Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed - Sundhedsstyrelsen

ogen er blevet udleveret og gennemgået allerede, og ellers får patienten den. Hvis
patienten ryger, tjekkes om han/hun har fået en rygestopguide – og ellers udleveres
denne. Der informeres om kost, og patienterne tilbydes gerne en madplan til at hænge
på køleskabet, foruden en henvisning til diætist for yderligere information. Dertil forklares,
at motion er vigtigt, og det pointeres, at de gerne må blive forpustede – men
helst ikke mere, end at de stadig kan snakke. Når sygeplejersken skønner, at der er
behov for det, tages en plastikfigur af et hjerte og en forstoppet kranspulsåre ned. Med
dette informeres om sygdommens biologiske udtryk og nogle gange blodproppens placering.
I konsultationerne tilbydes således primært viden om kroppen – hvad der gør den syg,
og hvad der gør den godt. Den mundtlige information er biologisk i sin forståelse. Det
samme gælder det primære informationsmateriale: hjerteforeningens "Hjertebogen".
Informationen omhandler, hvordan et hjerte og kredsløb fungerer, sygdommens ætiologi,
hvordan man kan forebygge flere blodpropper og hvilke psykosociale reaktioner,
man kan have.
Vægtningen af informationen i konsultationen er således med til at skabe en fælles
forestilling om kroppen og sygdommens ætiologi. Patienterne får information, som kan
styrke deres forståelse af, hvor vigtigt det er at leve hjertevenligt og spise deres medicin,
men de får ikke information, der lægger op til valg.
7.1.2 Information om bivirkninger
En del af den information, som skal gives, omhandler bivirkninger. En læge på
Gigtambulatoriet fremhæver, at de skal uddele skriftlig information til folk om alt
medicin – også håndkøbsmedicin som fx Panodil. Patienterne skal informeres om,
hvordan stoffet virker og hvilke bivirkninger, det kan have. De skal have en skriftlig
information, og det skal skrives i journalen, at patienten forstår og samtykker. Men
som lægen siger efter forklaringen: "Det får jeg aldrig gjort". Gigtlægerne finder det
generelt vigtigt at informere om bivirkninger, og om at der findes alternativer, hvis det
stof de giver først ikke hjælper. Som eksemplet her viser, har lægerne en ambition om
at opretholde et højt informationsniveau, men de når ikke altid denne ambition.
På hjerte-rask hælder behandlerne mere til at nedtone information om bivirkninger. I
konsultationerne spørger behandlerne i varierende grad til bivirkninger, ligesom de i
varierende grad fortæller om bivirkninger til patienten i forbindelse med ordinationen.
Behandlerne på hjerte-rask oplever det som en balanceakt at finde ud af, hvor meget de
skal informere om bivirkninger. Som en sygeplejerske siger det:
Det er så svært, synes jeg. Hvis man siger til patienterne: "Medicinen giver de og de bivirkninger,
har du nogle af dem?" Så er det ofte sådan, at så har de også følt det. Men hvis man
spørger ind på den anden måde – uden at nævne, at det kan være medicinen – så er det ofte
lidt anderledes. Og det er også det svære ved at informere om, at medicinen kan give de og
de bivirkninger, for så vil de være fokuserede på dem, og så vil de ofte opleve nogle af dem,
ikke? Det kender man også fra sig selv – hvis man får at vide, at der kan ske noget, så går
man og forudser, at det nok kan ske, ikke? Ofte så vil man også gerne have, at det sker, og
mærker rigtig meget efter. Så det er sådan en balancegang ikke at skræmme, men samtidig
informere.
Hjerte-rask læger giver udtryk for samme tilgang til information om bivirkninger.
Forskellen mellem gigtlægernes tilgang til information om bivirkninger og hjerte-rask
behandlernes er umiddelbart bemærkelsesværdig. Når vi ser på, hvordan behandlerne
77 Patientinddragelse mellem ideal og virkelighed