Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

”men det er nok meget godt”, og spørger, hvor stor kanylen er. På den måde har hun
givet sin accept, selv om hun ikke eksplicit har sagt ja tak.
At Annemaries mor og søn er med i konsultationen, bidrager til at sætte andre motiver
på dagsordenen for Annemarie. Hun er ikke bare patient, men også mor, og ønsker
ikke, at hendes søn skal se hende blive bange. Da hendes forsøg på at få sønnen ud af
rummet mislykkes, er det medvirkende til, at hun opgiver sin modstand, der jo skyldes
hendes frygt for smerter. Hun er ”nødt til at være tapper”. Annemarie ændrer med
andre ord ikke indstilling til indsprøjtningen undervejs – men hendes prioriteringer
ændrer sig: Fra at være mest optaget af at undgå en fysisk smerte, går hun over til i
stedet at prioritere at gøre det, der i situationen defineres som rigtigt – dels af lægen,
og dels af hende selv. Hun vælger rollen som den gode mor og den gode patient, som
følger lægens anbefalinger.
9.2 Patienten som strategisk aktør – eller taktisk spiller i et ukendt
spil?
For patienterne er det vigtigt at handle på en måde, så de får den bedst mulige behandling.
Det tydeliggør de mange interviews. Deres måder at arbejde for det er imidlertid
meget forskellige. Ser man eksemplerne som fortællinger, er det bemærkelsesværdigt,
hvor forskellige roller patienterne tilskriver sig selv i fortællingerne. De igangsætter
forløb, der leder den rette vej, de prøver at vise sig som søde og rare, de gør, hvad de
kan for at påvirke testmålinger, så de viser lægen "det rigtige". Andre følger op på, om
forløbet skrider frem, som det skal, finder selv ud af, hvordan de får den bedste læge
gennem deres kontakter i sundhedsvæsnet, eller søger information om deres medicin
og vender det med lægen.
Med de Certeaus teoretisering over de handlemuligheder almindelige mennesker har,
kan vi uddybe det, som karakteriserer patienternes handlinger. Ifølge de Certeau kan
mennesker, som er tilknyttet institutioner i samfundet (som f.eks. behandlere), handle
strategisk. Dvs. de kan handle ud fra en langsigtet plan, fordi de handler på egen hjemmebane,
og har udsyn over det, som sker. De kan dermed skabe rum for handlinger og
lægge dem over forskellige situationer. Mennesker, som ikke er tilknyttet institutionen,
men som af den ene eller den anden grund er nødt til at være i den, handler ofte taktisk
i stedet. Dvs. de manipulerer eller udnytter de rum for handling, som på forhånd
er defineret. Måske laver de tricks. De er på udebane, og har ikke udsyn over, hvad der
sker, og kan derfor ikke planlægge langsigtet. Deres handlinger kan ofte synes meningsløse,
fordi de ikke stemmer overens med de handlinger, der er gængse indenfor de rammer,
de handler i, selvom de bruger de etablerede rammers sprog (87).
Patienter, som gør sig umage med at være søde og rare, som igangsætter forløb, men
derpå overlader behandlingsforløbet til lægen, eller søger at påvirke testresultater i det
skjulte, kan i høj grad siges at handle taktisk. Deres handlinger er karakteriseret ved at
være enkeltstående. Det er små fortællinger om episoder, hvor de selv har forsøgt at øve
indflydelse på et forløb og et system, som ikke er deres, men som de grundet sygdommen
er havnet i, og som de prøver at påvirke, når de kan. Disse patienter handler i et
system, der som helhed er usynligt for dem.
Så er der patienter, der udtænker tricks til at opnå den bedste behandling (fx ved at
pendle mellem hospitaler). Udefra kan det forekomme meningsløst. Men fra patientens
perspektiv kan det være en gennemtænkt taktik til at opnå en ønsket behandlingsindsats.
106 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed