da østdanmark blev sydsverige - Lunds universitet

før og efter overgangen. I begyndelsen af 1684 må
lagläsaren i Västra Göinge herred have været lidt
usikker på, hvorledes en sag skulle behandles, fordi
han henvendte sig til von Ascheberg, og denne lod
personen slippe med halv bøde for en i øvrigt ikke
specificeret forbrydelse, “anseendes delictum är
skiedd föra än den swensche lagen introduceres”.
141 På nogenlunde samme måde afviste domstolen
i november 1684 at give Bjørn Eriksen del i
arven efter Hanne Jönsdatter i Vää, da skiftet var
foretaget to år tidligere, hvilket var “passerat förre
änn introductionen aff uniformiteten skieed
war”. 142
Häradshövding Johan Ancher havde således helt
ret, da han 28. november som slutning på dombogen
for Västra Göinge herred attesterede, at uniformiteten
var blevet introduceret. 143
Afslutning
Situationen i Skåne kan på mange områder betegnes
som enestående; en tilsvarende uniformitet
blev ikke forsøgt gennemført i andre provinser, der
faldt under den svenske krone, og i Europa på den
tid var lignende forsøg i erobrede områder en undtagelse.
144 Det er blevet diskuteret, hvorledes de
svenske myndigheders ageren overfor Skåne skal
opfattes. Det bør vel påpeges, at en udvandring på
mellem 5000 og 10000 fra Sydsverige til Danmark
i årene efter Skånske Krig af en befolkning, der i
forvejen var reduceret af krig, sult og epidemier,
ikke var et ubetydeligt antal, 145 Fra svensk side er
der blevet lagt vægt på, at forsvenskningen foregik
hastigt; Alf Åberg finder, at ændringerne i kirkelivet
og i retsvæsenet i realiteten ikke betød den
store omvæltning, 146 og han anfører, at få nationalitetsskifter
er blevet gennemført med mindre
blodsudgydelse og med færre retsovergreb. 147 Denne
opfattelse til trods påpeger han andetsteds, at
det var farligt for udvandrerne at vende tilbage, 148
hvor rene hensigter de end havde haft. De, der
ikke kunne bevise deres troskab mod Sverige, risikerede
strenge straffe. Helga Leide har imidlertid
påvist, at bønder i Landskrona-området vendte tilbage,
skønt de findes opført i listerne over dem,
der havde fået bækkenbreve i København. 149 Göran
Rystad hævder, at det etniske slægtskab mellem
dansk og svensk og skånsk var indlysende og
lettede overgangen. 150 Sten Skansjö er inde på det
samme, skønt han dog i modsætning til Åberg finder,
at nationalitetsbyttet skal ses i sammenhæng
med den svenske stats evner til dels at give løfter,
dels at true og gennemføre skånselsløse repressalier.
151 Stig Wörmer synes også at mene, at forsvenskningen
gik hastigt for sig, og idet han lægger
vægt på den ’brændte jords taktik’, som den danske
hær førte ved tilbagetrækningen fra Skåne efter
Skånske krigs ophør, giver han konsekvent den
danske enevældige kongemagt skylden for, at
Skåne så hastigt blev tabt for Danmark. 152 Knud
Fabricius understregede, at de svenske konger også
i Estland og Livland hævdede det princip, at de
“som lever under én herre, også bør styres under
samme lov og ret”, 153 men som tidligere anført var
der ikke tale om de samme rettigheder, eftersom
Livland ikke fik Riksdagsrepræsentation.
Harald Gustafsson har argumenteret for at
bruge begrebet “förskånskning”, 154 men det forekommer
at være en tvivlsom løsning, da samtiden
anvendte sig af ordene “dansk “ og “svensk” og forbandt
dem med loyalitetsforestillinger. Disse forestillinger
er givetvis helt afgørende for at forstå udviklingen
i Skåne; af samme grund er det en ufremkommelig
vej blot generelt at hævde, at der
foregik en forsvenskning. Der foregik en forsvenskning,
men den foregik – hastigere eller langsommere
på mange delområder, og de svenske
myndigheders ihærdige forsøg på at inddrage den
skånske almue i den politiske kultur, viser tydeligt
deres alvorligmente ønske om at inddrage Skåne.
Forsvenskningen på det administrative og retslige
område var nok det, der gik hurtigst. Den påviste
tidlige anvendelse af svensk lovgivning gør det
også klart, at svenskerne ikke havde til hensigt at
respektere undtagelserne i Roskildefreden.
77