DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

PENGEPUGEREN
I 17. planche (side 67) ses et andet iøjnefaldende men heldigvis mindre almindeligt
syn. Baggrunden afviger noget fra det almindelige astrallegeme, for der er
intet spor af åndelighed og langt mindre kærlighed end normalt. Gerrighed og
grådighed, egoisme, falskhed og tilpasningsevne − eller måske snarere snuhed − er
altsammen forstærket. På den anden side er der meget lidt sensualitet. Det mest
bemærkelsesværdige træk er imidlertid de ejendommelige rækker af parallelle,
vandrette linjer, der går på tværs af ovalen, så det ser ud, som om personen er
spærret inde i et bur. Disse bånd er af en dyb, brun farve, næsten som farven
brændt sienna. Overkanten af dem er jævne og klart markeret, men ned efter glider
de over og bliver skylignende.
Det er et billede af en decideret gnier. Et så ekstremt tilfælde er selvfølgelig ikke
almindeligt, men mange mennesker har noget af gnierens natur i sig. Det ses af en
intensivering af gerrighedens brune farve og af et eller to tværbånd af denne type
i den øverste del af astrallegemet − selvom der kun er få, der er så indespærret,
som det er tilfældet her. Det er tydeligt, at dette menneske har isoleret sig helt
fra verden, og at det let påvirkes af vibrationer udefra. På den måde kan nogle
af tilværelsens fristelser måske undgås, men man gør sig samtidig uimodtagelig
for vennernes kærlighed og sympati og for enhver højere åndelig følelse. Dette
selvskabte fængsel er først og fremmest en hindring for, at vibrationer kan passere
ud og ind, og selv kan dette menneske hverken lade kærlighed eller åndelighed
strømme ud. Det er fuldstændig indkapslet i sin egen egoisme, og så længe det
befinder sig i denne til stand, kan det ikke gøre fremskridt. Gerrighed ser ud til at
have den virkning, at den i øjeblikket og totalt bremser et menneskes udvikling,
og denne last er meget vanskelig at frigøre sig for, når den først for alvor har fået
tag i personligheden.
DEN DYBE DEPRESSION
Astrallegemet i 18. planche (side 68) ligner på mange måder det, der er omtalt
ovenfor. Linjerne er dog ikke brune men matgrå − og helhedsindtrykket er
ubeskrivelig dystert og deprimerende. Tilsyneladende er det ikke nødvendigvis
egenskaber, der mangler i dette tilfælde. Man har simpelthen legemets normale
farver som baggrund. Men de er sløret af disse tunge og triste linjer. Billedet forestiller
et menneske i en livsperiode, der er præget af dyb depression. Dette menneske
er også totalt isoleret fra omverdenen på samme måde som gnieren, og der er
selvfølgelig mange stadier mellem dette astrallegeme og et sundt astrallegeme. Et
menneske har muligvis kun nogle få depressionslinjer, og selv de kan være udtryk
for noget forbigående. I lettere og mindre vedvarende tilfælde får den tunge sky
måske ikke engang tid til at organisere sig i linjer.
Alligevel er der alt for mange, der overgiver sig til disse følelser og lader fortvivlelsens
tåge sænke sig over dem, sådan at hele verden opleves som dyster. De ved ikke,
at de ikke alene forsinker deres egen evolution og går glip af mange chancer, men
desuden påfører alle i deres omgivelser lidelse og skade. Der er ingen tilstand, der
er så smit som som denne følelse af nedtrykthed. Dens vibrationer stråler ud i alle
retninger og medfører lammende og sløvende indflydelse på ethvert astrallegeme,
der er inden for rækkevidde, uanset om den sjæl, astrallegemet tilhører, er i
inkarnation eller ej. Det menneske, der giver efter for nedtrykthed, er derfor en
plage og en fare for både levende og døde, for i denne tid, der er så præget af
69