Ændrede familiesammenføringsregler, 2009 - Danner

De henvendelser, der vedrører par, hvor den ene part er danske statsborger,
kommer først og fremmest fra familiesammenførte kvinder fra
forskellige ikke-vestlige lande, som er gift enten med mænd med etnisk
minoritetsbaggrund fra Danmark eller etniske danskere. En problematik,
som disse kvinder ofte henvender sig i forbindelse med, er, at deres ægtemænd,
og i visse tilfælde mandens familie i Danmark, udsætter dem for
fysisk, psykisk og seksuel vold og isolation. Trusler omkring skilsmisse er
en del af billedet: Bliver parret skilt, og vender manden tilbage til Danmark,
mister kvinden grundlaget for sin svenske opholdstilladelse. Har
de fælles børn, er disse per definition danske statsborgere. Hvis manden
flytter tilbage til Danmark og tager børnene med sig, kan kvinden risikere
udvisning fra Sverige til oprindelseslandet uden at kunne gøre krav på
børnene. Kvinderne tør derfor ofte ikke forlade mændene og bliver i
volden. Sagerne med kvinder på krisecentre handler om, at skilsmisse i
nogle tilfælde bruges som trussel af den voldsudøvende ægtemand og i
andre tilfælde er en realitet, der indebærer, at ægtemanden tager tilbage til
Danmark og i den forbindelse ’kasserer’ kvinden i Sverige.
En gennemgående problematik for disse kvinder er deres retsstatus,
idet de ikke har svensk statsborgerskab. Nogle af disse problemstillinger
gør sig også gældende for familiesammenførte kvinder i Danmark.
Men på grund af ’dobbelt lovgivning’ er de familiesammenførte
kvinder i Sverige endnu mere udsatte. Personalet på krisecentrene beskriver
kvindernes retsstatus som umulig, idet de er fanget i et komplekst
samspil mellem de svenske og de danske regler.
Uvidenhed og forvirring omkring reglerne har betydning for,
hvorvidt en kvinde tør henvende sig til de svenske krisecentre. Personalet
fra krisecentrene har bemærket, at der i 2007 og 2008 var færre henvendelser
fra familiesammenførte kvinder i forhold til i 2006. Dette forklarer
de ved, at der i 2006 forekom ændringer i den svenske udlændingelov,
der ikke længere gjorde det muligt for familiesammenførte ægtefæller
til nordiske statsborgere at opnå permanent opholdstilladelse efter
2 år, men først efter 5 år. Dermed er perioden, hvor kvinderne risikerer
at blive udvist, hvis ægteskabet opløses, og grundlaget for opholdstilladelsen
dermed forsvinder, nu blevet væsentligt forlænget. Det er dog
stadig kortere end de 7 års ægteskab, som der i Danmark kræves for at
opnå varig opholdstilladelse.
Det interviewede personale ved krisecentrene havde sværere ved
at nævne konkrete sager med nydanske kvinder, der oplyste tvangsægte-
166