Norske huldre-eventyr og folkesagn

96
£a(emaabe, fem $e(anftcenbigfyeb btyber at begtjnbe
enljoer ©amtate meb i flere af $je(bbtygberne.
i&
ce fo ja, rettigt nof bu! e ce er 2Ial$gjcelb i
Jpaflingbal; — bu fait tel infji fya fett me ferr fan*
ftjt? — e fya no favé mtyfjn ut paa 53t)gbo — ja
men fya e fe, ja! aa feer no ftunbo enno, faa gamat
e et — ja mifant! — £>u ffa 'fje fyanbte taa me
nofo ftøannerot ibag — rettigt taa ben befte?" fagbe
Ijan, i bet Ijan brugte ben ooerocetteé futbftcenbige Ub*
tr&fSmaabe, ber ftmeS at ocere eienbommelig for mange
t bet £)atftrøg, fyan oar fra.
„3eg fyar tf fe $3rug for ben; ben brugeS jo tii
at fcette paa 33reenbeøt:t, og bet briffer jeg f jetten."
„£)rtf bu 'fjt 33rceneoiuV no baa! © ttfjt no bce
æ $av faa fe em 3)vam faftanb, naar bce ce falt i
$cevé. Xce ffa ocera mange, fy a e fyøfyrt gjete, forn
fya tifji fe te briffe bcerre SBatn: aa \a, bce fann fo
ocera — bce ce no infjt mejr baafofta bce, bei funne
baa bcerre gaa burtt @rooé, fo fyaba bei fitt5ornø'n;
men bce' bli £vctl i turve ©umra. (Slteft fan bu noff
fjøbe taa me nofo Stfot tifl, fov o ce oeibefyagelig aa
ttyggjty aa otermaatelé bra for 2)?agareD aa atffjitige
©jufbemma."
3eg fjøbte nogle Sranfe af fyam for at faa fyam
tit at cpfyelbe fig en 8tunb, bab fyam fibbe neb og