Pragmatisk, åbent og genstridigt - unges uddannelsesvalg i ANT ...

Pragmatisk, åbent og genstridigt – unges uddannelsesvalg i ANT-perspektiv Side 94/99
stadige kamp for at omgå ”jeg-vælger”-figuren et fundamentalt problem: Hvis enhver individforklaring
pr. refleks omgås – indføres der da ikke et nyt ”blindt punkt” for min analyse? Det kunne
udelukke mig fra bestemte typer af forståelse, hvis jeg nægter at lytte til individuelle forklaringer på
unges uddannelsesvalg (eller strukturelle forklaringer for den sags skyld). Dette er et metodisk såvel
som teoretisk problem, der må tages op i forbindelse med designet af en større undersøgelse af unges
uddannelsesvalg. En mulig vej ud af problemet ligger måske i den diskussion af ”mennesket”
og af ”social arv”, der er påbegyndt i dette speciale.
Der skal også her knyttes et par kommentarer til brugen af fællesinterview. Hvad enten disse interview
blev gennemført med de tre kvinder sammen, eller med én af kvinderne og dennes familie –
så viste de sig uhyre givende. Det var som om, at alene det at flere mennesker var til stede, åbnede
op for valgprocesserne på en helt anden måde, end de individuelle interview gjorde. Dels var de
enkelte deltagere med til at hjælpe hinanden videre undervejs i interviewet, og dels åbnede fællesinterviewene
op for en iagttagelse af relevante interaktioner. Den måde Anne f.eks. fungerede med
sin familie under familieinterviewet kunne aldrig være blevet tydeliggjort for mig i et individuelt
interview med Anne. I et ph.d.-projekt vil der med fordel kunne trækkes på disse fællesinterview,
ligesom der også med fordel kunne trækkes på de psykologiske traditioner, der har noget at sige om
den praktiske anvendelse af gruppeinterview – igen f.eks. den systemiske tradition. Også de fællesinterview,
der inddrog alle tre kvinder i en fælles snak om uddannelsesvalget viste sig yderst frugtbare.
At de tre kvinder delte baggrund (alle var elever på Grundtvigs højskole), viste sig som et godt
udgangspunkt for sådanne fælles refleksioner over uddannelsesvalget, og dette kunne godt videreføres
i ph.d.-projektet. F.eks. ved også her at vælge informanterne i klynger af tre, f.eks. med én klynge,
der stadig går på en ungdomsuddannelse, én klynge, der er sprunget fra en uddannelse og skal til
at vælge om osv. Ud over at de enkelte uddannelsessøgende så blev fulgt undervejs i deres uddannelsesvalg,
så kunne hver af klyngerne samles jævnligt og de specielle omstændigheder, der kendetegner
netop deres situation kunne diskuteres i en slags ”fokusgruppe-interview”. Man kunne også
overveje at samle en gruppe af mennesker, der har professionel erfaring med unges uddannelsesvalg
(f.eks. studievejledere), og så bruge denne gruppe som ”sparringspartnere” for undersøgelsen. I
hvert fald var netop interviewene med de tre studievejledere i specialet med til at sætte mine egne
overvejelser i relief – og det kunne der godt gøres mere ud af i ph.d.-projektet. Til sidst kunne det
også i ph.d.-projektet diskuteres, hvordan sådanne gruppeprocesser kunne anvendes i forbindelse
med intervention. Det var nemlig ikke kun mig, der fik ekstra meget ud af fællesinterviewene. Deltagerne
syntes også, at de var givende [afrundingssamtalen (side 12, linie 35 til side 15, linie 5), se
CD-rom]. Når man tænker på, at det meste studievejledning i dag gives individuelt, så kunne det
være spændende at eksperimentere med inddragelsen af flere personer (og andre typer af aktanter) i
nye former for studievejledning.