DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

HØJRØDT. Denne farve er udtryk for kærlighed og er ofte det smukkeste træk
i gennemsnitsmenneskets legemer. Den varierer naturligvis meget alt efter
kærlighedens natur. Den kan være mørk, dyster og stærkt præget af selviskhedens
brune farvetone, hvis den såkaldte kærlighed er udtryk for, hvor megen kærlighed
man selv modtager fra den anden − hvor meget man får til gengæld for sin
investering. Hvis kærligheden er af den art, hvor man ikke tænker på sig selv eller
på, hvad man selv modtager, men udelukkende på, hvor meget man kan give, og i
hvor høj grad man kan lade denne kærlighed strømme som en gave, der villigt gives
til den elskede, vil den vise sig som den skønneste rosenrøde farve, og når denne
farvetone er særlig strålende og har et lilla skær, er den tegn på den mere åndelige
kærlighed til menneskeheden. De mellemliggende muligheder er utallige, og denne
følelse kan naturligvis være farvet på forskellige andre måder − for eksempel af
stolthed eller misundelse.
ORANGE. Denne farve er altid tegn på stolthed eller ærgerrighed og forekommer
i næsten lige så mange variationer som den ovennævnte. Man ser den ofte i
forbindelse med irritabilitet.
GULT. Det er en meget positiv farve, der altid er ensbetydende med, at personen
er i besiddelse af intelligens. Den forekommer i flere nuancer og kan være blandet
med forskellige andre farver. I det store og hele er den mørkere og mere glansløs,
når intelligensen hovedsagelig ledes ind i lavere baner og især, hvis formålet er
selvisk, men når tanken er rettet mod højere og mere uselviske mål, er den gylden
og lysende, og den løfter sig gradvis til en smuk, klar og lysende citron- eller
primulagul nuance.
Grønt. Ingen anden farve har så mange forskellige betydninger som denne, og
korrekt tydning kræver et større studie. I de fleste af sine manifestationer er den
tegn på en form for tilpasningsevne, der i begyndelsen er negativ og falsk, men
senere hen positiv og forstående.
Grågrønt er en speciel nuance, der tyder på falskhed og snuhed. Det er en temmelig
markant farve i de fleste primitive menneskers astrallegeme. Den er bestemt ikke
sjælden blandt civiliserede mennesker, selvom de for længst burde have passeret
det stadie i evolutionen, som farven kendetegner. Efterhånden som mennesket
udvikler sig, ændres den grågrønne farve til en klar, smaragdgrøn farvetone, der er
tegn på alsidighed, opfind somhed og beslutsomhed, men uden negative hensigter
i forbindelse med disse egenskaber. Den er udtryk for evnen til at ”være alt muligt
for alle mennesker”, men ikke længere i den hensigt at narre eller manipulere
dem. I begyndelsen er det hensigten at behage andre mennesker eller opnå deres
ros eller sympati, og senere − efterhånden som forståelsen udvikler sig − for at
hjælpe og styrke dem. Til sidst bliver den til en fortryllende lys, blågrøn nuance.
Den er lysende, og minder om en ualmindelig smuk solnedgangshimmel, og den
er tegn på nogle af de bedste egenskaber i den menneskelige natur − den dybeste
sympati og medfølelse i forbindelse med fuldkommen tilpasningsevne, som kun
disse egenskaber kan give. På de tidligere udviklingstrin synes stærk vitalitet altid
at være forbundet med en klar, æblegrøn farvetone.
Blåt. En klar, mørkeblå farve er som regel tegn på religiøse følelser. Men den
varierer også afhængig af følelsens type, dens renhed eller hykleri, dens ædelhed
eller selviskhed. Denne farve har tendens til at blive modificeret af næsten enhver
af de tidligere omtalte egenskaber, og den forekom mer derfor i enhver nuance fra
indigo på den ene side og en varm, dyb violet farvetone på den anden og ned til
43