Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

at læger er dårlige til at kommunikere. Det er jo fordi hele systemet prøver at formindske de
der meget konkrete korte beskeder i journaler, og det ”spytter” så over på patienterne. Alle
yngre læger kommer ud med en masse erfaring i, hvordan man kommunikerer og sådan
noget. Det lærer man under uddannelsen, men det bliver jo ret hurtigt barberet ned af tidshensyn.
Ja, på den ene side er det hensigtsmæssigt, fordi det gør hverdagen meget mere rationel,
når man ikke bruger så meget tid, men på den anden side så ryger den der lidt bløde
kommunikationssamtale. Det tror jeg ikke kan være anderledes.
På lægeuddannelsen undervises i kommunikation, men den her formidlede viden om
empatisk samtale opleves af behandlerne som et krav, der ikke stemmer overens med
kravet om patientproduktion og ventelister. Behandlerne oplever det i stedet som nødvendigt
at styre samtalen. Som en læge udtaler i et interview:
Der er sådan nogle teorier for, hvordan man skal samtale med sin patient, altså regel nr. 1,
og det står ingen steder, det er, du skal aldrig spørge din patient: "Hvordan har du det?", for
det tager 5 minutter, og det har du ikke tid til. Så du kan ikke sidde i et ambulatorium og
spørge, hvordan har du det, det må du aldrig spørge om. Du skal stille specifikke spørgsmål,
som du gerne vil have svar på, men ikke de der åbne spørgsmål, nu skal vi samtale; du har
et kvarter til patienten. Og så kan det godt være, at der er mange, mange fine teorier om,
hvordan man kommunikerer med en patient, og patientinddragelse, men hvad hjælper det,
når du har et kvarter? Altså, det kan man ikke som læge, og derfor er det vigtigt, at det her
tværfaglige samarbejde, så har vi sygeplejerskerne, som også kommer ind over og tager den
del af det. Fint med alle de teorier, men du har godt nok ikke tid til at bruge dem.
Mange behandlere bruger mangel på tid som en forklaring; den begrænsede tid skal
udnyttes til at indhente relevante informationer på kortest mulig tid (27). Om oplevelsen
af tidspres kun handler om den fysiske tid, der er til rådighed, eller om der snarere
er tale om en oplevelse af modstridende krav, hvoraf kravet om effektivitet prioriteres
højest, må forblive et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder er resultatet af journalskrivningspraksis
og oplevet tidspres, at patientens præferencer adresseres i afgrænsede
tidsrum udenfor samtalens kerne.
6.5 At give plads til patienten i samtalen
Som det efterhånden synes at være gængs kutyme i det danske sundhedsvæsen, opfordres
patienterne til at tænke deres spørgsmål igennem hjemmefra, og skrive dem ned
så de husker dem. Behandlerne ser generelt positivt på, at patienterne stiller spørgsmål.
For lægerne, som kun har et begrænset tidsrum (max. et kvarter), synes det dog at
komplicere konsultationen for dem. Som en reservelæge udtrykker det:
Læge: Det værste jeg ved er, at når der er gået et kvarter, og de så hiver en dosmerseddel op
med 10 punkter. Det er også stærkt provokerende på en eller anden måde.
Interviewer: Hvorfor provokerende?
Læge: Fordi man har lavet en konsultation, hvor man egentlig har talt om en masse ting, og
så pludselig bliver der lagt en hel masse ting oveni. Jeg kan godt forstå, at det kan være nødvendigt,
men så skal man gøre det up front, altså så må det være fra starten af, ligesom sige,
jeg har de her 10 spørgsmål, jeg ved godt, det er meget, men på en eller anden måde. Det
værste er det der, lige på vej ud af døren – "i øvrigt"..
Interviewer: Det sker meget tit?
Læge: Det sker meget tit – det siger jeg også til folk, hvis du ikke kan huske det, så skriv det
ned til næste gang. Men så skal man have det frem. Derfor er det også vigtigt med ens egen
71 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed