Vi vil Mo også gerne have oplevelser ² en optimering af ...

Produktspeciale i Oplevelsesøkonomi, E’11/F’12
Lone Daubjerg (20062512) & Nana Nielsen (20062071)
Den sociale model reproducerer overordnet set dualismen mellem krop og bevidsthed, hvorfor
Hughes og Paterson re-konceptualiserer adskillelsen mellem impairment og disability.
Eksempelvis påpeger de, at det er en epistemologisk nødvendighed at antage følgende:
”Impairment (as physicality) cannot escape either cultural meanings and beliefs or its embeddedness in social
structure. On the other hand, oppression and prejudice, not only belong to the political body, but become embodied
as pain and ‘suffering’.” (Hughes & Paterson, 1997:336).
Der eksisterer kort sagt et dialektisk forhold mellem impairment og disability. Jf. specialets
videnskabsteoretiske grundlag kan man ikke reducere kroppen til impairment, forstået som fysisk
dysfunktion, hvad enten den er ramt af funktionsnedsættelse eller ej. Dette ville netop adskille det
biologiske fra det kulturelle og gøre kroppen til en biologisk krop uden historie.
I det ovenstående citat kommer det endvidere til udtryk, hvordan undertrykkelse og fordomme
kan legemliggøres som en smertelig oplevelse. Dog må vi påpege, at det ikke er alle oplevelser,
individer med funktionsnedsættelse får, der er smertelige.
Anden indvending: Det uovervindelige tragediesyn
Hvor den sociale model har særligt fokus på den eksisterende marginalisering og undertrykkelse
af mennesker med funktionsnedsættelse, er det naturligvis også vigtigt at tilføje, at en ny model er
dukket op inden for bevægelsen ’Disability Arts Movement’:
“An affirmative model is developing in direct opposition to the personal tragedy view of disability and impairment.
The writings and experiences of disabled people demonstrate that, far from being tragic, being impaired and
disabled can have benefits” (Swain & French, 2000:574)
Den bekræftende model tager fat på begrænsninger ved den sociale models negativitet samt det
generelle tragediesyn, der optræder blandt mennesker uden funktionsnedsættelse, og som ofte er
repræsenteret i medierne; et helt generelt syn på funktionsnedsættelse som noget, der skal sættes
lig med en personlig tragedie. John Swain og Sally French udtaler følgende om tragediesynet:
Side 30 af 104