Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

det accepterede de også 100%. De sagde sådan flere gange, "arj, hold nu op for fanden, og
kom nu, det kan du da godt". Og sådan lidt – "det er fordi, du ikke tør". Og så havde jeg
det sådan, jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde "ja, det er det". Fordi så lad mig dog
gå med på den, hvis de køber den, og jeg kan få lov til at blive ved med det, ikke?
For at få lov til at blive ved med at få sine injektioner på hospitalet, går Holger med
på forklaringen – at det er fordi, han ikke tør. Nåleskræk er en anerkendt årsag til ikke
at stikke sig selv blandt sygeplejerskerne, hvilket flere af dem nævner i interviewene.
Resten af deres vurdering går på, om patienten fysisk kan gøre det (jf. også kapitel 4).
Det er også, hvad Holger oplever. Den fortælling, som er den centrale for Holger –
nemlig fortællingen om at skabe sig et liv, hvor han ikke behøver at føle sig syg – synes
ikke at få plads i den eksplicitte dialog om behandlingsvalget. Hans dagsorden forbliver
skjult, fordi den forståelsesramme, der sættes ned over behandlingsvalget, defineres af
behandlerne – og indenfor denne ramme findes nåleskræk og spørgsmålet om, hvorvidt
patienten "kan" – men ikke andre forhold, som kunne motivere patienten til et
valg.
9.1.4 At lade lægen bestemme
At lade lægen bestemme er en anden taktik, som flere patienter fremhæver. Særligt gælder
det for hjertepatienterne. De undlader at fortælle egne præferencer for at få lægen
til at træffe en beslutning, som alene er baseret på medicinsk viden. Er eksempel herpå
er Anders, som vi også beskrev i kapitel 8.
Anders har fået en hjerte-klap operation. Gennem en bekendt har han inden operationen
fået af vide, at der findes to slags hjerte-klapper: en biologisk og en metalklap. Han
fortæller om valget:
Interviewer: Jeg kunne huske, din kone fortalte derovre til konsultationen, at hun havde
forventet, at I skulle vælge, om du skulle have en metalklap eller en biologisk klap.
Anders: Ja det er fuldstændig rigtigt.
Interviewer: Var det ved interviewet? (forsamtale inden operationen).
Anders: Ja det var ved interviewet. Jeg ville helst have en biologisk, fordi metal - det havde
jeg hørt, at de klaprede, og man kunne høre det og sådan noget, plus det at jeg skulle have
blodfortyndende medicin resten af mit liv. Og da jeg hader at tage medicin, så er jeg ikke
helt vild efter at gøre noget, som jeg skal gøre konstant. Det skal jeg med de dér andre hjertepiller
jeg har. Dem skal jeg tage resten af mit liv, det kan jeg leve med, men at jeg så også
skulle til at tage marevan resten af mit liv, og gå til tjek med dem, det var jeg ikke meget
for. Men jeg overlod det nu til ham at bestemme det, selvfølgelig. Jeg sagde, jeg ytrer ikke
noget ønske om det, jeg sagde, jeg ved, man kan få hjerteklapper af metal og få det af en
biologisk, så sagde han, at han helt givent ville foretrække en biologisk. Og det var af flere
årsager, for det første ville jeg få det bedre med den, mens den var der, ikke? Til gengæld var
der chance for, at den ikke holdt så længe som en metal, den holder resten af ens liv ikke.
Men da jeg ikke ved, om jeg bliver 90 eller om jeg bliver 84, det kan jeg jo ikke vide noget
om, så sagde jeg, den tid den sorg. Hvis det så endelig var, ja så har jeg jo set i fjernsynet, at
nu kan de sætte en ny hjerteklap ind på en time, så.. jeg har ikke nogle problemer med det,
så... Han ville selv, hvis han skulle opereres, vælge en biologisk, og da han sagde det, så sagde
jeg også jahhhh.
Interviewer: Ja ja, men det var så også det, du selv havde tænkt inden.
Anders: Ja ja, men jeg sagde ikke noget til ham om, hvad mit ønske var, men bare hvad
han ville….
103 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed