. 

219 

wærck: smerte 

220 

wærdskyldh: fortjeneste 

221 

æn tok: selvom 

222 

(wisthe) sanctam katherinam wære: latinsk konstruktion, en såkaldt akkusativ med infinitiv. 

223 

hennes dather sanctam katherinam: objekt for ”haffde beløffweth”. 

224 

at som: som om 

225 

hærbergh: stue, rum 

226 

kogthe: kiggede, så. Jf. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. II, 

s. 691, opslagsordet ”Kåge”. 

227 omwændh: ændret (så det så ud som ...). 

228 skyldher: anklager 

229 eggelsæ: tilskyndelse (af verbet egge: tilskynde). 

230 (saffdhe) sanctam katherinam ey allenesthe at wære: latinsk konstruktion, en såkaldt akkusativ med infinitiv. 

231 

sighe aff: fortælle om 

232 

ther aff ... deden: fordi ... derfor 

233 

høffærdethe ... sik: hovmodede ... sig 

234 

heller æn hwn: ligesom hun ikke 

235 

wærdhskyldh: fortjeneste 

236 

kløghen: opkastningstrang 

237 

døøn: stank 

238 

jndwærteshet: (legemlige) indre 

239 

spidelsæ: opkastning 

240 

v saar: de fem sår er et i siden, to i hænderne og to i fødderne 

241 

formwe: læses formue. Ordet betyder egl. evne, kraft o.l. (det man formår), men kan her oversættes ved instinkter.

242 Salmernes Bog 51, v.12. lymme = lemmer. Den gammeldanske oversættelse holder sig nær op af Vulgata, der 

skriver ”in visceribus meis” = i mit indre. 

243 stadfæstedhe: fastholdt 

244 de penitencia beati dominici: tilhørende den salige Dominicus’ bodsorden. 

245 ighenfangher: giver tilbage 

246 repell: ordet forekommer yderligere to gange i nærværende tekst, nemlig fol. 135v, begge gange i formen rible. 

Betydningen er rift, strime o.l., muligvis åbning, se Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), 

København 1881-1907, bd. III, s. 560-561, opslagsordet ”Reble (rible)”. www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet 

”riple”, kender kun ganske få belæg. 

247 at = uden at. 

248 stiim: støj, uro. 

249 tractereth: tilsyneladende er tractereth (meth) og begaffwet meth (= fået tildelt) synonymer. 

250 blothe: Gunnar Knudsen har i sin udgave rettet det til ”blotte”, vel fordi han anser stammevokalen for at være kort. 

Ordet er låneord fra middelnedertysk ”blôt” hvor stammevokalen er lang, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches 

Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 1 (1875), s. 363-364, 

opslagsordet ”blôt”. Derfor er eksemplerne i gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”blot” interessante. Dels er der også 

andre eksempler på skrivningen blot(h)e, men ved siden af dem i ental skrivninger som blooth, bloeht, bloot. Sml. Aage 

Hansen: Den lydlige udvikling i dansk. 1. Vokalismen (København 1962), s. 353. Jeg har derfor valgt at bibeholde 

håndskriftets skrivning. 

251 luckten: luften. Lugt og luft er det samme ord, begge indlånt fra tysk. Formen luft er højtysk præget, og synes først 

at dukke op i dansk i 1500-tallet. gammeldanskordbog.dk/ har det ikke som opslagsord. I middelnedertysk udvikles 

oprindeligt ft i ”luft” til cht, så vi får formen lucht. Betydningen i middelnedertysk er 1) lugt, 2) luft, sml. Karl Schiller: 

Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 2 

(1876), s. 741, opslagsordet ”lucht, f. Luft”. 

252 pwncth: tidspunkt. gammeldanskordbog.dk/ har flere eksempler på den betydning af ordet. 

253 lowe: håndrod, håndled. Se Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. 

III, s. 149, opslagsordet ”Handlove (-lue)”. 

254 vndhez: sårs (vndhe: sår, sml. nudansk vunde, hvis form er påvirket af tysk Wunde). Gunnar Knudsen retter 

håndskriftets vndhetz til vndhez. At mennesker får Jesu sår, kaldes stigmatisering (af græsk stigma: mærke, tegn). Det 

regnes i den romersk katolske kirke for den højeste udmærkelse fra Guds side af en dødelig. Lige op til nutiden har 

stigmatisering angiveligt forekommet. Langt hovedparten af stigmatiserede personer er kvinder, ofte sygdomsplagede 

og sengeliggende. Beskrivelserne af deres levnedsløb minder til dels om Katherinas, således ser man ganske hyppigt 

afvisning af at indtage føde ud over nadverbrødet, ligesom de ofte har haft visioner. I middelalderens Italien har den 

mest kendte nok været Franz af Assisi (død 1226) som skal være den første der har udvist stigmata. 

255 andeligh sønner oc døtther: her ses at der er ved at blive dannet en discipelskare omkring hende. 

256 dwaldes: af verbet ”dvæljes” = tøve opholde sig; sml. nudansk dvæle. 

257 stillethe them: rettede sig 

258 skapneth: tilstand, skikkelse (egl. skabelse). 

259 lydh: farve (sml. nudansk lød). 

260 nymære: ny og sælsom begivenhed. If eksempelmaterialet i gammeldanskordbog.dk/ bruges nymære bl. a. som 

oversættelse af latin miraculum, prodigium (tegn, under) eller mysterium (noget helligt). 

261 ombære: undvære, miste. Ordet må være omtolkning af middelnedertysk entberen: undvære, savne o.l., med 

sideformer som untberen umberen. Se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August 

Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 1 (1875), s. 668-669, opslagsordet ”entberen”. 

262 vthæn: med mindre. 

263 dygdh oc makth: synes synonymer, = kraft, magt. ”dygd” (nudansk dyd) er substantiv til verbet ”at du” og betyder i 

gammeldansk det man evner eller formår. 

264 gradh: gråd 

265 mæsterindhe: lærerinde, d. v. s. en der underviser i troen (bemærk hvordan hun avancerer i beskrivelsen). 

mæsterindhe er oversættelse af latin magistra. Kirkelærer er en af de fornemmeste titler i den katolske kirke. 

266 vndherligh: vidunderlig 

267 spenæ: bryst 

268 som henne thotthe: som det forekom hende. 

269 hwn: Maria Magdelena. 

270 syffsyn: læses sjusin = syv gange (gammeldansk: syv sinde). If. legenden (Graesse s. 413) opholdt Maria Magdalena 

sig 30 år i ødemarken (gammeldansk øtken), hvor hun ernæredes alene ved himmelsk føde.

271 

Thomas af Aquino (ca. 1225-1274): italiensk dominikaner. En af de mest fremtrædende kirkefædre i middelalderen. 

Helgenkåret 1323. At han vil omgås hende, viser hendes høje rang i det paradisiske hierarki. 

272 

Agnes de Monte Policiano (ca. 1268-1317): italiensk dominikaner. Hendes liv blev beskrevet af Raymundus af 

Capua - og ligner på en række punkter Katherinas: allerede som barn optaget af bøn, hun oplever relegiøs ekstase, hvor 

hun med Marias tilladelse holder Jesus-barnet i sine arme og som erindring får et lille kors. Det samme efter døden: 

Agnes’ legeme går ikke i forrådnelse. - Denne opmarch af dominikanere i Katherinas syner har hos nutidige 

religionsforskere naturligvis medført en vurdering af legenden som dominikansk propaganda, som havde til formål at få 

endnu en dominikaner helgenkåret. Den i indledningen nævnte Robert Fawtier: Sainte Catherine de Sienne, bd. I (Paris 

1921), siger da også s. 122 nævner da også, at dominikaner-ordenen havde store problemer med manglende respekt for 

ordenens regel og alvorligt trængte til en reform. En sådan reform kunne en skildring af en ydmyg og disciplineret 

kvinde bidrage. Generalmesteren for dominikanerne, Raymundus af Capua, vides at have været optaget af en sådan 

reform. 

273 

wanskelse: mangel, skade. 

274 

owitsk: vanvittig (egl. u-vid-sk, hvor vid er = forstand). 

275 

brundhe: hede, ild (substantiv til brænde, sml. nudansk brynde). 

276 

-teckth: substantiv til verbet tage, sml. nudansk voldtægt, selvtægt o.l. 

277 

materiam: akkusativ af materia: stof (legemligheden, modsat det åndelige). 

278 

bidhe: afvente 

279 

wansketes: svækkedes 

280 

menneskes køn: menneslægten 

281 

adhre: (blod)årer 

282 

brusthe: præterium pluralis af verbet ”briste”. 

283 

bare: præteritum pluralis af verbet ”bære”. 

284 

vithnebyrdh: Gunnar Knudsen retter det i sin udgave til vithnesbyrd. Imidlertid har gammeldanskordbog.dk/ 

adskillige eksempler uden binde-s, så jeg lader håndskriftets form stå. 

285 

grangiffweligh: nøje 

286 

bemærk at nu er hun atter avanceret, nemlig til at være ”moder”. 

287 

skødher: bemærker 

288 

dyll: skjul!, af verbet dylje, svarende til nudansk dølge. 

289 

ewigthiidh: gammeldanskordbog.dk/ har kun et belæg - som ikke er dette! Oven i købet er belægget skrevet i to ord 

(æwig tiid) og burde derfor stå sammen med ”evigh”. I seddelgruppen ang. opslagsordet ”evigh” ses at langt det 

almindeligste er typen ”ewig thiidh” (men enkelte sammenskrivninger), så mon ikke sammenskrivningerne er fejl - eller 

i hvert fald anomalier? 

290 

thymens: tidens, d.v.s. det jordiskes, sml nudansk”timelig”. 

291 

forsøckthe: erfarede 

292 

wærelse: væsen, natur 

293 

saghen: grunden 

294 

møsthe: mister 

295 

helsen: salighed 

296 

kiænnedom: kendetegn 

297 

jeppe: den danske form af personnavnet Jakob, på latin Jacobus. 

298 

worth: blev; præteritum af verbet warthe/ worthe (bøjning: warther/ worther, worth, worthen). 

299 

forsøckthe: efterprøvede 

300 

hannum: Gud 

301 

nogherlundes: på al måde 

302 

haffwe syn framgangh: længere nede på samme side gengives det ved ”haffwe syn gænghe”. Betydningen synes at 

være ”ske fyldest”. 

303 vplicteth: utilbørligt; låneord fra middelnedertysk. Se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl 

Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 5 (1880), s. 68, opslagsordet ”unplichtich”. 

304 wynskipelig: omhyggeligt. I nudansk er betydningen negativ: god til at rage til sig. 

305 arbeydeth: kæmpede 

306 swar: alvorlig 

307 madeligh: stilfærdigt 

308 dobler: spiller. Låneord fra middelnedertysk dobbeler: tærningespiller, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches 


”dobbeler”.

309 warthaffwell: læses var-tafel, spillebrædt til tærningespil. Middelnedertysk låneord, jf. Karl Schiller: 


(1880), s. 771-772, opslagsordet ”worp-, wortafele”, med varianter som warptafel, wartafel. Sml. endvidere 

Mittelniederdeutsches Wörterbuch bd. 5, s. 771 worpel: tærning ( = nyhøjtysk Würfel), afledt af verbet werpen: kaste. 

Brætspil var tilsyneladende ilde set. I Mariager Legendehåndskrift berettes i det såkaldte Cyrilli Sendebrev s. 308-309 

to grumme historier om spottere der spiller ”paa warthaffwel” og forhåner det hellige og derfor bliver dels ramt af lynet, 

dels opslugt af jorden. 

310 begaff ... sik: opgav 

311 legge ... paa hiærthe: bekymre 

312 møshopp: håbløshed (egl. mis-håb). 

313 stygghe: skræmme 

314 qwæmth: passende, det rigtige 

315 diærffwedes: dristede 

316 vndherwisæ: underrette (om) 

317 bywdhe: indbyde 

318 Vndher gutz lywdelse: i lydighed for Gud 

319 methborgher: dette i en legende vel noget overraskende ord var if. gammeldanskordbog.dk/ ganske udbredt i 1400tallet. 

Det er et låneord fra middelnedertysk medeborghere/ medeburghere. Ordet Mitbürger havde if. Grimm: 

Deutsches Wörterbuch, Bd. 12, Sp. 2341 (1885) i ældre tysk to betydninger: 1) en der havde borgerskab i samme by, 2) 

en der boede i samme by. Underligt nok er ordet ikke nævnt i Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von 

Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 3 (1877), men det er belagt i stribevis af 

middelnedertyske dokumentsamlinger og stadsretter, således i Das alte Lübische Recht, ed. Johann Friedrich Hach, 

Lübeck 1839, s. 439; Diplomatarium Danicum, ed. Herluf Nielsen, 4. Række, 5. Bind, København 1998, s. 118; 

Jahrbücher des Vereins für mecklenburgische Geschichte, ed. H. Grotefend, Bd. 55, Schwerin 1890, s. 68 etc. 

Betydningen i legenden er uklar. Legenda minor bruger ordet concivis = medborger. 

320 ropæ til hemblenæ: dette faste udtryk har sin rod i bibelcitater, hvor der tales om de begåede synders råb: 1. 

Mosebog, 4. 10, 18. 20, 19. 13; 2. Mosebog 3. 7, 22. 23; Jakobs Brev 5. 4. Den kirkelige dogmatik dannede heraf 

begrebet ”peccata clamantia” = de råbende synder, og konkretiserede det i formuleringen: Clamitat ad caelum vox 

sanguinis et Sodomorum, vox oppressorum, viduae, pretium famulorum = til himmelen råber blodets og Sodomabeboernes 

stemme, de undertryktes, enkens og tjenernes løn’s stemme. 

321 hæffn: straf 

322 Giiff hannum offwer: opgiv ham! 

323 thy at: eftersom, fordi 

324 man skelnede mellem den timelige død = legemets død (mors corporis) og den evige død (mors æterna) = den evige 

fortabelse efter døden. De frelste gik fra døden til livet = det evige liv (vita æterna). Opfattelsen begrundedes med en 

række bibelske skriftsteder, f. eks. Johannes-Evangeliet kap. 3, v. 16-19 og kap. 11, v. 28; Romerbrevet kap. 6, v. 23. 

325 skødhe: bemærke 

326 mæn = men at 

327 Katherina fører her et opgør mod den gammeltestamentelige lovlæres ”øje for øje og tand for tand”, jf. 2. Mosebog 

kap. 21, v. 24. Katherina postulerer at Gud/ Jesus stadig ligger under for denne lov - hvilket ret beset er blasfemisk, jf. 

Matthæus kap. 5, v. 38-39. Men den spøger stadigvæk flere steder i datiden, f. eks. i den kendte hymne Dies iræ (= 

Vredens dag; vel opstået omkring1250), hvor der står at Gud, på dommens dag, ”cuncta stricte discussurus” = vil kræve 

nøje regnskab for alt. 

328 atthraligh: stærkt ønskende (sml. nudansk attrå). 

329 vdedinghe: læses u-dedinge = ugerningsmænd. gammeldanskordbog.dk/ kender kun dette ene eksempel (se 

udæthing) samt 4 belæg for udæthingsman. Ordet, der må være middelnedertysk, er sammensat af u + -ded-, af dâd: 

gerning (jf. middelnedertysk undâd = ugerning) + ing. Ordet undeding forekommer ikke i Karl Schiller: 

Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 5, 

1880. Det nærmeste er bd. 5, s. 25: undeder (jf. nyhøjtysk Untäter). 

330 vhørlige: uhørte 

331 lim: lem 

332 tilthales: overtales; if. gammeldanskordbog.dk/ seddel 61 på latin induci. 

333 nogherlundes: på nogen måde, overhovedet 

334 allexie: latinsk genitiv af Allexia. 

335 withnwe: vindue. Se den tidligere omtalte ombytning af nd. Vindue kommer af et norrønt vind-auga = vindøje. 

336 løsactughet: letsind 

337 wadhæ: ulykke; sml. nudansk vådeskud, eller et lidt ældre udtryk: stande i våde.

338 vthi: udi; Gunnar Knudsen sletter det i sin udgave. 

339 witherkiændhe: vedkendte sig 

340 se Matthæus, kap. 28. v. 16-18. 

341 forsoer: fornægtede, se Markus, kap. 14, v. 66-72. Verbet forsoer er præteritum af forsværje. 

342 sanctum matheum tholdher: se Matthæus, kap. 9, v. 9-11. Toldere og farisæere var foragtede grupper i datidens 

Palæstina. Tolderen Matthæus er næppe den samme som evangelisten af samme navn. 

343 Zacheum: se Lukas, kap. 19, v. 1-10. Zachæus var ligeledes tolder. 

344 klamren: larm, støjende adfærd 

345 høtzell: trussel, af verbet høte, sml. svensk hota. 

346 gænsthen: straks, sml. svensk genast. 

347 aff: om 

348 hælffwethy: læses helvedi. Minder om en type som Gunnar Knudsen omtaler i sit forord til Mariager 

Legendehåndskrift s. XXXIII, hvor - efter g og k-lyd i gamle jyske håndskrifter, heriblandt i Mariager 

Legendehåndskrift - der findes en overgang fra ubetonet endelses-e til i (æncky, kirky o.l.), men hvor formen 

hælffwethy er afvigende, jf. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 1), § 213 (København 1928) hvor 

det fremhæves at det forekommer i ord der har gammel infortis -ia (enkia, kirkia), hvortil helvede ikke hører 

(vestnordisk helvíti). Den regelmæssige skrivning forekommer da også: helffwethæ, hellffwetes (fol. 110v, 145r). 

349 atter et avancement. Nu er hun kendt langt ud over regionens grænser. 

350 Gregorius then ølffthe aff thet naffn: skal læses: Gregorius, then ølffthe aff thet naffn. Han blev født 1331 i Frankrig 

under navnet Pierre Roger de Beaufort. Han blev valgt til pave i Avignon og antog navnet Gregorius XI. I den 

daværende højspændte politiske situation bandlyste han Firenze, som bad Katherina af Siena mægle, men uden 

synderligt resultat. Katherina anmodede ham imidlertid intenst om at flytte pavestolen til Rom. Gregorius føjede hende 

- hvilket medførte ballade på mange fronter. Gregorius drog afsted i 1377, men nåede først endelig frem i slutningen af 

1377 - midt i borgerkrigslignende tilstande med optræk til kampvalg om pavestolen mellem et ”romersk” og et ”fransk” 

parti. Gregorius døde 1378, efterladende en kirke i dyb krise. Resultatet af disse stridigheder blev i 1378 valget af en 

romersk pave ved navn Urban VI og en pave i Avignon, støttet af franske kardinaler, med navnet Clemens VII, kaldet 

antipaven (Antipapa). Dermed startede det der kaldes ”det store skisma” som skulle vare til 1417. Om håndskriftets 

videre beskrivelser af det politiske, se kap. 38. 

351 stickth: stift. Formen stickth er middelnedertysk, men ved siden af fandtes formen stift, som har sejret i nudansk. 

Formen stikt fandtes endnu hos Holberg. Se Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 4 

(1878), s. 396, opslagsordet ”sticht(e)”. gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”stift” kun typen stikt = kirkestift - samt 

to af typen stift = lille søm. 

352 eenfaldh: jævn 

353 lxxxjx: på klassisk latin LXXXIX = 89. 

354 rørth: omtalt, berørt 

355 agrundh: i håndskriftet forkortet. Gunnar Knudsen foreslår at skrive agrvnd. gammeldanskordbog.dk/ har tre belæg 

af af typen ”agrund”, eller udelukkende typen ”afgrund”. Typen agrund svarer til beskrivelserne i Johs. Brøndum- 

Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), § 394, (København 1932). 

356 rørbyldh: af gammeldansk røre = lysken. Et par af belæggene i gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”rørebuld”, 

viser at rørebuld også findes ”vndher arme”, altså i armhulerne, hvilket vil sige i lymfekirtlerne. 

357 vptændhes: må betyde ”fik feber”. I Legenda Minor står der, at da Katherina havde råbt sit ”Stå op, hr. Mattheus 

etc.” da forlod hans ”febris et et inguinis apostema” (= hans feber og lyskenbyld) ham straks. 

358 standher: imperativ 2. person pluralis. Hun siger altså ”I” til ham, jf. noten ovenfor, at hun i Legenda Minor tiltaler 

ham som hr. Mattheus, på latin ”domine Matthee”. Han er altså en fornem mand. 

359 fæsteligh: ”med glubende appetit” 

360 mantz: till styrer genitiv. 

361 for: til 

362 koldesooth: Legenda Minor taler om febres = feberanfald. Der er formentlig tale om malaria. 

363 medhenløss: kraftesløs. Gunnar Knudsen skriver lidt kryptisk til ordet medenløss i en fodnote (s. 454): Tilføjet i 

Marginen med ny Haand (C. Molbech?): medhenløss. Formentlig et forslag fra Molbech, fordi der mangler et ord i 

håndskriftet. Gunnar Knudsen har flere tilsvarende noter i udgaven af Mariager Legende-Haandskrift, hvor dog ikke 

alle tilskrives Molbech. C. Molbech (1783-1857) forskede bl. a. i ældre dansk sprog og udgave 1857-66 ”Dansk 

Glossarium”, en ordbog over gammeldansk sprog. - Om ordet medhenløss, se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet 

mæghinløs. Den ejendommelige udvikling skyldes at udtalen af spirantisk g efter fortungevokal har udviklet sig til j 

(altså meghenløs til mejenløs), og at mejenløs er blevet tolket som medenløs, jf. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk 

Grammatik (bd. 2), § 307, s. 148, pg § 309, s. 151 (København 1932). 

364 borthelth: uddriv (af bort + ælte = slå på flugt, drive).

365 e hwat hwn: hvad hun end 

366 sæthe: sjette 

367 auinione: genitiv af Aviniona = Avignon 

368 stadfæsth: urokkelig 

369 fulhuffse: modig; se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”fulhughse” 

370 sancta katherina sancte brigitte dather aff swerighe: Birgitta af Vadstena (1303-1373), helgenkåret 1391. Havde 

visioner af samme type som Katherina af Siena. Hun var tilhænger af at paven skulle flytte fra Avignon til Rom, 

ligesom hun hæftigt angreb ”antipaven” i Avignon Clemens VI (1342-1352). Hun døde i Rom hvortil hun efter sin 

mands død var flyttet med datteren Katherina. Katherina (1349-1381) havde som moderen visioner. Efter moderens død 

førte hun dennes jordiske rester tilbage til Sverige. I 1375 vendte hun tilbage til Rom for at få birgittiner-ordenens regler 

godkendt og for at arbejde for moderens helgenkåring. Hun døde i Vadstena, og ved hendes grav skete der angiveligt 

mirakler. Pave Innocentius VIII tillod i 1488 at Katherina blev dyrket som helgen i Sverige. Se 

http://www.sanktbirgittakloster.dk/index.php?id=196 

371 Johanna af Sicilien: 1326-1382, var dronning af Napoli, grevinde af Provence, ejede grevskabet Avignon (!) og 

havde titlen dronning af Jerusalem. Hun var i princippet for pavens tilbagekomst til Rom og støttede en overgang Urban 

VI. Derefter støttede hun ”antipaven” Clemens VII, hvorfor Urban VI i 1380 erklærede hende for kætter. Hun mistede 

magten i 1381 og blev myrdet i 1382. 

372 thy at: fordi 

373 

ffor: på grund af 

374 

sancta Agnes oc sancta Margareta: begge martyrer fra den tidligste kristne tid, omtalt i Legenda Aurea. Martyreren 

Agnes må ikke forveksles med den tidligere omtalte Agnes de Monte Policiano (fol. 136v). 

375 

martitij: læses martirii, genitiv af martirium. 

376 

det forbigås egl. i stilhed at Katherina her led et politisk nederlag. Legendeskriveren nævner ikke med et ord at 

problemet var det faktum at Sicilien hærgedes at diverse militser. Det står noget klarere fremstillet i Legenda Major: 

Dronningen havde angiveligt et stort antal af ”Satans lensknægte” og de kunne stille skurke ud på vejene for at krænke 

jomfruerne, så de ikke kunne udføre deres hverv - eller sagt på en anden måde: forholdene på øen var aldeles usikre. 

Her er den kølige Katherina fra Sverige mere jordnær end den religiøse sværmer fra Siena - som dog ikke tager afsted 

alene, selvom hun kunne opnå martyriet. Jesus undlader fornuftigt nok at blande sig i debatten. 

377 

eendregth: enighed. gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”endrækt” kender også former som endracht, eendrakt. 

Ordet er låneord fra middelnedertysk - ligesom tvedragt = splid, unenighed. Sammenlign højtysk Eintracht og 

Zwietracht. Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 

6 (1875-1881), anfører i bd. 1 (1875), s. 640, kun formen e(i)ndracht, mens sideformen e(i)ndrecht faktisk også findes, 

se f. eks. Münstersche Urkundensammling (ed. Joseph Niesert), Coesfeld 1829, s. 79; Reimar Hansen (ed.): Bruder 

Nigels dänische Reimchronik, i: Jahrbuch des Vereins für Niederdeutsche Sprahcforschung, bd. XXVII (Norden und 

Leipzig 1901), s. 112. 

378 

ængelborgh: på dansk Engelsborg, på italiensk Castel Sant’Angelo, på latin Castrum Sancti Angeli. Påbegyndt som 

gravmæle under kejser Hadrian og færdiggjort i året 139. I det 5. årh. indrettet som fæstning. Det fromme navn skal 

stamme fra pave Gregor den Store (død 604). Borgen Engelsborg var i 1378 holdt af en fransk hærstyrke, som støttede 

”antipaven” Clemens VII, men borgen blev belejret fra 1378 og indtaget 1379 og ret ødelagt, angiveligt af oprørte 

romere, der så borgen som en udløber af det franske pavedømme. 

379 

hedninghe: der må være tale om muslimer. 

380 

ærligh: ærefuld 

381 

soldeneræ: lejetropper. Ordet betyder egl. en der modtager løn, på gammeldansk sold. Det er et låneord fra 

middelnedertysk, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, 

bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 4 (1878), s. 287, opslagsordet ”soldener”. Sml. nyhøjtysk Söldner. 

382 

fuldrughe: fuldføre; ord består af ful(d) = drughe, se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordene fuldryghe og dryghe = 

bekræfte. 

383 with: ved hjælp af 

384 fresthe: forsøge 

385 vsæmæ: ufred, uvenskab; består af u + sæmæ: enighed; se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordene ”usæmje” og 

”sæmje”. ”sæmje” forekommer i et af belæggene sådan: ”semmie oc endracht”, jf. eendreght ovenfor. If. Legenda 

Maior var det Rinaldo Orsini (død 1390), som, i ledtog med Johanna af Sicilien, planlagde at bortjage eller dræbe 

Urban. Rinaldo var oprindeligt tilhænger af Urban, men skiftede så side til ´”antipaven” Clemens VII - og til dronning 

Johanna. Se Edmond-René Labande: Le rôle de Rinaldo Orsini dans la lutte entre les papes de Rome et d'Avignon 

(1378-1390), i: Mélanges d'archéologie et d'histoire, bd. 49, 1932, s. 157-180. 

386 det drejede sig om en opstand, der skyldtes Urbans mere og mere sadistiske adfærd mod sine modstandere. Onde 

tunger ville vide at Urbans død skyldtes forgiftning.

387 goræ: Gunnar Knudsen har rettet dette til ”gøre”. o for ø er utvivlsomt en fejl, men der er mange eksempler i teksten 

hvor infinitiver ender på æ. 

388 esker oc kræffwer: er synonymer. ”eske” er et låneord fra middelnedertysk, se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches 


”eschen, eischen”. Sml. nudansk udæske, engelsk ask og nyhøjtysk heischen. 

389 sagthe oc mildhgør: er synonymer. Verbet ”saghte” er som det enslydende tillægsord låneord fra middelnedertysk, 

se Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875- 

1881), bd. 4 (1878), s. 2-3, opslagsordene ”sachte” (adjektiv) og ”sachten” (verbum) samt gammeldanskordbog.dk/ 

opslagsordet ”sakte” (vb). 

390 gæffth wærdh: stor værdi. ”gæffth”, af gammeldansk gæff, gæv, har en noget bredere betydning end i nudansk. 

391 disputeren oc helsommeligh kiiff: ”helsommeligh kiiff” ser ud som en forklaring af ”disputeren”. ”Kiif” betød egl. 

strid, skænderi o.l. - så dette substantiv kunne oversætteren åbenbart ikke lade stå alene. Derfor det lidt underlige 

adjektiv ”helsommeligh”, som betyder gavnlig, nyttig. 

392 Jek will gærne dricke then kalk meth pyne for thit heligth naffn: der refereres til Matthæus, kap. 26, v. 29, hvor 

Jesus i Gethsemane Have beder i sin dødsangst: “Pater mi, si possibile est, transeat a me calix iste” (Vulgata) = min 

fader, hvis det er muligt, lad denne kalk (bibeloversættelsen 1992: bæger) gå mig forbi - hvor kalk betyder lidelse og 

død og derfor i denne sammenhæng ofte citeres som ”den bitre kalk”. ”kalk” er låneord fra latin calix: bæger. 

393 for syn dygd: umiddelbart et løjerligt udtryk, men gengiver formentlig latinsk ”pro virtute sua” = af (al) sin magt. 

394 lænteligh: langsomt 

395 spogh: spøgelse. Gunnar Knudsen skriver til ordet spogh i en fodnote (s. 460): Tilføjet i Randen med ny Haand (C. 

Molbech?): Spogh. 

396 som fasteheligth jndgangher: som indleder fastetiden. ”fasteheligth” er bestemt form af et faste-heligh, se 

gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”fastehælgh”. If. samme, opslagsordet ”hælgh”, optræder dette substantiv både 

med former som helg og helig (forenklet). 

397 kænnedom ... paa: kundskab om 

398 thrøstet: hjulpet, styrket. Låneord fra middelnedertysk trôsten med samme betydning, jf. Karl Schiller: 


(1878), s. 617. Dette trôsten skal læses trösten, hvilket også forklarer den danske form. Ang. omlydsskrivning i 

middelnedertysk, se Agathe Lasch: Mittelniederdeutsche Grammatik (Tübingen 1974, §§ 44-48. 

399 sompth: samt (findes også med vokalen a). 

400 effterdøm: forbillede. Gunnar Knudsen skriver til det ord i en fodnote s. 461: eller måske snarere efftherdom; ø- 

stregen er ikke sikker. 

401 buller: if. Legenda Maior drejede det sig om tilladelse til at hun altid havde en præst ved sin side, som kunne give 

hende absolution samt og den hellige hostie. 

402 Mccclxx o : 1370, læses (anno domini) millesimo trecentesimo septuagesimo. Hun døde faktisk 1380, så der burde stå 

mccclxxx o , altså anno domini millesimo trecentesimo octogesimo. Gunnar Knudsen har ikke noteret det som trykfejl, så 

det er vel håndskriftets fejl. 

403 for: før 

404 d.v.s. sige lidt før kl. 6 om morgenen. 

405 Skt. Petrus Martyr, også kaldet Petrus af Verona, var dominikaner og inkvisitor. Som inkvisitor ivrig forfølger af 

katarerne. Han blev myrdet 1252 og helgenhåret 1253 for sin indsats. Der er flere Petrus Martyr i kirkens historie, men 

dagen den 29. april viser at det er dominikaneren. At Katherinas dødsdag anføres som 29.4., kan skyldes manipulation. 

406 ærlighet: hæder 

407 Pius II (pave 1458-1464), måske bedre kendt under sit fødenavn Enea Silvio de Piccolomini, sprænglærd humanist, 

fremtrædende kirkepolitiker, altid nær magtens centrum, en overgang sekretær for ”antipaven” Felix V (den sidste 

antipave), 1456 kardinalbiskop af Siena og 1458 pave. 

408 sanctorum petri et pauli apostolorum dagh: apostlene St. Peters og St. Paulus dag, d. 29. 6. 

409 Mcdlxj: 1461, læses (anno domini) millesimo quadringentesimo sexagesimo primo. 

410 Senna: i Legenda Maior og Minor hedder hun Semia, så formen Senna må være opstået ved en fejllæsning. 

411 henne burdhe: verbet burdhe er i gammeldansk upersonligt, ordret: det burde sig for hende. 

412 planæ: slette, åben plads. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. 

III, s. 486 antyder det er fra latin planum, men det kan næppe være et direkte lån. Snarere er det et middelnedertysk 

låneord, som underligt nok ikke er nævnt i Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und 

August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881); ordet er ganske hyppigt på middelnedertysk, se f. eks. Albert 

Leitzmann (ed.): Reinke de Vos (Halle/ Saale 1925), s. 216; G. Ch. F. Mohnicke und E. H. Zober (ed.): Stralsundische 

Chronik (Stralsund 1833), s. 229; August Lübben (ed.) Zeno oder die Legende von den Heiligen Drei Königen (Bremen

1869), s. 19. Ordet er på gammeldansk if. gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”plan” yderst sjældent (4 belæg); 

Kalkar har dog flere belæg. 

413 smitzeridh: må betyder ”noget smedet”, se gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”smitseri”, med 5 belæg. Det 

nævnes i alle 5 eksempler sammen med andre kostbare ting. Eksemplet her er det eneste der ender på -eridh. If. 

gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”smitseri”, seddel 2, har Legenda Maior (?) monilibusque decorata = prydet med 

smykker. I middelalderen opfattes ”monile” som kæde, halskæde, spænde, brystspænde o.l. (jf. Lorenz Diefenbach: 

Glossarium latino-germanicum mediae et infimae aetatis. Darmstadt 1997, s. 366, opslagsordet ”monile”). 

414 falnenghe: folder. Ordet er ikke nævnt hos Kalkar eller i gammeldanskordbog.dk/ Ser man senmiddelalderlige 

billeder, vil man se at fornemme kvinder bærer folderige gevandter. 

415 biddhe: ventede på (sml. nudansk biede). 

416 drotningen: der er tale om ”himmeldronningen” Maria. Ideen om hendes kroning synes at være fremkommet 

omkring år 1000. 

417 besindhe sik: indse, forstå (at) 

418 bøstethe: bankede 

419 beradhe: rådføre 

420 fornwmstughe: fornuftige. Ordet er nedertysk. Se Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl 

Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 5 (1880), s. 415, opslagsordet ”Vornumst”, mens 

ordbogen ikke nævner tillægsordet vornumstig. Ordtypen er bedre belagt i det højtyske område, se Matthias Lexer: 

Mittelhochdeutsches Handwörterbuch, bd. 3 (1878) sp. 190-191 med formen vernunstic. På svensk findes förnumstig, 

se Svenska Akademiens Ordbog http://g3.spraakdata.gu.se/saob/ opslagsordet förnumstig (bindet fra 1927), ligesom 

Ordbog over det danske Sprog, bd. 5, 1923 stadig har opslagsordet fornumstig, begge ord dog med angivelsen forældet. 

421 minerua: udtales Minerva. På korrekt latin hedder kirken - lidt mindre forvirrende - Sancta Maria super Minervam 

(Ordinis Predicatorum) = (prædikerordens) S. M. oven på Minerva(-templet), på italiensk Santa Maria Sopra Minerva. 

Kirken er bygget ovenpå et antikt hedensk tempel. 

422 forsee: bestemme; sml. navneordet (Guds) forsyn. 

423 heligdom: relikvier. Ordet er vel låneord fra middelnedertysk, sml. Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch 

/ von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 2 (1876), s. 268, opslagsordet ”hillich-, 

hilligedôm”. Ideen om at ting der har tilhørt en hellig person kan have magisk kraft, går bl. a. tilbage til Ny Testamente, 

vel især Matthæus, kap. 9, v. 20-23, svarende til Lukas, kap. 8, v. 43-49. Relikviedyrkelse og -indsamling skal 

angiveligt gå tilbage til ca. 300 efter Kristus. I højmiddelalderen antog den nærmest hysteriske former, med eksempler 

på røveri af kendte relikvier. Katherina af Siena blev selv offer for det. For selvom man prøvede at få hende bisat under 

værdige former i Rom, bragte angiveligt Raymundus af Capua i 1383, altså kun tre år efter hendes død, hendes 

mumificerede hoved og en finger tilbage til Siena. Ligdelene kan i dag kan beses i Basilica di San Domenico i Siena, 

altså i en dominikanerkirke. 

424 thy: derfor 

425 jærnsprænckell: jerngitter. Ordet Sprinkel = gitter findes endnu i Ordbog over det danske Sprog, bd. 21, 1943. 

426 wenethe sik: klagede sig 

427 grymmesthe oc vdyghdesthe: synes at være synonymer, med betydningen ”ondeste”, ”slemmeste”. 

428 orsagethe them: retfærdiggjorde sig, ”forklarede sammenhængen”. 

429 besindhe: indse 

430 vndherligh: på underfuld måde 

431 sillæ: sildig, sent 

432 madhretzsell: skal forstås som mad-redsel, altså madtillavning. ”lave mad” hed tidligere i teksten ”redhe mad”, altså 

gøre maden rede (se fol. 146v og fol. 151r). 

433 i en fodnote til ordet senis (s. 467) har Gunnar Knudsen skrevet: ”tilf. af Udg.” Formodentlig er det kun ordet senis 

der er tilføjet. 

434 drageth: fortrukket 

435 hoffweth wiill oc læreth: formentlig drejer det sig om synonymer, altså hoffweth-wiill oc hoffweth-læreth. Det 

gammeldanske ”læreft” (lærred) anvendes i gammeldanskordbog.dk/’s eksempelmateriale ikke om hovedbeklædning 

eller anden egentlig beklædning, men kun om vævet stof - som på nudansk. ”vil” - med langt i - er det gammeldanske 

ord for en nonnes hovedklæde. gammeldanskordbog.dk/ har opslagsordet hovethvil (1 belæg), men ikke belæg for ”vil” 

alene (hvilket Kalkar har!), ej heller et opslagsord howethlæreth. ”vil” er et låneord fra latin velum, muligvis via 

middelnedertysk wêl, sml. Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - 

Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 5 (1880), s. 659, opslagsordet ”Wêl”. ”velum” anvendes i Legenda Major og 

Legenda Minor netop i forbindelse med dette mirakel. 

436 jæthe: må betyde “aflagde han løfte om at føre drengen etc.”, hvilket svarer til Legenda Maior. 

437 bodh: helbredelse

438 

spethælsk: spedalsk. Ordet er låneord fra middelnedertysk, sml. Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / 

von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 4 (1878), s. 322, opslagsordet ”spet-, spett-, 

spittelsch”. Ordet blev udtalt med betonet førstestavelse. ”spethælsk” er tillægsord til gammeldansk spetæl, spithel, jf. 

gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet ”spital”, som også kommer fra nedertysk. Formen spital optræder i tysk fra det 

12. århundrede, jf. Grimm: Deutsches Wörterbuch, Bd. 16, Sp. 2557 (1905), opslagsordet Spital. I middelnedertysk 

lyder formen spetâl, spitâl, spettel, spittel - som svarer helt til de overleverede gammeldanske former. Se Schiller, Karl: 


(1878), s. 321. ”Spital” er afledt af middelalderlatin hospitale: et herberg (af latin hospes: gæst). I forbindelse med 

klostre udviklede herbergerne sig til plejeinstitutioner. Om tiden for opkomsten af betydningen spedalsk = leprosus 

skriver Grimm: Deutsches Wörterbuch, Bd. 16, Sp. 2560 (1905), opslagsordet ”spitalisch”: nachdem seit dem 14. jahrh. 

die spitale für aussätzige eine ständige einrichtung geworden waren [...] bezeichnete spitalisch, in mittel- und niederd. 

form spettelsch, auch den aussätzigen = efter at ”spitalerne” siden det 14. århundrede var blevet en fast institution for 

spedalske, betegnede spitalisch, i middel - og nedretysk form spettelsch, også den spedalske. 

439 

spethelskesoth: sikkert en fejlskrivning for ”spethelske soth” (eller trykfejl i udgaven?). gammeldanskordbog.dk/ 

rubricerer ordet under en selvopfunden form ”spitalsksot”, men har kun dette ene belæg. Godt nok har den person, der i 

sin tid skrev sedlen, sat et lille spørgsmålstegn ved ordet spitalsksot. Søger man i gammeldanskordbog.dk/ under 

opslagsordet ”spitalsk” finder man til gengæld en del belæg af typen ”spitalskæ sot”, hvoraf jeg har udvalgt paralleler til 

legendens skrivning med foranstillet præposition: seddel 8: af spitalskæ sot; seddel 9: mæth spitalske sot; seddel 28: aff 

spittelske soot, hertil kunne føjes seddel 58: aff spittelskæ syughæ. Ved siden af findes eksempler med ubøjet spitalsk, 

af typen ”af spitalsk sot”. 

440 

arbeytedhe: anstrengte sig 

441 

girigh: begærlig. Ordet er middelnedertysk, sml. Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl 

Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1 - 6 (1875-1881), bd. 2 (1876), s. 114, som dog kun anfører former som 

giricheit, girichliken, samt girhals, girliken, men ikke girich. Ordet girich har naturligvis eksisteret, sml. eks. Hermann 

Baethcke (ed.): Des Dodes Danz. Nach den Lübecker Drucken von 1489 und 1496 (Tübingen 1876), s. 18: de girige 

rike (= den griske rige); Ludwig Weiland (ed.): Sächsische Weltchronik, i: Monumenta Germaniae Historica, Deutsche 

Chroniken und andere Geschichtsbücher des Mittelalters, bd. 2 (Hannover 1877), s. 90: gyrich, s. 98: girich, s. 103: 

gyrech. 

442 

aastundhen: længselsfuld 

443 

karsketz: karskheds, sundheds; normalform i nominativ karskhet (med mindre varianter). 

444 

hantheræ: røre ved. Det er en noget sjælden betydning, idet den normale er handle, behandle, udøve, have med at 

gøre o.l. Ordet stammer oprindeligt fra oldfransk hanter (besøge) - som egl. er et skandinavisk låneord, af norrønt 

heimta (hente, hjemføre), som på dansk bliver til hente. Men ordet håndtere er kommet ind i dansk via middelnedertysk 

hantêren, sml. Schiller, Karl: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 

1 - 6 (1875-1881), bd. 2 (1876), s. 195-196. Legenda Maior har verbet applicuit = lægge hen til, slutte til. 

445 

withkomme: overkomme 

446 

then tiidh: en gang 

447 

mæsther i then heligh skriffth: gengiver det latinske magister sacrae scripturae = faguddannet teolog. 

448 

hermed slutter selve legenden. De følgende linjer afslutter det hele håndskrift. 

449 

Mcdlxxxviij = 1488, læses (anno domini) millesimo quadringentesimo octogesimo octavo. 

450 

per manus fratris Nicolai Magni: Erik Petersen, en af vore fremmeste håndskriftkendere, gør sig i artiklen ”Anno 

domenicae nativitatis”, i Fund og Forskning bd. 26, 1982-83, s. 22, lystig over Niels Mogensens latinkunskaber, bl. a. 

over sætningen ”per manus fratris Nicolai Magni”. Erik Petersen mener: ”At håndskriftet er skrevet „per manus fratris 

Nicolai Magni", som egentlig betyder „ved broder Niels Mogensens hænder" skal dog næppe tydes således at han har 

evnet at skrive med begge hænder, men snarere betragtes som en lapsus [...].” EP havde muligvis forventet ”per 

manum”. Men ”per manus” er ikke en lapsus. Formuleringen ”per manus NN” er ganske almindelig i middelalderen. 

Enhver kan i dag overtyde sig om dette ved at søge på +”per manus” +scriptum. 

451 

Katharine: hvorfor Gunnar Knudsen opløser forkortelsen af navnet sådan er lidt uklart, da han eller altid skriver 

Katherina (med diverse kasusendelser). 

452 

Anno dominj Mcdlxxxviij Jpso die sanctarum virginum Eufrosine et florencie Completus est libellus iste per manus 

ffratris Nicolai magni sacerdotis et conuentualis marieager ad honorem dei et sancte Katharine de senis = I det Herrens 

år 1488, på de hellige jomfruer Eufrosina’s og Florencia’s dag (= d. 7. juli), blev denne lille bog færdiggjort ved Niels 

Mogensens hånd, præst og klosterbroder i Mariager til Guds og Katharina af Siena’s ære.

Legenden om Katherina af Siena i gammeldansk oversættelse1 ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?