Pragmatisk, åbent og genstridigt - unges uddannelsesvalg i ANT ...

Pragmatisk, åbent og genstridigt – unges uddannelsesvalg i ANT-perspektiv Side 91/99
markører blev set som aktanter, ville de helt naturligt kunne indgå i en ANT-analyse. Dette blev
faktisk allerede udnyttet i forbindelse med diskussionen af ”det vellykkede valg”. Her krævedes
det nemlig, at ”vigtige aktanter” deltog i ordningen af et konkret uddannelsesvalg, for at ordningen
ikke skulle falde fra hinanden. Og disse vigtige aktanter kunne lige så vel være somatiske
markører, som det kunne være forældre, KOT osv. Et valg er altså ikke vellykket med mindre at
bl.a. somatiske markører translateres i uddannelsesvalget. Det kunne være spændende at undersøge
hvilke andre neuropsykologiske og kognitive perspektiver, der kunne indarbejdes i ANT.
• Det kunne også være spændende at udvikle ANT i retning af psykologisk intervention. Det har i
specialet vist sig vanskeligt at adskille diskussionen af intervention fra diskussionen om normativitet.
Som andre af de nyere konstruktivistiske retninger har den klassiske ANT nok været lidt
forsigtig med at give sig ud i normative projekter. Man kunne sige at dekonstruktionen har fyldt
mere end konstruktionen. I dette speciale er der taget et skridt i retning af ”normativitet”. Men
dette er også samtidig et skridt i retning af at tage ansvar og at udfylde den rolle som ”deltager”
vi alligevel har i netværket – som mennesker i almindelighed og som psykologer i særdeleshed.
Her kan ANT stadig åbne sig mere, med inddragelse af praktisk kliniks erfaring, og ved inddragelse
af relevant anvendelsesorienteret teori. I første omgang fra retninger, der ligger tæt op af
ANT, såsom systemiske og konstruktivistiske tilgange. Tidligere er den systemiske tænkning
hos Bateson (2005) nævnt som overlappende med ANT, og der kunne sagtens arbejdes videre
med en gensidig udveksling i mellem disse to retninger. Der kunne også tages fat i nyere kliniske
retninger med rødder indenfor konstruktivismen og den systemiske teori – som f.eks. den
narrative terapi hos White & Epston (1990). Eller man kunne søge at integrere andre populære
tilgange til intervention, som f.eks. den kognitive terapi (Clark & Beck 1999) eller den integrative
psykologi (Hougaard & Rosenberg 1998), der begge (ligesom ANT) vægter det metodiske
frem for det ontologiske.
• Sidst med ikke mindst må ANT også blive bedre til at håndtere til de figurer, der findes i den
offentlige diskurs. Som ”protestbevægelse” kan ANT afvise ”individuelle” og ”strukturelle”
forklaringer – en afvisning der da også giver mening. Men som integrativt projekt må ANT
kunne acceptere og give plads til sådanne forklaringer. Et forsigtigt skridt er taget i dette speciale:
1) ved ikke at afvise individuelle eller strukturelle forklaringer, men blot kalde dem ”forenklinger”
og 2) ved at se disse tilgange som ”ordningsprincipper”, der ganske vist ikke tillægges
nogen ontologiske status, men som alligevel har umådelig stor betydning i netværket. I dette
speciale er der kigget nærmere på ordningsprincipperne for ”uddannelsesvalget”, men netværket
er jo fuldt af ordningsprincipper, der angiver mønstre og måder at manipulere disse mønstre på.
Indholdet af disse ordningsprincipper, og de anvendte sociale og kulturelle mekanismer til at
transportere dem i netværket, kunne det også være spændende at kigge nærmere på.