Untitled

40
en ende på en blodig borgerkrig, hvor førstnævnte fik overtaget 226 , og hvor
jøderne således havde satset på den tabende part. Samtidig kan man forestille
sig, at Jeremias 33:9 ("det gode Gud giver folk", og senere: "det gode, som Gud
giver Jerusalem"; i 33:10 lover Gud, at Jerusalem skal genoprejses til trods for,
at folk siger, at det ligger i ruiner) gav genklang i de egyptiske jøders
bevidsthed, når de læste disse ord. Således kunne tankegangen tænkes at
have været følgende: Oniaderne havde forkastet Jerusalem som det udvalgte
sted (ruin), men det skal genopbygges (det er det blevet). Der er således
sandsynligvis ikke tale om en generel benediktion.
2) Ifølge Goldstein henledes opmærksomheden hen på Lev. 26:42 (Gud husker
på pagten med fædrene, og landet husker Han på etc.), hvilket synes rimeligt,
eftersom konteksten er anger i eksil. Under alle omstændigheder må pagten
bl.a. dreje sig om Guds løfte om at give Kanaans land til Abrahams
efterkommere og således også have en propagandistisk funktion over for
jøderne i eksil. Tankegangen fra pkt.1 videreføres således her: Altså heller ikke
en ”generel benediktion”. Alene, men kraftigere sat i sammenhæng med Ep.2,
forstås denne ihukommen af pagten som propaganda, der foreslår, at jøder
hører til i Israel – ikke i Egypten. De bør vende hjem.
3) Ekko fra Jer 32:39 ("Jeg giver dem ét hjerte og én vej…") kunne i konteksten
tyde på, at jøderne har splittede hjerter og følger to veje. Det kunne betyde a)
generelt er det godt ikke at være splittet, b) der er kun plads til et tempel, – der
er ikke plads til skismatiske templer. I lyset af det foregående kunne det også
tolkes på den måde, at det nu er op til de egyptiske jøder at træffe en
beslutning og følge Guds vilje: at vende hjem.
4) Peger på, at deres hjerter ikke har været helt åbne over for loven og budene 227 .
Hvis man lade benediktionen stå alene er det ikke umuligt, at det kunne
opfattes som en generel benediktion, men i lyset af det foregående har den nok
mere karakter af revselse: åbn hjertet og I vil finde den korrekte fortolkning: at
templet hører til i Jerusalem og således også de egyptiske jøder.
5) Ikke nødvendigvis en gentagelse af 1:1, hvor freden var freden mellem
Ptolemæus og Kleopatra, hvor man hér kunne forestille sig, at freden var fred
imellem menneskene. Måske et fromt, generelt ønske, måske polemisk vendt
imod et skisma blandt de egyptiske jøder, som vi kun kan gisne om. Man kunne
gætte på et skisma mellem jøder, der ønskede at vende tilbage til
tempeltjenesten i Jerusalem og jøder, der ønskede at bibeholde templet i
Leontopolis.
6) Her observerer Goldstein, at sproget stammer fra bl.a. 1 Kongebog 8:30, 34 228 .
Disse allusioner forekommer mig lidt IDU IHWFKHG eftersom Guds hørren bønner
er et gennemgående tema i hele Biblen, og allusionerne derfor ikke som sådan
er direkte forkerte. Det er vel et generelt fromt ønske om at Gud må høre deres
bøn i deres klemte situation,.
7) Verbet, der er brugt her, er καταλλσσω 229 , som betyder ”en venden fra
fjendskab til venskab” 230 , er muligvis et bevis på sammenhængen mellem Ep.1
og epitomeet . Om det er et tegn på, at brevet er blevet redigeret i et forsøg på
at samstemme det med epitomeet, finder jeg tvivlsomt 231 . Jeg har i de tidligere
226
Goldstein 1983, AB II, s. 142.
227
Goldstein 1983, AB II, s. 142.
228
Se Goldstein 1983, AB II, s. 143 for de andre henvisninger.
229
Doran 1991, s. 5, 11; Verbet er ifølge Doran brugt programmatisk om Antiokus Epifanes´ opførsel gennem epitomeet.
Det findes i Jer 31:39, men ellers ikke. Forekomsten af dette verbum ser han som et tegn på, at brevet er blevet redigeret i
et forsøg på at samstemme det med epitomeet.
230
Liddel and Scott 1992.
231
Således Doran 1991, s.11.