En_fortaelling_master - De Offentlige Tandlæger

ansat distriktstandlæger på steder, hvor der før kun havde været en privattandlæge, og det
gav problemer, fortæller tidligere distriktstandlæge Leif Arne Heløe. De private tandlæger, der
hidtil havde klaret det hele ved at drive privatpraksis om formiddagen og at tage skolebørnene
om eftermiddagen, mente ikke, der var plads til en tandlæge mere. Og når der så kom en
offentlig ansat, som også tog imod betalende klientel, ville det føre til et lavere takstniveau,
end de selv praktiserede. Der blev sammenkaldt til store møder, hvor kampen gik hårdt til,
husker han, men der blev plads til både de gamle og nye. Men overgangsperioden var ikke
let. 68 ”Vi var unge, vi syntes, at der var caries nok til alle”, siger Leif Arne Heløe, som dengang
var distriktstandlæge i Nordnorge. Mange af de private tandlæger var dengang talerør for de
frie markedskræfter, mens ”vi andre opfattede os som sundhedsarbejdere. Og med disse to
helt forskellige opfattelser af, hvad en tandlæge er, opstod der gnister. Og hvis der ikke havde
været folk, der var frontløbere og som mæglede, ville kampen nok have været blevet
skarpere, end den blev”, reflekterer Heløe.
Med pligttjenesten kom alle tandlæger dengang først ind i offentlige system. For de mange
der havde lyst til at starte privatpraksis, var det en sviptur i det offentlige, tænker Heløe. De,
der bestemte sig for at blive i det offentlige tandplejesystem, ”var afvigende i forhold til det
sædvanlige mønster. Det førte til at de, der skulle blive kamptropperne i en eventuel ny
forening, de var ganske få.” Og der var ikke mange, der ville splitte foreningen, for de havde
ikke så meget at opnå med det. De tænkte vel som den tidligere FBI chef Hoover: ”It´s better
being inside pissing out, than outside pissing in”, tænker Heløe. Så længe man var under
samme tag, var det hele lettere at styre. Hvis de offentlige blev drevet ud i deres egen
forening, ville det blive meget vanskeligere. Det var afgørende, mener Heløe. 69
Der var dog løbende konfrontationer, og konflikterne spidsede til, da loven om den
offentlige tannhelsetjeneste blev indført i 1984. Da kom det igen på tale at oprette en
selvstændig forening for de offentligt ansatte, fortæller Leif Arne Heløe, men episoderne
udviklede sig aldrig så langt, at det kom til et brud. Han fortæller, at der var konfrontationer
og en del personer, der stod på barrikaderne og råbte, at de ville have en deling. Det var folk
specielt fra de offentliges lejr, men han husker også, at der i perioder var en del provokationer
fra de privatpraktiserende tandlæger.
Carl Christian Blich, NTF’ s tidligere formand, husker også episoderne i 80erne eller som han
siger, ”det som nogle kaldte en kamp mellem offentlig og privat”. Nu handlede det nemlig om
hvem, der skulle behandle hvem. Det, der før havde været en skoletandpleje, blev nu noget
helt andet – ligesom i Danmark, hvor de prioriterede grupper kom med i tillæg til børnene,
68 Fra interview med Leif Arne Heløe.
69 Fra interview med Leif Arne Heløe
61