Pragmatisk, åbent og genstridigt - unges uddannelsesvalg i ANT ...

Pragmatisk, åbent og genstridigt – unges uddannelsesvalg i ANT-perspektiv Side 13/99
tive interview med hver person. Undervejs opdager hun så, at hvor informanterne tidligt i forløbet
tager udgangspunkt i interesser (ofte fra fritidsbeskæftigelser), så vil de senere i forløbet have rettet
ind i forhold til hvad der er muligt – og ender i øvrigt med at vælge en uddannelse, der minder om
deres forældres (p.240). Så er banen igen kridtet op til en kamp mellem ”det frie valg” og ”den sociale
arv”. Hutters metodevalg er grundlæggende individualistisk. Hun ønsker ”at give de unge
stemme” (pp.9-10), og det gør hun med individuelle interview. Disse interview er endog gennemført
som ”narrative interview”, hvor informanten eget perspektiv prioriteres, og hvor informanten
ses som ”eksperten” i sit eget uddannelsesvalg (p.25). Der opstår så ifølge Hutters et behov for at
åbne op for en mere strukturel forklaring af uddannelsesvalget. Da undersøgelsesdesignet jo ligger
fast, vælger hun i stedet at åbne op for ”strukturen” analytisk, ved undersøgelse af ”social positionering”.
Dels ved Bourdieus teori om positionering i et ”socialt felt” (pp.46-57) og dels ved Bronwyn
Davies idé om ”subjektpositionering” (pp.58-70). Disse to tilgange kan i sig selv betragtes som
konstruktive forsøg på at overskride aktør/struktur-dikotomien (og Davies bruges da også i dette
speciale). Men problemet er bare, at datamaterialet er opstået ud fra individets perspektiv, og at den
sociale kompleksitet i uddannelsesvalget risikerer allerede at være vasket ud af det empiriske materiale.
I sidste ende påpeger Hutters en vigtig pointe: at tiden, der går fra ungdomsuddannelsens afslutning
og til ansøgningen om optagelse på en videregående uddannelse, bruges til at omsætte
drømme om uddannelse til realistiske uddannelsesvalg (pp.234-6). Men denne pointe er jo egentlig
bare en omformulering af grundproblemet: hvordan uddannelsesvalget både kan rumme ”individuelle
interesser” og samtidig kan ”tilpasse sig omgivelserne”. Hun ender altså med at konkludere
problemet – og så er vi jo lige vidt. Nu gør Hutters også mange spændende iagttagelser undervejs,
og det er vel altid relevant at lytte til specifikke stemmer i en kompleks proces. Her er pointen imidlertid,
at kompleksiteten udviskes, og at projektet hænger fast i aktør/struktur-dikotomien.
Selv om både Jens Peter Thomsen og Camilla Hutters gør meget ud af at nuancere dynamikkerne
omkring unges uddannelsesvalg, så føres de alligevel ind i aktør/struktur-dikotomien. Hos
Thomsens ved at skrive sig ind i en politisk ulighedsdiskussion, der bygger på individets stræben og
den sociale arv, og hos Hutters ved alene at afdække uddannelsesvalget fra individets perspektiv.
Måske er det netop problemet med forskningen i unges uddannelsesvalg, at selv om faren for at
blive fanget af aktør/struktur-dikotomien er kendt af alle – så er de forskningsmetoder, der anvendes,
og de argumenter, der motiverer undersøgelserne, stadig ladet med stof fra denne dikotomi. At
det i praksis er utrolig svært at komme fri af aktør/struktur-dikotomien i behandlingen af unges uddannelsesvalg.
Dette gælder ikke kun for aviserne, på Christiansborg, i de administrative strukturer
osv. – men også den videnskabelige forskning risikerer at ende i en genopdagelse af ”det frie valg”
versus ”den sociale arv”. Måske er vores samfund så gennemsyret af denne dikotomi, at den næsten
ikke lader sig overvinde?