Fremtidens Forstæder ENDELIG.indd - Instituttet for Fremtidsforskning

derfor om at få indvandrere og andre i beskæftigelse, men
blander sig ikke i, hvor de bor. Man har også erkendt, at
det er blevet en del lettere at målrette den offentlige service,
når folk med ensartede behov bor mere samlet fremfor
mere spredt.
Polariseringen af samfundet har også afspejlet sig
i en øget opdeling på boligmarkedet. De rige bor typisk
der, hvor der ikke kan bygges flere boliger, og priserne på
boliger derfor er tre til fire gange højere end andre steder.
Steder, hvor der ikke kan bygges mere, er områder i
bycentre og områder tæt på vand og på smuk natur. Her
er der ingen andre end de rige, som har råd til at bo.
Boliglivet er kendetegnet ved en høj grad af mobilitet
over livsfaserne, men også længere perioder med forankring.
Det har skabt grundlag for mere specialiserede
boligkvarterer. Der er kommet flere ”livsfaseboliger”, som
man flytter fra, når behovet ændrer sig og tilsvarende
færre ”livsløbsboliger”, som man bliver boende i hele livet,
men ændrer undervejs.
Seniorbyer og børnebyer
Seniorbofællesskaber er blevet meget mere udbredte.
Der er etableret egentlige seniorlandsbyer en del steder.
En seniorlandsby består ofte af mindst 50 enkeltboliger.
Seniorlandsbyer fungerer på mange niveauer.
Nogle minder mest at alt om kolonihaver baseret
på fælles aktiviteter, samt den hjælp man kan få fra
det offentlige. Andre seniorlandsbyer er baseret på en
udstrakt grad af service. Der er et fælleshus med helsecenter,
delebiler, et viceværtpart med stort kørekort og
ansatte til at hjælpe med madlavning og vedligeholdelse.
En vis kritisk masse er nødvendig. Derfor er det især store
seniorbofællesskaber, som har været i vækst. Muligheden
for at ansætte servicepersonale efter hjemmeserviceordningen
har medvirket til at styrke bofællesskabstanken.
Nu kan man købe service i stedet for at basere fællesskabstanken
på gensidig hjælp.
Mange børnefamilier har etableret sig i nybyggede
”børnebyer” i de nye forstæder ”ude på landet”, men alligevel
i pendlingsafstand fra hovedstaden. Disse byer ligner
imidlertid ikke fortidens parcelhuskvarterer, hvor store
haver og ligusterhække adskilte husene. Byerne er indrettet
under hensyn til, at begge forældre ofte er væk hele
dagen. Husene ligger tæt i klynger omkring firkantede
fællesgårde eller som i Kartoffelrækkerne i København.
Der er ikke individuelle haver, men små private gårdhaver
og terrasser på den ene side af huset og store halvoffentlige
gårdhaver til den anden side, hvor børnene kan
lege under voksnes opsyn. Skoler og daginstitution er en
integreret del af børnebyen. Også her spiller muligheden
for at hyre arbejdskraft til fælles service en stor rolle. Der
er ”viceværter”, dagplejemødre og gode kokke ansat, som
sikrer børnefamilierne sund kost.
Etniske minoriteter er fortsat med at etablere ”samfund”,
som de altid har gjort, men nu sker det i øget
omfang i ejerboligkvarterer. Mange flere indvandrerbørne-
77
familier har fået mulighed for at købe eget hus, nogle med
hjælp af provenuet fra salget af en tidligere almen bolig.
Det har stimuleret foretagsomhed og opsparing at leve i
rammer, hvor man er herre i eget hus. I de ejerboligkvarterer,
hvor der bor mange indvandrere, er der også masser
af erhvervsvirksomhed. Restauranter og forretninger
blandes med beboelse. Ingen behøver at være bange for at
komme i disse ”ghettoer”. Beboerne skal i vidt omfang leve
af at sælge services til danskere og turister, og derfor holder
man en høj grad af selvjustits. Til gengæld er der en
del danskerne, som ikke længere føler sig rigtigt hjemme i
disse foretagsomme og brogede kvarterer og flytter.
Selvom seniorbyer og børnebyer m.v. er lettere at
etablere i helt nye bebyggelser, sker det også i den eksisterende
boligmasse. Der sker en udvikling, hvor specielle
befolkningsgrupper gradvis kommer til at præge et kvarter
– seniorer, børnefamilier, singler, unge, homoseksuelle
og forskellige religiøse retninger og etniske minoriteter.
Blandt disse grupper er der igen subkulturer, som lægger
vægt på at distancere sig fra de øvrige. En øget flyttemobilitet
har hjulpet denne udvikling på vej.
”Branding”, der tiltrække nogle værdifællesskaber og
holder andre væk, er også blevet en stadig vigtigere brik,
når et kvarter, en bebyggelse eller en større boligejendom
skal bygges eller renoveres. Rockerborge har fået følgeskab
af en række andre ”borge, slotte og klostre”, som henvender
sig til særlige målgrupper.
Specialiserede parcelhuskvarterer
De eksisterende parcelhuskvarterer var i udgangspunktet
ikke særligt egnet til den specialisering, som har fundet
sted på boligmarkedet. I byerne, hvor flyttemobiliteten var
højere, kunne et kvarter derimod hurtigt skifte karakter.
Det hjalp også, at erhverv og bolig virkede sammen om at
forandre et kvarter. I parcelhuskvartererne var der tidligere
ikke den samme dynamik.
Ofte måtte man flytte til noget helt nyt, hvis man ville
være sikker på at komme til at bo sammen med de rigtige.
Det har givet et pres på markedet for nybyggeri.
Boligpolitik i både stat og kommune har derfor fokuseret
på at gøre den eksisterende boligmasse mere fleksibel
ved at stimulere til øget mobilitet og ved at ”brande”
forskellige områder, så de i større omfang tiltrækker
”de rigtige” mennesker. Kvarterbeskrivelser benyttes i
øget omfang som værktøj hertil. De bidrager også til en
selvsegmentering. Man forsøger fx at udpege og udvikle
kvarterer, som er særligt velegnede til børnefamilier,
for at opnå den tæthed, som børnefamilier ønsker. Det
er særligt vigtigt i parcelhuskvarterer, hvor seniorerne
generelt er i overtal. Kvarterbeskrivelserne er også med
til at synliggøre en række af de særlige egenskaber ved
boligområder og beboere.
”Developere” er begyndt at interessere sig for, hvordan
de kan gøre parcelhuskvarterer mere attraktive for forskellige
typer af beboere. De er gået i alliance med ejendomsmæglere,
som også er interesseret i en øget mobilitet. De