DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

sende den videre til det mentale. Det kan også tage imod indtryk fra det omgivende
astrale stof og overføre dem gennem mentallegemet til det egentlige menneske i
det indre. Mennesket kan således bruge astrallegemet som redskab til at modtage
indtryk fra den astrale verden omkring sig og til at iagttage denne verden. Og på
samme måde kan det gennem sit mentallegeme iagttage den mentale verden og
få oplysninger om denne verden. For at være i stand til det må man imidlertid først
lære, hvordan det gøres. Det vil sige, at man må lære at koncentrere bevidstheden
i astrallegemet eller i mentallegemet, på samme måde som man nu koncentrerer
sig i den fysiske hjerne. Da det er et emne, der allerede er behandlet udførligt i
Clairvoyance, henvises der derfor til denne bog.
Man må imidlertid huske, at disse informationer er konkret viden og sandhed for
dem, der studerer dette emne, selvom det her præsenteres som en mulighed eller
hypotese. Men selv den, der for første gang beskæftiger sig med emnet, vil indse,
at selvom det præsenteres som en teori, er der absolut ingen forventning om, at
nogen skal tro på et mirakel. Der opfordres blot til at studere et system. Stoffets
højere grader kommer i ordnet rækkefølge efter dem, der allerede er beskrevet,
og selvom hvert enkelt plan til en vis grad kan betragtes som en verden for sig,
udgør det hele i virkeligheden én stor verden, der kun kan opfattes i sin helhed af
den højt udviklede sjæl.
Hvis der bruges en illustration, vil det måske lette forståelsen, selvom den reelt er
en umulighed. Den kan dog være nyttig, for den afslører temmelig overraskende
muligheder. Man må forestille sig, at man i stedet for det syn, man nu har, er udstyret
med et synsorgan, der fungerer på en helt anden måde. I det menneskelige øje findes
der både fast og flydende stof. Man må nu forestille sig, at både de faste og flydende
stoftyper kan modtages som separate indtryk − men hver af dem kan kun modtage
impulser fra en tilsvarende stoftype i den ydre verden. Man må også forudsætte, at
nogle mennesker er i besiddelse af den ene af disse synsevner, mens andre har den
anden. Disse mennesker ville have en underlig ufuldkommen opfattelse af verden!
Hvis de for eksempel står på en strandbred, ville det menneske, der kun kunne se
fast stof, ikke have nogen anelse om, at der lige foran var udsigt til et stort hav.
Dette menneske ville i stedet se havbunden med alle dens dybder og ujævnheder.
Fiskene og andre fysiske væsener, der lever i dette dyb, ville se ud som om de
svævede rundt i luften over denne store dal. Hvis der var skyer på himlen, ville de
være ganske usynlige, for de består af vanddamp eller stof i flydende tilstand. For
dette menneske ville Solen altid skinne om dagen uden at forstå, hvorfor den ikke
varmede på dage, hvor himlen for os er overskyet. Hvis man bød dette menneske
et glas vand, ville det tro, at glasset var tomt.
Herefter kan man forestille sig, hvordan det samme sceneri ville se ud for det
menneske, der kun er i stand til at se stof i flydende tilstand. Dette menneske vil
uden problemer se havet, men hverken strandbredden eller klitterne. Skyerne vil
være tydelige, men det vil stort set intet af landskabet, de driver hen over. Hvad
glasset med vand angår, vil glasset overhovedet ikke kunne ses, og derfor vil det
være svært at forstå, hvorfor vandet på mystisk måde bevarede den specielle form,
som det usynlige glas giver det. Man kan nu forestille sig, at disse to mennesker
står ved siden af hinanden, og hver af dem beskriver landskabet, som de hver især
ser det. Hvis de samtidig er overbeviste om, at der ikke findes andre synsevner
end deres egen, vil de selvsagt mene, at enhver, der påstår, at de ser noget andet
og mere, må være enten en drømmer eller en løgner!
Man kan opfatte disse hypotetiske iagttageres gensidige skepticisme som lidt
11