DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

15. KAPITEL
TIDLIGE STADIER AF MENNESKETS UDVIKLING
Når oplysningerne i kapitel 13 anvendes på analysen af et primitivt menneskes
mentallegeme (afbildet i 6. planche), er der bestemte forhold i forbindelse med dette
menneske, der straks falder i øjnene. Selvom dette men tallegeme i det store og
hele er dårligt fungerende og uudviklet, er der dog allerede sket et vist fremskridt.
Den matte gule farve foroven er udtryk for nogen intelligens, men den grumsede
farve afslører, at den udelukkende bruges til selviske formål. Religiøsiteten, der
kendes på den gråblå farve tone, må være afgudsdyrkelse. Den er stærkt præget
af frygt og inspireret af selviske interesser. Den grumsede højrøde farve til venstre
tyder på begyndende kærlighed, der tilsvarende hovedsagelig er selvisk. Den matte
orangefarvede stribe vidner om stolthed, men af en lav type. Og det store stænk af
purpurrødt er udtryk for en stærk tilbøjelighed til vrede, der uden tvivl kan blusse
op på mindste foranledning. Den brede smudsiggrønne stribe, der optager en
stor del af legemet, er tegn på falskhed, forræderi og grådighed. Det sidstnævnte
karaktertræk kommer til udtryk i den brunlige farvetone. Nederst ses en slags
slamfarvet bundfald, der afslører selviskhed i almindelighed og mangel på højere
udviklede egenskaber.
Det er netop dette fravær af enhver klart defineret højere egenskab, der giver
sikkerhed for, at når man studerer det tilsvarende astrallegeme (7. planche), vil
man vide, at det stort set er ude af kontrol. En stor del af dette begærlegeme er
fyldt med begær, der viser sig i den meget utiltalende rødbrune, næsten blodrøde
farve.
Det er derfor ikke overraskende, at de dominerende karaktertræk er falskhed,
egoisme og grådighed. De matte pletter af purpurrødt afslører desuden voldsom
vrede. Der er stort set ingen tegn på kærlighed, og den intelligens og religiøse
følelse, der findes, er af den lavest tænkelige art.
Man bør også bemærke astrallegemets uregelmæssige omrids, det uklare
helhedsudtryk og farvernes placering. Når de mere udviklede menneskers legemer
skal studeres, vil man se, at der er sket en betydelig forædling. Til en vis grad
blander farverne sig og glider over i hinanden, men hos gennemsnitsmennesket har
de alligevel en ten dens til at lægges sig i mere eller mindre regelmæssige striber
− og legemets omrids er blevet ret klart og regelmæssigt. Hos det uudviklede
menneske er alt imidlertid uregelmæssigt og kaotisk. Dette menneske er tydeligvis
et væsen med voldsomme og ofte ondsindede impulser, som det omgående giver
efter for uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at beherske dem. Sådan et
menneske er alt i alt en højst utiltalende person. Men hvert eneste menneske har
gennemgået dette stadie, og i kraft af de erfaringer, det har gjort i denne periode,
har det været muligt at løfte sig over det til renere og ædlere tilstande.
Det er absolut nødvendigt, at man under forsøget på at forstå de forskellige legemers
udseende er opmærksom på, at legemernes partikler altid er i hurtig bevægelse.
I visse tilfælde − som beskrives senere − er der klart definerede striber og linjer i
disse legemer. For det store flertals vedkommende smelter farvetonerne ikke blot
sammen. De strømmer hele tiden hen over hinanden, idet de vekselvis kommer
til syne og forsvinder. Denne tågede, farve strålende overflade har en vis lighed
med overfladen af spilkogende vand, for man ser, hvordan partiklerne hvirvler
48