Pragmatisk, åbent og genstridigt - unges uddannelsesvalg i ANT ...

Pragmatisk, åbent og genstridigt – unges uddannelsesvalg i ANT-perspektiv Side 69/99
for uddannelsesvalget. Muligvis ville andre uddannelsessøgende med andre baggrunde have
vægtet disse ordningsprincipper tungere.
• Anerkendelse/snobværdi [J1(O11d)]: Dette ordningsprincip er lidt paradoksalt, for på den ene
side anses det ikke for acceptabelt at vælge uddannelse efter dennes status i samfundet. På den
anden side kommer det frem i materialet hvor meget dette princip faktisk betyder ”under overfladen”.
Det ligger formentlig dybt i de uddannelsessøgende at gøre noget der ”accepteres” og
måske endda ”beundres” af andre mennesker, eller med ANT: at indgå i ordninger (uddannelsesvalg),
der nemt fører til translation af andre aktanter (via accept og beundring). Dette ordningsprincip
bryder i øvrigt med både dogmet om ”det frie valg”, og med humanistiske/eksistentialistiske
forestillinger om uddannelsesvalget. Måske er det disse brud, der gør ordningsprincippet
uacceptabelt som eksplicit begrundelse for uddannelsesvalget.
• Man skal være pragmatisk [J20(O14a)], Forskellige sider af én kan knyttes til forskellige
uddannelser [J7(O15a)], Vælge undervejs [A2(O6a)], Man kan jo vælge om [J1(O4b)]: De
allerede beskrevne ordningsprincipper peger i mange retninger, og hertil skal lægges alle de
ordningsprincipper, der ikke har været plads til i dette afsnit. Det er derfor heldigt, at en del ordningsprincipper
peger på pragmatiske veje igennem uddannelsesvalget. Ikke alle er lige velansete
(f.eks. at vælge om), men de accepteres som vigtige principper, når det hele skal gå op. At
vælge undervejs er f.eks. idéen om, at ikke alle fremtidige træk nødvendigvis skal ligge i det
indledende uddannelsesvalg. At visse dele af valget kan skubbes ud i fremtiden. Dette er en
konstruktiv pragmatisk logik, der f.eks. gør lærerseminariet spiseligt for Julie – fordi man senere
kan videreuddanne sig [J1(O13a)]. Ligesom Anne kan vælge RUC – fordi det udskyder den
præcise vægtning af ”filosofi” til efter gennemførelsen af basisuddannelsen [A2(O6a)]. Det er i
øvrigt iøjnefaldende, at der ingen kodninger er for Ditte under disse ordningsprincipper. Senere
i specialet skal der ses nærmere på disse og andre pragmatiske teknikker, og på hvordan de kunne
inddrages i forhold til Dittes uddannelsesvalg.
Sammenfattende for disse ordningsprincipper skal der siges tre ting. For det første kan der i de fleste
af ordningsprincipperne ses en klar forbindelse til aktør/struktur-dikotomien, med især en klar
vægtning af ”det individuelle valg”. Principperne er altså formidlinger af den offentlige diskurs, eller
med ANT: de identificerede sentenser er punktualiseringer af tidligere gennemførte ordninger,
der herefter formidler de fremherskende ordningsmønstre i efterfølgende uddannelsesvalg.
For det andet er det bemærkelsesværdigt hvor mange ordningsprincipper, der dukker op undervejs
i kodningen. Hvor de fleste andre kodekategorier nåede et vist ”mætningspunkt”, hvorefter der
ikke opstod flere nye koder, så måtte der hele tiden oprettes nye koder under kodekategorien ”ordningsprincipper”.
Mange af de kodede sentenser var ganske vist variationer over de samme grundlogikker,
som gennemgået ovenfor. Men rigdommen i disse variationer er stadig bemærkelsesvær-