Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

2 Fælles beslutningstagning – en model
for patientinddragelse
Dette kapitel introducerer den model for patientinddragelse, fælles beslutningstagning,
som vi i design af undersøgelsen og i analysen af data har brugt som pejlemærke og
som inspiration. Vi vil i kapitlet introducere baggrunden for modellens opståen og
dens forudsætninger. Vi stiller skarpt på modellens grundlæggende forudsætninger,
fordi den empiriske undersøgelse påpeger en række forhold ved beslutningstagning i
daglig klinisk praksis, som problematiserer netop disse forudsætninger. Desuden gengiver
vi modellens styrker og svagheder.
2.1 Baggrunden for modellen om fælles beslutningstagning
Der gøres i sundhedsvæsnet meget for at sikre patienterne den bedst mulige behandling.
Kliniske randomiserede studier vurderer effekter af behandlinger, medicinske teknologivurderinger
og reviews sammenligner dem, og kliniske retningslinjer udarbejdes
på baggrund heraf. Imidlertid viser det sig i praksis, at reviews sjældent kan fremhæve
en enkelt behandlingsform, der fremstår som entydigt bedre end de øvrige alternativer,
men at der netop ofte forekommer en række alternativer, som hver har fordele og
ulemper (36).
Desuden giver de randomiserede undersøgelser ikke endegyldigt svar på, hvad der er
det bedste for den enkelte patient. Når behandlere træffer behandlingsmæssige beslutninger,
må de således også trække på deres erfaringer – og på det som kaldes det lægelige
skøn. Dertil kommer, at behandleren altid træffer de behandlingsmæssige beslutninger
på baggrund af den viden, han besidder, og en del af denne viden stammer fra
patienten.
Modellen for fælles beslutningstagning tager udgangspunkt i dette mudrede billede af,
hvordan behandlingsmæssige beslutninger træffes. Det centrale spørgsmål er: Når nu
der ikke findes ét og kun ét bedste valg, og behandlingsmæssige valg ofte må træffes på
baggrund af skøn og ufuldstændig viden, hvordan træffes da de bedste valg?
Modellens normative svar er, at det gøres gennem inddragelse af patienten i et partnerskab
og en fælles dialog om fordele, ulemper, ønsker og præferencer, som kobles med
en øget grad af vidensudveksling mellem behandler og patient (10).
Modellen er udviklet fra 1980’erne, og er opfostret med en række idealer og strømninger
fra tiden. Flere landes lovmæssige krav om informeret samtykke og/eller informerede
valg, samt patientforeningers og brugerrettighedsbevægelsers krav om øget
patientautonomi og -kontrol, har formet modellens udvikling (10). Intern og ekstern
kritik af sundhedsvidenskabernes ensidige biologiske orientering, og forsøg på at reorientere
forskningen i en mere humanistisk retning betyder, at modellens grundtanker
vinder genklang blandt en række sundhedsprofessionelle og -forskere (26, 30). Endelig
har det øgede fokus på kronikeromsorg og en øget bevidsthed om betydningen af både
behandlerens og patientens handlinger for behandlingsresultatet givet modellen et
bredere fodfæste (10). I tråd med disse tendenser fremføres fælles beslutningstagning
ofte som et etisk korrekt valg – som Guadagnoli og Ward fremfører, er fælles beslutningstagning
”justified on humane grounds alone and is in line with a patient’s right to
self-determination” (17). Retten til selv at være med til at bestemme leder til det fokus,
som også fremgår af navnet: fælles beslutningstagning.
28 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed