Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

spørgsmålstegn ved dens grænser. Hvem er kompetent til at vurdere hvad? Skal lægen
acceptere, når patienten mener at kunne forstå blodprøvesvarene? Skal patienten høre
efter, når lægen vurderer, at det ikke er i orden at fravælge medicin og til gengæld ikke
kunne sidde med sine børn på skødet?
5.4 Sammenfatning
I modellen om fælles beslutningstagning er patientens præferencer meget centrale.
Dette kapitel har vist, at når behandlingsmæssige beslutninger træffes i praksis, tager
billedet sig anderledes ud.
For patienterne gælder, at de:
■ ofte ikke anser det som vigtigt at fortælle om deres præferencer
■ ofte refererer til lægefaglig viden, når de fremstiller deres behandlingspræferencer
For behandlerne gælder, at de:
■ ikke altid anerkender patientpræferencer som betydningsfulde
■ i en række situationer anser patientens præferencer som illegitime.
Resultatet er, at præferencer, der udspringer af patientens levede liv, enten ikke får tilstrækkelig
plads i konsultationen til at blive en vægtig faktor i behandlingsvalget – eller
at en kamp om legitimiteten af patientens præferencer opstår.
Når patienter aktivt indgår i den proces, hvori behandlingsmæssige beslutninger træffes,
udfordrer det magtforholdet mellem patient og behandler. Dette hænger sammen
med, at:
■ den medicinske viden og patientens præferencer åbent skal vægtes
■ den asymmetriske magtrelation mellem patient og læge bliver udfordret
■ eksplicit kommunikation opleves som en konflikt, når parterne ikke opnår enighed.
I kapitlet har vi med Bettinas case illustreret, hvor provokerende konflikten kan opleves.
Det problematiserer forudsætningerne for fælles beslutningstagning, da det ligger i
den tankegang, at konflikt vil opstå, hvis parterne ikke er enige.
Det kan undre, at konflikt kan blive så problematisk. For at finde en forklaring har
vi søgt til litteraturen. Her finder vi en forklaring omkring måder at praktisere lighed
på, som er karakteristiske for mange interaktioner i det danske samfund og det danske
sundhedsvæsen.
I en let karikeret udgave kan man fremhæve det danske samfund som et konsensus- og
lighedssøgende samfund, hvori uenighed forbindes med alt det i en mellemmenneskelig
relation, som ikke er populært. Antropologen Sally Anderson skriver (ud fra en analyse
af den danske folkeskole), at det at demonstrere eksplicit enighed bekendtgør en
verbalt udtrykt konsensus, som har den effekt, at forskellige positioner sammenknyttes
i en uanfægtelig gensidig accept, hvor forskel bliver til lighed (25, s.180). At være enige
signalerer med andre ord lighed, mens det at være uenige signalerer ulighed.
Charlotte Baarts skriver tilsvarende ud fra et observationsstudie fra en medicinsk afdeling,
hvorledes både patienter og behandlere ønsker at nå til enighed, og at de herigennem
søger at fortælle hinanden, at de anser hinanden som ligemænd, også selvom de er
i meget forskellige situationer, og har meget forskellige sociale roller (24).
64 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed