DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

5. KAPITEL
TREENIGHEDEN
Hensigten er nu at forstå, hvordan mennesket har gjort sin entré i dette utrolige
system af naturriger, og det er nødvendigt at bevæge sig ind på teologiens område.
Hvad finder man, når man leder i disse optegnelser for at afsløre menneskets oprindelse?
Man ser, at mennesket er resultatet af en indviklet og smuk evolutionsplan,
og at tre strømme af guddommeligt liv forenes i mennesket. I et af verdens hellige
skrifter siges det, at Gud skabte mennesket i sit eget billede. Dette udsagn rummer
en stor esoterisk sandhed, hvis det fortolkes rigtigt. Religionerne er enige i, at
guddommen er trefoldig i sin manifestation, og man vil opdage, at menneskesjælen
også er trefoldig.
Det er indlysende, at der ikke er tale om Det Absolutte, Det Højeste og Det Uendelige
− for man kan selvfølgelig ikke vide andet om Ham, end at Han er. Der er tale om
den strålende manifestation af Ham − den store, altbeherskende kraft eller guddom
i solsystemet, og som i filosofien kaldes systemets Logos. Alt det, man til alle tider
har sagt om Ham og tillagt Ham − alt, hvad der er godt, kærlighed, visdom, kraft,
tålmodighed og barmhjertighed, alvidenhed, allestedsnærværelse og almagt − alt
dette tilskrives Sollogos, i hvem mennesket i sandhed lever og røres og har sin
tilværelse. Når man studerer livet på de højere planer, ser man overalt indlysende
beviser for Hans handlinger og hensigter.
Sådan som Sollogos viser sig i sit skaberværk, er Han utvivlsomt trefoldig − tre og
dog én, som det for længst er påstået af religionen.
Det er naturligvis umuligt på nogen måde at beskrive denne guddommelige
manifestation, for det overstiger selvsagt menneskets evner både at beskrive den
eller fatte den. Men måske kan man komme til en vis grad af forståelse af en lille
del af dens virksomhed ved hjælp af nogle enkle symboler som dem, der er brugt i
2. planche (side 14). Her kan man se, at på det syvende eller højeste plan i vores
system er vores Logos’ trefoldige manifestation symboliseret ved hjælp af tre cirkler,
der repræsenterer Hans tre aspekter. De tre aspekter har hver især deres egne
egenskaber og kræfter. I første aspekt manifesterer Logos sig udelukkende på det
højeste plan. Men i andet aspekt stiger Han ned til det sjette plan og indhyller sig i
en klædning af planets stof. Dermed er der skabt et helt sær skilt og lavere udtryk
for Logos. I tredje aspekt stiger Han ned til den højere afdeling af det femte plan.
Her indhyller Han sig i stof fra denne afdeling af planet, og dermed er der skabt
en tredje manifestation. Det er klart, at de tre manifestationer på deres respektive
planer er helt adskilt fra hinanden. Og alligevel behøver man blot at følge de
stiplede linjer for at konstatere, at de tre særskilte manifestationer i virkeligheden
er aspekter af Den Ene. De er fuldstændig adskilt fra hinanden, når de betragtes
som selvstændige manifestationer på deres eget plan − sådan at forstå, at de er
helt uden indbyrdes diagonal forbindelse − men den lodrette forbindelse forener
dem alligevel på det plan, hvor de tre aspekter udgør en enhed.
Dermed kan man se, at der er god grund til at Kirken påstår, at ”vi tilbeder én Gud i
Treenigheden og Treenigheden i Enheden, idet vi hverken forveksler personerne med
hinanden eller deler substansen”. Med andre ord skal man ikke i tanken forveksle
17