Samfundsfag 8 - Syntetisk tale

158 | Forbrug og arbejde
ARbejDSLØSHeDSPoLItIK
Arbejdsløshed er et problem for samfundets økonomi,
fordi det giver flere udgifter og færre indtægter. Arbejdsløse
betaler mindre i skat og modtager økonomiske
ydelser fra det offentlige. Enhver regering vil
derfor være interesseret i at bringe arbejdsløsheden
ned, men det er forskelligt, hvordan de mener, at det
bør gøres. Grundlæggende kan man skelne mellem en
stramnings-strategi og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
• Stramnings-strategien er mest populær på den
politiske højrefløj. Den går ud på, at det skal kunne
betale sig at arbejde, og at det ikke nødvendigvis
skal være behageligt at være arbejdsløs. Hvis man
sætter de økonomiske ydelser til de arbejdsløse lavt,
vil de være mere interesserede i at arbejde. og reglerne
skal strammes for, hvad man skal gøre for at
vise, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.
• Den aktive arbejdsmarkedspolitik går ud på at
opkvalificere arbejdsløse – altså sørge for, at de
bliver bedre kvalificerede til at tage de job, der
er. Det gør man fx ved at give arbejdsløse gode
muligheder for efter- og videreuddannelse. Venstrefløjen
vil typisk være tilhænger af den aktive
strategi og mene, at arbejdsløse også har ret til et
godt liv. Derfor er det ikke nødvendigvis negativt,
at ydelserne til arbejdsløse er høje.
HvAD SKeR DeR, nåR MAn eR ARbejDSLØS?
Det er ikke sådan, at alle automatisk kan få penge, hvis
de ikke arbejder. Hvis man fx står uden for arbejdsmarkedet,
fordi man har valgt at være hjemmegående,
og senere beslutter sig for, at man gerne vil have et
job, kan man ikke få penge fra staten med det samme,
selv om man er blevet en del af arbejdsstyrken.
Der findes to slags ydelser til arbejdsløse:
• Dagpenge er den højeste ydelse. For at kunne få
dagpenge, skal man være medlem af en a-kasse
(arbejdsløshedskasse), som er en slags forsikring
imod arbejdsløshed. Hvis man er tilmeldt en akasse,
betaler man et ret højt kontingent hver
måned – også når man har et job. For at få udbetalt
dagpenge skal man have haft arbejde i mindst 52
uger inden for de sidste tre år. Man kan højst få
dagpenge i to år.