Norske huldre-eventyr og folkesagn

116
anDen, men Det gt! tffe beDre, og heften to i fDe fetter
tffe gaa. £t(fibft biet? tmn fjeD af Dette, tcg en SBranc
og Ub meb baabe fyøit og tatot, foingebe ben og vaabte:
^at btg bib, bu er fommen fra. £ror bu, bu
ffat fframtme mig, ta'r bu feit."
„£toi totyrbe btg ba!" ftoarebc bet fra en af be
mørfefte Sfroge; „jeg fmr faaet f ju ©jæter tyer i @aar=
ben; jeg tcenfte, jeg ffulbe fyaoe faaet ben aattenbe meb."
(Stben ben £ib toår bet ingen, forn faa eller fyørte
til 9iiSfen baa SBaifenfmfet, fagbe $ari ©auSbat."
„3eg btioer ræb, nei Du ff al forlatte Søttnant;
naar Du fortatter, faa bti'r jeg atbrtg rab, for Du
fortatter faa morfomt," fagDe en af De