Legenden om Katherina af Siena i gammeldansk oversættelse1 ...

63 thalæ: aftale
64 aff sancti dominici penitencia eller syndebetthringh: ordene ”aff sancti dominici penitencia” er ordret oversættelse af
den latinske betegnelse ”(Ordo) de Paenitentia Sancti Dominici” = (ordenen) af Sankt Dominicus’ bodsudøvelse. Det
latinske penitencia gengives ved det gammeldanske syndebetthringh = synde-bedring (altså bod).
65 forsaffde: førnævnte (vel oversættelseslån fra latin supradictas eller lignende). I Legenda Minor er vendingen
supradictus (med varierende kasus og tal) meget hyppig - ligesom forsaffde er det i denne gammeldanske version af
legenden.
66 jomfrw: her i betydningen ”ung kvinde”.
67
Llywdelsæ: læses ljudelse = lydighed.
68
lydh: farve (sml. nudansk ”lød”).
69
farogh: Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, Bd. 2 (Konsonantisme), København 1932, § 328, s. 211,
anser vokalen o for en støttevokal og anfører eksempler som farughe (farve), morughæn (morgen), galugh (galge),
talugh (talg). Formentlig har udtalen af farogh/ farughe været farw(e), da ordet er låneord fra nedertysk varwe. If.
www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet farghe vakler skrivninger med a som stammevokal mellem typerne farghe
og farwe.
70
mærcker: betegner
71
thøsth: tavshed
72
if. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), København 1881-1907, bd. III, s. 672, opslagsordene
”samfold” og ”samfæld” er samfold/ samfuld en omdannelse af samfæld.
73
vthen: undtagen når
74 thit: tidebønner
75 othesangh: den tidligste gudstjeneste om morgenen, afholdt vist ofte kl. 3, i den såkaldte hora matutina, altså
morgentimen, på latin ofte blot kaldet matutina. Ottesang har i sin oprindelse ikke noget med tallet otte at gøre. If. H. S.
Falk und Alf Torp: Norwegisch-Dänisches etymologisches Wörterbuch (2. Auflage, Oslo & Bergen 1960), bd. I, s. 804,
opslagsordet “Otte” betyder førsteleddet morgengry. Dette genfindes i norrønt ótta, i angelsaksisk ûht(a) og i oldhøjtysk
ûhta. De gammelgermanske sprog kender if. Falk og Torp s. 804 alle sammensætningen med ”sang”: oldnordisk
óttusǫngr, angelsaksisk ûhtsang, oldhøjtysk ûhtisang, som if. forfatterne er ”eine Wiedergabe von lat. matutina” = en
gengivelse af det latinske matutina. If. www.gammeldanskordbog.dk findes ordet otte = morgengry, morgenstund
endnu i dansk middelalder.
76 sødeste: brugen af tillægsordet sød eller sødeste er gennemgående i teksten i omtalen om og tiltalen til Jesus. Det er
utvivlsomt i alle tilfælde gengivelse af latin dulcis/ dulcissimus, som har en bredere betydning end nudansk ”sød”/
”sødeste”. Betydningen ligger nærmere det som Karl Ernst Georges: Ausführliches lateinisch-deutsches
Handwörterbuch (Hannover 1913/1918), bd. I, sp. 2309 skriver under opslagsordet ”dulcis”: f. eks. freundlich = venlig,
rar; freundlich gesinnt = venligt indstillet; angenehm = rar, tiltalende o.l. I reglen bruges superlativer, da jo intet overgår
de himmelske magter. Lorenz Diefenbach: Glossarium latino-germanicum mediae et infimae aetatis. Darmstadt 1997
(reprografisk optryk af originaludgaven Frankfurt a. M. 1857), s. 192, kender kun gammeltyske oversættelser af dulcis
som varianter af ”süß”.
77 der refereres formentlig til Ny Testamente om Jesus i Getsemane Have, som bad mens disciplene sov (jf. f. eks.
Matth. kap. 26, v. 36-47). I Raymundus’ Legenda opfordrer Jesus direkte Katherina til at efterligne ham, sml. den lidt
senere Thomas a Kempis: Libri quattuor de Imitatione Christi (ca. 1440).
78 fynde: fjende (d.v.s. Satan). Ordet skal formentlig læses fiinde, med betonet fi-, altså fi-inde, sml. Aage Hansen: Den
lydlige udvikling i dansk, bd. I: Vokalismen (København 1962) s. 316-317.
79 stack: www.gammeldanskordbog.dk har sporadiske forekomster af typen stak. Den normale stammevokal er o
(stock, stok).
80 der refereres formentlig til Ny Testamente, hvor Jesus siger at han ikke har det, hvortil han kan hælde sit hoved (jf. f.
eks. Matth. kap. 8, v. 20.
81 løcke sik: lukke sig inde
82 tæckes: behage.
83 psalmer: der menes formentlig Salmernes bog fra Gamle Testamente, tidligere kaldet Davids Salmer, som stod meget
centralt i middelalderens fromhedsliv, idet man her så Jesu komme forudsagt.
84 som ij regelbondhne personeræ: personer der er gået i kloster. Legenda Minor er præcisere: sicut duo fratres faciunt
= som to munke gør det - hvorved eventuelle ufromme fantasier undgås.
85 ther i j manghe vgher = deri i mange uger
86 nømme: lære
87 benedithe: velsignede. Burde vel skrives benedithethe. Indlån fra middelnedertysk benedîen (stadig i nytysk
benedeien), som igen, via italiensk benedire, er fra latin benedicere. Se www.gammeldanskordbog.dk/ opslagsordet
benedithe. På gammeldansk findes også if. www.gammeldanskordbog.dk/ også verbet vælsighne.