Norske huldre-eventyr og folkesagn

135
tcenbe et53aa(, tt>t ei øare gjennemeaabe. SDe ©amte
traf (Stoffe eg ftoifte faramcn; jeg titøeiebragte 3te, og
fnart flammcbe paa ^miten af £)bben et Baal, fem i
forening meb min Stifte iffe unbteb at lettre fin op*
licenbe Snbfltybelfe paa mine (Stafbbrøbre i en liøtig
(Samtale em fttfferi, om £Jrreten§ ©ang og £e»e*
maabe i 9?orbmarfcn og om Støtene i >SBanbene paa
§abelanb8aaferne. (§(ia8 b&cclebe meb ^orfjecdigfyeb
fceb be ^iffetoure, f>an fyacbe gjort tit ^orbmarfen i
tyngre 3>age, naar fyan tar femmen tøem af 9tø.
„£)a. øar ^er f^tff at faa," fagbe fyan, tbet fyan
tcenbte fin ferte Snabbe; „men bet ear iffe faabant
(Sjau meb SBanbene felter, cg iffe faaban -^are paa*
færbe, om tet fem cp et tyax (Stoffer i ©ammen
om datten, faa fiffen funbe gaa nb i (Steen. -Sa,
\a, øeb ©anbungbetmmen fenr bet gobt at fiffe ben
£ib; for ba ftcb ben ubenfor be to 33ergene cg ben
fcbbe SMben, fyccr ceeb'ben ftaar nu. 3eg tog
aatte -|3unb ber en 9iat, eg bet t>ar iffe nogen un*
ber tre SJterfer. SQien nu eeeb fiffen meft iffe fyfcor=
febeé bet er fteft meb ben, for ben faar atbrig f>ate
fin rigtige Oang."
„£et l;ar øceret merfemt at fiffe tyer i fyin £ib,
SliaS," fagbe jeg, „men bet fyenbte øet ben Ziv ogfaa,
at ^tfftøiet flog feit fcr big engang hnetfem?"