Fremtidens Forstæder ENDELIG.indd - Instituttet for Fremtidsforskning

”Funktionstømningen” i lokalområderne og truslen
mod nærdemokrati og borgerinvolvering som følge af
centraliseringen kan imødegås gennem øget decentralisering
på en række felter. Det kan være øget vægt på institutionsselvstyre
og øgede beføjelser og ressourcer til lokalområderne.
Det er ikke usandsynligt, at landsbyen, sognet
eller kvarteret kan opleve en renæssance i takt med, at
kommunerne bliver større. Det er ikke usandsynligt, at
interessen for det helt lokale vil vokse som en reaktion på
den atomisering, der sker som følge af globalisering, kommercialisering
og centralisering.
Mange parcelhuskvarterer, også i forstæderne, er vokset
op omkring landsbyer, og mange kommuner består af
5-10 eller flere af sådanne landsbyer. I takt med at kommunerne
bliver større, kan man forestille sig at ”landsbyernes”
rolle kan få en renæssance.
Det er sandsynligt, at centralisering fører til, at borgernes
interesse for det kommunale og regionale politiske
niveauer vil dale. På flere af velfærdssamfundets områder
ser man sig selv som kunde på et marked, hvor man stemmer
med fødderne. Der flyttes også mere kompetence til
det nationale niveau og til internationale organer.
Til gengæld er det sandsynligt, at interessen for det helt
lokale niveau, d.v.s. der hvor man bor og har sit hverdagsliv,
vil øges. Det forudsættes, at man ikke blot er ”på gennemrejse”,
sådan som mange opfatter sig selv som i mange
andre boligområder end netop parcelhusområderne.
I en tid, hvor identitet og tilhørsforhold betyder mere,
får stedsidentitet også øget betydning for, hvordan man
opfatter sig selv, og for hvordan andre ser på én. Der er
også tegn på, at ”lokalmentaliteten” breder sig i storbyen.
T-shirts med ”2200 NV” og ”Vesterbronx” er en indikation
herpå. Det samme er væksten i udgivelsen af helt små lokale
aviser, som ”På gaden”, ”Nansensgade” og ”Rundetårn”.
Offentligt/privat samspil
Under paraplyen offentligt/privat samspil ses der nærmere
på en række tendenser, som har betydning for udviklingen
af parcelhuskvarterer i fremtiden og for betjeningen
af deres beboere. Det handler ikke mindst om rollefordelingen
mellem stat, marked og civilsamfund og om mulighederne
for partnerskaber imellem disse. Det handler
også om graden af regulering. Gennem øget liberalisering
afgiver myndighederne kompetence til markedet og til
civilsamfundet.
Liberalisering og selvforvaltning
Et omfattende sæt af regulering præger både boligmarkedet
som helhed og mulighederne for at foretage ændrin-
32 Mandag Morgen: Fremtidens boligpolitik, november 2003
59
ger lokalt. For så vidt angår den overordnede regulering
af boligområdet er den langsigtede tendens øget liberalisering.
Det drejer sig om markedsbestemte huslejer, flere
ejerboliger, lavere offentlige tilskud til mursten og mere
liberale finansieringsregler. En øget liberalisering i andre
dele af boligsektoren har også konsekvenser for parcelhussektoren,
da et mindre stift og opdelt boligmarked vil føre
til en øget mobilitet mellem de enkelte sektorer, fordi folk
i øget omfang får mulighed for og økonomisk incitament
til at vælge den bolig, der passer bedst til deres aktuelle
behov og økonomi. Øget liberalisering kan fremskynde et
generationsskifte i parcelhussektoren og føre til, at flere
med lejebolig søger over i parcelhusene og omvendt.
Et andet område, som er kraftigt reguleret, er planlovgivningens
bestemmelser om, hvor, hvad og hvordan man
må bygge og ombygge. Tendensen er en vis liberalisering i
form at flere muligheder for at bygge nyt på landet og for
at etablere fritidsboliger i kystnære områder og bo i sommerhuse
hele året. Det kan gøre eksisterende parcelhuskvarterer
mindre efterspurgte.
Tendensen er også mere liberale regler for at blande
forskellige former for erhverv og bolig, ejerformer og
boligtyper. Hvor det tidligere handlede om at adskille
de forskellige former for bebyggelser, er det i dag ofte et
ønske, at der sker en blanding. Det kan føre til mere blandede
parcelhuskvarterer.
Mindre restriktiv regulering og mere lokal selvforvaltning
kunne være en vej til at sætte mere skub i lokale
kvarterløftprojekter, fordi ændringer ofte kræver revision
af kommunale lokalplaner, og det er i reglen en omstændelig
og tidskrævende proces. En større blanding af forskellige
former for bebyggelse og mere liberale regler for,
hvordan husene i et lokalområde må benyttes og skal se
ud, opfattes ofte ikke som ønskværdigt af de lokale beboere,
da det kan skabe usikkerhed og risiko for forandringer,
der forringer værdien af netop deres parcel, uanset
om det måske er til kvarterets bedste.
Det er ofte de lokale beboere, som er de mest konservative,
når det gælder forandringer i deres kvarter. Der er
et flertal blandt danskerne for mere liberale regler for om-
og tilbygninger (så længe naboerne ikke føler sig generet)
og for mere liberale regler for brug af sommerhuse 32 ,
men der er også et stort mindretal, som er imod, fordi de
frygter forringelser af kvarteret.
Partnerskaber i grænselandet: stat, marked
og civilsamfund
En række af fremtidens nyskabelser i boliglivet og i lokalområderne
vil være at finde i grænselandet mellem stat,
civilsamfund og marked og i partnerskaber mellem forskellige
aktører, som inden for og på tværs af brancher og
sektorer med fordel kan samarbejde. Det drejer sig dels