En_fortaelling_master - De Offentlige Tandlæger

Lad os først se på tandplejearenaens aktører. Det er befolkningen, tandsundhedspersonalet og
myndighederne. Når den enkelte forbruger har besluttet sig for at gå til tandlæge, skifter
aktørrollen fra forbruger til patient. Tandlægen optræder som agent for sin patient. Men den
rolle er ændret gennem årene. Tandbehandling forankret i sygdom er på retur.
Videnssamfundet og den stigende tandsundhed har ændret billedet. Patienten er også blevet
forbruger, der fremsætter ønsker og forrykker symmetrien mellem patient og behandler. Der
forventes en dialog om behandling, kvalitet og pris (Holst, D.: 2000). Det giver konkurrence.
Og denne konkurrence kan kun komme i spil, hvis det offentlige system udvikler priser på de
enkelte ydelser efter princippet: pengene følger patienterne, forbrugerne. Og det er det
offentlige godt i gang med.
Som omtalt i opgavens indledning, er der kommet lovændringer indenfor den offentlige
tandpleje, der giver større fleksibilitet og valgfrihed for brugerne. Eksklusivbestemmelsernes
ophør fra januar 2007 bebuder tillige mulighed for at andre end DTF medlemmer kan behandle
voksne med tilskud fra sygesikringen. Der er altså åbnet muligheder for at forbrugeren kan
tage de offentlige penge med til den sektor, den tandlæge, der opfylder netop de krav
forbrugeren har. Den konkurrence, der hermed er opstået om patienterne, kan give begge
foreninger fordele. TNL kan, ved hjælp af konkurrencen og ved at bruge den offentlige model
på andre måder end tidligere, udvide sine jagtmarker og derved opnå løsninger på de aktuelle
problemer foreningen står overfor. DTF får principielt samme muligheder. Konkurrence mellem
sektorerne drevet frem af de to foreningers motivation for at fremme egne medlemmers
interesser, er måske netop argumentet for at bevare de to foreninger.
Opgavens relevans
Den indsigt jeg har fået i opgavens genstandsfelt ved at benytte mig af det konstruerede
analyseapparat, har givet mig et anderledes og nuanceret syn på de to tandlægeforeninger.
En indsigt det ikke ville have været mulig at få med andre perspektiver. Denne indsigt ser jeg
som relevant og anvendelig i et bredere perspektiv, for den har vist, at det er en organisations
fortællinger, der legitimerer organisationen i nutiden. Fortiden bruges til at legitimere nutidens
fortællinger, men nutiden ændrer sig, og derfor ændres fortællingerne også. Hvis
fortællingerne begynder at miste deres kraft, at vise sprækker og forskydninger, er det tegn
på at organisationen har problemer med legitimiteten. Der opstår behov for en ny fortælling.
Men for at kunne skabe en ny fortælling, er det i ledelsessammenhæng vigtigt at vide hvilke
grundlæggende værdier og verdenssyn, der ligger bag den oprindelige fortælling. Bringes
denne troværdighed ikke med ind i en ny fortælling, er der ikke skabt et rum for det nye og
ukendte. For udviklingen.
74