DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

7. KAPITEL
DYRETS GRUPPESJÆL
For mange er denne opfattelse af gruppesjælen ny og vanskelig at forstå, men måske
kan en østerlandsk analogi gøre det lettere at fatte princippet. Gruppesjælen kan
sammenlignes ved vandet i en spand. Hvis man forestiller sig, at man fylder et glas
med vand fra spanden, vil vandet svare til det enkelte dyrs sjæl. Vandet i glasset er
i en periode adskilt fra vandet i spanden, og det antager samme form som glasset.
Hvis man forestiller sig, at man kommer farvestof i glasset, så vil vandet få sin egen
bestemte nuance. Farvestoffet repræsenterer de egenskaber, der udvikles af den
midlertidigt adskilte sjæl som et resultat af de forskellige oplevelser, den kommer
ud for, og de erfaringer, den gør.
Dyrets død svarer til, at vandet i glasset hældes tilbage i spanden. Det medfører, at
farvestoffet spredes i hele vandbeholdningen og giver den et svagt farveskær. På
nøjagtig samme måde bliver de egenskaber, som det enkelte dyr udvikler i løbet af
sin inkarnation, fordelt i hele gruppesjælen efter dets død. Det vil ikke være muligt
at tage det samme glas vand op af spanden igen, men hvis man derefter fylder
et glas med vand fra denne spand, vil det uundgåeligt være farvet af det stof, der
blev hældt tilbage i den fra det første glas. Hvis det var muligt at tage de samme
vandmolekyler op af spanden igen og dermed reproducere det første glas vand i
alle enkeltheder, ville der være tale om en reinkarnation i egentlig forstand. Men da
det er umuligt, bliver den sjæl, der i en periode var adskilt fra gruppesjælen, igen
ét med gruppesjælen. Processen bevirker, at alt hvad der er erhvervet gennem den
midlertidige adskillelse, bliver omhyggeligt bevaret.
Der bliver imidlertid ikke blot taget ét glas vand fra hver spand. Der tages mange
samtidigt, og hvert enkelt bringer sin egen del af de opnåede egenskaber med
tilbage til gruppesjælen. I tidens løb udvikles der på denne måde mange forskellige
egenskaber i hver gruppesjæl, og de viser sig som immanente særpræg ved
hvert enkelt af de dyr, der er udtryk for gruppesjælen. Det er forklaringen på de
instinkter, som visse skabninger fødes med. I samme øjeblik en ælling er kommet
ud af ægget, løber den til vandet og svømmer frygtløs omkring − selvom den er
blevet udruget af en høne, der har vandskræk, og som bliver nervøs, hvis den ser
en af sine små løbe hen mod det, hun anser for at være livsfarlig. Men den del af
en gruppesjæl, der fungerer gennem ællingen, er på grund af tidligere erfaringer
fuldt ud klar over, at vandet er dens naturlige element, og det lille legeme adlyder
frygtløst gruppesjælens befalinger.
I hver eneste gruppesjæl er tendensen til yderligere deling altid i aktiv. Selvom
det foregår på et højere plan, deler den sig på samme måde som en celle. I den
gruppesjæl, som antageligt beliver en stor mængde stof på mentalplanet, er der
en næsten usynlig hinde − på samme måde som man kan forestille sig, at der lidt
efter lidt dannes en slags barriere ned igennem spanden. I begyndelsen siver noget
af vandet igennem barrieren, men glassene fyldes kun med vand fra den ene side
af barrieren, og det hældes altid tilbage på samme side. Sådan adskiller vandet på
den ene side sig lidt efter lidt fra vandet på den anden side − og barrieren bliver
gradvis tættere og efterhånden uigennemtrængelig. Til sidst er der to spande i
stedet for én.
Denne proces gentager sig gang på gang, indtil udviklingen når frem til de virkeligt
24