Fremtidens Forstæder ENDELIG.indd - Instituttet for Fremtidsforskning

af sin identitet i boligen, at man har svært ved at flytte.
Parcelhusejerne er de mest sociale
Flere undersøgelser viser, at opfattelsen af parcelhusbeboere
som nogle, der gemmer sig bag ligusterhækken, er
en myte. Når man sammenligner parcelhusbeboere med
beboere i andre boligformer, er parcelhusejerne dem, der
har flest sociale relationer med andre i nærområdet. Kun
16% af parcelhusejerne har ingen praktiske sociale relationer
til andre i boligområdet mod 37% for alle grupper
under et.
37 pct. af parcelhusejerne har ikke nære personlige
relationer i nabolaget mod 46 pct. i alle grupper under
et. I tæt/lav bebyggelser (rækkehuse m.v.) er interessen
for fællesskab overraskende en anelse lavere end hos
parcelhusejerne. Det kan skyldes, at naboskabet skuffer,
fordi naboerne er ”de forkerte” eller fordi naboskabet føles
mere tvungent.
Parcelhuskvarterer er løbende blevet kritiseret af arkitekter
og planlæggere for at mangle oplevelsesmæssige
kvaliteter og socialt fællesskab. Det er også rigtigt, at den
væsentligste kvalitet ved enfamiliehusene ifølge beboerne
er ”privatheden”. Det at bo i egen bolig – uden over- og
underboere og med mulighed for at ”kunne passe sig selv”,
ses som den væsentligste kvalitet ved enfamilieboligen.
Det er derfor stærke kræfter, fællesskabstanken er
oppe imod i et parcelhuskvarter. “Det er ikke vores natur”,
som en beboer i et parcelhuskvarter udtrykker det 9. Om
forpligtende fællesskaber siger en husejer: “Det er i hvert
fald ikke noget for mig. Jeg arbejder hver anden lørdag og
kommer hjem ved firetiden. Så er det ikke det, man jubler
efter. Så vil man hellere hygge sig herhjemme”.
Dette ønske om ”privathed” betyder ikke, at man er
ligeglad med naboerne. Mange finder ligefrem parcelhuset
mere befordrende for gode naborelationer end andre
boformer. Der er rent faktisk flere naborelationer i parcelhuskvarterer
end i både tætte bykvarterer med lejligheder
og i landsbyen.
Overraskende nok er der i gennemsnit også mere
fællesskab i åben/lav parcelhuskvarterer end i tæt/lav
boligområder, hvor der i den fysiske udformning af
bebyggelsen ofte decideret er planlagt med henblik på
maksimalt socialt liv og fællesskab. Men netop derfor er
man formentlig ekstra forsigtige med at involvere sig med
naboerne.
For beboerne handler det om at finde en passende
balance mellem fællesskab og privathed - og måske især
om selv at kunne sætte grænsen, og dette behov finder
beboerne ofte bedre tilfredsstillet i et enfamiliehus end i
en lejlighed eller i et landsbyfællesskab for den sags skyld.
Man ønsker at naborelationer og fællesskab skal kunne
vælges - og fravælges.
17
Hvem er parcelhusejerne og hvad har de til fælles?
Parcelhusejerne etablerer sig typisk i et parcelhus, når
de har fået børn og de fleste bliver herefter boende. Et
typisk parcelhuskvarter fra 1960´erne og 1970’erne består
typisk af tre grupper: De ældre oprindelige husejere, de
midaldrende, og de nye husejere. 10
- Ældre oprindelige husejere
De har købt huset fra nyt i 60’erne og 70’erne. Nogle
har selv været med i byggeprocessen, hvor typehuset
er udvalgt til en købt grund. De fleste er typisk
rundet 60 år, og mange er på efterløn og pension.
Hovedparten ønsker at blive boende i deres huse, indtil
de ikke kan klare sig selv længere uden personlig
hjælp. Nogle har forskellige handicap på grund af høj
alder. Lånene er typisk betalt ud, så husejerne kan
blive boende i husene til trods for en lav indkomst.
Mange har et solidt fællesskab opbygget den gang
man flyttede ind som nybyggere og var i samme båd.
- 68’erne
Husejere i denne gruppe er typisk i midten af 50’erne,
og børnene er flyttet hjemmefra. Mange af husejerne
har købt huset nogle år efter, at huset er bygget.
Den type husstand har et godt økonomisk grundlag.
Lånene er næsten betalt ud, de er stadig på arbejdsmarkedet,
og børnene er flyttet hjemmefra. Mange
ønsker at blive boende så længe de kan, men en del
er også interesseret i alternativer. De midaldrende
gennemfører typisk større forbedringer af huset, når
børnene er flyttet hjemmefra – men det er ofte ’prestigeprojekter’
som renovering af køkken og bad.
- Nye husejere
De nye husejere er i reglen børnefamilier, som ikke
har boet i husene så længe. Familierne er typisk flyttet
ind i husene i 90’erne og frem. De har købt huset
i en tid med stigende huspriser. Familierne har ofte
børn, og det betyder, at det økonomiske fribeløb ikke
er så højt i disse husstande. Ikke desto mindre er
det indvendige livstilsrenoveringer – køkken og bad,
som prioriteres. Mange har sat sig særdeles hårdt. De
unge parcelhusfamilier har typisk ikke råd til at gøre
så meget ved deres huse, men de vil gerne gøre noget
ved huset og sætte sit præg på det. ’Vi gik efter et
hus, hvor vi selv kunne få lov at lave nyt køkken’. For
mange er det en særlig kvalitet ved huset, at der er
gode muligheder for at renovere og forbedre. I så fald
skal det ikke være alt for nyt.
9 Parcelhuset- elsket og hadet: Kirsten Gram-Hanssen og Claus Bech-Danielsen, seniorforskere på Statens Byggeforskningsinstitut, By og Byg, Arkitekten, 103(07), 2001.
10 Økologisk renovering og vedligeholdelse af parcelhuse, Pernille Almlund, Astrid Jessen og Morten Elle, Danmarks Tekniske Universitet, BYG, 2002