Ændrede familiesammenføringsregler, 2009 - Danner

PENDLER-ÆGTESKABER MED PARTNERE FRA
FORÆLDRENES OPRINDELSESLAND
Det er imidlertid ikke alle etniske minoritetsunge, der løser problemer
omkring opnåelse af familiesammenføring ved at flytte til Sverige. Nogle
par, langt overvejende med partnere fra forældrenes oprindelseslande,
lever i stedet adskilte i kortere eller længere perioder, idet den ene ægtefælle
helt eller delvis forbliver bosat her. Dette fænomen har vi valgt at
kalde for ‘pendler-ægteskaber’. De ‘pendler‘ dermed ikke – som unge,
der har bosat sig i fx Sverige, og som vi har beskrevet i første halvdel af
dette kapitel – dagligt frem og tilbage imellem Danmark og fx Sverige.
Deres ‘pendling’ består i, at parret kun lever sammen i begrænsede perioder,
og at den ene ægtefælle med jævne mellemrum må forlade Danmark,
hvorfor de to ægtefæller veksler imellem at leve sammen og hver
for sig. Endvidere kan parret være sammen på fx sommerferieophold,
der hvor den ikke-danske partner er bosat. Denne ægteskabsform, som
er opstået på grund af en stramning i reglerne for familiesammenføring,
kendes til en vis grad også fra Storbritannien (Menski, 1999).
Flere faktorer medvirker til, om man vælger en ‘Sverigesløsning’,
eller om man bliver et ‘pendler-par’: Dels handler det om, hvorvidt
den ene ægtefælle har dansk statsborgerskab eller ej, idet et dansk
statsborgerskab er forudsætningen for at kunne flytte til Sverige eller til
et andet EU-land. Dels handler det om, hvor man bor i Danmark. Par
fra Østsjælland og Københavnsområdet kan nemmere etablere sig i Sverige
og samtidig opretholde forbindelsen til job, uddannelse og familier.
Endvidere har parrets – og dets familiers – resurser betydning, idet det
som nævnt kan være dyrt og kompliceret at flytte til Sverige. Denne løsning
kan kræve et overskud, som resursesvage ægtepar i ringere grad har,
hvorfor sådanne par muligvis hyppigere ender i et uafklaret ‘pendlerforhold’
i årevis.
I vores undersøgelse hører vi primært om ‘pendler-ægteskaber’
fra tre kilder: Fra etniske minoritetsunge og deres forældre, fra sundhedsplejersker,
der har kontakt med børn født af sådanne par, og fra
ambassaderne. Ansatte ved ambassaderne i Tyrkiet, Marokko og Eksjugoslavien
fortæller således, at de har oplevet en stigning i antallet af personer,
som gentagne gange ansøger om at komme til Danmark på et
turistvisum i den maksimale periode:
127