Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

7.3.3 Karolines case
Karoline var en ellers rask og rørig kvinde på 70 år, som pludselig fik en blodprop i
hjertet, blev indlagt akut og fik en ballonudvidelse. Karoline interviewes tre måneder
senere sammen med sin mand om hendes oplevelse af forløbet og hendes oplevelser
af at være inddraget i beslutningerne. I interviewet er det gennemgående tema for
Karoline årsagen til hendes blodprop.
Karoline mener, det er væsentligt som patient at spørge hele tiden. Hun har et stort
lægeleksikon derhjemme, som hun er meget glad for at læse i. Hendes interesse har
et omfang, så familien kalder hende for Dr. Hjælpeløs. Hendes mand er noget irriteret
over det. Han mener, at al den viden får hende til at bekymre sig unødigt. Men
Karoline vil vide det hele. Derfor skriver hun også altid sedler med sine spørgsmål
hjemmefra, som hun tager med, når hun skal til lægen.
Karoline: Ja altså, for det er første gang jeg har været på hospitalet, jeg har aldrig prøvet det
før. Så synes jeg, at jeg har fået god behandling. Og det hele, det er gået så stærkt. Man skal
spørge. Det skal man jo, man skal hele tiden spørge, for ellers får man jo ikke noget at vide.
Og jeg spørger jo meget…. men det må jeg godt, siger de så. Og når jeg så spørger, så får jeg
tingene at vide, og så er de venlige og rare og ligesådan med medicin, der har jeg også fået at
vide det hele. Jeg kan ikke klage over noget, det kan jeg altså ikke.
Det er dog en sandhed med modifikationer, at hun får alt at vide. Når det kommer til
medicinen, finder Karoline det nemlig ikke altid passende at spørge.
Karoline fortæller om, at hun under indlæggelsen fandt det meget svært at skulle sove
sammen med andre patienter. Hun kunne ikke sove, men måtte heller ikke ligge med
lyset tændt, så hun kunne læse. Hun følte sig meget ulykkelig og savnede omsorg.
Interviewer: Fik du ikke en sovepille?
Karoline: Nej, jeg fik ikke en sovepille, det gjorde jeg ikke. Det sagde de heller ikke, jeg
måtte få. Og jeg turde jo heller ikke spørge om det, for hvis nu jeg ikke måtte få det. Det
må de jo vide, hvad de skal give mig …
Karoline forklarer, at hun havde tænkt, at når det var noget med hjertet, så måtte
hun sikkert ikke dysses ned. Senere i hendes sygdomsforløb ligger hun nogle dage på
Frederiksberg Hospital til observation på stue med nogle andre patienter, som hun ser
får sovemedicin af sygeplejersken. Hun spørger da sygeplejersken, om hun også må få
noget, og det må hun gerne.
Det bemærkelsesværdige ved Karolines fortælling her er, at hun ikke kun lader være
med at spørge, men selv finder en forklaring på, at hun nok ikke må få sovemedicin –
hun holdes tilsyneladende tilbage af en tro på, at der nok er en grund til, at hun ikke
må få det, når de nu ikke tilbyder hende det. Det er også bemærkelsesværdigt i beskrivelsen,
hvorledes hun spørger, om hun må få det, når hun er i en situation, hvor det
forekommer hende nemt og passende at spørge.
Karoline fortæller, at hun ikke har spurgt så meget til den medicin, hun får, i det hele
taget. Hun læser indlægssedlen, og spørger så blot til, hvor længe hun skal tage det.
Hun ved derfor, at hun skal tage en række præparater resten af livet. Hun spørger ikke
nærmere til dem, siger hun. Det gælder dog ikke altid. Karoline fortæller, at hun under
sin indlæggelse læste på indlægssedlen til sin hjertemagnyl. Hun opdager da, at de kan
give maveblødninger, og spørger derfor sygeplejersken, om der ikke findes nogle andre
piller, som ikke har den bivirkning.
Karoline: Man får nogle hjertepiller, og de er hjerteformede. Og dem kan man godt få ondt
i maven af. Altså maveblødning. Og det fik jeg jo også at vide. Så siger jeg: "Sig mig, findes
der ikke nogle andre, der virker lige så godt? Jo, det gør der, der er nogen, der er indkapslet,
som der først bliver optaget længere nede i maven, så sagde jeg lad mig få dem, så jeg ikke,
i hvert fald sammen med alle de andre piller, får noget, der skader". Og så har jeg fået det.
85 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed