Fremtidens Forstæder ENDELIG.indd - Instituttet for Fremtidsforskning

fortsat fra side 34
og økonomisk tyngende regelsæt. Allan nævner et eksempel, hvor et barn var kommet til skade på en legeplads
etableret af en lokal grundejerforening. Erstatningskravet var 1,5 mio. kr., som skulle fordeles på de 22 grundeje-
re. Grundejerforeninger kan ganske vist tegne en gruppeforsikring herimod, men den koster over 20.000 kr. Hvis
grundejerforeningen skal udlåne en stige eller andet værktøj, hæfter man for at det er fejlfrit og at brugeren er gjort
bekendt med arbejdsmiljøregler m.v.
Elektronisk netværk
Det betyder i praksis, at grundejerforeningerne hverken vil eller kan påtage sig ret mange opgaver. Hertil kommer,
at der er færre, der frivilligt og ulønnet vil påtage sig det krævende arbejde. En måde at hjælpe med til at løse denne
”gordiske knude” kunne være at tilbyde grundejerforeningerne en netbaseret løsning, som både håndterer alt det
med regler og administration og som på den anden side fungerer både som en platform for dialog mellem forenin-
gen og parcelhusejerne og som en platform for fællesskab mellem disse indbyrdes.
Et sådant net kan også være parcelhusejernes indgang til en lang række services i form af data om huset og
lokalområdet, om vedligeholdelse etc. På et sådant net vil borgerne selv kunne gå ind og organisere forskellige
uformelle ”laug” for maskinudlåning, pasning af børn og hunde, loppetorv m.v. Når bare det ikke er grundejer-
foreningen, der som juridisk enhed står for løsningerne, kan meget mere lade sig gøre. Men for at det skal blive til
noget, skal både de lokale ”ildsjæle” og ”fællesskabsmagere” blandt parcelhusejerne og de almindelige parcelhus-
ejere som ”brugere” have en platform, som gør det nemt og enkelt at organisere en række fælles løsninger.
Med de rammevilkår, der gælder i dag, og de ressourcer, der er til stede, fungerer de lokale grundejerforeninger
nærmest som ”lovpligtige organer for privat udførelse af kollektive opgaver”. Forholdet til det offentlige er mere et
modsætningsforhold end et partnerskab. I konsekvens heraf er paraplyorganisationen PL’s eksistensberettigelse
også helt overvejende varetagelsen af parcelhusejernes interesser overfor det offentlige.
Byg flere parcelhuse og riv flere ned
For PL’s formand er det som en logisk følge heraf ”parcelhussagen”, det handler om. Iflg. Allan er der store sam-
fundsøkonomiske gevinster forbundet med, at folk bor i parcelhuse. Der er færre sociale problemer og mere socialt
netværk og ældre i parcelhuse belaster næsten ikke det offentlige. Når indvandrere flytter ud i parcelhussektoren,
tager de iflg. Allan ”ikke ghettoen med”, men er tværtimod interesseret i at distancere sig fra denne og blive inte-
greret. Alle disse fordele sættes der ikke kroner på. Tværtimod belastes parcelhussektoren iflg. Allan af stadigt flere
skatter og afgifter, som ikke pålignes udlejningssektoren.
Der bliver efter Allans mening lagt alt for mange forhindringer i vejen for, at danskerne kan få det parcelhus, som
9 ud af 10 mellem 18 og 29 år drømmer om. Når der bygges et nyt hus, er en tredjedel af prisen afgift til staten og
til den kommune, som sælger parcelhusgrundene. Stykpriser på mellem 0,8 og 1 mio. kroner pr. grund er normalt i
hovedstadsområdet. Kun akademikerpar eller folk, der har arvet, har mulighed for at få opfyldt drømmen om et par-
celhus nord for København.
Nye skolelærere eller betjente i Nordsjælland, som måske oveni købet er født her, må flytte til Næstved eller lig-
nende og har hverken mulighed for at bo i lokalområdet, hvor man arbejder eller hvor man har sin familie. Dermed
eroderer de sociale netværk. En enlig med normal indtægt har ikke råd til en toværelses ejerlejlighed i København,
både på grund af gunstige regler for forældrekøb under virksomhedskatteordningen og fordi for mange lejligheder
er billige udlejningslejligheder, som ”beslaglægges” af lejere, som ofte ikke bor der på ”fuld tid”.
Allan mener, at der bør bygges mange flere parcelhuse, også i Københavnsområdet, og også gerne i de grønne
kiler mellem fingrene. Ghettoproblemer kan til dels løses ved at liberalisere udlejningssektoren. Huslejerne vil i så
fald stige og ejerboligpriserne komme ned, men man kan indrage noget af huslejestigningen ved at beskatte andels-
boliger og udlejningsboliger på linje med ejerboliger.
Omkostningerne ved at handle bolig skal ned, så de ældre har et incitament til at flytte fra de store huse og give
plads til familier med børn. Alternativet er at børnefamilierne bygger ”velfærdsknaster” på deres små huse.
Ifølge Allan er det også for dyrt at renovere alle de gamle huse. Det er bedre at rive ned og bygge nyt. De gamle
huse er ofte brandfarlige, usunde, dårligt isolerede og miljøbelastende. Der er store samfundsøkonomiske omkost-
ninger ved at bevare og renovere gamle huse fremfor at bygge nyt.
36