Pragmatisk, åbent og genstridigt - unges uddannelsesvalg i ANT ...

Pragmatisk, åbent og genstridigt – unges uddannelsesvalg i ANT-perspektiv Side 59/99
er et mønster der går igen. Men hvorfor bliver Ditte så ved? Ja, et svar kunne være at ”man skal gå
efter sin drøm” – og det er da også variationer over dette svar, der findes i materialet. Ikke kun fra
Ditte selv [D1(O4b)], men også fra kæresten [D3(O4a)], fra Dittes mor [D5(O1a-b)] og Dittes venner
[D1(A47b)]. Kæresten tror også på at ”man kan hvad man vil”: ”Jeg har sådan lidt en tro på, at
hvis man satser alt, så når man også sit mål, så hvis hun virkelig ville ind, ligegyldig om chancen så
er 0,2 % for at hun kan komme ind på kvote-2, så er jeg sikker på, at hun ville komme ind, hvis hun
virkelig søgte med alt hvad hun kunne” [D3(10:06-10:21)]. Også moderen bidrager med moralsk
støtte i Dittes uddannelsesvalg. Moderen har efter sin lidt forvirrede ungdom videreuddannet sig, og
arbejder i dag med behandling af alkoholikere. Også hun støtter Ditte i, at hun skal ”gå efter sin
drøm”: ”…og så tror jeg, at Ditte har opdaget, at hvis man virkelig går efter sin drøm, så er der
mange ting der bare er, sådan mere…jamen det må løse sig, for det er det her jeg vil.” [D5(4:49-
5:00)]. Det er også vigtigt for moderen at Ditte ”bryder mønstre” i sine valg, f.eks. ved at vælge en
videregående uddannelse [D5(S1e)]. Støtte og opbakning er jo normalt en god ting, men i denne
situation virker det nærmest som om der opstår en deadlock-situation mellem de genstridige aktanter
på den ene side, og ”du skal gå efter din drøm”-logikken på den anden side.
Overfor moderen og kæresten står højskolelæreren Kim, der går til Ditte på en lidt anden facon,
og det vil være interessant at undersøge hvad det præcis er han ”gør”. Kim er lærer på Grundtvigs
højskole, har en karismatisk udstråling og har selv en del erfaring med uddannelser og uddannelsesvalg
– han kender så at sige spillet indefra. På to måder tilbyder Kim sin deltagelse som Dittes medspiller
i valgprocessen: For det første tilbyder han at hjælpe Ditte med at skrive en levnedsbeskrivelse
[D2(A8a)], hvilket ville være en stor konkret hjælp i en verden hvor alle de andre ansøgere
også får hjælp. For det andet stiller han spørgsmålstegn ved den meget snævert definerede ordning
”Psykologi på Københavns Universitet” [D4(O43e)]. Denne udfordring er ikke simpel modstand,
for han afviser ikke retningen i valgprocessen – kun den meget snævre målbeskrivelse. Han fungerer
som en slags sparringspartner og hans bidrag er både konkrete og åbnende. Denne tilgang vil
blive udforsket yderligere i et senere afsnit om intervention. I forhold til Ditte kommer han dog ikke
helt i spil. Han bliver ikke inddraget i udarbejdelsen af en levnedsbeskrivelse og hans indspark til en
åbning af valgprocessen bliver ikke omsat i noget konkret. Denne manglende udnyttelse af en konkret,
konstruktiv ressource i netværket er også et mønster der går igen. Mens Ditte går på højskole
gennemføres der åbent hus på diverse uddannelser, men hun deltager ikke – og dermed mislykkes
en væsentlig sammenføring af aktanter (ikke mindst ”Ditte” og ”Psykologi på Københavns Universitet”).
Og hvis Ditte ikke opnår kontakt med disse centrale aktanter, hvordan skal hun da nogensinde
kunne translatere dem?
Paradoksalt nok, virker det som om, at valgprocessen ender med at dreje sig mest om de aktanter
der IKKE er forbindelse til. At der altså bruges mest energi på de genstridige aktanter, frem for