Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

Det bemærkelsesværdige ved Anders er, at han ved, at der er et valg at træffe. Han har
viden til at træffe valget, og han har gjort sig sine præferencer klart. Alligevel skjuler
han egne præferencer for at få lægen til at vælge uafhængigt af ham. Spørgsmålet er
hvorfor? Det store tema i Anders’ sygdomsfortælling er utryghed og måder at blive tryg
på igen. Han fremhæver dygtige læger som noget væsentligt, og situationer som ikke
kører efter bogen gør ham usikker. Det synes således at være en rimelig antagelse, at
Anders lader lægen vælge for at føle valget så sikkert som muligt. Anders tror tilsyneladende,
at der findes et valg som objektivt og uafhængigt af ham er det bedste. Og at
lægen garanterer dette valg. Igen er vi tilbage til diskussionen fra kapitel 8 med patienter,
som tror, der findes et og kun et bedste valg. Som casen her illustrerer, indebærer
denne opfattelse imidlertid ikke nødvendigvis at forholde sig passivt til egen behandling.
Det kan være en taktisk velovervejet handling at skjule egne præferencer.
9.1.5 Ikke at være til besvær
En strategi, som flere gigt- og hjertepatienter giver udtryk for, er "at være en god
patient". De mener tilsyneladende, at de får den bedste behandling ved at opføre sig på
en særlig måde. En hjerte-patient udtrykker det som følger:
Hvis du er inde på hospitalet og råber og skriger, så får du en helt anden behandling. Dem,
der råber efter personalet, det er dem, der ikke er vant til at få noget godt derhjemme. Så
skal de famne have det, når de kommer ind. I stedet for at være behjælpelig, ikke? Man får
altså en anden behandling, når man selv er flink. Det kan jeg love dig for. Det har jeg prøvet
et par gange.
En gigtpatients fortælling understreger, hvordan det at være en god patient får betydning
for beslutningstagningsprocessen.
Før patienten kom i behandling med Enbrel, som er en af de dyreste biologiske præparater,
var hun i et års tid i behandling med et andet biologisk præparat, Humira, som
imidlertid ikke havde nogen særlig god effekt på hende. Da hun spørges ind til, hvordan
beslutningen om at skifte præparat blev truffet, fortæller hun:
Det var en beslutning, jeg tog sammen med min læge. Han sagde, skal vi prøve noget andet,
så sagde jeg, det synes jeg, vi skal – han skulle hele tiden tappe mine knæ, mine knæ blev
store og tykke, ikke også, han var træt af at tappe mine knæ, den stakkels læge. Det var derfor,
vi gjorde det, ikke?
Selv om patienten siger at det var ”en beslutning jeg tog sammen med min læge”, er
det i hendes udlægning, lægen som tager initiativ til at skifte medicin, selv om hun
tydeligvis stadig er voldsomt generet af sin sygdom (knæ, der er så hævede, at de skal
tappes, giver store smerter). I patientens fremstilling er årsagen til medicinskiftet ikke
hendes smerter og gener, men snarere at hun ikke vil være en byrde for lægen. Hun har
med andre ord et ønske om at være en god patient, der ikke vil belaste lægen unødigt,
og som føjer ham, når han foreslår noget nyt. Dette kan ses som en strategi for at begå
sig i systemet og få god behandling – hvis man er til besvær, vil lægen måske ikke give
en den bedste behandling.
Disse eksempler tydeliggør, hvordan nogle patienter synes at tillægge en tilbageholdende
adfærd i mødet en stor kraft. Frygten for et nej og troen på, at man kan få den optimale
behandling ved at følge lægen, synes at ligge til grund for patienternes taktiske
arbejde med at være behjælpelig, venlig og frem for alt ikke være krævende. At opføre
sig som den gode patient bliver således en strategi til at opnå den bedste behandling.
104 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed