Fremtidens Forstæder ENDELIG.indd - Instituttet for Fremtidsforskning

kan finansiere en bolignedlæggelse, enten i egen kommune
eller i udkantkommuner. Der bygges stort set ikke nye
almene boliger. Overskuddet fra salg af almene boliger og
huslejestigninger kanaliseres i øget omfang ind i investeringer
i parcelhussektoren.
Den øgede mobilitet på boligmarkedet har haft enorme
formueeffekter, fordi så mange boliger og andre bygninger
taber i værdi, samtidig med at andre ejendomme
stiger i pris. Det store nybyggeri har presset jordpriserne
op mange steder. Nogle grupper flytter derfor længere ud
i landet og benytter sig af øget hjemmearbejde. De får så
også mulighed for storparceller, hvor der er plads til lidt
hyggeligt jordbrug.
Scenarie 2:
Når sjælen flytter ind
- forankring
Tidsånd
Familie, hjem og bolig er frem mod år 2015 blevet fortsat
vigtigere forankringspunkter i en verden under stadigt
hurtigere forandring. Globalisering, individualisering og
ny teknologi har medført flere jobskift og flere ændringer
i folks levevis. De mange forandringer har også medført
større usikkerhed og en mere udbredt følelse af at leve i
et risikosamfund. Omfattende terrorvirksomhed har også
medvirket hertil. Det har øget behovet for tryghed og for
følelsen af at høre til. Der er ikke mange, som kan påstå,
at de føler sig ”hjemme” ligegyldigt, hvor de befinder sig.
For flertallet er behovet for at slå rødder og opbygge nogle
faste relationer i hverdagen blevet vigtigere.
Mobiliteten i samfundet er generelt stagneret og på
nogle områder ligefrem blevet mindre. De stadigt mere
omfattende teleløsninger på snart sagt alt muligt lige fra
arbejde, indkøb, uddannelse og underholdning har gjort
det mindre nødvendigt at flytte sig.
Stærkt stigende energipriser som følge af terror mod
olieindustrien har også gjort det dyrere at rejse. Familien
har fået topprioritet. Man bruger ikke 2-3 dage på at rejse
til forretningsforbindelser i Atlanta i USA, når 3 d teknologien
gør det muligt at blive hjemme og holde mødet i form
af en videokonference. Mobil er noget man er af lyst og
ikke af nød, og her i 2015 er der simpelt hen færre, der har
lyst og flere, der allerede ”har set verden” og i tillæg er blevet
mere bekymret for terror og vold, når de er på udebane.
Det danske samfund præges ligesom resten af Europa
og Japan af aldringen af befolkningen. Udviklingen går
gradvist ned i gear, både i forhold til førhen og i forhold
til Østen og USA, hvor befolkningens gennemsnitsalder
er lavere. Den økonomiske vækst stagnerer også. Der er
flere som føler, at de egentligt har hvad de behøver og
prioriterer tid, nærvær og fællesskab højere. Flere vælger
”det enkle liv” og slår sig ned på en af Danmarks mange
naturskønne øer og halvøer – områder, som tidligere blev
69
kaldt udkantområder. Her i 2015 koster huse på Bornholm
og Ærø mere end parcelhuse i Odenses forstæder, så folk
med idéer om ”det enkle liv” må nu søge mindre attraktive
græsgange.
Boligmarkedet
Medvirkende til forankring er også, at befolkningens
boligvalg fortsat er traditionelt og langt mere konservativt
end arkitekterne forestiller sig. Det er så konservativt,
at nogle boligforskere mener, at det at tale om boligvalg
overhovedet er en sandhed med modifikationer, i hvert
fald når det gælder boligtype og ejerform. Danskerne deler
næsten over en bred kam boligideal i form af villaen, som
man kan ”gå rundt om”, som man selv ejer, og hvor man
er sin egen herre. Flere og flere er vokset op i en enfamiliebolig
og flertallet vender tilbage til barndommens boligform.
De fleste af dem, der ender i andre boligformer end
enfamiliehuset, gør det ikke som følge af et bevidst valg,
men derimod som følge af uønskede sociale begivenheder
som arbejdsløshed, skilsmisse og dårlige økonomi etc.
Det er kun i de unge år, at man er mobil. For de såkaldte
frie1, handler det om at finde sig selv og afprøve sig selv
via forskellige uddannelser, jobs og partnere etc., og man
flytter derfor meget. Men når først man etablerer familie,
sker der en ”forankring”, og man flytter helst ikke mere.
Derfor bliver det konkrete valg af beliggenhed og boligtype
etc. endnu vigtigere. Det er et valg, som meget nødigt
skal gøres om. Familiens medlemmer knytter netværk og
fællesskaber via arbejde, uddannelse og fritidsinteresser,
og ingen ønsker at børnene skal starte forfra et nyt sted.
Parcelhusejere flytter ikke, selvom den ene ægtefælle
får nyt job i den anden ende af regionen. Netværkssamfundet
betyder, at man kan bo hvor som helst. Man klarer
sig i øget omfang via pendling og teleløsninger.
Selv ikke ved sociale begivenheder som arbejdsløshed,
skilsmisse eller pension er det nødvendigt at sælge
boligen. Afdragsfrihed og nedsparingslån tages i stedet
i anvendelse. Det har sænket udbuddet af ejerboliger
markant. Det har også medvirket til at sænke mobiliteten
i samfundet. Man flytter ikke efter et nyt job, selvom
arbejdsløsheden er høj i ens lokalområde. Man klarer sig
med understøttelse og afdragsfrihed.
Danskernes gennemsnitsalder er steget. Det betyder i
sig selv lavere flyttehyppighed. Jo mere etableret man er,
desto vanskeligere er det at flytte. Jo mere man har investeret
i boligen, og det sted man bor, desto flere bindinger
har man til stedet. Man lægger sin sjæl i boligen, som man
har valgt, fordi den matcher ens personlighed, og som
man efterfølgende har lagt en masse kræfter i at gøre ”helt
unik”. Det er heller ikke sikkert, at nye købere værdsætter
de livsstilsrenoveringer, som man har foretaget lige så
højt, som man selv gør.
I takt med en udvikling, hvor det ikke kun drejer sig
om at bo funktionelt godt, men også om at ”skabe sig selv”
via boligen, vægter de ”immaterielle” investeringer mere i
det samlede billede, og dermed bliver omkostningerne ved