En_fortaelling_master - De Offentlige Tandlæger

følge. Det førte til et tilspidset arbejdsmarked og kamp om patienterne, og desuden et
voldsomt ideologisk skisma mellem offentlig og privat tandpleje – med konsekvenser for
tandlægeorganisationernes struktur.
Norge kom først ud med en ny organisationsstruktur. Baggrunden var, at der i 1984 skulle
iværksættes en ny tandplejelov. Det gav uenigheder, som resulterede i en søjledannelse
indenfor foreningen. Der blev oprettet to søjler, en for de offentligt ansatte og en for de
privatpraktiserende. Hver søjle kunne så indenfor eget område optræde selvstændigt. Der blev
lavet en frihedsparagraf, som gav den enkelte søjle mulighed for at gå ud med egne
synspunkter i sager, hvor der var uenigheder på tværs af sektorerne. Der er senere, i 2003,
faldet så meget ro over feltet i Norsk Tandlægeforening, at søjlerne igen er blevet nedlagt.
I Danmark blev uenighederne mellem offentlige og private tandlæger i 80erne mere og mere
tilspidsede, og de kulminerede i 1985, hvor DTF´ s hovedbestyrelse sagde nej til en
overenskomst, der gav de kommunale tandlæger ret til også at behandle ældre på plejehjem
samt andre marginaliserede grupper. DTF så det som en reel trussel mod privat praksis.
Konflikten resulterede i et brud. De kommunale tandlæger brød ud af DTF og dannede TNL.
Lige siden har Danmark haft to tandlægeforeninger. Et kompromis i form af en søjleopdeling
indenfor DTF kom ikke på tale i Danmark.
I Sverige var situationen i slutningen af 80erne anderledes end i Danmark. Den offentlige
tandpleje i Sverige, Folktandvården, begyndte som et tilbud til børn, men allerede fra midten
af 70erne kom der flere og flere voksne ind på de offentlige klinikker. De privatpraktiserende
svenske tandlæger følte sig truet af de offentlige ansatte, som var i overtal i foreningen. De
privatpraktiserende tandlæger truede med at melde sig ud, hvis de ikke fik større handlefrihed.
Kompromisset i Sveriges blev dannelsen af et forbund, Tandläkarforbundet, sammensat af
Tjänsttandläkarne (TT) og Privattandläkarne (PT). De har hver to repræsentanter i
hovedforbundet.
Problem
Det har undret mig at tandplejetilbuddet og organisering af tandlæger i Danmark adskiller sig
fra det, der ses i vores nordiske nabolande. Selv om forholdet mellem offentlige og private
tandlæger heller ikke er uproblematisk i Norge og Sverige, har man dog formået at forblive i
en samlet hovedorganisation. Det er tidligere skitseret, at en samlet forening rummer
strategiske fordele, så hvorfor har det ikke kunnet lade sig gøre at fusionere i Danmark? Både
8