DET SYNLIGE OG DET USYNLIGE MENNESKE - Visdomsnettet

11. KAPITEL
MENNESKETS UDVIKLING
Sjælen stiger først ned i stoffet på mentalplanets lavere underplaner. Øjeblikkeligt
og i en vis forstand automatisk samler der sig et legeme af det mentale stof omkring
den – et legeme, der er et nøjagtigt udtryk for de egenskaber, den allerede har − i
hvert fald for så vidt, som de kan komme til udtryk på disse planer.
Man må nemlig aldrig glemme, at for sjælen er hvert enkelt stadie af nedstigningen
ensbetydende med, at den må acceptere at blive begrænset, og derfor kan sjælen
aldrig udtrykke sig fuldt ud på de lavere planer. Sjælens egenskaber skinner blot
igennem på en måde, der kan sammenlignes med et maleri, hvor kunstneren maler
et landskab i to dimensioner, selvom det i virkeligheden er tredimensionalt. Maleriet
viser landskabet så nøjagtigt, som det er muligt at afbilde det på en flade ved at
male i perspektiv, men i virkeligheden må stort set hver eneste linje og vinkel i
maleriet selvsagt være anderledes end de linjer eller vinkler, der eksisterer ude i det
virkelige landskab. På samme måde kan sjælens virkelige egenskaber ikke overføres
til og komme til udtryk i stoffet på lavere planer. Det lavere stofs vibrationer er
alt for langsomme og træge til at kunne repræsentere sjælen. Strengen er ikke
tilstrækkelig spændt til at svinge i harmoni med den tone, der lyder fra oven. Men
den kan stemmes, sådan at den bliver i stand til at give genklang på tonen i en
lavere oktav, på samme måde som en voksenstemme kan synge i samklang med et
barns, fordi de begge synger den samme lyd så godt, som deres stemmer tillader
det.
En farve, der er udtryk for en bestemt egenskab i kausallegemet, vil også være udtryk
for denne egenskab i mentallegemet og endog i astrallegemet. Efterhånden som
man bevæger sig nedad, bliver farven grovere, mindre lysende og luftig. Forskellen
mellem farveoktaverne er så stor, at det ikke er muligt at gengive dem på papir
eller lærred. Det er kun muligt at forsøge at forestille sig farverne som stadier eller
egenskaber, for selv den nærmeste oktav, der ligger over det fysiske plan, er helt
udenfor fatteevnen, så længe menneskets bevidsthed er underkastet den fysiske
hjernes begrænsning. De laveste astrale farver kan virke mørke og grove, og de
er det sådan set også i sammenligning med højere og renere nuancer. Men selv i
deres relative grovhed er de mere lysende. Der er egentlig ikke tale om en mørk
farve i ordets almindelige betydning. De minder snarere om svagt glødende ild.
For hvert trin på vejen opad, opdager mennesket, at mens den højere stoftype er
bedre egnet til at udtrykke de højere egenskaber, mister den gradvis evnen til at
udtrykke de lavere. Den utrolig frastødende farvetone i astrallegemet, der svarer
til groft begær, kan overhovedet ikke gengives i mentallegemet. Nogen vil måske
mene, at det burde være anderledes, for hvem kan ikke få en begærlig tanke?
Men denne opfattelse giver ikke et korrekt billede af virkeligheden. Et menneske
kan i tanken danne et mentalt billede, der vækker en begærlig følelse. Men i mentallegemet
vil denne følelse forstærke de farver, der repræsenterer de mentale
karaktersvagheder, der er forbundet med den, nemlig selviskhed, indbildskhed og
falskhed, og disse karaktertræk kan overhovedet ikke komme til udtryk i det lysende
kausallegeme. Hvis disse karaktersvagheder intensiveres i det lavere legeme, og hvis
man identificerer sig med dem, vil de imidlertid i nogen grad formørke de lysende
farver, der repræsenterer udviklingen af de modsatte karaktertræk i denne højere
tilværelse, der er langt mere virkelig.
35